I dag bor der trolde i min have og verdenen er pakket ind i vat. En stilhed har lagt sig over morgenens rutiner og fuglene skutter sig i deres skjul.

Selv har jeg mest lyst til både at skutte og skjule mig. Lige nu oplever jeg at rutsje nedad og jeg forsøger at skabe ligevægt ved at gøre gode gerninger. Ser om jeg ved at glæde andre, kan tænde lys i eget indre.
Og tror stadig på at tingene nok skal ændre sig. Det har de gjort før.

Det er lidt over 2 1/2 måned siden jeg flyttede. Selvom jeg har været glad for byttet og på intet tidspunkt har følt savn efter min gamle lejlighed eller nabolag – så har jeg heller ikke følt mig hjemme.

Det var rart at være her, men det var ikke mit hjem. 

Men i går kom følelsen af “hjem”, så alligevel snigende. Lige så stille.

Vi er ikke vokset sammen endnu. Men jeg er begyndt at mærke at det her, er mere end et sted hvor jeg bor.

De sidste år – og helt specifik de sidste 3 år – har der ikke været meget juleforberedelser, eller i det hele taget juleglæde, i mit liv.

I 2014 havde min mor lige fået sin diagnose, og det, og vores viden om at hun skulle have første omgang kemo i starten af januar, skyggede for det meste, også juletiden som ellers var både hendes og min yndlingstid.

I 2015 var hun afkræftet og syg og tanken om “aldrig mere” lammede os alle. 

Sidste år, var første år, hvor hun ikke levede mere.

Og på toppen af det, så har jeg de sidste to år også været væltet af arbejde, og været drænet for al energi. Både i tiden op til jul og selve juleaften/juledagene.

Sidste år handlede et af min kæreste og mits juleskænderier derfor også om, at jeg ikke ville have gæster juleaften. Jeg ville bare have ro.

I år prøver jeg at gøre anderledes.

Og jeg tænkter det sker. Bl.a. fordi en af de ting, de to års arbejdsslid har skaffet mig, er mere mig-tid. På godt og ondt.

På den gode led, har jeg har i hvert fald fået noget af min juleforventning tilbage, og i mit køleskab står fordej til honningkager, i køkkenskabet trækker gløggekstragten og her til morgen, skar, snittede og hakkede jeg starten på en rigtig engelsk julekage.

“Der er da virkelig sket noget!” sagde han og satte sig ved siden af mig. “Du gør jo alle øvelserne skidegodt …. og du har da også tabt dig, har du ikke?“.

Vi mødtes allerførste gang jeg var til crossfit og han er officielt min nyeste bedste ven!

Men han har ret. Det går så meget bedre med det der crossfit. Både med at udføre øvelserne og nå det inden for tiden. De to sidste gange kørte jeg på 100% og kom rent hjem. I dag sprang jeg et enkelt minut over, men jeg tog også 4 kg. mere på end jeg plejede.

Følte mig ellers ikke som en superhelt – for jeg er stadig de der 20 år ældre og 20 kg. tungere, end de fleste af dem på holdet.

Men åbenbart  gir’ det lidt respekt, når man alligevel kører halvdelen af holdet af sporet da vi lavede vores bonusrunde.

Tjae ..  det udløste i hvert fald en rose og det gjorde mig glad. Også over at nogen husker at gide at tage sig tiden til at sige det.

… her i det kolde, våde, november, november, november København

Det der med træningen der ellers startede så fint (og endda blev vedligeholdt i den anden del af landet) gik jo lidt i sin mor igen.

Først blev jeg syg, så skulle jeg på ferie, så tog jeg på ferie og så blev jeg syg igen, og så skulle jeg genmotiveres. Det brugte jeg vel en 5-6 ugers tid på.

Inden jeg så kom igang igen.

Og måske har fundet mit træningsjunk.

Crossfit.

Det kan godt være, at jeg er den allersidste til at opdage det. Men det er godt nok den mest effektive træning jeg nogenside er stødt på.

Og for sådan en som mig, der ikke er naturlig glad for at træne og kun gør det for resultaterne, så skyldes glæden vel i bund og grund, at jeg fra start kan se en ende på det og dermed kan overskue hvornår jeg er færdig.

Jeg kan forstå, at der er mange forskellige måder at gennemføre en WOD (Workout Of the Day). Man laver 5 forskellige øvelser. Første gang skulle vi lave så mange gentagelser vi kunne på 1 minut og her i går skulle vi lave 3 runder af 20 gentagelser.

Begge dele er overskueligt. I hvert fald for mig.

Helt ærligt – hvem kan ikke lave 20 sit-ups, eller hoppe i et minut. Det virker overskueligt. Og man glemmer ligesom lidt at man lige efter de her sit-ups eller hop, skal lave en ny øvelse i et minut eller et antal gentagelser.

Og igen.

Og igen.

Jeg har dog også meldt mig til andre hold og er endnu ikke sprunget så meget ind i crossfit-trenden at jeg har meldt mig ind i et eksklusivt crossfit-center.

… det eneste minus (som jo så egentligt på sigt må være et plus) er at jeg i de sidste 2 uger har haft træningsben. Det gør ondt når jeg rejser og sætter mig og så er det ikke nogen fornøjelse at gå på trapper – hvilket kan i den grad kan mærke når man bor på 4. sal…..

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min kæreste de sidste mange år har kørt en kampagne for at komme hjem til Jylland at bo.

Jeg vil ikke.

Han vil gerne.

Det betyder at hjemme hos os, kan man tit høre sætninger der starter med “der kan du selv se i det der Jylland, gør de også [noget der er nedgørende]” når det kommer fra mig og “der kan du selv se i Jylland gør man [noget rigtig godt]” når det kommer fra min kæreste.

Lige nu står det omkring 100-3 til Sjælland og København. Uden at jeg sådan rigtig tæller.

Men igår trænede jeg i det center, der ligger her i sommerlandet.

Og de var bare så flinke, at man skulle tro de var blevet betalt og instrueret af min kæreste.

De snakkede med mig i omklædningsrummet, to forskellige piger hjalp mig med udstyr – og det var oven i købet de veltrænede piger. Træneren spurgte til hvad jeg syntes og der var en 3-4 stykker der sagde, at de håbede at se mig igen.

Jeg har gået i mange forskellige centre i København, men har aldrig tilnærmelsesvis oplevet noget der lignede det der.

Og så er det jeg tænker to tanker:

– den ene er, at jeg bliver lidt blødere i knæene omkring det der Jylland og hvor farligt det måske er at bo herovre.

– det andet er;  København er smækfyldt med jyder, hvad fanden er det lige der gør at de bliver nogen arrogante røvhuller (ligesom alle andre københavnere) lige så snart de krydser broen?

Hele hytten dufter af rosmarin – jeg har lige taget duftende boller og brød ud af ovnen. Bagt på surdej og god mel fra sommerlandets leverandør.

Sej krumme og sprød skorpe. Bagt på durum, hvede og grahamsmel.

Og jeg har svært ved at forstå, at brød skal være så farlig for kroppen, når det nu er en af de bedste dufte og rareste spiser.

Men måske er det det, der er problemet – og jeg ved i virkeligheden ikke så meget om mad, som jeg burde. Jeg synes jo, at jeg lever rimelig sundt når jeg sætter det her:

eller det her på bordet:

Jeg elsker salater og manglen på friske råvarer til ordentlig salat var klart noget af det jeg manglende rigtig meget i Egypten og mens min kæreste har taget en del revanche på grisemanglen har jeg selv gjort det samme på salaten. Og rugbrød og mælk, som vi jo heller ikke kunne få dernede.

Når jeg kigger på kostrådene så ved jeg, at jeg spiser for lidt fisk og fiskepålæg – og for meget slik. Men ellers synes jeg at jeg overholder rådene.

Men måske snyder jeg mig selv … så jeg vil forsøge at holde mig en “madlog” her i den kommende tid.

Ikke den på nettet (http://www.madlog.dk/) selvom jeg faktisk var ret glad for den, da jeg brugte den da jeg ville tabe mig. Næ jeg vil tage billeder af de ting jeg stopper i munden i løbet af dagen, for at holde øje med indtaget … og måske få ændret lidt på kosten når jeg nu skal til at se det hele i øjnene.

… og måske genopvækker jeg min gamle ” vægttabsside” når jeg får taget mig sammen til at sætte batterier i min badevægt og se den sørgelige virkelighed i øjnene.

For uanset hvad jeg mener om mine tal – dem der handler om det indbyrdes og dem der handler om vægt og livmål – så er der ingen tvivl om at de alle sammen, sammen med mit kondital kan tåle at blive justeret.

Og jeg _har_ fået meldt mig ind i et fitnesscenter og været til den første time i dag og der er ingen tvivl om at smerten er begyndt og dermed vejen til (endnu) en omgang kosttjek og motionmotivation.

“Det er fanme godt gået dér!” snøvlede en ungersvend til mig, mens han vaklede lettere beruset sammen med sine to kammersjukker, langs med søen ved en halv 7-tiden  i morges.

Jeg kunne jo sige det samme til ham, da det godtnok er længe siden jeg selv har kunne holde ud at feste til tidlig morgen.

Lige netop i dag, synes jeg faktisk også selv at det var ret godt gået at jeg var kommet ud af sengen, i løbetøjet og afsted. Men hvad han ikke kunne se, var den indre kamp der havde fundet sted i mig i perioden fra vækkeuret ringede kl. 6 til jeg rent faktisk var påklædt og ude.

Selvom jeg havde flere argumenter for at blive i sengen vandt fornuften, fordi jeg ved at det er godt for mig at komme afsted og fordi jeg ved at når jeg først er derude, så er det faktisk ikke slemt.

Og bagefter har jeg det jo godt – og jeg tænker ved mig selv, om benævnte ungersvend har det lige så godt som mig, når han er færdig med sin morgentur?

Efter at jeg har rendt rundt på de københavnske gader og omkring søerne med rimelig regelmæssighed i efterhånden en del måneder, skulle man tro, at jeg var sådan nogenlunde køerne på stil og tempo.

Men nej.

Så meget nej, at jeg kommer til at mærke for det de næste par dage.

For opfyldt af min egen “jeg løber jo cirka hver anden dag”-selvfedhed, meldte jeg mig glad og fro til det løbehold der er på mit arbejde.

Og jeg kom med på det hurtige hold.

Altså det hurtige hold som i at der er “et hurtigt hold”, “et superhurtigt hold” og så “det rigtig hurtige hold”.

Og det viste sig så at blandt de mest langsomme, er jeg den mest langsomme.

Og så gør jeg forkert med mine arme.

… og efter 5K, sad mine lunger ud af min mund og et stykke ned af brystet på mig … men så er det nok også nemmere at få vejret. Eller noget.

Jeg var så færdig, og jeg glæder mig til at jeg kommer noget op i fart, så sådan nogenlunde kan følge med.

Men det underlige var, at mens jeg ansede og masede afsted. Kæmpede mig frem, skridt for skridt. Så luntede løbetræneren lige så stille og roligt afsted lige ved siden af mig.

Tidsforskydning eller noget.

Det blev en langsom morgen. Når muligheden nu er der og de viser stener fjernsyn på tv’et …

Fasten blev brudt med rester af den hjemmelavede kransekage. Den smagte stadig godt og jeg er alligevel ikke komme i gang med at være helt så sund endnu.

Pludselig sneede det så meget at en løbetur, virkede lidt uoverskuelig. Mine ben var i øvrigt stadig kvæstede – men efter morgenmad, blev det til en lang gåtur i det snepudrede København over aller broerne.

Der var hvidt og frost over det hele og rigtig mange frygtløse københavnere var ude og se om isen på søerne holdte. Og det så den ud til at gøre. Selv skulle jeg ikke nyde noget. Jeg kan endnu huske hvor koldt vandet i havnen var forleden og hvis det går galt, kan det gå rigtig galt, rigtig hurtigt.

Men måske har det været frost længere end jeg kan huske og isen er sikker nok?

Vi gik til og jeg er sikker på at jeg har forbrændt en brøkdel af det jeg har indtaget de sidste dage (uger, måneder…?) Med blusene kinder og frostbidte øre er vi nu tilbage i lejligheden.

Der mangler stadig en bid her, lidt konfetti der og at flytte et skrivebord fra rum til rum … men der er heldigvis også en dag i morgen … og dagen efter det.

Ja, der er jo næsten stadig et helt ubrugt år af tage af.