Noget på hjertet


tirsdag 25. oktober 2016 kl.5:43

Kan man blive glad over andres sorg? 

Så dokumentaren “Tig” på Netflix i går. Om Tig Notaro en amerikansk stand-up komiker.

I en lille ubrudt perlerække af shit-ting bliver Tig ramt af en alvorlig tarmsygdomme, kæresten går fra hende, hendes mor dør og hun får konstateret kræft i begge bryster.

Det der slår mig mest er den gennemgribende sorg over at miste sin mor.

Hun siger i dokumentaren:

“I can adjust to my body being different and I can adjust to eating different. That’s fine. Losing my mother, that’s not fine.” 

Og på en underlig livsbekræftende skæv måde, er det en utrolig lettelse at opleve andre voksne give udtryk for stor sorg over at miste en forælder.
For min sorg, over at have mistet min mor, er her stadig. Alive and kicking.

søndag 2. oktober 2016 kl.11:43

Det er heldigvis kun min mors soveværelse vi skal rydde i første omgang. Hendes tøj og papirer. Sytingene, det garn hun selv spundet, det sidste grej fra hendes fag som frisør. Kasser med papirsfoto, cd’er og kassettebånd.

Men også de sidste ting hun har skrevet. Om hendes liv som syg. Om “3 ting der gør mig glad” – og ordene om alle frustrationerne i dagligdagen. 

Så selvom det kun var et lille værelse, har det taget 3 ture til huset. Tre omgange med “husker du” og gråd og grin og frustrationerne over hvad man gør med et grimt hårtørklæde, man hverken vil eje eller smide ud.

Men da vi ikke må fjerne de møbler og hylder der er i værelset, endte de allersidste anstrengelser lidt lettere: de sidste ting bliver tilbage og så må vi tage det, når huset skal ryddes. Når vores stedfar på et tidspunkt flytter ud eller er taget væk.

Men hvis målet var tomhed i skabe, hylder og skuffer er vi nærmest i mål.

mandag 12. september 2016 kl.21:33

Først var sygdommen. Og mere sygdom og værre sygdom og efter dødsfaldet optakten til begravelsen, som til tider druknede i den følelsesstorm, der var omkring min fars deltagelse i bisættelsen.

Wroooom. Det var juni. Juli tilbage på arbejde. Afvikling af en malplaceret fest og en uges ikke-så-meget-ferie-ferie. Et mindre nedbrud i sorg og så videre. Mere arbejde, i stadig højere tempo.

Og ferie. Puf. Mentalt stilstand. Skønheden i naturen. Sorgfulde øjeblikke. Aldrig mere, ikke mere – ingenting at dele. Og jo ….er jo ikke alene i verden.

Septembers tilbagevenden efter sommeren. Med utrolig flotte sensommerdage – dog betragtet fra en sygeseng, da 1 måneds ferie blev afløst af sygdom. Den første uge hjemme – nu forsøgsvis tilbage.

Tænker: hvornår kommer lettelsen? 

Udstrækning efter at have været sammenpresset så længe. Bliver det nogen sinde som det var engang? Før stress og sygdom og lange arbejdsdage?

Prøver at tænke “tålmod” ind i ligningen. Det må blive anderledes, for så meget er forandret.

mandag 29. august 2016 kl.8:56

Jeg regnede med at sorgen over min mors død, ville indhente mig her over sommeren, hvor jeg fik mulighed for at stå lidt mere stille.

Og det gjorde den også.

Flere gange fandt min kæreste mig smågrædende eller snøftede, fordi et eller andet havde udløst et sorg øjeblik.

Mine drømme har også været morfyldte. Flere af dem har handlet om at min mor ikke var klar over at hun var død. Og i alle hvor der har været et konkret sted involveret, har stedet været mit barndomshjem.

Også i nat.

Og jeg tænker på om jeg mon skal kontakte den nye ejer og høre om de er okay – eller om de kan mærke vi kommer på besøg om natten.

For de er så realistiske de drømme.

Måske det hele kommer mere tydeligt frem, fordi tilbagekomsten efter ferien også medbringer de praktiske forhold der stadig udestår: min mors aske er ikke stedt til hvile, boet er ikke gjort op (jeg manglede åbenbart nogle papirer til skifteretten), alle hendes ting står urørt i hjemmet – og vi har ikke sendt takkekort til dem der sendte hilsner til bisættelsen.

Det sidste fik jeg besked om under ferien. Under overskriften: “Dette er ikke en rykker”, blev vi alligevel gjort opmærksom på, at det ikke var Emma Gads ikke at sende takkekort.

Og måske er det på grund af alt det ufuldendte at min mor går rundt på Kastanievej og svinger tangentstokken?

fredag 5. august 2016 kl.11:57

Når man (som i jeg) holder fri uden løn, er der uomtvisteligt nogle ekstra forventninger til de dage, der er til rådighed. 

Og derfor er der en pænt stor uoverensstemmelse mellem mine ferieønsker og min kærestes forventninger til hvordan jeg tilbringer min tid, i denne her første uge af min ferie, der har været tilbragt i Saksild.

Og jeg vil uden skam sige, at maling af hus ikke står øverst på listen. 

Heldigvis – eller uheldigt nok. Har ugen stået på regn, afbrudt af byger og skybrud. Med en snas sol nogen af dagene.

Derfor gjorde det heller ikke så meget, at min dag i går blev brugt til kørsel 

Og det styrtregnede da jeg stod af bussen i Odder, for at hente bilen fra syn.

Det regnede almindeligt da jeg stod udenfor i Saksild og baksede med at samle kattetransportbur – der skulle tømmes for regnvand.
Det dryppede mest, da jeg satte min niece og katten på toget i Skanderborg.

Tilbage i Saksild – som vi måtte runde igen efter glemt telefon (med penge og kørekort) var det opholdsvejr. Mens det høvlede ned, da jeg havde afleveret min svigermor i Randers.

Nordpå gennem Jylland svingede vejret og jeg kørte gennem både sol og regn.

Og oppe i Gug, hvor jeg endte, er jeg sikker på at jeg sad for enden af en regnbue – både fordi der var solskinsregn mens jeg var der og fordi jeg besøgte en guldgrube af et venskab.

Og det var en ferieaften lige efter mit ønske og præmien for at have brugt den på at køre alle andre rundt.

fredag 29. juli 2016 kl.5:26

Nu har jeg sovet den sidste gang inden min ferie. Når jeg holder fyraften i dag, kommer jeg først retur 1. september.

En måneds ferie. Og jeg trænger. Trænger, længdes – og frygter det en lille smule.

For når man har kørt på så længe som jeg har nu, holdt så stramt fast på alt – kroppen, følelserne …Hvad sker der så når man giver slip. Og hvad med bagefter?

Kan jeg komme op i gear igen – og skal jeg?

Efter  ferien har jeg 4 måneders defineret arbejde. Som jeg måske, og måske ikke bliver tilbudt forlængelse på.

Og ferien skal i den grad også bruges til at mærke efter, hvad jeg ønsker der skal ske, på den front.

Og for første gang, siden jeg var et lille barn, skal jeg på en “normal” ferie. Altså, så noget som mange andre gør, år ud og år ind … 

En kør-selv-ferie i Europa. 

Og vi sad i går og forsikrede os selv og hinanden om at det kan vi godt finde ud af.

Og det kan vi nok også.

tirsdag 19. juli 2016 kl.18:01

Skulle ud og have underskrevet papirerne til skifteretten og samtidig lede efter en cykeltaske – og fandt mig selv stortudede i hendes soveværelse.

Ikke længere i stand til at skubbe ud og gemme væk.

Virkeligheden med at hun er væk og ikke kommer igen, kom rasende imod mig. Og jeg stod helt uforberedt.

Og det hun var og havde været, kom igen da jeg fandt hendes lille cykeltaske og den var så umiskendeligt hende, med misk-mask af halve ruller menthos, småpenge og de evindelige papirslommetørklæder.

Der er ikke noget der er mere betegnende end bunden af en dametaske (selv i form af en cykelditto).

Og det er både hårdt og ufattelig skønt at gense brudstykker af min mor og hendes liv i denne oprydningsproces, der knapt nok er startet.

onsdag 29. juni 2016 kl.23:04

Der står bunkevis af glas og rester af champagne (som i sød Asti) i mit havehus og aftenens “sæt” var te og kransekage.

Selvfølgelig er bisættelsen ikke gået fuldstændig fnugfri hen over mig.

Og jeg ser også selv, den drivende symbolik der var i den drøm, jeg vågnede op fra alt for tidligt i morges: Hvor jeg udefra (for det var jo ikke-nikke-mig) kiggede på en hundehvalp, der havde mistet sin menneskemor, og gik søgende rundt og ledte efter hende. Og til sidst fandt hendes duft i en bunke tæpper i en taske og derfor kravlede derned og faldt i søvn, i tæppebunken og duften.

Men det har jo intet med mig at gøre… 

Og min mors ting, dufter ikke rigtig mere – tænker det fordi hun må være holdt op med at bruge sin parfume, da hendes egen lugtesans forsvandt forsvandt, der for 2 år siden.

Så her i “efterlivet” har vi også gået en lille forsmag på det med ikke at kunne lugte (andre).

tirsdag 28. juni 2016 kl.18:15

Sidst jeg sad her, drak jeg kaffe med min mor.

image

Nu sidder jeg med en kop kaffe og skal til at lave den dekoration der skal på kisten.

image

Har plukket blomster i hendes have og tænker at hun ville glædes over det. Både over at vi ikke bruger penge på en buket og over at hendes blomster gør gavn.

De sidste 14 dage har været urealistiske. Jeg kan stadig ikke mærke at hun er død – men da jeg mødte bedemanden i kirken, og han kørte kisten ind blev det hele igen nærværende.

image

https://youtu.be/heYMVudhD9w

Og med min mors bortgang er jeg også ved at tage afsked med den by som var mit barndoms land – hverken den eller jeg er som vi var og tråden der bandt os sammen bliver tyndere og tyndere.

lørdag 18. juni 2016 kl.9:30

Mit hjem er fyldt af andre mennesker, der ligger og sover. Samt en kat, der slikker på venstre pote og klager over maden.

Min bror (med en anden mor) holder fødselsdag i dag. Og det føles naturligt og rigtigt at komme til det. Så planerne udvikles og følges.

Ligeså de planer min mor havde omkring sin bisættelse.

kransekage

For naturligvis havde min mor planlagt sin egen bisættelse. Hun ville ikke tales over af en præst, der ikke kendte hende og ingen skulle slå bedeslag over hendes død.

Men da hun blev henvist til byens sognepræst, og de havde nogle gode snakke, gik hun med til en præst og den lokale (nye) kirke, der ikke var så højtidelig.

Da kom tilbage efter vores onkels bisættelse, der havde været utraditionel på mange måder, lod hun sig inspirere.

Begravelser er for de levende ikke de døde, og jeg tror at min mor, der har været foregangsmand på så mange andre måder gennem sit liv, nok også bliver det i hendes død.

Så derfor har vi fået tilladelse af menighedsrådet til at drikke champagne i kirken – og derfor har jeg et billede af en modtaget kransekageopskrift i min telefon.

Og derfor bliver bisættelsen først den 28. juni.

For da præsten blev ringet op, fik vi at vide at præsten var i “fordybelse” og ikke kunne kontaktes. Men at det også var lige meget, for kirkegulvet skulle lakeres. Så når præsten var tilbage, var kirken alligevel lukket.

Men den 28. juni kan det hele falde i hak.

 

Næste side »