Fik ikke mindre end tre mails fra Toppers nye missemor her i weekenden. Topper er gået skridtet videre og har her i weekenden været ude i ikke mindre end 3 omgange.

Og det er gået ganske godt.

Hun har været nysgerrig og rundt, og rundt og rundt om huset, uden dog at forlade den sikre have.

Hun har klatret i stort dansk egetræ, og både fejlet og vundet og kommet en lille bitte smule til skade. Og har også overlevet det og fået trøst.

Hun er gået ud og ind og har spist og drukket og er fortsat med at bruge kattebakken ….

Hun har oplevet dansk forårsregn og det var ikke lige et hit, men så havde hun heldigvis et hjem at komme tilbage til.

Og endelig har hun smeltet sin nye missemors hjerte på præcis samme måde som hun smeltede mit og min kærestes …

Hun er i den grad flyttet til Vejle og er blevet fuldt integreret i sit nye hjem med missemor og misseven.

Sidste år sad jeg indenfor i en lejlighed, klinet til skærmen og læste med frustration og savl i mundvigene om den fantastiske påske alle virkede til at have. Om solskin og udeliv og ting der blomstrede og voksede med en ubønhørlig grokraft.

Og jeg længtes.

Efter den danske påske, foråret der står på spring, den første kop kaffe i et lunt hjørne, kirsebærtræernes hvide sne, blå-blå åh så fantastisk blå himmel og vasketøj, der fik duft af det hele.

I år har jeg mest siddet indenfor og kigget ud på gråvejr og regn og tænkt på hvor hylan det der påskevejr blev af!

Bortset fra den fantastiske forårsdag vi havde skærtorsdag, hvor jeg brugte det meste af dagen på at køre Jylland-Sjælland retur og resten af tiden på at fejre fødselsdag.

Ind i mellem har der dog været forårshuller, der har lagt sig som balsam på mit forårssavn, og bragt glæde i en kold påske:

Som det utrolige kvidder af småfugle, der sang halsen af led, da jeg i rimfrost og morgenkåbe sad på terrassen, klokken lidt over 6, fordi Bertram skulle ud og snuse efter mus.

De par timer min mor og jeg havde på knæ ved min lille urtehave, mens vi snakkede og rev ugræs op og langsomt så et års forfald og upassethed forsvinde og istedet så, at de fleste urter og planter havde overlevet.

Og varmt besøg hos onklen og visitter fra mosteren og turen forbi min fætters iPad, for at få arrangeret en afhentning af en pc på Amager. Og gensyn med mormor og morfar, der gennemsnitligt ville være 100 år i år, hvis de havde levet i levende live.

Om at gå ture på stranden med min mor og nye og gamle venner, der alle frydes over det hvide sand og kigget til Samsø og Tunø.

Bertram og Alfred, der virker som om at de aldrig har været væk fra Saksild, og håndterer gensynet på hver deres måde: Bertram der skal ud klokken 6 for at tjekke vejret ud og Alfred der lige snupper en time mere helt puttet ind under dynen, så kun næsen stikker frem.

At køre Danmark tyndt og tur-retur til Sjælland, gennem solskin og et smågrønt landskab, med æggeskilte og de sidste kartofler til salg, for at fejre at min far har gennemført 75 påsker i år og ser ud til nemt at kunne nappe 25 mere.

Når grillet blev tændt op og vi fodrede gamle og nye venner af med alt godt fra grillen og de gode kødvarer fra Slagteren i Hou.

At sidde 8-12 mennesker om et bord og lige gøre plads til et par ekstra naboer til osten og mærke huset varme op af godt selskab og madnydelse, selvom det egentligt hverken er plads eller stole nok.

At drikke morgenkaffen af ølkrus og spise blødkogt æg af et snapseglas, fordi opvasken ligger ovre hos naboen, da de tog den med hjem aften før, og de ikke står tidligt op.

Og at høre nyt fra Vejle, om en Toppermis der trives i sit nye hjem og bestemmer over madskålen, kigger ud på naturen og byder Wimmer op til leg.

Så selvom der kun blomstrede kirsebær i mine vaser og jeg ikke drak kaffe i solen, så blev min påske alt det jeg ikke vidste jeg havde ønsket mig.

På vej til (påske)sommerlandet blev turen lagt rundt om Vejle. Solen skinnede og her og der stak forsythiaen sit gule ansigt frem, himlen var blå og høj. Og i et hus af røde sten, bor der en Ulla og hendes kat - som nu har fået en ekstra beboer.

Jeg har ikke noget kamera for tiden og derfor har jeg ikke nogen billeder af Topper, der ligger på sit klatremøbel om morgen og lige tager en ekstra runde rundt på ryggen, for at blive morgenkælet, når vi står op. Heller ingen bevis på, at jagtinstinktet var tunet og klart, når hun med de sødeste så miav-lyde var ved at gå til af ivrighed over mågerne og duerne udenfor vinduerne. Eller hvordan hun lige passede på sofaarmlænet, som hun lå på, på sin helt specielle måde - mens hun holdte øje med både os, de andre katte og med et halvt øje på tv’et. Ingen film af hendes ynde og charme når hun jagtede sit legetøj eller gav igen på tiltale, når drengenes jageri blev for meget.

Men jeg har dem og alle de andre billeder og minder over vores tid sammen, i mit hoved og i mit hjerte. For hun var min hjertemis, min kærestemis og min lille dejlige pigemis.

En lille heldig egypterkat, der kom væk fra livet som gadekat og nu bor hos en Ulla i Veje.

Og jeg er sikker på, at der er en mening bag tingene og når det igen bliver sommer og varmt, er jeg glad for, at Topper nu har et liv, hvor hun igen kan klatre i træer og nyde det frie katteliv:

Jeg har grædt mine modige tårer, tænkt i alternativer, plaget uskyldige mennesker i min familie - både med ord og med alternative behandlinger … men det ændrer ikke ved det faktum, at der ikke er nogen mulighed for at vi selv kan beholde Topper, eller at vi kan beholde hende i vores nærhed hos noget familie.

Og så er det at man må gøre det voksne, selvom det er svært og så langt fra det jeg ønsker for mig selv.

Men det er nu aftalt, at Topper kommer over til en dame i Vejle, der har et stort kattehjerte, et rækkehus hvor Topper kan komme ud og få rørt sig og klatre i træer. Damen har en kat i forvejen. Men det er en, som normalt accepterer andre katte og plejer at invitere op til leg, fremfor slåskampe …. så vi håber at kommer til at gå bedre end herhjemme, hvor alt hvad missebasserne byder på, er tørre tæsk.

Da jeg så hvor glad og lettet Topper opførte sig da hun var på kort visit hos min søster, var der ingen tvivl i mit sind: hun skulle væk fra mine andre katte. Uden dem, var hun fuldt ud tilbage som den dejlige tillidsfulde kat, hun er.

Så det skal nok blive godt for Topper at komme væk.

For os er det imidlertid en anden sag,

Der er ingen tvivl om, at af alle de katte der har været igennem mine hænder, så har Topper været den der har haft det mest elskelige sind.

En fantastisk kat, der er kælen uden at være omklamrende, sød og tillidsfuld og alligevel sin egen. Legesyg og en ædedolk, der både kan lide saltstænger og rugbrød. En rigtig lille charmemis.

Det bliver svært at sige farvel.

Men om 14 dage bliver Topper en Vejlemis og jeg håber på det rigtige mach.

Vi har nu været hjemme i lidt over en måned og vores katte er kommet nærmere en “normaltilstand” omend, det på ingen måde er ideelt.

De slås ikke længere hele tiden og de kan godt være i samme rum uden at der hvæses og knurres. Men Alfred er jaloux og når han kan se sit snit til det, så går han efter Topper, og når han gør det, så går Bertram med. Og det med at være i “farezonen” hele tiden, gør at Topper bliver mere og mere vagtsom og man kan se at ingen af kattene, så rigtig slapper af.

Det holder ikke i længden og vi har derfor arbejder på at finde et nyt hjem til Topper. Det er ikke med vores gode vilje at vi skal slippe hende, for den tid og alle de ting vi har haft sammen, gør naturligvis at man bliver knyttet til dyret og der er ingen tvivl om, at hun er en super sød og charmerende kat … som rigtig gerne vil både lege, kæle og udfordres.

Det sidste gør, at selvom det skulle blive bedre mellem hende og drengene, så vil det med at bo i lejlighed på længere sigt dræne hende - vi kan se at hun bliver mere og mere udadorienteret og vi vil gerne give hende det bedste, og det bedste vil helt klart være et liv hvor hun også kan komme ud.

På vildkat.dk har vi fundet et hjem til Topper. Der er en have, en med tid og overskud til hende - og der er en anden kat, en den virker til at være lige så sød og tillidsfuld som hende - og vi håber hun med tiden måske endda vil kunne lege med den.

Men beslutningen er endnu ikke taget endeligt - og det gør vi først om 14 dage.

…. for …. og der er her det lille håb begynder at bevæge sig, måske kan vores oprindelige plan alligevel komme til at fungere - nemlig at hun kan komme ud til min søster, der flytter i et lille hus til påske.

Min nevø, der ellers var begyndt at reagere på katten, er jo blevet behandlet for sin allergi. Lige efter behandlingen kunne vi ikke mærke nogen forandring, men her i torsdags hvor han var oppe hos os i nogen timer - og vel og mærke var sammen med 3 katte, var der slet ikke sammen reaktion som før.

Min søster har hørt om en anden alternativ behandler, der har fantastiske resultater på alle mulige ubalancer og ham har vi en tid hos på onsdag … og med den allerede noterbare bedring i mente, skal Toppermissen en uges tid efter behandlingen, på besøg hos min søster - hvorefter vi så kan træffe en beslutning om hvorvidt vi tør satse på, at hun skal have et varigt hjem der.

Med allergier er der mange forskellige skoler og ideer om hvad der kan lykkedes eller ej … men faktum er, at jeg har mødt flere, der på forskellige alternative måder er kommet deres allergier til livs … så lige nu krydser vi fingre herhjemme og håber på at det alligevel ender med at Topsen kan blive en lille Valbymis.

Lige før fandt jeg Topper på køkkenbordet, Bertram brummede løs nede på gulvet og Alfred sad ved siden af og så lidt forvirret ud.

Vi har åbnet op for zonerne.

Lidt af gangen og de får stadig ikke lov til at være alene sammen, eller være sammen om natten.

Topper, som var mest kyst af situationen i starten, er kommet rimeligt over det. Hun spiser, drikker, går på toilettet og vil faktisk også gerne lege, hvis hun ved hvor de andre er. Hun er også kælen og nysgerrig. Og bliver ved med at flytte grænserne for hvor langt hun tør gå i forhold til de andre.

Alfred er måske mindst påvirket af situationen og helt klart den der er nemmest at aflede med noget kæl. Han tøffer lige så stille rundt. Da det sådan rigtig gik op for ham, at der var en anden kat i huset var han moderat nysgerrig, og brugte aften i går på at sidde og kigge på Topper gennem glasdøren istedet for at gå ind i stuen af den anden dør. Når Bertram kører op i den store brummen, kan han godt brumme med, men det virker ikke rigtig som om at han ved helt hvorfor han gør det.

Bertram er klart den der mest provokeret af det hele. Mens han har været i pleje har han været udekat og har lært noget om det at have et territorium og skræmme andre katte. Og det er tydeligt at det plager ham, at der er kommet en anden kat ind på hans område.  Han brummer, hvæser og går stivbenet rundt. Alligevel er han ikke fuldstændig tryg i rollen som den dominerende kat, for hvis Topper vender sig mod ham, så kryber han under en stol eller en sofa. Vi prøver at aflede ham med kæl, snak eller mad - men vi må bare indse, at det tager tid og håbe på at det ikke skader ham, at vi har indført endnu en kat i flokken, som han så tydeligt anser sig selv som leder af.

Vi håber stadig at den oprindelige plan kan iværksættes, nemlig at Topper ender hos min søster og får et liv hvor hun også kan komme ud. Det ser ud til at min nevø tager rigtig godt imod zoneterapien og når vi har gennemført to behandlinger mere, vil vi gøre et hurtigt forsøg med at lade ham komme i nærheden af kattene og se hvad der sker.

Lejligheden er delt op i to zoner.

I stikkontakten sidder der en Feliway og sender sine beroligende-hunkatte-tilfredsheds-hormoner ud i lejligheden.

Vi har været nødt til at tage Topper tilbage og skal nu se om vi kan få lavet en lidt mere lykkelig indslusning. Hende og vores gamle katte imellem.

Jeg føler mig som det ondeste menneske, sådan som jeg skalter og valter med de her kattedyr og slæber dem frem og tilbage.

Alt sammen i den gode sags skyld - men hold da op, hvor det virker som om at der er langt til de goder, der ligger bag alle handlingerne.

Min nevø reagerede på katten og så er det klart, at vi ikke bare kan lade hende blive der. Selvom både kat og mennesker ellers virkelig så ud til at trives sammen - lige så snart hun kom derop, var hun den samme glade kattemis, som hun havde været, før vi kom hjem med vores gamle katte.

Nevøen er kommet i gang med noget zoneterapi, der hvor dem der har passet vores andre katte, har gået og er kommet af med allergien. Hvis det hjælper er det fantastisk og vi vil så prøve med katten senere - og hvis det ikke hjælper, så hjælper det sikkert mod noget andet.

Men det korte af det lange er, at vi er tilbage til start med katten.

Så derfor er lejligheden delt op i to zoner og der er sat katteberoligelse i stikkontakten - og opsendt håb for at vi kan få det til at gå op i en højere enhed denne gang.

Så fik vi hentet vores katte i går. De rejser ikke let, så en bil var nødvendig til de 16 kg. kat + 2 sovesenge, kradsemiljø, kattebakke + 1o kg. madpose og diverse - hele fokusen var fyldt op med katterier.

Op af trappen i fuld firspring og døren ind til lejligheden kunne godt genkendes, selvom ingen af kattene ellers umiddelbart havde udvist nogen form for genkendelse af os, ude hos plejeforældrene.

Inde i lejligheden fik de et kort møde med egypterprinsessen Topper og det gik på ingen måde som planlagt.

Vi havde regnet med at en gensidigt præsentation ville være et piece of cake - Topper var jo vant til mange andre katte og vores to drenge var jo nogen af de roligste katte og vi havde aldrig hørt dem hvæse eller knurre af noget.

Så let gik det så ikke.

Drengene løb knurrende efter Topsen, som livræd fandt ly under et bord, som de andre ikke kunne nå ind under - og så blev de ellers adskilt for resten af tiden.

Topper opfører sig på samme måde som hun gør, når der er hunde i nærheden og deres størrelse og det faktum at Alfred på et tidspunkt gøede gør det på ingen måde nemmere. Lige nu sidder drengene udenfor glasdøren ind til spisestuen og Bertram lyder som en sirene - mens Topper sidder under bordet med store bange øjne.

Selvfølgelig kan man ikke sige noget ordentligt om drengene, Topper og fremtiden udfra sådan et kort møde og den korte tid der er gået, men der er ingen tvivl om, at det er nogen andre katte vi har fået hjem, end dem vi afleverede for et år siden og at både de og vi skal genfinde hinanden igen - og at Topper så vidt det er muligt, ikke skal være en del af den genforening.

Her i nat virkede det ellers som om at den rene idyl og lykke havde indfundet sig; Bertram lå i ske med min kæreste og Alfred lå og spandt mellem mine ben - de har ikke fået lov at sove i seng i det år de har været passet ude, så der var stor nydelse på tapetet - indtil Alfred lige skulle over og bide Bertram i nakken….

Der er ingen tvivl om, at det har været hårdt for dem at blive flyttet og jeg håber ikke at vi fik flyttet dem en gang for meget.

Derfor kommer prinsessen nu op til min søster, som jo skal overtage hende hvis alt går vel og så kan drengene og vi forhåbentligt genfinde hinanden i god ro og orden.

Så sidder hun der så smuk og fin, vores lille egyptiske souvenir. Landet på alle fire poter her i et fremmed land. Hun har taget alting så utrolig fint, så mange af vores bekymringer vedrørende hende kan vi puste væk som morgendug på et spindelvæv.

Hun ville jo ikke bruge kattebakke dernede. Jo til at ligge i … hvilket jo ikke er det mest funktionelle. Når hun skulle, så pev hun og blev så lukket ud. Men da hun kom herhjem, så lavede jeg en bakke til hende Der kom sand i den og hun gik op og rullede sig i den - og jeg tænkte, at det aldrig kom til at gå - men derefter gik hun op og tissede i den og hun har gjort alt hvad hun skulle i den lige siden.

Her i går opdagede hun så vinduerne - og bruger nu noget tid på at sidde og kigge ud. Det virker ikke som om at hun som sådan gerne vil ud og jeg oplever ikke at hun på nogen måde er frustreret over indelivet.

Men planen er, at hun ikke skal være indekat, både for hendes og for vores skyld.

Hvis min nevø kan tåle hende - han har haft antydningen af noget der måske er katteallergi - så er det planen at hun skal ud til min søster, da de flytter ud i et lille hus til foråret. Et sted , hvor hun igen kan få noget udeliv, lidt kattekammerater og måske fange en mus eller en vildfaren fugl.

Jeg håber det lykkedes for os at finde et godt sted til hende, selvom det vil være sindsygt svært at skulle sige farvel til hende efter alt det vi har haft sammen i det sidste år … men det vil alt andet lige være bedre for hende at bo et sted hvor hun kan komme ud - og meget nemmere for os at have 2 katte som vi ved at vi kan tage med os rundt og har pasning til hvis vi ikke kan.

Så indtil videre er det. det vi satser på.

Jeg bilder mig ind, at kattene godt kan mærke at der er gang i noget. Det ville næsten være mærkeligt andet, når lejlighedens indhold flytter pladser og alt hvad der har været i skabe og skuffer placeres andre steder - herunder på alle plane flader.

Bertram følger i hvert fald nøje med i hvad der sker - og hver aften når vi går i seng, skal begge katte med ind og putte.

Hvor ville det hele være nemmere hvis man kunne forklare for dem, hvad der kommer til at ske.

Man går åbenbart igennem mange faser når man tager sådan en beslutning som den vi har taget - og lige i de sidste dage har jeg helt klart været i den sårbare og følsomme fase, hvor der ikke skal så meget til for at få mig ud af fatning.

Og kattene … dem kan man jo ikke til at få til at forstå noget … de misforstår jo det hele… ;-)