Når man (som i jeg) holder fri uden løn, er der uomtvisteligt nogle ekstra forventninger til de dage, der er til rådighed. 

Og derfor er der en pænt stor uoverensstemmelse mellem mine ferieønsker og min kærestes forventninger til hvordan jeg tilbringer min tid, i denne her første uge af min ferie, der har været tilbragt i Saksild.

Og jeg vil uden skam sige, at maling af hus ikke står øverst på listen. 

Heldigvis – eller uheldigt nok. Har ugen stået på regn, afbrudt af byger og skybrud. Med en snas sol nogen af dagene.

Derfor gjorde det heller ikke så meget, at min dag i går blev brugt til kørsel 

Og det styrtregnede da jeg stod af bussen i Odder, for at hente bilen fra syn.

Det regnede almindeligt da jeg stod udenfor i Saksild og baksede med at samle kattetransportbur – der skulle tømmes for regnvand.
Det dryppede mest, da jeg satte min niece og katten på toget i Skanderborg.

Tilbage i Saksild – som vi måtte runde igen efter glemt telefon (med penge og kørekort) var det opholdsvejr. Mens det høvlede ned, da jeg havde afleveret min svigermor i Randers.

Nordpå gennem Jylland svingede vejret og jeg kørte gennem både sol og regn.

Og oppe i Gug, hvor jeg endte, er jeg sikker på at jeg sad for enden af en regnbue – både fordi der var solskinsregn mens jeg var der og fordi jeg besøgte en guldgrube af et venskab.

Og det var en ferieaften lige efter mit ønske og præmien for at have brugt den på at køre alle andre rundt.

Da jeg stod op forleden, og i det nærmest mørklagte soverum pakkede min træningstaske, stod jeg pludselig omgivet af den friskeste duft af alle.

Og den kom fra mit træningstøj.

Duften af frisk luft, hav, græs og blå sensommerhimmel.

For jeg havde været i Saksild og mit træningstøj havde tørret under åben himmel.

Der blev jeg en lille smule blød i benene.

Man kan bilde sig en masse ind. En af de ting jeg har gået og bildt mig selv ind i de her tre måneders tid, var at jeg var ok uden mine katte.

Den tese krakkelerede her til aften, hvor et jeg fik et opkald om at Bertram – den store musejæger, tiggeprins og kælegris ikke er mere.

Han fik en død som i høj grad afspejlede hans liv og hans personlighed … efter at have guffet en ordentlig omgang tun, faldt han en ti minutters tid senere om og var død. Sikkert et hjertestop eller blodprop.

Bertram det mildeste kattedyr, der lod ungerne slæbe rundt på sig da han blev passet ude, under vores år i sandaler. Bertram med de smukke blå øjne, der var rolig og fredelig hjemme i lejligheden, men blev en voldsom musdræber når han kom over til sommerhuset.

Bertram der åd min mors persienner når de ikke blev trukket hurtig nok op, så han kunne kigge ud på fuglene, når han blev passet der. Katten der kunne finde sig til rette alle steder og derfor hurtigt fandt nye glæder ved sit sidste bosted: en fransk altan, som han insisterede på blev åbnet kl. 4 om morgen, så han kunne få en times tid af morgenstunden.

Bertram var den af vores katte der var nemmest at elske. Lige så lys af sind som af pels … som vi har sagt så mange gange om ham i de små 6 år vi fik lov at have ham “Bertram, det er ham den lyse … og han er charme, selvtillid og lækker pels”.

Bertram … han smuttede lige videre – og nu er der kun Alfred tilbage – og jeg må sande, at jeg elskede vist alligevel de der to kræ….

Flere foto af Bertram på 23.

Mit liv består af tre dele:

• en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
• et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
• et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

• 2012: januar til april

• 2012: marts til august

• 2012: september til december

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

Min kærestes morfar plantede engang i 50’erne eller 60’erne, 4 kirsebærtræer i det der var hans datters svigerforældres sommerhus.

Igennnem 6 år har jeg høstet og fornøjet mig med de bær der kom mange år senere.

Men nu er de 3 af træerne der ikke mere … og nøddehegnet er klippet ned.

… og os der gør plads for det nye, skal huske at plante et træ eller flere. For de kommende generationer.

Det har nærmest været en lille mini-ferie, den weekend der afsluttede vores tid i sommerhuset. I ugedagene stod den på regnvejr, arbejde og sløjhed (for mit vedkommende).

Men i weekenden kom solen og gode venner.

Min kæreste fik afprøvet båd og fiskestænger og fik landet først 10 og dernæst 9 makreller, der i en proces, der er en storryger værdig,  blev de røget og konsumeret af dem der kan lide det.

Kattene hyggede sig ude og inde. Og inde hos naboen. Og genboen.

Jeg sad i solen og plejede mit behov for D-vitaminer, men en god bog og et glas koldt at drikke. Og da drengene kom hjem efter en dag på havet hvor de både havde delt fisk og sol med marsvin og sæler, fik de kølige drinks med  7 slags citronsmag (citron, lime, citronverbena, cirtrontimian, citronmelisse, limeblade og toppet med en bitterlemon).

Om aften spiste vi sammen med folk vi kunne lide og sad ude mens mørket faldt på og duggen faldt ned. Og vi nød det, der nok bliver den sidste sommeraften i det gamle sommerhus.

Et sommerhus bygget før krigen, der har været i familiens eje i 3 generationer og er et helt rigtig sommerhus; sortmalet med hvide vinduer og komplet med fodkoldt gulv og skimmelsvamp i skabene.

Det er vemodigt at sige farvel til så mange minder – dem vi selv har lavet og dem der har været i huset i generationer og liv før vores. Men samtidig bliver det også fantastisk at sige goddag til et sommerliv med opvaskemaskine, lyse varme rum, ordentlige forhold for os og vores gæster.

Og med en rensplads til fisk – som klart er kærestens nye sommerhobby.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min kæreste de sidste mange år har kørt en kampagne for at komme hjem til Jylland at bo.

Jeg vil ikke.

Han vil gerne.

Det betyder at hjemme hos os, kan man tit høre sætninger der starter med “der kan du selv se i det der Jylland, gør de også [noget der er nedgørende]” når det kommer fra mig og “der kan du selv se i Jylland gør man [noget rigtig godt]” når det kommer fra min kæreste.

Lige nu står det omkring 100-3 til Sjælland og København. Uden at jeg sådan rigtig tæller.

Men igår trænede jeg i det center, der ligger her i sommerlandet.

Og de var bare så flinke, at man skulle tro de var blevet betalt og instrueret af min kæreste.

De snakkede med mig i omklædningsrummet, to forskellige piger hjalp mig med udstyr – og det var oven i købet de veltrænede piger. Træneren spurgte til hvad jeg syntes og der var en 3-4 stykker der sagde, at de håbede at se mig igen.

Jeg har gået i mange forskellige centre i København, men har aldrig tilnærmelsesvis oplevet noget der lignede det der.

Og så er det jeg tænker to tanker:

– den ene er, at jeg bliver lidt blødere i knæene omkring det der Jylland og hvor farligt det måske er at bo herovre.

– det andet er;  København er smækfyldt med jyder, hvad fanden er det lige der gør at de bliver nogen arrogante røvhuller (ligesom alle andre københavnere) lige så snart de krydser broen?

Jeg har været min blog lidt utro, her på det sidste – har slået mine folder her: grisefesten.wordpress.com – og det er omkring den gris og den tilhørende fest mit liv har drejet sig.

En glad gris til et glad liv:

En tredagsfest har taget sin ende, og min kæreste ligger og knurre på sofaen, og svigermor ditto i lænestolen. Kattene er gået omkuld på bænken. Den ene fuld af kæl og flæskesteg, den anden bare fuld af for mange mennesker … og jeg ligger her på sofaen, med udsigt til regn og en uge i sommerlandet, hvor jeg skal nyde at lave så lidt som muligt …. for det trænger jeg til.

Et rigtig fint punktum for et rigtig fint år er blevet sat i denne weekend og weekenden har endnu engang bekræftet, at det bedste ved at rejse ud som vi gjorde, er alle de dejlige mennesker vi har mødt. Og jeg håber vi kan blive ved med at møde dem.

Er halvvejs inde i en 3 ugers periode hvor vi på nogen måder har fået planlagt os op i et hjørne …

Eller i hvert fald ikke har tænkt i de helt store linjer, da vi lagde et program der gør at vi i tre uger i træk kun er hjemme fra mandag til onsdag og ellers er på vej hen, planlægger, er igang med noget, eller på vej hjem fra resten af tiden.

Lige nu er jeg igang med at pakke ud, vaske tøj, skylle udstyr og rydde op efter en forlænget weekend i Sverige. I stuen hvor jeg sidder står der stadig tre dykkertasker der skal pakkes ud, på gulvet i soveværelset ligger det vasketøj der mangler at blive vasket og i køkken og stue står der to kasser der er klar til næste fase: grisefest i Jylland, som skal afvikles i den kommende weekend.

Det er superhyggeligt det hele, men vi må nok også sande at der er brug for nogen tidlige aftener i denne uge, for at vi kan give den fuld fart til den fest, der gerne skulle blive på lørdag.

Der er mange ting der skal planlægges, når vi lige er 10 dykkere tre dage i Sverige eller 35 mennesker til noget, der snart ligner en tredagsfest i Saksild. Men vi er efterhånden ret gode til at få tingene til at falde i hak og er langsomt blevet bedre til også at acceptere, at ind i mellem så kan man planlægge lige så tosset man vil, men det betyder ikke at den menneskelige hjerne kan følge med hele tiden og en ting her og der kan smutte.

Men så må der improviseres og det blev der gjort her i weekenden hvor det transportable luftfyldeanlæg, var kommet til Sverige uden sine luftslanger … men 2 støvsugerslanger og en rulle gaffa endte med at klare skærene, så vi kunne komme ned og dykke på de svenske skær.

Og sådan bliver det nok også i den kommende weekend hvor vi samler 35 mennesker omkring en gris og noget Østjylland.

Tre dage hvor mennesker kommer og går og fester og drikker og ser den lyse morgen midt om natten.

Og ja, jeg kan ind i mellem blive træt og øm og ca. 1oo år fordi der skal tænkes og slæbes og arrangeres, men mest af alt er glad for at så mange dejlige mennesker fylder i mit liv og er med til at fylde mit liv ud.

Livet og måden det leves på er en gave – og jeg er stadig i fuld gang med at pakke det ud.

På grillen ligger en hummer, den spjætter med benene og kører rundt med følehornene – selvom den er blevet delt i to og er igang med at skifte farve til rød. Den pensles med smør og grilles og skal spises sammen med det gode brød og en flaske bobler. Og udgøre forretten til det kongemåltid vi har stablet på benene i anledningen af den danske sommer og vores 6 år sammen.

Vejret er ikke som det var, der for 6 år siden hvor vi mødte hinanden, lige præcis her i sommerlandet, hvor vi fejrer hinanden og os.

Men råvarene er endnu bedre end dengang – og på en eller anden måde, så er vi også det.

Hummeren får følge af lammekoteletter, grillet lyserøde og møre som smør. Med hvide og grønne asparges, nye kartofler der vendes i smør tilsat hvidt, grønt og gult – i form af hvidløg, persille og citron. Og den rabarberkompot jeg lavede af rabarbar fra mit lille urtehave, vendt med noget frisk mynte, der alligevel skulle trimmes i selvsamme urtehave.

Dengang for 6 år siden blev jeg beruset i kærlighed og så solen stå op mellem Mols og Samsø – nu sidder jeg indenfor og ser regnen sile ned af ruderne og jeg ved at hvis nu’et var dengang ville jeg ikke have haft hvad jeg fik.

På godt og ondt.

Vi har haft mange oplevelser sammen.

Vores liv har virkelig været i medgang og modgang.

Vi har oplevet graviditet(er) og tab. Vi har været igennem fertilitetsbehandling og dealet med konstateringen af at vi ikke skulle være forældre.Vi var igennem en renovering af lejlighed fra helvede, og venner der virkelig trak veksler på vores venskab. Vi oplevede at min gamle kat blev ældre end forventede men ikke levede for evigt. Vi har stået sammen gennem mine to stresssygemeldinger, en enkel fyring og en trussel om en anden.

Men vi har også rejst til eksotiske lande og har dykket og spist os igennem fantastiske måltider. Vi har stået sammen i modvind og er ikke blevet knust, men har hjulpet den anden når det hele blev for træls og hårdt. Vi nåede at sælge en lejlighed mens tingene var på toppen og nærmest få dage før det hele væltede.  Vi fik katte sammen, både her og i Egypten og de har beriget vores liv. Vi har haft fantastiske weekender og sommer her i sommerhuset, med familie og venner. Vi har udviklet hinanden og klart vores smagssanser og er endnu mere fokuseret på det gode i livet. Vi turde tage et sabatår sammen og rejste ud og tilbragte 24/7 under fremmed himmel  og hav.

Og jeg ville ikke være foruden den tid vi har haft sammen og jeg håber på at vi bliver ved med at vokse sammen.