Jeg drømmer en del for tiden. Nogle af drømmene er mere selvforklarende end andre. Den i morges var på ingen måde forklarende, men til gengæld pænt mystisk:

Jeg har gang i noget motorsport - en eller anden lille åben bil, med to sæder og et rimeligt laset interiør. Min co-driver er en pænt hysterisk japansk mand, der insisterer på at tale til mig. Meget. Højt. Og på japansk. Og heller ikke i drømmen forstod jeg japansk.

Vi kørte mod en kæmpe hal, hvor vi skulle ind og køre ræs. Men på vejen derind, opdager jeg en kæmpe bunke elefantlort. Den bliver jeg meget betaget af - og jeg er nødt til at eje en af klumperne. Fordi jeg ved, at man kan blende det med vand, koge det og lave papir af det. Og det har jeg så åbenbart et umiddelbart stort behov for.

Så stort at jeg på en eller anden måde får sneget mig væk fra den der racerbane/arena og … hjem på mine forældres badeværelse, hvor jeg står i deres lille opbevaringsrum ved siden af badeværelse og er igang med at se hvor jeg kan finde en pose henne.

Jeg vågner mens jeg overvejer om jeg skal tage en plastikpose fra hylden - eller i stedet droppe hele projektet og i stedet for kaste mig over en pose popkorn, som åbenbart også ligger i det her opbevaringsrum.

Og så er det jeg spørger … er der en drømmetyder til stedet - eller skal jeg ringe et helt andet sted hen?

Det er egentligt ikke ordforstoppelse. Mere en kombination af livet, der har bidt sig fast i nakken af mig (igen) og manglende (fri) adgang til internettet.

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget … i denne vinter, der åbenbart er fast besluttet på at tilkæmpe sig stadig øget magt, selvom det bliver lysere og lysere og vi jo alle sammen ved, at på et tidspunkt så må vinteren give op. Hvilket vi fortæller hinanden igen og igen, når vi glider på isglatte flader mens vi parkere vores cykler, eller snegler os frem på livsfarlige cykelstier.

For jeg cykler jo rundt. Med et ansigt som en hårdtopvredet karklud, når det sner og fryser. Min næsen og mund rører næsten hinanden i en forvreden grimasse og de sammenknebne øjne får faste rynker, der ikke engang forsvinder, når jeg hver onsdag morgen står på fingerspidserne i “hund”, mens min nye yogalærer fortæller mig, at jeg skal “suge lårbenet ind”.

Jeg forstår ikke hvad hun mener, men jeg forsøger. Som den dygtige elev jeg er, forsøger jeg også at indånde den lyserøde morgenhimmel, og sprede mine sædeknogler og lokalisere mit haleben.

Og jeg spiser næsten hver dag en skål opskåret frugt med 8-10 forskellige stykker frugt og jeg synes at det er mere fantastisk at købe den skål og betale en tier for det, end at spise den gratis frugt, som jeg så selv skal skære ud og gøre lækker.

Men den bog jeg læser for tiden, kan forklare mig grunden. Og det skyldes at vi mennesker meget hurtigt keder os og derfor bedre kan lide når der er variation i det vi spiser, end når vi hele tiden spise det samme. Godt at vide, både når man skal forsøge at spise en masse forskelligt sundt, og skal undgå at spise en masse usundt. Når man gør det varieret, spiser man mere.

Men selvom jeg endte med at lave to lagkager til min nieces fødseldag, så var det kun den ene der sådan rigtig blev spist. Men den havde også kostet flere nattetimer, da jeg var ude i et eksperiment med en omvendt lagkage. Bygget på et marcipanomslag lagt ned i en skål. Den blev også  lækker med hjemmebagte chokoladebunde, jordbær- og passionsfrugtmousse - og marcipanen blev æltet med rosensukker og jordbærsaft så den blev fin lyserød. Og pyntet med fine blomster.

… åh blomster ….

Jeg er begyndt at tænke på planter, der skal til forspiring og om jeg mon kan få fat på nogle blå læggekartofler… bare nogle få…?!

Så nej, det er egentligt ikke ordforstoppelse.

I dag blev min afskedssag  forhandlet færdig og der blev indgået et forlig, som jeg kunne gå med til.

Så udover at ha’ ret, så fik jeg også ret.

Jeg tror min repræsentant fra den faglige organisation følte at hun gik meget længere end hun selv ville have gået, presset af min stædighed efter at få den oprejsning jeg søgte.

Og det er jo altid svært, når det ikke handler om penge, men om stolthed.

Specielt når modparten (som i mig) ikke føler sig lokket af et pænt beløb og egentligt helst vil have sin sag afgjort ved et afskedigelsesnævn sådan at uafhængige kan sige hvad der er ret og uret.

Folk der ikke er bange for at tabe, er svære at forhandle med.

Men jeg havde en nederste barre for hvad der for mig var en rette mængde “straf” for en rigtig dårlig håndteret sag - og da vi nåede den i dag, så gik jeg alligevel med til at forlige sagen.

Og det er ok med mig at få lukket sagen. Jeg kan mærke at jeg er kommet meget videre i forhold til dengang det hele bragede.

Og uanset hvad så var det den rette vending i mit liv.

Jeg er kommet videre.

Og oven i hatten fik jeg både min certificering, nogle måneders ro til at tænke over tingene, rejser, et nyt job …og en økonomisk gevinst ved dobbelt løn her i januar og nu noget mere oven i hatten.

Man siger (noget i retning af) at den bedste hævn, er leve et lykkeligt liv - og hvis det var hævn det kom an på, så tror jeg efterhånden at jeg har hævnet mig godt nok.

Men jeg ønsker egentligt ikke hævn, for alle i denne her sag, har gjort hvad de kunne ud fra deres evner og ståsted - og jeg tror, at dem der har skulle lære noget af det - inklusiv mig selv, har lært det de skulle lære.

Man skulle tro, at de fleste mennesker med deres sunde fornuft i behold, ville bruge denne triste og grå søndagseftermiddag på gøremål, der ikke indeholdte udendørsaktiviteter.

Men åbenbart ikke.

For da vi for en times tid siden tog en løbetur rundt søerne kunne vi konstatere at det meste af København var ude og teste om isen holdte.

“Zig-zag mellem forblæste københavnere” er vel også en form for en løbedisciplin - og jeg løb faktisk bedre end jeg har gjort længe.

Og nu hvor samvittigheden er blevet blæst igennem, står resten af søndagen vistnok lige på indendørs sysler, her på matriklen.

Da jeg for lidt over et år siden startede på mit forrige arbejde, var jeg en anelse skæv i forhold til mine nye kollegaer.

Som professionel problemknuser var jeg super til at finde og løse problemer.

Og havde et klarere blik for resultatet end processen.

I den tid der er gået siden da, har mit arbejde og min uddannelse som coach, ændret mit udsyn og indsigt.

Selvom jeg i mange situationer stadig har nemmest ved at tænke lineært og stringent er der sket noget med mig og min måde at anskue verden. Jeg er blevet betydelig mere bevist om andres synsvinkler og verdenssyn og jeg er ikke længere hundrede meter mester i problemløsning … og derfor ser jeg heller ikke længere så mange problemer - men betydeligt flere pragmatiske løsningsmuligheder.

Så nu hvor jeg er tilbage i min gamle verden, blandt andre professionelle problemknusere, er jeg igen den der ser på verden med andre øjne.

Ikke som de ulve jeg er i blandt.

Lidt ude af sync.

Og jeg tænker på hvor jeg egentligt hører hjemme?

Inden jeg tog til 4 dages oprydnings- og nedpaknings maraton i Jylland, slæbte jeg fire års kontorrod ind i min lejlighed. Dernæst slæbte jeg resterne af jyllandsrodet med mig hjem og på den måde har jeg pænt suppleret mit hjems gamle rod, med nyt (gammelt) rod.

Og i og med at jeg nu er tilbage i de arbejdende menneskers flok, kan jeg ikke bare bruge en dag eller en uge på at bringe orden i mit hjem.

Og her skal ikke indsættes undren over at jeg ikke brugte de forgangne 4 måneder til det projekt - jeg havde jo travlt med så meget andet!!

Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg ikke vil kunne fylde kasser og poser med ting fra mit nye arbejde, når jeg på et tidspunkt forlader det - for det er et storrumsmiljø, hvor der ikke er levnet rum til personliggørelse af hverken vægge, reoler eller skrivebord.

Og mens min kæreste går og drømmer om at frosten holder, så han kan komme ud og isdykke i weekenden, fantaserer jeg om at sidde i mit hjem og ikke kigge på poser og kasser med rod.

Og hvis der kom nogen og ordnede det for mig, så kunne jeg da måske godt lokkes med under isen - selvom det er næsten lige så tillokkende som en weekend med oprydning.

Min krop blev mørbanket af at slæbe på tungt dykkergrej. Op og ned af trapper. Broer og over sten.

Vi fandt et godt sted at komme ud på vores nytårsdyk. Nemt at komme i vandet. Og op igen. Vejret var som altid fantastisk. Luften sprød og vandet - ja, pænt koldt. Omkring 1 grad. Så koldt at når man først dykker ud, så føles det som at blive prikket med tusinde knappenåle på overlæben.

Men efter et kort stykke tid er man følelsesløs og mærker ikke mere.

Bagefter var der champagne og kransekagekonfekt. Bagt aftenen før og lækker, sprød og saftig på en gang.

Og vi nåede det hele bagefter. Bord, stuer, snacks, velkomstdrinks. Dronningens tale.

Der blev udvekslet et blik da talen gik på de unge mennesker, der ikke fik lov til at prøve kræfter med det erhverv de er blevet oplært eller uddannet i. Et enkelt ord blev sagt: kronprinsen?

Men de fleste i selvskabet var alligevel republikaner - så det betød ikke så meget.

Og vi fik lækker mad. Smukt og veltilberedt. Og jeg er nødt til at skrive bearnaise ellers får jeg aldrig fred. Men den var også god.

Vi drak gode vine. Hvide, røde og porten ikke mindst. Og derefter drinks og champagne og fik snacks og kager og …. pludselig var klokken mange og halvdelen af selskabets var nødt til at tage hjem, da børnene var trætte - og vi havde ikke engang fået natmad.

Men det fik de resterende så.

Og jeg sad der mellem min ældste veninde og en helt ny en, med min dejlige kæreste og vores gode ven og jeg havde det rigtig rart, mens de sidste raketter sprang udenfor vores vinduer og hotdogs, med det hele, blev forsøgt klemt ned.

Og det var så det år - og et helt nyt kan begynde.

Så det er det.

Med de koldeste øre i mands minde, er det svært at høre budskabet om globalwarming, men det er der selvfølgelig stadig sandhed bag det, selvom vejret her i København ikke just understøtter det lige nu.

Det begynder jo hos en selv … og med to i virkeligheden ligegyldige internationale rejser på bagen, indenfor de sidste to måneder er jeg jo mere en ualmindelig CO2-skyldig.

Men når man så står der udenfor den danske andedam og kigger op på det uendelige lysshow på Times Square, virker det nyttesløst at skifte til sparepære, ligesom det virker uoverskueligt at skille affaldet herhjemme i glas, avis, grønt og brændbart,  når en storby som NYC bare smider al sin affald usorteret på gaden.

Alligevel starter det med en selv.

Og måske med videnskaben, som jo nok, når det kommer til stykket har bedre vilkår til på sigt at gøre mere ved forbruget, end man har som enkeltstående borger.

Bortset fra det, så er det som at bo i en krigszone her, med bentonblokke, helikoptere og politibiler så langt øjet rækkker. Til gengæld kunne jeg cykle alene rundt omkring Christiansborg, så jeg er åbenbart ikke på nogen måde en risiko for sikkerheden … og det skulle de slemme, slemme fyre (og deres kostumeafdeling) bare vide.

Og jeg tænker - som så mange andre - hvad det egentligt koster i CO2 med helikoptere, privatfly (endda i flertal hr. Præsident), motorcykler og patruljebiler.

Og det starter vel også med en selv når man er klimaforhandler eller regering?

er.ikke.opslugt.af.new.york.men.kom.hjem.til.julefrokost.fik.pænt.meget.snaps.

tak.for.nyindkøbt.hjemmeoutfit.

det.er.blødt.

I dag har jeg bestået en eksamen … og selvom jeg egentligt havde meldt mig ud af de “perfekte kvinders klub” og bare satsede på at komme igennem, så bestod jeg med udmærkelse og fik beskeden overrakt sammen med en rød rose og et knus fra eksaminator.

I morgen skal jeg pakke til NYC og drikke fredagsøl med en kær kollega, der ikke er min kollega mere.

Og lørdag tager jeg et fly til Amerikat og jeg har hørt hvor jeg kan få det lækreste fladeudtøj og en trendy middag med de fedeste drinks … og nu kan jeg slappe af og rigtig glæde mig …