Jeg er ikke. Eller jeg tror ikke at jeg er … imorgen finder jeg ud af om det passer!

Jeg skal nemlig til historiefortælling. Historiefortælling i mørke.

Det er en gave til mig selv – og jeg glæder mig til at sidde i mørket og få fortalt historier.

Jeg kunne også godt tænke mig engang at komme til at spise i mørke … men økonomien har ikke lige været til det i år, selvom de har et arrangement på min fødselsdag. Det må komme en anden gang – og lige nu og her glæder jeg mig bare til at få fortalt historier.

… og vi skal dybere ind … helt ind i mørket hvor stilheden hersker … og …. 

Det bliver godt.

Tror jeg.

Jeg burde have et tag der hedder “dårlige fødder” .. både på bloggen her og måske også ude i den virkelige verden, eksempelvis som et manillamærke sat rundt om tåen…

For der er ingen tvivl om, at jeg dels har skrevet meget om mine dumme fødder og at jeg også får en del trafik på søgeord som “forfodsnedfald” og “smerter i fødderne” og lignede.

Jeg ved jo godt at hele problematikken er startet med at jeg har trådt i noget sort magi og at jeg ikke betalte 200 rupies til en håndlæser i Indien, for at få det fjernet … men når man ser bort fra det, så har jeg efterhånden fået knyttet flere og flere diagnoser på mine fødder, uden at jeg nødvendigvis har fået det bedre med dem.

Jeg har forfodsnedfald og er platfodet (selvom nogen siger at det er jeg alligevel ikke), jeg har hypermobile fødder, springtå, knyst, gigt i storetåen og måske også oversensitive fødder.

Og da jeg i forrige uge var på Hvidovre Hospital for at få en “second opinion” fik jeg endnu en diagnose og en tilstand knyttet til fusselankerne:

Mortons tå

og

Mortons Neurom

Det første handler sådan set bare om at min “pegetå” er længere end min storetå. Det kaldes også græsk fod, fordi det var den fodform, der var den herskende (og klart den skønneste!) indenfor den græske kultur og skulpturverden.

Bonusinfo: er din storetå den længste kaldes det egyptiske fødder.. og det er jo en lille smule sjovt, at jeg efter et år i Egypten finder ud af at også mine tæer fornægter Egypten ;-)

Min fods form sammen med min platfodshed og forfodsnedfaldet (der igen har sammenhæng med ungdommens brug af stiletter og 80’er spidse sko) har så ledt mig hen til det lidelsen Mortons Neurom … som efter lægens forklaring er grunden til min oplevelse af, at gå på glasskår.

Det førte mig så hen til den behandling (indsprøjtning med binyrebarkhormon) som blev foretaget i umiddelbar tilknytning til at jeg fik diagnosen.

Og sjældent har jeg oplevet noget så smertefuldt!

Jeg burde have anet uråd da sygeplejersken stillede sig ved siden af mig med ordene “jeg er her hvis du har brug for at holde en i hånden” – en jeg var sej – også selvom han fortsatte med ordene “det kommer til at gøre ondt … rigtig ondt!“.

Og det gjorde ondt. Det gjorde ondt mens det stod på. Det gjorde ondt da jeg gik hjem og det har gjort ondt i mere end en uge efter, hvor jeg humpede rundt og var uforberedt halt.

Det gør så ikke ondt mere – men jeg synes heller ikke at jeg har oplevet nogen lettelse i symptomerne.

Og jeg overvejer om det egentligt altid er for det bedste at få afdækket alle kringelkrogene af ens krops skavanker? Eller om man i virkeligheden er bedst stillet med troen på at man engang har trådt i noget sort magi, og at man ved en rejse til Indien kan få det fjernet … måske endda stadig for 200 rupies…?

“Blogtoppen?!” tænkte jeg – da jeg så at en hel del læsere kom ind derfra. “Hvorfor mon det?” tænkte jeg videre og klikkede på linket.

Og så kunne jeg se at jeg var ugens højdespringer – gået 68% op.

Pænt godt gjort, når jeg stadig er sporadisk i min blogging og jeg endnu ikke er kommet rundt til at få lavet bare de mindste tilpasninger af bloggen, efter at jeg fik den opdateret til jul …

Jeg er en doven blogger. Og jeg ved endda at de to ting (sporadiske indlæg og layout) er noget der i den grad burde mindske mit læsertal. Jeg ved også hvorfor jeg er gået op i læsere – det er fordi jeg smed et link på facebook – så mange af de folk der læser med og har læst med i den sidste uges tid, har været venner og bekendte. Og så åbenbart folk fra blogtoppen.

*hej – og vinke-vinke*

jeg kan dog ikke lade være med at grine lidt for mig selv over at det lige er nu-nu, hvor jeg er allermest uinspireret (og uinspirerende) at jeg er ugens højdespringer.

Måske har jeg misbrugt mine 15 minutters berømthed?

Måske misbrugte jeg dem dengang bloggen var i radioen (og jeg først opdagede det senere og lidt ved en tilfældighed). Eller måske kigger jeg de forkerte steder (her er jeg eksempelvis placeret som #45 over Topblogs).

Jeg har blogget så længe at dem jeg var på linje med dengang nu er eksperter i  socialemedier og er holdt op med at blogge (undtagen Liselotte der stadig er en 1’er og i toppen af blogs overalt – dog uden at kalde sig ekspert i socialemedier). Jeg ved at det går op og ned i blogverden og at morgendagens succes er lukket ned i overmorgen.

Jeg ved også at indlæg skal skal have en pointe – og skal det her have en for sig selv, er det vist bare at det er interessant at se, at jeg har mere end 200 unikke besøgene pr. dag i disse dage – og der bliver stadig ikke lagt mange kommentarer på bloggen.

Men jeg ved også at det ikke spiller nogen rolle mere – for jeg er et bloglevn – der nu som altid, mest af alt skriver for mig selv … og nu som altid … er ukommenterbar…. ;-)

Jeg har søgt at hele mig med en weekend af offline.

En weekend af offline og pardannelse.

Været sammen med gode venner og snakke-snakke-snakket ude i den virkelig verden. Med mennesker der er så ulig mig og så alligevel så meget det samme.

Aldersmæssigt rækker vi over fire dekader og er på mange måder forskellige steder i livet. Et par står foran bryllup og snakker om børn, et andet par er i den begyndende midalder og  rejser og behov for flere arkitektegnede klassikere, fylder en masse. Det sidste par kunne gå på pension og det er primært lysten til at arbejde og noget med en bonus, der får dem til at gå på fabrikken og være andet end rejselystne.

Og så er der os. Som ikke længere er et os – men to individer. Mellem ønsket om børn og rejselysten og pensionen.

Det der binder os alle sammen sammen, er dykningen og vores tid i Egypten. De oplevelser vi havde der og dem vi lavede efter vi kom hjem. Fælles oplevelser, fælles venner.

Jeg er taknemlig for at verden har flyttet sig over tid, sådan at vi nu har en tid hvor der  godt kan være rum til et os af to individer mellem alle de andre pardannelser.

At man ikke nødvendigvis behøver at lægge alt bag sig, fordi man går hvert til sidst.

Er også taknemlig for den sødme der er i at genkalde sig de gode ting, der var i at være et os, for dem er der jo stadig mange af selvom man ikke fortsætter sammen.

Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

Og det gav mig en masse fed energi.

Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

… men efter optur kommer nedtur.

Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….

I mit hoved og under mine kladder ligger der det ene halve indlæg efter det andet.

Om vinter der varer ved, om fantastiske spanske støvler, om døde fædre og kunsten om ikke at følge egne råd, om angsten for ikke at slå til eller drømme for vidtløftige drømme (eller drømme der ikke er vidtløftige nok) – om hjerte, smerte og livet derefter.

Så det er ikke fordi jeg er tom for ord eller mening, mere at der måske er lidt for meget tyndhudethed og “jeg” til at blive sat på display.

… men jeg lever endnu – og denne vinter kommer også til at tage en ende og på et tidspunkt, folder jeg mig igen ud – her, i livet og hvor det nu er jeg skal foldes ud.

Jeg har været nem i mange år (#2005, #2006,) – nem at glæde, specielt med blomster – og helt særligt når de bliver sendt til mig. For lige præcis med den slags blomster, så når jeg at lade hjertet hoppe op i halsen og vente og forvente at de kommer fra en hemmelig beundrer.

Det er sket ( #2006) men ellers må jeg sande, at vi kvinder er bedre til at sende blomster til hinanden, end de der hemmelige beundrere (af mandekøn).

Og glad blev jeg. Da det ringede på døren i formiddags og et bud bragte mig blomster og en hilsen fra en dejlig veninde, der havde følt sig hjulpet.

Så nu er mine glade multifarvede tulipaner suppleret med statslige hvide liljer, der kan forskønne mit weekendbord. Og buketten har klart højnet mit humør, så jeg næsten er sikker på at jeg går weekenden noget gladere i møde, end jeg kom ud af den sidste.