Det var egentligt på tide … eller rettere sagt; langt over tiden – at jeg skulle have mig et par nye briller. Jeg ved ikke hvor tit andre skifter briller, men dem jeg havde var købt i 2004 – og de var stadig smarte!

Smarte, men ridsede. For jeg behandler ikke mine briller så godt og det skyldes mit syn.

Jeg er næsten normaltsynet på det ene øje og -3,75 på det andet. Og det betyder, at jeg groft sagt kan leve uden briller, da jeg kan se langt med det ene øje og kort med det andet.

Og det gør jeg.

Når jeg altså ikke lige sidder ved PC’en, kører bil eller ser TV. For af en eller anden årsag så gør jeg bedst de ting med briller på. Og da mit synshandicap også gør at jeg uden briller ikke har noget dybdesyn er det nok også meget godt at jeg i det mindste køre bil med briller på.

Men det betyder også at jeg på en almindelig hverdag hele tiden går og tager mine briller af og på og lægger dem fra mig i lommer, tasker … og åbenbart også andre steder.

De første ting giver ridser på brillerne og det sidste … tjae, det koster så et par nye briller.

Jeg ved at sidste gang jeg så dem, var da jeg tog dem af i Pariserhjulet ved Axeltorv i går aftes … og hvad der så skete med dem, må guderne – eller nisserne? – vide, for forsvundet er de.

Så erstatningsbrillerne er skaffet frem og nye briller er bestilt hos min brillepusher.

Og det kære familie var så slut på de julegaveønsker – håber at alle bliver tilfredse med noget hjemmesylt, for det er hvad der er råd til nu.

Men de nye briller skulle heldigvis kunne nå at blive færdige i denne uge og det er godt, for efter en dag med erstatningsbrillerne er mine øjne godt trætte.

Mine julekasser står trygt i mit kælderrum, jeg ved ikke om jeg orker det store juleræs i år, med nisser og stjerner allevegne.

Jeg havde egentligt lyst, men kom for skade at besøge Fisketorvet i formiddag og mængden af mennesker i 10 personers familier, brændte mandler og upbeat julemusik, var ved at slå benene væk under mig og slette alle fornuftige tanker fra mit hovede.

Måske hænger det også sammen med en gourmetmiddag der trak ud (sidste ret blev serveret kl. 01.40) med tilhørende drikke og en dag der egentligt først begyndte kl. 13.50.

Men vi har rullepølsen fra helvede liggende i køleskabet sammen med massevis af andre gode rester fra min kærestes julefrokost og jeg har lavet adventsgaver til mine søsterbørn og planen er at jeg tager dem ind for at se juletræet på Råhuspladsen blive tændt – på den Co2-neutrale måde.

Bagefter skal vi hjem og hygge os og eventuelt bage en småkage, og spise en vaffel …. og så måske julestemningen alligevel så småt vil komme?

Da jeg gik ud fra det, der skulle have været et møde, men endte som en enmandsforestilling, piskede regnen ned. Næsten symbolsk.

Det handler ikke om at glemme møder, eller være blevet syg. Heller ikke om folk som faldt fra og ting der ikke blev løst. Mere om en god energi der forsvandt og en rappenskralde, der kom frem og forsøgte at piske løs på andre for at få motivationen frem.

Og det var ikke det mest motiverende.

For nogen.

Så en beslutning, der havde modnet over tid, blev truffet. Et referat skrevet og sendt. Og en udmeldelse.

Man skal ikke blive ved med at være medlem af noget man ikke længere føler for.

Jeg har en teori om at man, når man er utilfreds med noget enten kan

• lære at acceptere det
• ændre det
• eller gå

og i dag nåede jeg til step tre.

Og jeg glæder mig over de venner jeg har fået, de ting jeg har opnået og så glæder jeg mig over det, der kommer til at ske fremover.

November, november, november … vi klager over den manglende sol, alt vandet der regner på os og de korte dage.

Med rette vil jeg sige. Der har være for lidt af det første og for meget af det andet og der er stadig en månedstid til, at det bare begynder at vende med det sidste … og så går jeg ud i min have for at lukke den ned og gøre klart til vinteren og om jeg så ikke opdager at mine jordbær stadig blomstrer og sætter bær.

Tal lige om ukuelighed:

I går blev jeg bemærket på min hudfarve. I det skarpe hvide lys i en svømmehalsbruseniche så jeg tilsyneladende stadig brun ud.

Og selvom det føles som lang tid siden jeg kom hjem, bærer min krop åbenbart stadigvæk videnbyrde om den weekendsmuttur jeg tog, da jeg var i Singapore.

Man kan sige mange ting om Danmark og global opvarmning … men på en eller anden måde ville det sikkert være de færreste der synes, at det her var en skidt nabo:

Tænk hvis det var Sjælland man lige så i det fjerne, og man kunne hoppe på en båd og tage sig en slapper i solen i weekenden.

Men det er ikke Sjælland, der ligger der, men faktisk så er det den ø som Robinson bliver filmet på.

I betragtning af, at jeg lige er blevet påduttet overordentlige talegaver, i sådan en grad at det er hæmmende for karrieren, så er jeg egentligt temmelig ordtom for tiden.

Nu har jeg i to dage gået med tilbageholdt åndedræt og ventet på et svar.

Og selvom jeg efterhånden tror, at jeg ved hvad jeg skal tro, så ved jeg det jo ikke og derfor glæder jeg mig til at jeg får det endelige svar – og dermed puste al den tilbageholdte luft ud igen.

Exhale.

Jeg er i gang med at tage billeder af min lejlighed… eller jeg er i gang med at se hvilke billeder jeg kan tage af min lejlighed, sådan at den ser bedst mulig ud – uden at det er nødvendigt for mig at rydde op først…

… og for at springe over hvor gærdet er endnu lavere så har jeg også lige set gamle billeder på 23 igennem for at se om der ikke var noget man kunne bruge.

Og jeg kan se, at jeg gemmen tiden har taget pænt mange billeder af solen, der står ind i min lejlighed og laver skygger på min væg … og min udsigt med solopgang. Jeg også har taget mange aftenbilleder. Af stearinlys og stjerner der lyser i mørket og gør rummet varmt og hyggeligt.

Jeg ved ikke hvad andre kigger på, når det kigger på et sted at bo. Men for mit vedkommende ved jeg, at jeg nyder lyset, rummeligheden, udsigten og hele herlighedsfornemmelsen ved at bo i en gammel herskabslejlighed, høj oppe over byens tage, uden nysgerrige naboer og med udsigt til himlen.

Og jeg ved at skal jeg væk fra denne lejlighed, så skal jeg kompenseres med let adgang til luft … som i form af en terrasse eller have og ordentlig adgang til opbevaring, for det mangler vi til vores interesser.

Det handler om at huske at værdsætte.

Den lange morgen i sengen, naboen fra over gaden, der skulle forbi efter en gryde og blev til en af de gode sandwich fra Grams Lækkerier, kæresten der arbejder hjemme og synes det er hyggeligt med selskab, det første glas af en hjemmelavet creme de cassis (der smagte dejligt rundt, syrligt og sødt) og tid til at være mig og for anden dag i træk gøre neglene pæne med en fransk manicure (fordi første gang kiksede).

Det er skønt at have tid og selvom jeg måske på et tidspunkt kommer til at kløjs i al den tid, så har det indtil videre været der i den præcis rette mængde.

Det var med stor interesse at vi kunne konstatere, at vores yndlings bagerdame, i går annonceret åbning af cafeen “Hannes Gårdkøkken“, noget så sjældent som en gårdcafé.

Så indkøb af hvedemel blev suppleret med en kop kaffe og en kommenskringle … og en reservation af bord til lørdagens bruch.

Og hvilken bruch!

Selvom det er så to timer siden jeg gik fra bords, kommer der stadig små tilfredse bøvs ud af min mund. For det var ikke mådehold der prægede min adfærd ved den lækre hjemmelavede buffe.

Jeg vil slet ikke gå i gang med at remse op hvad der var af lækkerier, bare nævne, at de fortalte at de overvejede at få et større bord, sådan at tingene kunne stå der .. og så stod kaffen, kagerne og den ufiltrerede æblejuice fra Karensminde endda på et bord for sig.

Jeg har spist brunch mange steder og i forskellige kvaliteter rundt om i landet, men det er første gang jeg har siddet i et ombygget lagerrum og har drukket kaffe af musselmalede kaffekopper, med øjne på en stak dampende pandekager serveret med hjemmelavet kvædesirup.

Selvom min kæreste egentligt har forbud mod, at tale om andres sylterier, så kunne jeg godt tilgive at han roste ovennævnte kvæde og jeg nød også selv Fru Møllers stikkelsbærmarmelade i stor stil.

Prisen er 159 pr. kuvert og det er ikke dyrt betalt for alle de herligheder… og nej, jeg er ikke betalt for at skrive disse rosende ord, det er helt frit fra leveren og jeg vil anbefale alle der er i omegnen af Odder, at tage et smut forbi Fru Møllers nye gårdcafé.