Bordet er dækket. Med gammel Kongeligt og nyere indisk stål. Med serpentin servietring og stjernekasterpynt.

I køkkenet er grønt og ben kogt ind til en kraftsky til sovsen og der pilles til bisquen.

Der kommer venner med hjælpende hænder og bidrag til middagen.

Nytår som jeg kan lide, blandt mennesker jeg holder af.

Jeg ved jo godt at det kommer og bider mig i haserne, det det med at jeg lader mine breve modne i et stykke tid mellem ankomst og reelt forholden sig til indholdet.

Jeg vil tro at mine breve på nuværende tidspunkt er ved at være overmodne og da jeg her til aften skulle forsøge mig i den ædle kunst at lægge et budget, gik det op for mig:

1. at min husleje igennem de sidste to år har varieret væsentligt fra måned til måned, uden at jeg aner hvorfor

2. at selvom mine elregninger er på min pbs-oversigt er de ikke på oversigten fra banken… hvem mon betaler for min el, for det ser ikke ud til at være mig?

Nu er spørgsmålet bare om det er noget, nogen forventer jeg forholder mig til?

Og hvis det er, om de selvsamme mennesker så ikke også kan få afbestilt min forsikring (helst efter jeg har fået anmeldt den skade jeg havde sidste år i februar), sendt min regning for briller ind til Danmark (og gerne inden 2 års fristen udløber) og bruge de to gavekort og tilgodebeviser jeg har liggende inden de udløber.

Tak.

P.S.
Min bruser i badeværelset drykker iøvrigt også … den må nogen også gerne ordne.

Uden for mit vindue kan jeg høre dem, der fyrer nytåret af på forskud. Der er brag men ikke megen farve og lys. Det er gråt i gråt i gråt.

Der er musik på anlægget og jeg sidder i den gode stol og varmer mine lår på den bærbare, med udsigt over byens tage og kraner der står stille.

Jeg skal igang. Videre. Fremad.

Men energien er på nulpunktet. Som en spændt ballon krævede det bare et lille bitte prik, med den mindste nål. Nu er jeg slatten, alt luft er forsvundet. Gårsdagens ballon.

Jeg ved at det vender. Ved at energien kommer tilbage. Ved at lyset vender, at rodet forsvinder, at jeg måske bliver tyndere, at de gode vinder.

Men jeg skal bare lige have 5 minutter mere. 5 minutter inden jeg skal kræve min plads i verden igen.

Og så skal jeg forbi det sted hvor jeg så de første …. eller sidste?… bellis stå og blomstrer. Fuldkommen ligeglade med årstid og leveregler. Tusindfryd.

Så længe jeg kan huske, har nytåret haft en snært af noget nærmest traumatisk, en efterklang af bristede forventninger blandet med glimmer og krudtslam.

Jeg tror jeg har prøvet det meste. Fra de store gallafester med lange kjoler og opsat hår, champagne der sprudlede om kamp med glimmer og falske smil, over hyggemiddage med venner og efterfølgende fællessovning i dobbeltseng, (det var 80’erne og menuen var ostefondue, så er en fælleslur tiltrængt), til det år hvor jeg sad alene, i kapitulation over ikke at finde den fest jeg gad og de mennesker der gad mig.

Uanset hvilket tema og hvilke mennesker jeg har omgivet mig med, så har festen for mit vedkommende altid haft en bismag. En bismag af drømme der ikke blev udlevet, af ting der ikke blev som forventet, af at endnu et år er gået og at den tid ikke kommer tilbage. Af sørgmodighed.

Dette år er ingen undtagelse.

Tiden mellem jul og nytår bruges til oprydning og refleksion. Over de ting der blev og de ting der ikke blev. Over mit liv der har vendt og drejet sig og er helt uigenkendeligt i forhold til sidste år ved denne tid. Om de glæder det har bragt med sig. Og de bekymringer det også har ført med sig.

Men når vi når til nytårsaften, kan jeg med ro i sindet sige til mig selv, at jeg fik lige præcis det jeg ønskede mig og at jeg ved at denne aften bliver helt speciel, fordi jeg har helt den rette at kysse på, når klokken slår tolv.

Så står de der, mine julelikører og snaps. Tilsat smag af sommer og lysere tider.

Der er den lyse kirsebærrom lavet af Sambær. Store røde saftige kirsebær. Bærene blev plukket hjemme i provinsen en fin sommerdag, sammen med søsterbørnene og deres mor. De blev lagt i en flaske sammen med appelsin og vanilie og overhældt med en gylden 7 års rom. Sambærrommen har en fin smag af kirsebær og en markant eftersmag af appelsin. Sød og lidt spids og alligevel rund.

Der er den sorte nærmest tyktflyde kirsebærrom lavet af de halvvilde bær fra træerne ved stranden i Saksild. Træerne er plantet i sand og modnet i havluften. Små nærmest sorte bær som bare blev ved og ved med at være tilstede i træerne, uanset hvor mange man plukkede. Den første uge plukkede vi alle dem vi kunne spise og da vi kom derned ugen efter sad der nærmest lige så mange tilbage i træerne – så vi plukkede til at sylte og til rommen. Rommen er lavet at bær, hvid rom og sukker. Den har en helt mættet dyb dyb mørkerød farven – der er næsten lige så sort som bærene og den er rund og blød både i smag og tekstur. Rødsort fløjl på tungen.

Endelig er der julesnapsen. Efter inspiration af Frk. Andersen gik jeg igang med min egen julesnapseproduktion. Med en god appelsin, en stang vanilie, en lille håndfuld kaffebønner, lyserød kandis og knuste tørrede kirsebærsten. Den har trukket i fyrretyvedage og er blevet rigtig rar på tungen. Et par prøvesmagninger gennem de 40 dage afslørede hvordan smagen ændrede karakter gennem tiden. Ved 26-27 dagen var det som om at smagen eksploderede på tungen. Munden var fuld af smag, men den forsvandt lige så snart man havde synket. Nu hvor den har trukket færdig, er der saft og kraft og den følger hele vejen igennem og ligger på tungen og hele vejen ned til maven. Appelsin og vanilie med fine nuancer af kaffe og mandel.

Det smager af mere og mere er godt.

Gaverne er endeligt sanket til huset, der er hentet juletræ (heeeelt til loftet og det er meget), ryddet op og flyttet rundt så det og vi kan være der, det er næsten sådan at man kan komme rundt i lejligheden, uden at støde ind i alt for meget sporadisk anbragt dims.

Julepynten er linet op på stuebordet, klar til placering på træet – og dejen til æbleskiver står klar i køkkenet.

Grødris og mælk er anbragt så det er nemt at komme til, når der skal koges grød til ala manden og aftensmaden. Og det gør vi når søsterbarnet og børneungerne kommer for at pyntejuletræ og spise lillejuleaftensrisengrød.

Det er så idylisk at det næsten gør ondt – og hvis jeg ikke passer meget på, falder jeg helt til ro og begynder at nyde det og så er der ikke langt til at julefreden indfinder sig.

Morgen, middag og aften har lyset brændt og her dagen før dagen før dagen er vi ved at være i bund. Udbrændt og nedbrændt. Men klar til det sidste seje træk, inden kniven sættes i anden og der suges luft ind til den første salme.

Herfra skal der lyde et ønske om en glædelig og fredelig juleferie, til verden og til mig.

Midt i det hele. Midt i det kaos der udgør mit liv. Blandt halvtudpakkede ting, kvarte gøremål og slidte julenerver ,kom der en pakke.

Og jeg vidste ikke hvad det var og hvorfor og hvordan, men det gjorde blot glæden større og gaven sødere – en sand gave fra Håbets Allé.

Tak

Og her er historien bag mit glas honning og smukkere kan det ikke gøres.

Så var det der kom en mail omkring de forsvunde juleænder … og man kan ikke rigtig andet end at grine…:

Hej!

Dine varer er endelig fundet, desværre ikke i København.

Vi afsender på tirsdag nye til dig med ankomst til København onsdag
morgen.

Jeg beklager dybt, men chafføren har desværre sovet i timen.

Med venlig hilsen

Og vi lader den så stå et øjeblik, mens vi genkalder os sidste års leverence … nok var den lille, men den blev sgu’ leveret til tiden:

Om 1 måned og 2 dage, står jeg med en pakket kuffet, et stort smil skruet på ansigtet og blikket stift rettet mod check-in, klar til 3 ugers sol, badning, dykning – og meget gerne den store afslapning og samvær med dejlige mennesker.

Sri Lanka og Maldiverne.

1 måned, 2 dage er en lille livstid… kan ikke vente, bare det altså snart var nu….