En mere spændende overskrift kan det ikke blive til og humøret er ikke just højt.

Opkald fra mand klokken 8.04: “Kan du ikke lige komme ned og låse dit kælderrum op, der løber vand ud fra rørene derinde”.*

Og jeg sprang i et par bukser og styrtede derned.

Og vandet fossede ud af røret og ned på alle de ting jeg har stående derinde:

Det værste er næsten at vi havde tre litografier stående dernede. Ikke fordi vi selv havde placeret dem der. De var blevet flyttet derned af ham der lejede vores lejlighed mens vi var væk - og vi var så ikke kommet omkring det at få dem op igen, efter at vi kom tilbage.

Og ellers så er det julepynt, påskepynt. Alle mine jurabøger der ventede på at vi fik en reol sat op. Min cykeltrailer, malerting, soveposer, telt, liggeunderlag og … ja, alle de ting man nu engang har i en kælder.

Vicevært, administration og eget forsikringsselskab er alarmeret og har taget affære. Der skulle blive støvsuget vand op og sat affugter derned i dag og om en times tid kommer der en forsikringsmand for at tjekke skaderne.

Og weekenden kommer vist til at stå på oprydning af kælderrum … og jeg skal lige have undersøgt hvor det vand egentligt kom fra og hvor rent det er.

*Netop de rør har gjort, at jeg har mit telefonnummer på døren da de en gang har givet anledning til indbrud i kælderrummet og en anden gang gjorde at alt hvad jeg havde stående dernede blev snasket til med boresnask

Jeg har grædt mine modige tårer, tænkt i alternativer, plaget uskyldige mennesker i min familie - både med ord og med alternative behandlinger … men det ændrer ikke ved det faktum, at der ikke er nogen mulighed for at vi selv kan beholde Topper, eller at vi kan beholde hende i vores nærhed hos noget familie.

Og så er det at man må gøre det voksne, selvom det er svært og så langt fra det jeg ønsker for mig selv.

Men det er nu aftalt, at Topper kommer over til en dame i Vejle, der har et stort kattehjerte, et rækkehus hvor Topper kan komme ud og få rørt sig og klatre i træer. Damen har en kat i forvejen. Men det er en, som normalt accepterer andre katte og plejer at invitere op til leg, fremfor slåskampe …. så vi håber at kommer til at gå bedre end herhjemme, hvor alt hvad missebasserne byder på, er tørre tæsk.

Da jeg så hvor glad og lettet Topper opførte sig da hun var på kort visit hos min søster, var der ingen tvivl i mit sind: hun skulle væk fra mine andre katte. Uden dem, var hun fuldt ud tilbage som den dejlige tillidsfulde kat, hun er.

Så det skal nok blive godt for Topper at komme væk.

For os er det imidlertid en anden sag,

Der er ingen tvivl om, at af alle de katte der har været igennem mine hænder, så har Topper været den der har haft det mest elskelige sind.

En fantastisk kat, der er kælen uden at være omklamrende, sød og tillidsfuld og alligevel sin egen. Legesyg og en ædedolk, der både kan lide saltstænger og rugbrød. En rigtig lille charmemis.

Det bliver svært at sige farvel.

Men om 14 dage bliver Topper en Vejlemis og jeg håber på det rigtige mach.

Cyklede rundt i Glostrup. Forsøgte at mærke byen. Notere mig vejen ind og ud og rundt.

Ville bare rigtig gerne kunne lide hvad jeg så, og blev da også begejstret for den lette adgang til natur, stilheden når man var væk fra hovedvej og motorveje - og ja, så langt ude var det måske ikke. Og vi har jo bil og det en del af vores venner også.

En kort tid tænkte jeg: “Kom så, lad os gøre det - lad os flytte herud, hvad holder dig tilbage?”

Men endte alligevel med at konkludere, at jeg stadig ikke var moden til forstad.

Jeg bliver 46 i dag - og hvis jeg ikke er moden nu, hvad er så chancerne for at jeg nogenside bliver det? Har den slags modenhed - eller rettere pararthed overhovedet noget med alder at gøre?

Jeg ved ikke hvad det er, eller fordi der som sådan er noget i vejen med Glostrup, men jeg kan bare mærke at jeg vil dø lidt indvendigt, hvis jeg skal leve mit liv i et ligegyldigt villakvarter, i en forstad mellem hoved- og motorvej.

Selvom jeg bor midt i byen, så bor jeg udsigt til himmel og uden naboer der snager i mit liv - jeg har alle de specielbutikker jeg kan kaste mit legeme ind i og gode venner tæt på. Jeg har min have 12 min fra min hoveddør og der finder jeg massevis af natur og luft, hvis det er det jeg vil have. Men det er ikke engang det som holder mig, selvom det naturligvis tæller på pludssiden.

Vi har også en 4. sal der skal klatres op til både med indkøb og vådt dykkergrej, en halv stue der fungerer som dykkergrejs- og sylteglasopbevaring og et kosteskab der falder fra hinanden på grund af syltetøjsoverbelastning. Og en bil som det nogen gange er svært at finde parkering til, men nem for narkomanerne at bryde ind i. Og et Halmtorv der tilhører en yngre generation der synes at musik og arrangementer gennem hele sommeren er fantastisk og ikke ser frem med gru på de to gange modeuge der ruller gennem bydelen.

Men selvom mit liv og mine ønsker ikke harmonerer min bolig, er jeg ikke klar til at kaste ham og flytte væk … og jeg tænken r på, om det nogensinde kommer til at ske, eller om vesterbroen har sat sig så grundigt fast under huden på mig, at jeg skal slæbes væk herfra når tiden kommer?

4 år fra 50 … men stadig ikke gammel nok til forstad….

For 20 år siden levede jeg sammen med en alkoholiker.

Et mennesker, der havde en masse gode sider og en dyb dyb afhængighed for selvmedicinering med piller, narko og til sidst alkohol - som bragte så forfærdeligt meget dårligt frem. I ham, i vores liv og samliv.

Det endte efter 2½ år og jeg kom videre med mit liv og fik en helt anden livsbane, end den jeg troede mulig, dengang i 1992.

Jeg kan sige mange ord om ham, og mig og det liv, der blev levet i skyggen af flasken og udkanten af volden - og de kommer også drypvis gennem tiden, for den tid dengang, er naturlige brikker i  den person jeg er i dag.

Men historien er ikke mig.

Jeg lever ikke længere i skyggen af alkoholen, det er ikke en del af min nulevende identitet, jeg “har-været”, men “er” ikke. Længere.

Nu kan jeg godt holde alkohol og alkoholindtagelse ud …  selvom jeg for 18-20 år siden havde seriøse problemer med det

Og alligevel spiller alkohol ind i mellem en negativ rolle i mit liv.

Jeg har nemlig to personer i min bekendtskabskreds, som jeg synes har svært ved at styre deres forhold til alkohol. Hvor mer’ bliver til meget mere og også en almindelig onsdag giver anledning til flaskevis af øl eller vin og hver eneste komsammen ender fuldstændigt på den anden side af heget.

Med bukserne nede og brændenælder i røven.

Og det der ligger mig på sinde i dag, er hvor ked af det jeg bliver, når mennesker der ikke kan styre alkoholen, bliver styret af alkoholen - og man kan se dem styrte direkte mod afgrunden.

Hvor forfærdeligt det er at se et menneskes gode egenskaber igen og igen blive opløst af rødvinen eller øllerne. Hvordan det næsten gør ondt i mig, når vedkommende få timer inde i samværet bliver snøvlet og usammenhængende at høre på, eller alle knivene kommer op af skuffen og bliver kastet rundt med en vanvittighed, der efterhånden er mere sædvanen end undtagelsen.

Med mit intellekt ved jeg godt at jeg ikke kan gøre noget, og jeg er også bange for at jeg overdramatisere tingene - men jeg kan alligevel mærke, at jeg er nået frem til, at jeg har ret, lyst og mulighed for at sige hvor mine grænser går, og at jeg er nødt til at fortælle to personer, at jeg ikke har lyst til at være sammen med dem når de drikker - vel vidende, at 1) de vil blive sårede og vrede og 2 )ikke vil kunne håndtere et møde, hvor alkohol udelukkes og at det derfor sandsynligvis vil ende med et brud.

Og selvom historien normalt er, at rigtige venner er dem der bliver i medgang og modgang, så overvejer jeg om man alligevel nogen gange er en bedre ven ved at sige fra?

Og hvis ikke en bedre ven for dem, så i hvert fald en bedre kammerat for sig selv?

Jeg har oprettet en blog omkring vores rejse til Egypten - så fra februar vil jeg (om gud og Mubarak vil) blogge på “Et år i sandaler“.

Titlen er tyvstjålet fra min kæreste.

Det var hans umiddelbare udsagn om vores lille eventyr, da vi skulle fortælle om det til de allerførste indviede - “prøv at tænke dig - et år  i sandaler!”.

Bloggen vil handle om vores liv dernede, om den udvikling jeg håber der kommer til at ske med mig, om dykning, nye madoplevelser, fotografier af det hele og om alt det andet som kommer til at ske med mig og os og vores liv - i vores år i sandaler.

Jeg havde håbet at vi havde fået en noget anden indgang til vores eventyr end denne, hvor vi står på randen af en revolution (og på bagkanten af hajangreb).

Det har tikket ind med sms’er, bemærkninger på facebook og her på bloggen … og vi har også lige fået en opdatering fra vores rejseselskab.

Lige nu og her er der ingen fare ved turiststederne langs med Rødehavet. Der flyves uden problemer til Sharm - og vi har planlagt at flyve med.

Vi tager ned og sonderer stedet - og hvis vi oplever at det ikke føles trygt, så har vi altid mulighed for at bruge den returbillet vi har.

Modsat så mange andre kan vi jo rejse ud af landet igen.

Selvom man jo kunne tænke at 6 dykkerdragter til 2 personer og en uges ferie, måske er lidt rigelig.

Men det kan du altid læse mere om på min nye blog … Et år i sandaler, når og hvis, der åbnes for internettet igen.

Vores katte er ude til prøvepasning. Nogle flinke folk, der godt ville prøve kattelykken af. Troede egentligt at prøvepasningen var en formalitet, for de var vilde med kattene. Fik så et kedeligt opkald, fra dem her til aften.

De måtte desværre takke nej.

Af en eller anden årsag har der åbenbart været et mitch match mellem dem og kattene. De synes ikke rigtig det fungerede, og turde ikke løbe an på, at det ville blive bedre.

Det er første gang at det er sket for os, at folk ikke straks har forelsket sig i vores katte - men en gang skal jo være den første, bare ærgeligt at det lige præcis er lige nu, hvor vi virkelig har brug for hjælp.

Men det sætter mig i noget af en kattepine.

Om mindre end 3 uger stryger vi afsted.

Familie og venner er afprøvet og dem der gerne vil have kat, har det allerede og dem der kunne tænke sig en kat, uden at have det allerede, må ikke have kat og resten gider ikke katte (eller har hunde, der ikke kan lide katte) - eller lider af katteallergi.

Nødråb er sendt ud … men jeg ved ærlig talt ikke mine levende råd… Så er der nogen der kender nogen?

Det vi mangler er en kattepasser for et år. Vi betaler udgifterne, mens vi er væk (mad, sand og evt. dyrlægeudgifter). Vi rejser den 29.1.2011.

Der er tale om to kastrerede hankatte. De er kuldbrødre og har altid været sammen. Er ikke bange for hunde og er tidligere  blevet passet sammen med hund. Egentligt er de indekatte, men de er samtidigt flytbare og kan godt være ude, vi har dem med både i sommerhus og nyttehave uden at de stikker af.

De er af racen “Ragdoll”, der er en stor, men meget mild kat. De er semi-langhårede og har en rimelig nem pels. Man kalder racen for “hundekatte” eller “puppy-dog-cat”, fordi de har en meget hundeagtig adfærd, hvilket bl.a. er grunden til at de så nemt vender sig til nye steder.

Hvis du er interesseret kan du svare her eller på min mail visitsen [at] visitsen [dot] dk

2010 har været et modsætningernes år for mig.

Det har været et år uden væsentligt mange skriverier her - ligesom året heller ikke har væreet specielt fotodokumenteret. Det er ikke fordi der ikke er sket noget i årets løb.

2010 var året hvor jeg var nødt til at lægge låg på både følelser og ord for at kunne være i min tilværelse, det var også det år hvor min digitale verden var besværet af så meget “pc-sikkerhed” at min færden på nettet var næsten umulig.

Det har samtidigt været et voldsomt år for mig. Et år hvor jeg startet på nyt arbejde i januar og sagde det op igen i december - fordi jeg til sidst måtte konstatere, at jeg ikke levede livet (som jeg ønskede) - og at det havde for store omkostninger på heldbred og livslyst. Så samtidig med at 2010 var de dårlige beslutningers år - så var det også de helt rigtige beslutningers år.

Man siger at livet forståes baglæns, men må leves forlæns. Når jeg kigger tilbage på 2010 kan jeg godt forstå, at jeg er endt lige præcis hvor jeg er endt.

Januar

Var en måned fuld af omvæltninger. Hvor gamle oplevelser blev puttet væk og der blev gjort klart til nye. Jeg ryddede op efter det ene job og startede på det andet. Vi hjalp også svigermor med at lægge små 40 års liv i kasser og klar til at flyttede en etage ned til den lidt lettere tilværelse.

Februar

Februar er min fødselsdagsmåned og i år fejrede jeg den sammen med en flok dejlige kvinder som beriger mit liv og berigede min dag. Ellers var februar en kold måned, hvor vinteren ikke så ud til at ville slippe taget i os og gav havemennesket i mig abstinenser efter at kunne putte frø i jorden. Og jeg skuede efter foråret.

Marts

Marts startede med endnu en fødselsdag og den sidste børne en af slagsen - for de kommende år vil være teenagerår - selvom noget af attituden allerede er på plads. Så er der mere barn i den lille ballerina, der i øvrigt valgte at skifte balletten ud med fodbold - men heldigvis først efter at moster var med på visit. Ellers var marts måneden hvor foråret rev i mig, og hvor min utålmodelige sjæl fik prøvesmagt (støvstorm), sol og dykning i Egypten - inden jeg kunne vende hjem til de utålmodige rabarbere, der ligesom mig længtes efter solen i den tidlige påske.

April

April var en kold måned. Og jeg var ved at blive lige så kold indeni. Det var ikke en rar tid. De første små tegn på stress begyndte at vise sig, og jeg ignorerede det med alt hvad jeg havde i mig og lagde lag på lag af følelseskulde ovenpå mine følelser, for at holde det hele ud. Der er ikke mange ord eller billeder fra denne måned på min blog - og det illuserer noget meget godt hvor travlt jeg havde med at holde alting inde.

Maj

Maj startede nogenlunde lige så dårligt som april sluttede. Jeg var syg og jeg blev ved med at blive syg. Alle de forårsdage jeg havde planlagt at holde i min have, blev i stedet tilbragt i sengen, hvor jeg hostede og snøftede mig igennem tilværelsen. Da jeg endelig kom på benene igen, blev jeg slået omkuld af svimmelhed. Og når jeg endelig kom ud til min have, var det blot for at opdage, den ene gang efter den anden, at jeg havde haft indbrud og fået stjålet en masse ting. Jo mere man ejer jo mere kan man få stjålet og i foråret var der nogen, der stjal min forårsglæde og lyst. Og ingen sagde begyndende stress - (næsten) ikke en eneste gang.

Juni

I juni måned begyndte livet at vende lidt igen. Det spirrede både i mig, min have, sommerhuset og vindueskarmen. Kærsten og kattene flyttet over til sommerlandet og det bekom dem alle godt - og mig med. Både når jeg var der og her. Der var kærestetid, tid med sig selv og tid i gode venners lag. Der var tid til dykning og overskud til god mad på grillen og det var tid til at nyde det jordbæroverload, der kom ud af min egen have og planter.

Juli

Juli var starten på min ferie, men inden det kom så vidt var det også indførelsen af 4 dags-uge. En opfindelse der bekom mig meget vel - og klart forbedrede mit velbefindende. En mulighed for at komme ned i gear for både folk og fæ. Det var også en måned med kærlighedsgaver. Jeg modtog blomster på mit arbejde - med kærlige tanker fra min kæreste. Imens modtog han nærmest dagligt hel- eller halvdøde mus og en enkel mus fra Bertram, der var sommerlandets store musejager. Jeg forlod min have og drog på ferie i sommerlandet og blev blandt andet præsenteret for min til dato fineste madoplevelse, hos Wasim Hallal.

August

 Mens den første del af august bød på ferie (i regnvejr) og fred, bød den anden del af august på travlhed og in-your-face tilbage til hverdagen. Og på en non-firmation af et pigebarn der jo lige er blevet født og et smukt bryllup på toppen af Danmark, med et andet pigebarn. der heller ikke burde været nået til længere end gåstadiet. Jeg var tilbage i København på godt og ondt og fik ved hjælp af det sidste gjort min have mere færdig, end den var tidligere. Og arbejdet krøb ind under huden på mig igen og sandalerne blev igen udskiftet med sko.

September

September startede syltningen af (sen)sommerlandet. Blommer, nødder og brombær var de første til at lade livet, men de blev snart efterfulgt af andre skønne frugter. Blandt andet kvæderne, der lå og duftede i en skål i hele september måned inden de blev syltet. September var også sensommerdyk. I det smukke Nordsverige. En dejlig tur efterfulgt af den bratte opvågning, da to danske dykkere samme weekend mistede livet i Norge. De var ikke de eneste der mistede noget i september, da måneden også var den hvor mit arbejde effektuerede en sparerunde. Denne gang sad jeg på den “rigtige” side af bordet og var den der gav folk meddelsen.

November

November var de store omvæltningers måned. Det var den måned hvor min fysisk og min arbejdsverden brød sammen. Jeg måtte sygemelde mig og måtte igang med at kigge rigtig dybt i min selv. Det var også den måned hvor mine forældre skulle sige farvel til det hus der var mit barndomshjem og flytte ind i meget mindre omgivelser. Min sygemelding og gode råd fra folk der kender til stress, gjorde at jeg i denne måned kom igang med lidt med at bruge den mere kreative side af mig selv, både i madlavning og forskellige håndarbejder.

December

December startede med at jeg sagde mit job op, fordi vi havde besluttet os til at tage et sabbatår og rejse til Egypten. Pyha. Det var en mental lettelse at gøre det og jeg er sikker på at vores beslutning om at trække stikket og prøve noget helt andet bringer os det rigtige sted hen. Bortset fra vores store beslutning og de praktiske forhold i den forbindelse, så stod december i julens tegn, med masser af samvær med søsterungerne til vores forskellige adventsarrangementer. December har også stået i vinterens tegn, med sne og is fra oven og overalt - sne som næsten gjorde det umuligt at nå at få samlet familien i julen. Næsten, men ikke helt. Og i 2010 fejrede vi jul her og det blev en dejlig jul.

Og nu står vi på vej mod 2011. Et helt nyt år, som for mit vedkommende, fra februar kommer til at blive tilbragt i et helt andet land, uden arbejde og socialt sikkerhednet, Men det bliver tilbragt med min kæreste. i et land hvor der er mere sol end her, og med muligheder for at dykke i fantastisk vand og få ro i sjælen.

2010 var ikke mit år - men det er jeg sikker på at 2011 bliver.

Der er mange der synes, at det er modigt, at vi tør tage springet og rejse væk i et år.

Faktisk var den beslutning ikke svær at tage og jeg oplever det ikke som at jeg skal udvise mod for at træffe beslutningen, eller leve den ud i livet.

Men at holde sammen på mig selv, når jeg skal 4 ting på en dag - eller er tvunget til at tage ind på min arbejdsplads, for at få fikset noget på min pc - ja, det krævede mandsmod og hjerte af mig.

Og her i dag, hvor jeg har gennemlevet de to ovennævnte forhold i går og i dag, er jeg smadret, bombet tilbage til start. Har kvalme, tankemylder, uro i kroppen, ryster på hænderne, hovedpine, trækker vejret overfladisk og sov virkeligt dårligt i nat.

Og jeg må helt klart sande, at det at tage en beslutning om at ændre sit liv, ikke er en helbredelse af stress - og selvom beslutningen har givet mig en god portion god energi, så stadig langt fra at være mit gamle jeg.

Men jeg ser frem til den dag, som forhåbentligt når at komme inden jeg rejser, hvor jeg kan tage ind på min arbejdsplads - uden at skulle tage mod til mig og uden at få det dårligt.

Forrige onsdag kom min kæreste hjem og var også led og ked af sit arbejde.

Som afslutning af sin tale om alle de ting der var galt kom ordene “og så har jeg set at de søger en dansktalende dykkerinstruktør i Sharm el Sheikh - man burde søge den og rejse fra det hele.”

“Så søg den dog” sagde jeg. “Hvad er der er tabe? Hvis du får den tilbudt kan vi altid tage stilling til hvad vi så gør“.

Han søgte. Han fik den. Vi tog stilling til tingene - træffede en beslutning. Og 1. februar 2011 starter min kæreste som dykkerinstruktør i Egypten og jeg tager med.

Et år i solen, uden arbejde - med mindre jeg finder noget jeg gerne vil lave. Lige det jeg gik og drømte om.

Og jeg glæder mig.

Jeg har aftalt med min chef, at jeg kommer ind og snakker med ham i morgen. Om hvordan min tilbagegang til arbejdslivet skal forme sig.

Psykologen siger jeg ikke er klar, men jeg er nødt til at mærke på min krop, hvordan jeg reagerer på at skulle tage ind på min arbejdsplads - og så også gøre det i virkeligheden. Før jeg selv kan sige om jeg er klar eller ej.

Men jeg kan mærke, at tankerne om arbejde, springer boblen omkring min lille uvirkeligheds verden. Den verden jeg har gået rundt i, i de sidste to uger.

Den verden hvor de helt basale ting har talt højest: sørge for mad, få søvn nok, se nogle dejlige mennesker, hjælpe min familie, lave noget kreativt, være sammen med min kæreste, kæle med mine katte, meditere og få ro på.

Jeg har nydt at være i min lille uvirkeligheds verden. Nydt at lade være med at forholde mig til arbejdet og de “hvad nu hvis” der er knyttet til arbejdet.

Jeg har nydt at lave forskellige ting med mine hænder og kan sagtens se noget terapeutisk ved at sidde og strikke.

Og der er ingen tvivl om, at hvis der var frit valg på alle hylder, så blev 2011 det år hvor jeg lavede ingenting.

Et helt år hvor jeg frit kunne vælge hvornår jeg stod op og hvornår jeg gik i seng, baseret på behov og ikke pligter, Et år hvor jeg ikke havde indflydelse på andre mennesker liv, hvor jeg ikke skulle rådgive nogen til at træffe svære beslutninger. Et år uden forhandlinger, taktik og skjulte dagsordner. Uden fælleskontorer, hæve-sænkeborde, dage foran computeren og en lind strøm af telefonopkald og mails. Et år uden nye informationer der skal bearbejdes, formidles, kommunikeres ud og undervises i.

Et år uden ansvar.

Ikke andet ansvar end overfor mig selv.

Måske hun har ret - hende psykologen - er man klar til arbejde, når det eneste man ønsker sig til jul, er et år uden arbejde?