Jeg har oprettet en blog omkring vores rejse til Egypten - så fra februar vil jeg (om gud og Mubarak vil) blogge på “Et år i sandaler“.

Titlen er tyvstjålet fra min kæreste.

Det var hans umiddelbare udsagn om vores lille eventyr, da vi skulle fortælle om det til de allerførste indviede - “prøv at tænke dig - et år  i sandaler!”.

Bloggen vil handle om vores liv dernede, om den udvikling jeg håber der kommer til at ske med mig, om dykning, nye madoplevelser, fotografier af det hele og om alt det andet som kommer til at ske med mig og os og vores liv - i vores år i sandaler.

Jeg havde håbet at vi havde fået en noget anden indgang til vores eventyr end denne, hvor vi står på randen af en revolution (og på bagkanten af hajangreb).

Det har tikket ind med sms’er, bemærkninger på facebook og her på bloggen … og vi har også lige fået en opdatering fra vores rejseselskab.

Lige nu og her er der ingen fare ved turiststederne langs med Rødehavet. Der flyves uden problemer til Sharm - og vi har planlagt at flyve med.

Vi tager ned og sonderer stedet - og hvis vi oplever at det ikke føles trygt, så har vi altid mulighed for at bruge den returbillet vi har.

Modsat så mange andre kan vi jo rejse ud af landet igen.

Selvom man jo kunne tænke at 6 dykkerdragter til 2 personer og en uges ferie, måske er lidt rigelig.

Men det kan du altid læse mere om på min nye blog … Et år i sandaler, når og hvis, der åbnes for internettet igen.

Det er ved at blive lyst nu - en travl dag, som gryede så smukt lige foran mig, da jeg stod op.

Stod op til min sidste hele dag i Danmark i et år.

I morgen er jeg den der er smuttet.

Men i dag skal jeg rundt og ordne ting, og tabe hoved som jeg har gjort de sidste dage - og inden dagen er slut skal jeg også have noget at pakke min taske … og taske … og taske.

Men kattene er afleveret, bilen parkeret, pladerne pillet af - lejligheden er stadig ikke lejet ud og jeg forsøger at lade være med at ærgre mig over at jeg brugte det her bureau og håbe på at de finder en løsning til næste måned.

De ting vi skal have med er taget fra og det meste af resten af lejligheden er pakket væk.

Fryser, viktualier- og køleskab skal tømmes … og så varer det ikke så længe før vi er helt væk…

Hele lejligheden lugter af flæskesteg. Ikke engang mit nyvaskede hår eller et god sprøjt med parfumen kan skabe en barriere mod lugten af stegt svin.

Min kæreste havde inviteret folk til farvel-svin aka flæskestegssandwich.

Vi har ikke snakket så meget om hvad han kommer til at savne herhjemmefra men jeg kan forestille mig at hans lille top 5 helt klart vil indeholde svinekød - specielt i form af kødkrydderiet bacon.

Planen med invitationen var også at få udryddet alle de ukurrente øl vi havde stående  - og det ser ud til at det er lykkedes … sammen med en hel del andet kan jeg se.

Jeg gik i seng kl. 22, men jeg kan da se sporene af betydelig mere våd aften end man skulle tro, at sådan en helt almindelig tirsdag kune skabe - men det lød også rigtig hyggeligt.

Så mon ikke vennerne også kommer med på hans liste?

Jeg bilder mig ind, at kattene godt kan mærke at der er gang i noget. Det ville næsten være mærkeligt andet, når lejlighedens indhold flytter pladser og alt hvad der har været i skabe og skuffer placeres andre steder - herunder på alle plane flader.

Bertram følger i hvert fald nøje med i hvad der sker - og hver aften når vi går i seng, skal begge katte med ind og putte.

Hvor ville det hele være nemmere hvis man kunne forklare for dem, hvad der kommer til at ske.

Man går åbenbart igennem mange faser når man tager sådan en beslutning som den vi har taget - og lige i de sidste dage har jeg helt klart været i den sårbare og følsomme fase, hvor der ikke skal så meget til for at få mig ud af fatning.

Og kattene … dem kan man jo ikke til at få til at forstå noget … de misforstår jo det hele… ;-)

Når man så er ved at pakke sit liv ned i poser og kasser og pakke tasker og kufferter til det nye liv, afstedkommer det en del kaos i hjemmet, og frustration i mig, når lejligheden også lige skal være kigge-lækker.

Den er nemlig stadig ikke lejet ud - og det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er spor imponeret over det firma, vi har hyret til opgaven.

Men jeg satser på at denne gang er lykkens gang … og at det er sidste gang, at jeg skal rydde op i kaos.

Soveværelse og de to stuer er klaret. Døren til “opmagasineringsrummet” er lukket. Badeværelset er skuret. Tilbage er støvsugning af det hele… og så lige et køkken, der ligner kaos, med kaos på.

Hold da kæft hvor jeg *ønsker*, *ønsker*,*ønsker* at ham, der kommer for at se lejligheden i dag, lejer den.

Pengene vil være velkomne, men mest af alt, så magter jeg ikke at blive ved med at gøre lejligheden kigge-lækker!

…om ikke gud til dig, så dog nærmere en afslutning på tingene herhjemme.

Når man sådan tager afsted i et år og har lidt mindre end 2 måneder til at planlægge, er det godt nok et skoleridt i beslutningstagning, at få alting til at gå op i en højere enhed.

Jeg må også konstatere, at uanset hvor meget man planlægger, så går alt alligevel ikke præcist sådan, som man regner med.

Da jeg var i tyverne tog jeg også afsted til udlandet, jeg kan ikke huske afrejseprocessen som værende belastet af beslutninger og praktiske forhold. Dengang ejede jeg heller ikke rigtig noget - så jeg sagde mit job op, opsagde min lejlighed, flyttede mine ting hjem til mine forældre, pakkede en taske, smed den på min motorcykel og kørte afsted.

Det er lidt anderledes nu. Vi ejer jo en masse ting og skal prøve at få det herhjemme til at gå i nul, rent udgiftsmæssigt. Opgaverne falder i tre grupper:

Håndtering af de døde ting vi ejer:

Lejlighed

Vores lejlighed skal fremlejes. Vi lukker et værelse af og stiller vores private ting derind og lejer resten ud. Vi har valgt at bruge et bureau, til at stå for det praktiske. Men jeg har opdaget at det kræver pænt gode nerver, da de her en uge før afrejse endnu ikke har fundet en lejer til os.

Sommerhus

Vores sommerhus er også gjort klart til udlejning. Det er et dejligt sommerhus, men gammel og traditionelt. Det kan lejes gennem Odder Turistbureau. Vi plejer at kalde det “Sommerbo” - hos dem hedder det 30415 (og de sætter forhåbenligt snart nogen pænere billeder på)

Bil

Bilen bliver opstaldet, nummerpladerne afleveret hos skat og p-licensen returneret til Københavns Kommune

Nyttehave

Jeg har fået dispensation fra min haveforening og har fået lov til at beholde haven, selvom jeg tager væk i et år, mod at den naturligvis bliver passet og der deltager en i mit navn til det årlige “tvangsarbejde”. Har fundet en der vil passe den, med nok lige så stor glæde som min egen.

Håndtering af 1000 små og større praktiske ting

• få flere nem-id kort, så man kan logge sig ind i et helt år
• bestille rejseforsikring
• afmelde almindelig bilforsikring
• tilmelde stilstandsforsikring til bilen
• finde et sted bilen kan blive opstaldet et år
• få en udlejerforsikring til sommerhuset
• undersøge Egyptisk visum
• undersøge skatteforhold - og få udarbejdet ny forskudsopgørelse
• få bilen PAVA behandlet inden den skal opstaldes
• afmelde kabel TV
• afmelde de forskellige foreninger man er medlem af
• købe og samle nye skabe til badeværelset (og skaffe sig af med de gamle)
• pakke lejligheden ned
• gøre sommerhus klar til udlejning
• købe ny PC
• købe og samle nye møbler til badeværelse
• finde og få transporteret flyttekasser hjem
• slæbe ting der skal smides ud ned fra 4. sal
• skaffe straffeattest
• lave nyt budget over udgifter (og indtægter)
• returnere arbejds IT-isenkram
• få ordnet tænder
• købe manglende dykkerting
• pakke ting til rejsen
• melde fraflytning inden man rejser
• bestille flybiletter
• og ret til at tage ekstra kg. med
• finde et sted at bo i Egypten

Håndtering af de levende ting vi ejer:

Kattene

Få arrangeret kattepasning. Få arrangeret ny kattepasning, da den første ikke gik som forventet. Arrangerer endnu en ny kattepasning, da den anden pasning 14 dage før afrejse, meget uventet går i vasken. Sikre sig at der er backup kattepasning, hvis det nu alligevel ikke går og endnu en backup for backuppasningen, hvis den heller ikke går.

Planter

Høre mange mennesker om de kunne tænke sig at få nogle planter ind til pasning. Ikke finde nogen. Finde nogen der vil tage de haveplanter der overvintre på trappeopgangen (og få dem overleveret på søndag … tak!) Og lade lejlighedsplanterne stå i lejligheden og håbe på, at der på et tidspunkt rent faktisk kommer en lejer, og at vedkommende vil passe dem.

Endelig er der de uventede opgaver:

Få bilen takseret, snakke, snakke, snakke med forsikringsselskab og undersøge muligheder for reparation af bil. Havde nemlig lige før jul et eftermiddagskys, med en anden bils hængertræk. Og selvom der ikke var noget at se på deres bil, har de åbenbart anmeldte det til deres forsikring. Og da jeg ødelagde nummerpladen og vores kofanger, skal den skade nu ordnes.

Og mens alt det foregår arbejder min kæreste på fuld tid, for at hans opgaver kan blive overdraget inden afrejse, der holdes jul for 9 personer, kæresten tager en cross-over fra CMAS instruktør til PADI … og jeg starter selv op på deltid på arbejdet.

Samt den daglige madlavning, rengøring når lejligheden har skulle vises frem, tøjvask og alle de der ting jeg har glemt at jeg har lavet, ordnet og fikset i den forløbne tid.

Men en ting er sikker, man bliver ikke kureret for stress ved bare at sige sit arbejde op.

Og når folk så spørger mig om jeg glæder mig til vi rejser, og jeg siger at jeg ikke rigtig har haft tid til at tænke på det - kigger de underligt på mig.

Men jeg er under alle omstændigheder superglad for at det her har en deadline og når vi sidder i flyet næste lørdag, ja så er løbet kørt og jeg kan ikke fikse de ting der måtte mangle … og det går vel nok også endda.

Det var en noget barsk omgang at vi 2 uger før afgang, pludselig stod uden pasning til vores katte.

Heldigvis er det nu lykkedes at få stykket en mulighed sammen, og denne gang med back-up muligheder, hvis noget skulle kikse.

Jeg ved at mine katte kommer et godt sted hen. Dem der skal passe dem, er rigtig glade for dem og kattene er også glade for at være der.

Så alt endte lykkeligt og jeg håber jeg kan sove lidt mere roligt de kommende nætter.

Jeg har færdes i blogverden siden 2004 og har været ret god til at holde mig ude af meget af det fnidder, der ind i mellem kan foregå her, som i så mange andre steder, hvor mennesker færdes.

Jeg har praktisk taget altid selv undgået at modtage håndmadder for de ting jeg har skrevet eller debatteret - kan desværre ikke undsige at jeg selv ind imellem, har været grænsende til bedrevidende (eller det der ligner) overfor andre i en debat eller to …

Dog mest i starten af min skrivetid, hvor meget tid gik med at drøfte blogs som medie og hvad man kunne skrive om (eller ikke) .. og om, at man ringer hele verden op, når man poster et indlæg.

Det er selvfølgelig også svært at få så mange svinere, når man som mig, åbenbart altid har skrevet pænt ukommenterbart og altid får stoppet debatten andre steder, når jeg blander mig i snakken. For ikke at nævne, at selvom antallet af besøgene er jævnt, er det ikke megahøjt.

Og derfor vidste jeg godt hvad jeg gjorde, da jeg spurgte Liselotte om hun kunne hjælpe med lidt fokus på mit katteproblem - og jeg kan se at hendes indlæg har bragt rigtig mange folk ind på min side og min kattepine.

Og hendes ord hjalp. Dejlige, søde og hjertevarme mennesker er kommet med tilbud om hjælp. Nogen her og andre på mailen.

Og jeg har været utrolig glad for alle de tilkendegivelser jeg har modtaget - det har været fantastisk at opleve.

De sidste par dage har naturligvis gjort mig ekstra tyndhudet, og efter at have taget fejl sidst, har jeg brug for holdbare løsninger, på pasning af mine katte, så jeg ikke ender med at sidde i Egypten og skulle fjerndirigere en aflivning af kattene.

Derfor har jeg måske også været ekstra skarp overfor de folk jeg har været i kontakt med. Åbenbart bliver jeg en sur gammel mand, når jeg bliver presset alt for meget. Og jeg underskylder overfor alle der kunne være kommet i berøring med den del af mig.

Min tyndhudethed gør også, at jeg bliver ked af det når min tilsyneladende håbløse kattemoral forsøges drøftet i et helt andet forum.

Men når man ringer hele verden op, risikerer man som altid at få nogen i røret som gerne vil snakke om noget helt andet … og sådan er det.

Det er blogverdens for- og bagside, og når man ønsker det ene, må man tage det andet med i købet.

Som små bambier gled vi rundt på den is, vores fodspor havde skabt rundt om sommerhuset.

Men vi fik ryddet op, smidt ud og pakket ned - sådan at vores dejlige sommerbo er klar til, at fremmede folk kan flytte ind i det, mens vi er væk.

Sommerhus i sommersol

Det er et gammelt traditionelt sommerhus, men det har sjæl og location, location, location.

Den første del af huset blev bygget før min kærestes bedsteforældre flyttede ind i 1946 - og resten er kommet til pø om pø siden da. Der er heldigvis et ordentligt badeværelse, med moderigtige avocadogrønne installationer, indsat i 70′erne.

I huset og annexet er der i alt plads til 6 overnattende gæster.

Huset er på ingen måde luksuriøst, glas og tallerkner er umage og sengene ligeså - men det er hyggeligt, der bor søde mennesker omkring det og så ligger det lige ned til en af Danmarks bedste strande.

Dykkerbåd i forgrunden, Samsø i baggrunden

ud af døren og ned til vandet

Da jeg var mindre forstod jeg ikke, at man ikke måtte springe over hvor gærdet var lavest. Det ville da være dumt andet.

Hvorfor anstrenge sig, når man kunne komme (næsten) lige så langt ved ikke at gøre det.

Senere blev jeg jo medlem af “De Perfekte Kvinders Klub” og nu kunne gærderne ikke blive høje nok. Ja, jeg kunne ligefrem gå store omveje for at komme til at spinge over det højeste gærde.

Og måtte betale den pris der fulgte med.

Nu prøver jeg at finde den gyldne middelvej.

Og har blandt andet besluttet mig til at lade være med at lukke “det perfekte rum” af i lejligheden, men tage det rum der er nemmest for os - og dermed slippe for at pakke reoler ned og splitte klædeskabe af. Det er ikke perfekt, men det er nemt.

Og jeg overvejer seriøst om al den julepynt jeg har taget af træet og lagt i en skål, ikke bare kan komme sådan ned i kælderen. En pose omkring skålen og så afsted, istedet for at pakke hver enkel kugle og fugl ned i sin æske…. og jeg er tæt på at bestemme mig for at gøre det.

Måske det vil være nemmere hvis jeg kaldte det en hjemmeopgave i at springe over hvor gærdet er lavest?