Der var jo dengang, hvor vi snakkede om at flytte i hus, men midt i snak om boliglån og drøftelserne om hvor vi skulle bo, mistede jeg mit job - og tingene kom noget på standby.

Da jeg ikke længere var fastlåst på et job og min kæreste havde et kæmpe ønske om at komme tilbage til hovedlandet (og en fleksibel arbejdsplads der gør, at det er underordnet om han arbejder ud fra Århus eller København), kiggede vi i løbet af efteråret efter job og bolig i Århusområdet.

Men sådan skulle det ikke gå … og det var med blandede følelser jeg fortalte min kæreste at nu stoppede jeg med at søge i Jylland og mit nye job blev landet, som alle de tidligere, i Kongens København.

Selvom løn og stabilitet nu er tilbage i vores verden (afhængigt af hvordan min opfølgningssamtale med min nye chef kommer til at gå i morgen… er jo stadig i prøvetiden) så er vi på mange måder længere fra at købe hus end vi var tidligere.

Og med en kæreste, der meget forståeligt ønsker at gøre brug af sin mulighed for at gøre sommerlandet til centrum for sommerlivet, må jeg gå på kompromis, med mine boligønsker. Når jeg skal være græsenke om sommeren, skal jeg ikke være det i en villa med eneansvaret for have, oliefyr og tagrender.

Så jeg kigger på rækkehuse. Rækkehuse som kunne være et bytteobjekt for herskabslejligheden.

Men jeg ved ikke helt selv hvad jeg skal mene om det.

Og jeg kan mærke, at jeg mest af alt ønsker mig et rækkehus på Rådhuspladsen, med omkring 150-200 m2 have - og helst ugenert fra naboere.

… jeg tror det bliver svært at finde.

Og jeg må indse, at ikke alle synes at jeg har verdens fedeste lejlighed - selvom jeg stadig selv synes det, i hvert fald når det kommer til udsigt og lys;

Med det traditionelle nytårsskænderi af vejen, er der plads til at tage hånd om de sidste forberedelser til årets sidste dag.

Vores gæster kommer med maden … og jeg begynder at ane en trend (for det gjorde de også til julefrokosten). Og det er en superlettelse. Specielt fordi jeg er arrangør af et nytårsdyk, der finder sted mellem 9-14.

Alligevel er der ting at gøre, borde at dække, stuer at støvsuge og forskelligt smånips at forberede.

Og selvom jeg jo egentligt har meldt mig ud af  “De perfekte kvinders klub” så er jeg, ifølge min kæreste i hvert fald, blevet hangaround her op til gæstebuddet.

Selvom jeg tidligere har skrevet en liste med “Tips og tricks til den dovne værtinde”, så har jeg svært ved selv at følge den.

Jeg har tilsyneladende et indre  behov for at støvsuge, rydde op og gøre rent inden mit hjem bliver invaderet af andre - for ikke at tale om lige at lave nogle lækre snacks til dronningens tale, en fantastisk velkomstdrink (og den er fantastisk og selvopfundet efter inspiration i Singapore og New York*) og bage kransekage til morgendagens nytårsdyk og kl. 24.

Men jeg prøver at sige til mig selv, at listen er milevidt fra hvad den var før.

Dengang jeg stadig var fuldgyldigt medlem af den der klub.

Med perfektion.

* og velkomstdrinken: friske blåbær, hindbær, jordbær, kirsebær og brombær knuses sammen med lidt citron, mynte, myntesirup og is. Hældes i glas og tilføres hvid rom, malibu og citronvodka. Toppes op med mere knust is og sodavand.

Det smager som himlen synger og jeg kan ikke vente til det bliver sommer og jeg skal lave den af friske bær og mynte fra haven.

Måske skal det være mit nytårsfortsæt?

Jeg skal drikke mig i hegnet i den lyse nat - med min fantastiske drink - mindst én gang i løbet af 2010.

Dét - og så måske råbe lidt mindre af min kæreste.

Lidt.

Ved vejs ende er jeg ikke. Men den opgave, som jeg selv havde opfattet som en råskitse, blev af min vejleder betragtet som noget nær færdig.

Og hvor jeg normalt, ikke ville have accepteret en andens ord frem for min egen mening, gav jeg efter og sagde til mig selv, at det så er ok nu. Jeg behøver ikke at lave en hel masse mere på det her, jeg kan faktisk betragte mig som være nået i mål.

Jeg mangler nogle smårettelser og noget finesse, og så mangler jeg at læse en masse litteratur og få disponeret min eksamen, men jeg er pænt på vej og det behøver ikke at være op ad bakke resten af tiden frem til 3. december.

Efter et par hektiske måneder, som har trukket ressourcer ud af mig på forskellige måder, så kan jeg faktisk køre bare en lille bitte smule på frihjul, den næste stykke tid.

Og det skal jeg lige vende mig til - men heldigvis kan jeg snart vende mig til det et sted, hvor der godt nok ser ud til at være pænt meget regn … men også en dagstemperatur på nær de 30 grader:

Tilbage i slutningen af august tog mit liv en uventet drejning. Lige som jeg stod og havde aftaler med bankerne og var begyndt at tjekke boligannoncerne for huse i nærheden af mit arbejde, bekendtgjorde det selvsamme arbejde, at de ville af med en del af det område, jeg var en del af.

Efter en længere pinefuld proces, som ikke var sjov for nogen af de involverede ledere, tillidsrepræsentanter eller kollegaer, blev en lille gruppe udpeget.

Jeg var en del af den gruppe - dog på den måde, at jeg fik tilbud om at komme tilbage til min gamle stilling.

Der skulle ikke meget refleksion til fra min side - og jeg sagde nej tak.

Nej tak, til det job som kunne skabe muligheden for at jeg kunne komme nærmere min boligdrøm og skabe stabilitet. Og ja tak til en potentiel arbejdsløshed og usikkerhed, her hvor vi stadig står i krise til livet.

Og jeg er glad for min beslutning. Glad for at jeg satsede på at leve, frem for at overleve i det selvsamme job som tappede mig for gejst og arbejdsglæde.

Jeg har endnu 3½ måned til jeg står helt uden job og det har givet mig en fantastisk mulighed for at satse 100% på den certificering som coach, jeg er i gang med. Så jeg coacher, læser og skriver på livet løs. Eksamen er til december og jeg har bevilliget mig selv en læseferie i varmen, så om mindre end en uge tager jeg 10 dage til Singapore og besøger en veninde.

Det er en underlig situation at stå i - men jeg er sikker på, at jeg tog den rigtige beslutning og jeg er sikker på at jeg nok skal få et andet job og at det bliver et job som jeg kommer til at trives i og et hvor jeg virkelig kan yde en indsats, med alle de talenter jeg nu engang besidder.

Og jeg blev meget bevist om hvorfor det har været muligt for mig, at vælge som jeg gjorde, da jeg læste med her: “Det er mig, der er chefen“.

Min private situation med en lejelejlighed, der er til at betale og en kæreste til at dele udgifterne med, har klart været medvirkende til, at jeg har haft en reel mulighed for at gøre som jeg gør.

Jeg er taknemlig og glemmer måske at huske på det.

“Du virker som en der ikke hyler  som de ulve du er iblandt” blev der sagt om mig i går.

Jeg tog det som en kompliment, men er senere blevet i tvivl.

“Du får mig tit til at tænke en ekstra gang og i en anden retning, end jeg plejer. Det er sjældent man løber ind i nogen med så høj integritet som dig, som ikke samtidigt er firkantede“  skrev en anden til mig for en 14 dages tid siden.

Det tog jeg også som en kompliment.

“Du virker meget hårdere i virkeligheden” er der flere der har sagt, når de har mødt mig’et bag bloggen.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen - andet end at jeg sidder her i mit småkolde sommerhus i (sen)sommerlandet og er i gang med at forsøge at genopfinde mig selv, fordi der sker ting i mit liv, som jeg ikke har styr på og fordi jeg er nødt til på et tidspunkt at finde ud af hvilken vej jeg i virkeligheden har lyst til at gå.

Mavefornemmelse.

Jeg plukkede jordbær i september.

Og jeg sad der, i min have, i solskin.

Min kæreste kom hjem med blomster og var stor og stærk og sikker på at alting bliver godt til sidst.

Og alle mulige mennesker kom med søde ord og pæne tanker.

Og hvis det ikke var fordi man vidste bedre, og bl.a. ved at jeg er fisk - så kunne man næsten tro, at det var min fødselsdag.

Man skal passe på hvad man ønsker sig, det kan risikere at gå i opfyldelse, således også ønsket om at geare ned og tage den mere med ro.

Jeg fik et prik med et tvist.

En mulighed for at vende tilbage til mit gamle job, i stedet for at stoppe.

Jeg vidste det var det jeg ville få tilbudt. Har været i branchen i for mange år, så jeg kender tankegangen og de løse ideer alt for godt. Kender spillereglerne og ved hvordan klaveret spiller.

Men jeg kender også alle disharmonierne. Både dem der kommer fra huset og dem man kan blive mødt med - eller i det her tilfælde, dem man kan møde op med.

Men i nu’et er der godt - og jeg har det godt!

I morgen blir’ vi prikket.

Og vi reagerer stadig forskelligt. Ked af det, skarp ironisk, fuld fokus på “det” eller al energi smidt i noget andet. Vrede og frustration er dog ens for de fleste. Men håbløsheden og opgivelse er dog ved at snige sig ind mange steder.

En er kommet tilbage fra ferie i dag og står sådan lidt “palle” i malstrømmen: Hvad skete der egentligt der?

“Du virker så rolig” var der en der sagde, efter at han havde spurgt hvordan det gik med stressen. “Nok ikke hvis du spørger min kæreste“, var svaret herfra.

Men i morgen får vi svar, og kan planlægge videre derfra. Og jeg finder måske ud af med mig selv, hvad det egentligt er for et svar jeg helst vil have.

Når man sådan vågner kl. 4.30 og ligger og holder imaginære brandtaler indtil man udmattet falder i søvn til bananer i pyjamas, og vågner mere kvæstet end nogensinde, lige før man skal være på det arbejde, som man måske ikke har længere … tjae - så er er man færdig som gårdsanger her ved en halv sekstiden om aften.

Og når man så er primusmotor for to store projekter i morgen, hvoraf der forventes overblik og gejst - er det pænt trist, at man kan se sine stress-signaler ramme en i nakken som en boomerang, med kanonkuglefart.

Koncentration - hvad er det for noget?

… og hvad var det egentligt jeg snakkede om?

Hukommelsen kan ikke klare ligegyldige detaljer som navne og hvilken ugedag det er og de møder man selv har arrangeret og er ansvarlig for.

De kloge siger at man får fysiske skader ved at gå i uvished i selv meget korte perioder og det tror jeg på!

Jeg har beskæftiget mig professionelt med afskedigelser i små 10 år.

Jeg gør det ikke længere.

I den tid jeg har arbejdet med det, har mit hovedfokus altid været at sikre en god proces og en høj grad af medmenneskelighed på den anden side. Jeg har været høj på kommunikation og har punket dårlige ledere, når der har været udvist dårlig ledelse.

Jeg er lige kommet tilbage fra et møde hvor vi har fået oplyst, at der skal fyres 4 personer i mit område. Vi ved ikke hvilke opgaver der skal nedprioriteres eller hvilke kriterier der kommer i spil - det kan være mig eller det kan være min kollega.

Vi får endelig besked “på et tidspunkt i næste uge”.

Hallo arbejdsmoral, gejst og kollegaskab.

Det er godt nok underligt at kende alle reglerne, når man pludselig sidder i den anden ende.

Nogen gange kan man godt få helt åndenød og kvælningstendenser ved at bruge en hel dag på at kigge efter de potentielle gode hensigter, bag eller ordene og gerningerne.

Men jeg må tro på at de er der.

Ikke?