Filippinerne 2008


søndag 9. marts 2008 kl.12:56

hvalfisk.jpg

Boutanding eller det vi på dansk kalder hvalhaj.

Der findes ting der er så store, at uanset hvordan man betragter sig selv, så kan man ikke undgå at føle sig lille og ydmyg – sådan er det at snorkle med hvalhajer.

Møderne var korte og intense. Fyldt med adrenalin, både for at nå at komme i vandet i rette tid, og opdage og holde trit med dyrene.

Vi sad på bådkanten iført maske og snorkel – klar til første møde. Pludselig bliver der råbt at vi skulle gøre os klar, vi hoppede i vandet og lå og kiggede omkring os. Pludselig dukkede der en kæmpe mund op foran mig, efter den en 6-15 meter plettet haj.

De første mange gange blev jeg så forskrækket, at jeg gav et hvin fra mig når det store dyr kom hen imod mig, hvilket dog både er nyttesløst og svært med en snorkel i munden. Når jeg blev liggende kunne jeg se hele hajen svømme forbi mig. Langsom graciøst. Et lille slag med halen og så var den væk igen – dykket ned i dybet. Nogle af de andre fulgte efter og på ingen tid var de på 4 meter og det gik bare hurtigere og hurtigere derned.

Den første dag havde vi nok kun ½-1 minut med hver haj – mens vi den anden dag havde nogle længere seancer, hvor hvalerne kom op igen efter at have dykket ned.

Det er plankton der får hajerne til at komme, men det er samtidigt det der gør vandet meget grumset og sigten dårlig. Man kunne ikke se meget mere end ½-1 meter og derfor ikke kunne se fra hoved til hale.

Læse mere om hvalhajer på Donsol herunder:

Læs videre her

fredag 7. marts 2008 kl.15:34

“Jeg taber ikke noget, kun hovedet når jeg danser på vulkaner”

Det er en underdrivelse. Jeg tabte mere end hovedet, da jeg forsøgte at bestige bjerget.

Med sine 2½ kilometer i højden var det nogenlunde af samme størrelse som Sri Pada, som vi besteg sidste år, men ak, som altid i Asien var det same-same – but diffent.

Læs om turen herunder:

Læs videre her

torsdag 6. marts 2008 kl.17:03

Filippinerne 2008 kort:

Vi boede 5 forskellige steder fordelt på 3 øer: En enkel nat i byen Legazpi , en nat på vulkanen Mt. Mayon og 3 nætter i Donsol, der alle befinder sig på den store ø Luzon. Dernæst tilbragte vi omkring en uge hver på småøerne Apo Island og Sumilon der ligger udenfor øerne Negros og Cebu.

Landet er supernemt at rejse rundt i. Folk taler rimeligt engelsk og som turist føler man sig hverken overbegloet, snydt eller overpriced af den almindelige handlende – selvom vi sikkert blev udsat for alle tre ting.

Det er et smukt land. Med bjerge, rismarker, palmer og fine strande og interessant marineliv. Vandet var omkring 28-29 grader, sigtbarheden varierede fra god til omkring 1-2 meter afhængigt af sted. Jeg tjekkede ikke temperaturen ovenvande – men vandet føltes koldt når man gik i det og en halv times sejlads i bikinitop og uden solfaktor medførte seriøs forbrænding…

Vi oplevede god mad – men det filippinske køkken er ikke kendt verden over og det er der nok en grund til. Vi oplevede også dårlig mad og så oplevede vi mad som vi ikke vidste fandtes – eller troede der fandtes et marked for; bla. banan ketchup og sød tomatsovs til endnu sødere spagetti bolognese.

Priserne er som udgangspunkt særdeles overkommelige, men afhænger af hvor man kommer og hvor mange turister der er på stedet. En cola koster 7 pesos hos købmanden i Legazpi og 80 i restauranten i på Sumilon. 80 pesos er også prisen for 70 cl. ganske god 8 års rom når den købes i supermarkedet. 100 pesos er omkring 12 kr.

Det opleves ikke som om der er ret mange andre turister og dem der var var fortrinsvis amerikaner, japanere og andre skandinavere. Men turen fra Europa er også lang. Vi var omkring 30 timer om at komme derned og 40 om at komme hjem (forskellen skyldes transitid). Rejsen gik ubeklageligt – vi havde valgt at flyve med Cathay Pacific hvilket vi på ingen måde fortrød. Selv den længste flyvetur (Heathrow – Hong Kong) på omkring 10 timer gik ret smertefrit, idet et storslået entertainmentcenter gav alle muligheden for at blive underholdt efter eget ønske.

Det var fantastisk at se solen gå ned oppe fra vulkanen Mt. Mayon efter at have kæmpet sig derop, at se en hvalhaj svømme forbi 10 centimer foran ens ansigt og opleve et af de største havdyr være komplet upåvirkede af turister på sin tur op og ned i havet, at dykke time efter time i det smukke undervandslandskab, at drikke Caipirinha lavet på rom og friske lime med fødderne oppe mens solen går ned, at have tid til at læse midt på dagen og nyde skyggen efter solens stråler, at studere de japanske turister der selv i en ufarlig svømmepøl var iført redningsvest, at få timers massage af forskellige hænder.

Jeg rejser gerne til Filippinerne igen – men næste gang vil jeg gerne bruge mere tid på de store øer og mindre på de små – jeg kender begrebet økuller af hjertet nu.

tirsdag 4. marts 2008 kl.8:29

Fordelen ved at rydde op og gøre rent inden man tager på ferie er, at det ikke er så slemt når man så igen invaderer hjemmet med åbne kufferter, svedigt rejsetøj, sure sokker og slemt lugtende badetøj, der ikke nåede at tørre inden det blev pakket ned.

Det gjorde vi så ikke. Det der rydde op og gøre rent trick.

Men vi opdagede, at det var lyst klokken 18.00 da vi landede hos min mor for at hente missebasserne (og spise hakkebøffer med brun sovs og bløde løg – og ingen ris) og at det også var ved at blive lyst klokken 6 – da vi vågnede op i vores egen seng, med bløde misser i fodenden.

Det er dejligt at opdage, at man er glad for at komme hjem – samtidigt med at man har en oplevelse af, at vi har haft en god ferie.

Det gør at det er ok at det hele ligner l**t – og at jeg er den der tager tørnen med at vaske rejsetøjet og giver badeværelset en omgang, fordi det nu endnu mere ligner noget der er løgn.

Lige nu bobler jeg af energi og indre varme. Det var godt at være væk – det er godt at være hjemme.

søndag 2. marts 2008 kl.13:09

… om 30 timer er kroppen landet i DK – sjaelen foelger derpaa. Billeder og tekst kommer naar de to dele er forenet.

mandag 11. februar 2008 kl.5:59

Kolde frugtshake, en times massage for en flad 50’er – det er til at klare, selv ovenpå omkring 30 timers transport. Alt vel – livet leves og man trives.

… og om lidt vil jeg starte min ferie ved at kravle op på en vulkan