Jeg har oprettet en blog omkring vores rejse til Egypten - så fra februar vil jeg (om gud og Mubarak vil) blogge på “Et år i sandaler“.

Titlen er tyvstjålet fra min kæreste.

Det var hans umiddelbare udsagn om vores lille eventyr, da vi skulle fortælle om det til de allerførste indviede - “prøv at tænke dig - et år  i sandaler!”.

Bloggen vil handle om vores liv dernede, om den udvikling jeg håber der kommer til at ske med mig, om dykning, nye madoplevelser, fotografier af det hele og om alt det andet som kommer til at ske med mig og os og vores liv - i vores år i sandaler.

Jeg havde håbet at vi havde fået en noget anden indgang til vores eventyr end denne, hvor vi står på randen af en revolution (og på bagkanten af hajangreb).

Det har tikket ind med sms’er, bemærkninger på facebook og her på bloggen … og vi har også lige fået en opdatering fra vores rejseselskab.

Lige nu og her er der ingen fare ved turiststederne langs med Rødehavet. Der flyves uden problemer til Sharm - og vi har planlagt at flyve med.

Vi tager ned og sonderer stedet - og hvis vi oplever at det ikke føles trygt, så har vi altid mulighed for at bruge den returbillet vi har.

Modsat så mange andre kan vi jo rejse ud af landet igen.

Selvom man jo kunne tænke at 6 dykkerdragter til 2 personer og en uges ferie, måske er lidt rigelig.

Men det kan du altid læse mere om på min nye blog … Et år i sandaler, når og hvis, der åbnes for internettet igen.

Vores katte er ude til prøvepasning. Nogle flinke folk, der godt ville prøve kattelykken af. Troede egentligt at prøvepasningen var en formalitet, for de var vilde med kattene. Fik så et kedeligt opkald, fra dem her til aften.

De måtte desværre takke nej.

Af en eller anden årsag har der åbenbart været et mitch match mellem dem og kattene. De synes ikke rigtig det fungerede, og turde ikke løbe an på, at det ville blive bedre.

Det er første gang at det er sket for os, at folk ikke straks har forelsket sig i vores katte - men en gang skal jo være den første, bare ærgeligt at det lige præcis er lige nu, hvor vi virkelig har brug for hjælp.

Men det sætter mig i noget af en kattepine.

Om mindre end 3 uger stryger vi afsted.

Familie og venner er afprøvet og dem der gerne vil have kat, har det allerede og dem der kunne tænke sig en kat, uden at have det allerede, må ikke have kat og resten gider ikke katte (eller har hunde, der ikke kan lide katte) - eller lider af katteallergi.

Nødråb er sendt ud … men jeg ved ærlig talt ikke mine levende råd… Så er der nogen der kender nogen?

Det vi mangler er en kattepasser for et år. Vi betaler udgifterne, mens vi er væk (mad, sand og evt. dyrlægeudgifter). Vi rejser den 29.1.2011.

Der er tale om to kastrerede hankatte. De er kuldbrødre og har altid været sammen. Er ikke bange for hunde og er tidligere  blevet passet sammen med hund. Egentligt er de indekatte, men de er samtidigt flytbare og kan godt være ude, vi har dem med både i sommerhus og nyttehave uden at de stikker af.

De er af racen “Ragdoll”, der er en stor, men meget mild kat. De er semi-langhårede og har en rimelig nem pels. Man kalder racen for “hundekatte” eller “puppy-dog-cat”, fordi de har en meget hundeagtig adfærd, hvilket bl.a. er grunden til at de så nemt vender sig til nye steder.

Hvis du er interesseret kan du svare her eller på min mail visitsen [at] visitsen [dot] dk

2010 har været et modsætningernes år for mig.

Det har været et år uden væsentligt mange skriverier her - ligesom året heller ikke har væreet specielt fotodokumenteret. Det er ikke fordi der ikke er sket noget i årets løb.

2010 var året hvor jeg var nødt til at lægge låg på både følelser og ord for at kunne være i min tilværelse, det var også det år hvor min digitale verden var besværet af så meget “pc-sikkerhed” at min færden på nettet var næsten umulig.

Det har samtidigt været et voldsomt år for mig. Et år hvor jeg startet på nyt arbejde i januar og sagde det op igen i december - fordi jeg til sidst måtte konstatere, at jeg ikke levede livet (som jeg ønskede) - og at det havde for store omkostninger på heldbred og livslyst. Så samtidig med at 2010 var de dårlige beslutningers år - så var det også de helt rigtige beslutningers år.

Man siger at livet forståes baglæns, men må leves forlæns. Når jeg kigger tilbage på 2010 kan jeg godt forstå, at jeg er endt lige præcis hvor jeg er endt.

Januar

Var en måned fuld af omvæltninger. Hvor gamle oplevelser blev puttet væk og der blev gjort klart til nye. Jeg ryddede op efter det ene job og startede på det andet. Vi hjalp også svigermor med at lægge små 40 års liv i kasser og klar til at flyttede en etage ned til den lidt lettere tilværelse.

Februar

Februar er min fødselsdagsmåned og i år fejrede jeg den sammen med en flok dejlige kvinder som beriger mit liv og berigede min dag. Ellers var februar en kold måned, hvor vinteren ikke så ud til at ville slippe taget i os og gav havemennesket i mig abstinenser efter at kunne putte frø i jorden. Og jeg skuede efter foråret.

Marts

Marts startede med endnu en fødselsdag og den sidste børne en af slagsen - for de kommende år vil være teenagerår - selvom noget af attituden allerede er på plads. Så er der mere barn i den lille ballerina, der i øvrigt valgte at skifte balletten ud med fodbold - men heldigvis først efter at moster var med på visit. Ellers var marts måneden hvor foråret rev i mig, og hvor min utålmodelige sjæl fik prøvesmagt (støvstorm), sol og dykning i Egypten - inden jeg kunne vende hjem til de utålmodige rabarbere, der ligesom mig længtes efter solen i den tidlige påske.

April

April var en kold måned. Og jeg var ved at blive lige så kold indeni. Det var ikke en rar tid. De første små tegn på stress begyndte at vise sig, og jeg ignorerede det med alt hvad jeg havde i mig og lagde lag på lag af følelseskulde ovenpå mine følelser, for at holde det hele ud. Der er ikke mange ord eller billeder fra denne måned på min blog - og det illuserer noget meget godt hvor travlt jeg havde med at holde alting inde.

Maj

Maj startede nogenlunde lige så dårligt som april sluttede. Jeg var syg og jeg blev ved med at blive syg. Alle de forårsdage jeg havde planlagt at holde i min have, blev i stedet tilbragt i sengen, hvor jeg hostede og snøftede mig igennem tilværelsen. Da jeg endelig kom på benene igen, blev jeg slået omkuld af svimmelhed. Og når jeg endelig kom ud til min have, var det blot for at opdage, den ene gang efter den anden, at jeg havde haft indbrud og fået stjålet en masse ting. Jo mere man ejer jo mere kan man få stjålet og i foråret var der nogen, der stjal min forårsglæde og lyst. Og ingen sagde begyndende stress - (næsten) ikke en eneste gang.

Juni

I juni måned begyndte livet at vende lidt igen. Det spirrede både i mig, min have, sommerhuset og vindueskarmen. Kærsten og kattene flyttet over til sommerlandet og det bekom dem alle godt - og mig med. Både når jeg var der og her. Der var kærestetid, tid med sig selv og tid i gode venners lag. Der var tid til dykning og overskud til god mad på grillen og det var tid til at nyde det jordbæroverload, der kom ud af min egen have og planter.

Juli

Juli var starten på min ferie, men inden det kom så vidt var det også indførelsen af 4 dags-uge. En opfindelse der bekom mig meget vel - og klart forbedrede mit velbefindende. En mulighed for at komme ned i gear for både folk og fæ. Det var også en måned med kærlighedsgaver. Jeg modtog blomster på mit arbejde - med kærlige tanker fra min kæreste. Imens modtog han nærmest dagligt hel- eller halvdøde mus og en enkel mus fra Bertram, der var sommerlandets store musejager. Jeg forlod min have og drog på ferie i sommerlandet og blev blandt andet præsenteret for min til dato fineste madoplevelse, hos Wasim Hallal.

August

 Mens den første del af august bød på ferie (i regnvejr) og fred, bød den anden del af august på travlhed og in-your-face tilbage til hverdagen. Og på en non-firmation af et pigebarn der jo lige er blevet født og et smukt bryllup på toppen af Danmark, med et andet pigebarn. der heller ikke burde været nået til længere end gåstadiet. Jeg var tilbage i København på godt og ondt og fik ved hjælp af det sidste gjort min have mere færdig, end den var tidligere. Og arbejdet krøb ind under huden på mig igen og sandalerne blev igen udskiftet med sko.

September

September startede syltningen af (sen)sommerlandet. Blommer, nødder og brombær var de første til at lade livet, men de blev snart efterfulgt af andre skønne frugter. Blandt andet kvæderne, der lå og duftede i en skål i hele september måned inden de blev syltet. September var også sensommerdyk. I det smukke Nordsverige. En dejlig tur efterfulgt af den bratte opvågning, da to danske dykkere samme weekend mistede livet i Norge. De var ikke de eneste der mistede noget i september, da måneden også var den hvor mit arbejde effektuerede en sparerunde. Denne gang sad jeg på den “rigtige” side af bordet og var den der gav folk meddelsen.

November

November var de store omvæltningers måned. Det var den måned hvor min fysisk og min arbejdsverden brød sammen. Jeg måtte sygemelde mig og måtte igang med at kigge rigtig dybt i min selv. Det var også den måned hvor mine forældre skulle sige farvel til det hus der var mit barndomshjem og flytte ind i meget mindre omgivelser. Min sygemelding og gode råd fra folk der kender til stress, gjorde at jeg i denne måned kom igang med lidt med at bruge den mere kreative side af mig selv, både i madlavning og forskellige håndarbejder.

December

December startede med at jeg sagde mit job op, fordi vi havde besluttet os til at tage et sabbatår og rejse til Egypten. Pyha. Det var en mental lettelse at gøre det og jeg er sikker på at vores beslutning om at trække stikket og prøve noget helt andet bringer os det rigtige sted hen. Bortset fra vores store beslutning og de praktiske forhold i den forbindelse, så stod december i julens tegn, med masser af samvær med søsterungerne til vores forskellige adventsarrangementer. December har også stået i vinterens tegn, med sne og is fra oven og overalt - sne som næsten gjorde det umuligt at nå at få samlet familien i julen. Næsten, men ikke helt. Og i 2010 fejrede vi jul her og det blev en dejlig jul.

Og nu står vi på vej mod 2011. Et helt nyt år, som for mit vedkommende, fra februar kommer til at blive tilbragt i et helt andet land, uden arbejde og socialt sikkerhednet, Men det bliver tilbragt med min kæreste. i et land hvor der er mere sol end her, og med muligheder for at dykke i fantastisk vand og få ro i sjælen.

2010 var ikke mit år - men det er jeg sikker på at 2011 bliver.

Der er mange der synes, at det er modigt, at vi tør tage springet og rejse væk i et år.

Faktisk var den beslutning ikke svær at tage og jeg oplever det ikke som at jeg skal udvise mod for at træffe beslutningen, eller leve den ud i livet.

Men at holde sammen på mig selv, når jeg skal 4 ting på en dag - eller er tvunget til at tage ind på min arbejdsplads, for at få fikset noget på min pc - ja, det krævede mandsmod og hjerte af mig.

Og her i dag, hvor jeg har gennemlevet de to ovennævnte forhold i går og i dag, er jeg smadret, bombet tilbage til start. Har kvalme, tankemylder, uro i kroppen, ryster på hænderne, hovedpine, trækker vejret overfladisk og sov virkeligt dårligt i nat.

Og jeg må helt klart sande, at det at tage en beslutning om at ændre sit liv, ikke er en helbredelse af stress - og selvom beslutningen har givet mig en god portion god energi, så stadig langt fra at være mit gamle jeg.

Men jeg ser frem til den dag, som forhåbentligt når at komme inden jeg rejser, hvor jeg kan tage ind på min arbejdsplads - uden at skulle tage mod til mig og uden at få det dårligt.

Forrige onsdag kom min kæreste hjem og var også led og ked af sit arbejde.

Som afslutning af sin tale om alle de ting der var galt kom ordene “og så har jeg set at de søger en dansktalende dykkerinstruktør i Sharm el Sheikh - man burde søge den og rejse fra det hele.”

“Så søg den dog” sagde jeg. “Hvad er der er tabe? Hvis du får den tilbudt kan vi altid tage stilling til hvad vi så gør“.

Han søgte. Han fik den. Vi tog stilling til tingene - træffede en beslutning. Og 1. februar 2011 starter min kæreste som dykkerinstruktør i Egypten og jeg tager med.

Et år i solen, uden arbejde - med mindre jeg finder noget jeg gerne vil lave. Lige det jeg gik og drømte om.

Og jeg glæder mig.

Jeg har aftalt med min chef, at jeg kommer ind og snakker med ham i morgen. Om hvordan min tilbagegang til arbejdslivet skal forme sig.

Psykologen siger jeg ikke er klar, men jeg er nødt til at mærke på min krop, hvordan jeg reagerer på at skulle tage ind på min arbejdsplads - og så også gøre det i virkeligheden. Før jeg selv kan sige om jeg er klar eller ej.

Men jeg kan mærke, at tankerne om arbejde, springer boblen omkring min lille uvirkeligheds verden. Den verden jeg har gået rundt i, i de sidste to uger.

Den verden hvor de helt basale ting har talt højest: sørge for mad, få søvn nok, se nogle dejlige mennesker, hjælpe min familie, lave noget kreativt, være sammen med min kæreste, kæle med mine katte, meditere og få ro på.

Jeg har nydt at være i min lille uvirkeligheds verden. Nydt at lade være med at forholde mig til arbejdet og de “hvad nu hvis” der er knyttet til arbejdet.

Jeg har nydt at lave forskellige ting med mine hænder og kan sagtens se noget terapeutisk ved at sidde og strikke.

Og der er ingen tvivl om, at hvis der var frit valg på alle hylder, så blev 2011 det år hvor jeg lavede ingenting.

Et helt år hvor jeg frit kunne vælge hvornår jeg stod op og hvornår jeg gik i seng, baseret på behov og ikke pligter, Et år hvor jeg ikke havde indflydelse på andre mennesker liv, hvor jeg ikke skulle rådgive nogen til at træffe svære beslutninger. Et år uden forhandlinger, taktik og skjulte dagsordner. Uden fælleskontorer, hæve-sænkeborde, dage foran computeren og en lind strøm af telefonopkald og mails. Et år uden nye informationer der skal bearbejdes, formidles, kommunikeres ud og undervises i.

Et år uden ansvar.

Ikke andet ansvar end overfor mig selv.

Måske hun har ret - hende psykologen - er man klar til arbejde, når det eneste man ønsker sig til jul, er et år uden arbejde?

Talte både med en ven og  en veninde i går, om det at have og lave søskende. Om hvornår man havde glæde af søskende og hvornår de var en pestilens. Og om det forhold der kan opstå mellem søskendebørn.

Og så faldt jeg over dette fantastisk sjove indlæg, på en blog jeg først har opdaget i dag. Om det ikke at kunne enes, og så alligevel at stå skulder ved skulder.  [Marens Blog].

Min kæreste er enebarn, og det er min oplevelse at han, som andre enebørn jeg har mødt, har svært ved at mærke dybden af det at være søskende. At være så tæt på en anden person og have mønstre og væremåde, man ikke altid selv kan gennemskue og en adfærd som kun søskende kan have overfor hinanden.

Jeg er barn af en tidstypisk familie, og det betyder at jeg fra den første lille kærnefamilie har en søster, fra nye fædrende ægteskab en halvbror og fra den tilgifte del to stedsøstre og to usynlige stedsøskendebørn, der af forskeligge årsager ikke rigtigt tæller med.

Min søster er den eneste jeg fuldt og helt har delt opvækst med. Det er hende, der solgte min lille bamse til naboens børn, for 5 kr. (til slik) “fordi hendes var pænere end min”, det er hende der kendte alle mine tændknapper og hver eneste gang kunne få mig helt op i det røde felt, så jeg smadrede døre for at komme efter hende, eller skar ud efter hende med en kniv, fordi vi var uenige om hvem og hvor leverposteg skulle tørres af efter brug.

Men det var også hende som jeg boede sammen med da vi i tyverne pludselig begge var single og havde brug for nogen at bo sammen med og hende jeg genoplevede barndomshistorier med og fik sat tingene i rette perspektiv. Det var med hende jeg drak rødvin og opnåede at blive venner.

Jeg elsker min søster, men jeg har også flere gange sagt til min kæreste, at noget af det værste ved at mine forældre bliver gamle og på et tidspunkt er væk er, at så har jeg ikke længere nogen som jeg kan bitche over min søster til, og samtidig vide at det er risikofrit, fordi hun er lige så elsket af dem, som hun er af mig.

Men vigtigst af alt så ved jeg, at hvis der er nogen der virkelig vender sig mod min søster, så vil jeg kæmpe endnu hårdere for hende, end jeg ind i mellem kan finde på at kæmpe imod hende.

Og jeg er sikker på at det modsatte også er tilfældet.

Og når man har sådan en søskende i sit ringhjørne, så ved man at man kan gå ud og ta’ livstag med verden - og til den veninde der overvejer om hun skal have nummer to eller ej, kan jeg kun sige:

“Prøv det, prøv det “

Og grine af en intern joke.

(url’en til billedet er lånt fra juniorbuissness.dk)

I fredags hængte jeg igen i det yderste af neglene, over den afgrund, der desværre er alt for kendt. Den hårde skal krakelerede og bag det der holdte mig sammen, var der kun blød mos.

Jeg var slået tilbage til start, uden at inkassere - i stedet skulle jeg igen betale ved kasse 1.

Igennem længere tid havde jeg betalt med søvnløse nætter, smertende krop, tankemylder, hænder der ikke kunne gribe om noget når jeg vågnede om morgen.

Onsdag fik en mødeindkaldelse mig til at reagere med kvalme og rystelser. Og torsdag kom jeg hjem fra arbejdet og gik direkte i fosterstilling, talte usammenhængende, var grådlabil og rystede over hele kroppen. Det eneste jeg ønskede at gøre, var at sige mit job op, og det var det eneste jeg kunne tænke på og sige, igen og igen. Alt i mig bad mig om at flygte.

Og så greb min kæreste ind.

Han kontaktede min chef og fortalte at nu gik det ikke mere og der måtte gøres noget.

Meget til min overraskelse viste det sig, at derpludselig kan gøres noget på jobbet. Løsninger der hidtil har været umulige at nå, er pludselige mulige. Det har vist sig, at jeg er mere vellidt end jeg var klar over og at min chef er meget villig til at gå meget langt for at beholde mig og den viden og kompetencer jeg har.

Jeg er sygemeldt i en uge og min chef er kommet med et meget generøst tilbud og mulighed for min tilbagevenden til jobbet, når jeg er klar igen.

Når jeg skriver om det, kan jeg godt se at det lyder voldsomt, det der skete. Dog er jeg også af den opfattelse, at jeg nåede at stoppe op i tide - og at jeg ved at få sagt fra og sige til, glemme al ansvarsfølelse og få en pause, måske kan styre udenom endnu en langtids sygemelding.

I den uge jeg har, skal min krop og sjæl restitueres. Ligenu er jeg som et tomt badekar. Jeg har øst og øst, af det der er mig - men jeg ikke haft nok omtanke til også at fylde efter. Fylde op med de ting der giver energi og glæde.

Men det skal jeg gøre bod på i denne uge - og jeg er allerede begyndt:

• jeg sov “længe” i morges - helt til klokken 8
• jeg gik en tur mens solen legede mellem skyerne
• jeg fik krydset et punkt af på min to-do-liste
• jeg tog nogle billeder af smukke kvæder
• og fik blogget lidt
• jeg har dernæst kogt kvæderne til kvædechutney - så hele huset lugter af kvæde, krydderier og eddike
• og endelig er der er gjort klart til ordentlig mad

Nogle af de ting der er med til at fylde overskudskaret op.

Til gengæld kan jeg mærke, at da jeg talte med min chef, eller når jeg tænker på mit arbejde, så begynder det hele forfra og jeg skal anstrege mig for bare det at trække vejret. Men jeg går klart i den rigtige retning og jeg er dybt taknemlig over at min kæreste fik mig til at melde klart ud overfor mit arbejde.

Jeg har ikke truffet en endelig beslutning om, hvorvidt jeg bliver eller går - og det tror jeg er rigtigt at gøre, her mens jeg står lidt i stampe.

Og lige nu og her? Der er jeg den der lige skal slappe helt af med en morfar, for selvom der er fyldt på overskudskaret, så er energiniveauet lavt og der skal sjatlades inden aften.

Siden påske har mine forældre været igang med at flytte. Ikke så meget i realiteten men meget i snak og tanker.

Huset er nu blevet solgt, et nyt er købt og uret der afmåler de dage der er tilbage, tikker sit ubønhørlige *TIK-TAK* og knuser småbitte bidder af tiden, dag for dag, time for time, minut for minut … og spytter knuste sekunderne ud mellem sine tandhjul.

Om 14 dage flytter de ud og nogle andre kommer ind og overtager mit barndomshjem.

Hidtil har jeg primært været fokuseret på den lettelse det vil være for mine forældre at slippe for arbejdsbyrden ved , at skulle holde et stort hus og en kæmpe have. Håbet på at deres nye liv vil give dem overskud til nogen af alle de ting, de også gerne har villet lave, men som hele tiden er blevet skudt til side på grund af ansvarsfølelsen over, at skulle holde huset.

Forholdet mellem hvem der ejer hvem, er for mange år siden blevet byttet rundt, sådan at det helt klart har været huset, der har ejet dem og ikke omvendt.

Men nu hvor tiden mod flytningen nærmer sig, kan jeg godt mærke, at huset også ejer en lille smule af mig, selvom over halvdelen af mit liv er gået siden jeg flyttede ud.

Her i weekenden sov jeg i huset, i det der nok bliver sidste gang. Og om morgenen gik min mor og jeg en tur med hunden. Gennem haven, over markerne og rundt på engen. En tur der nok bliver gået på den måde for sidste gang.

Og tankerne om alt det der ikke kommer til at ske mere og alle de ting der er sket i sammenknytning med lige netop det hus og den barndom, der blev levet der, går gennem mig, som sød-syrlige gys.

Mine forældre byggede huset. Og jeg tror at mellem sten og brædder blev der i lagt små bidder af min sjæl, som nu ikke helt ved hvor de skal finde hen og slå sig til ro:

Den sidste tid har stået i boblernes tegn.

Forrige uge var det gryder og potter der stod på komfuret og kogte og boblede:

Blommer, brombær, æbler hyld og nødder blev forenet med sukker, alkoholiske drikke, ingefær, citron og vanilje og ud kom flasker med styrkende drikke, kompotter til og sylterier der nok skal lysne de i den kolde vintertid. Mit skab er fuldt nu, og selvom der sikkert er flere ting der kan syltes, så bliver det ikke her i huset, før der er brugt af en del af lageret.

 Og mens gryderne stod og boblede på komfuret, så boblede Alfred inde i dynerne. Modsat hans bror, så er Alfred ingen udekat og en weekend med en dyne og en solstråle er lige hans form for underholdning:

I sidste weekend boblede det på en helt anden måde. Vi tog op til Nordsverige og nød det smukke undervandslandskab ved Väderöarna. Selvom navnet måske savner noget i poesi - Dykleif - så manglede der ikke noget i dykkeromsorg, mad og god beliggenhed. Og boblerne … det var dem vi lavede under vandet, sammen med fiskene og det utal af brandmænd der også findes omkring Väderöarna:

(billedet er dog taget af dykkerkæresten … og det er kun blogsymatrien der gør at brandmanden i dagens anledning svømmer sidelæns..)

… de sidste bobler i historien, er dem jeg kan slå med næsen… snotnæsen. For det der bobler inde i mig lige nu er mere snot end glæde.