Snik Snak


torsdag 9. marts 2017 kl.6:23

Da jeg var i 20’erne var jeg modig. Min veninde og jeg kørte gennem Europa på motorcykel, sov langs med vejen. Den rejse gav mig blod på tanden, så senere sagde jeg mit job op og pakkede motorcyklen og kørte mod Spanien og et usikkert og 100% provisionlønnet job.

Da jeg 3 1/2 år senere kom tilbage startede jeg et universitets studium op – og smed den no-good kæreste på porten, som jeg ellers havde med mig hjem.

Og som jeg husker de ting, var det panden frem og skuldrene op og lige ud. 

Jeg opfattede aldrig mig selv som modig eller særlig. Eller heldig eller dygtig. Og jeg planlagde ikke.

Hvis der er en ting, der er karakteristisk for mit liv, så er det mangel på planlægning. 

Og det i kombination med at turde sige ja til de ting, livet har budt mig, har bragt mig mange forskellige steder hen.

Og lige nu står jeg på tærsklen til nye oplevelser og en drejning i mit liv, hvis jeg tør sige ja. Og jeg spørger mig selv, hvornår var det at jeg blev sådan en bangebuks? 

Jeg kan ikke huske hvem det var der spurgte mig, men jeg ved at jeg engang blev spurgt; “når du gør ting i livet, går det mest godt eller dårligt?” Og jeg svarede sandfærdigt, at det mest gik godt – og fik så opfølgningsspørgmålet “Hvis det mest går godt, hvorfor skulle det så ikke gå godt denne gang?”

Hvis jeg kan overvinde min irrationelle angst for at flytte ned i jordhøjde kan det være at jeg skifter min udsigt ud i en ikke al for fjern fremtid.

tirsdag 7. marts 2017 kl.6:14

-leftover fruit from the punch…laver man da fødselsdagsmarmelade.

Havde en dejlig dag i sidste uge.Derefter kom resten af ugen væltende og dette indlæg har derfor ligget og puttet sig.

Men kommer nu:

Om lørdagen havde jeg en flok dannede damer forbi og vi fik noget fantastisk mad:

Med guld og blomster og en halv times forsinkelse. Men god.

Der var drinks i lange baner

Så mange, lange, baner at resterne udgør et fundament for sin helt egen nye fest:

På selve dagen, var jeg ude og spise med mine søskende og deres familie. Min kæreste kunne ikke komme over, men sendte en hilsen:

Og så var man en der er 51 år og som alle andre i den alder fatter man ikke hvor tiden blev af.

Men man ved at dengang man kun var halvt så gammel, var frugtpunchen ikke endt på glas:

fredag 24. februar 2017 kl.7:16

Det starter altid med “Bare lige”. 

Jeg skal bare lige noget. Bare lige se et par venner, bare lige lave noget mad og bare lige servere et par drinks.
Og et eller andet sted knækker kurven og jeg må igen indse at jeg ikke mestrer begrænsningens kunst.

Denne gang har jeg dog købt mig fra det meste. Kagen tager dessertdragen sig af – det har de før vist at de gør godt – maden er ligeledes bestilt udefra. 

Der hvor jeg har kunnet skåne mig selv har jeg købe mig fra det – eksempelvis slæbes de fleste af drikkevarene op af nemlig og postnord (levering til døren er ubetalelig når man bor på 4. sal).

Og selvfølgelig koster det. Men min 51 års fødselsdag er min egen gave til mig efter alt det jeg selv og verden har budt mig selv de sidste 1 1/2 år.

Jeg får inspirerende besøg. Skønne kvinder der har valgt denne aften til – mange af dem, er nogen jeg har set alt for sjældent. Vi skal have min yndlings mad: noget nogen andre har lavet ;-), kage uden anstrengelser og tøsedrinks.

Det bli’r så godt. Og jeg glæder mig og tror at jeg sætter ind på glædeskontoen.

torsdag 23. februar 2017 kl.14:50

Jeg passerede forbi en bekendt.Vi deler samme gård og jeg ved at hans kone døde sidste sommer.

Han gik rask af sted ved siden af en yngre kvinde, bærende på et lille barn.

Havde skæg i hele hovedet.

For 10 eller 20 år siden – eller tilbage i 40’erne eller 50’erne ville det skæg have symboliseret det totale forfald, da ingen mand på +50 med respekt for sig selv, ville anlægge et gråsprængt fuldskæg.
I dag ved jeg bedre. Ser skæg springe ud på praktisk taget alle mænd, unge som gamle – grå eller farvede.

Det er som om, at der er taget en kollektiv beslutning om at hår i ansigtet er det der gør en smart og ikke mindst, at det er klædelig til alle.

Og når man går forbi en der blev enkemand for trekvart år siden og hans skæggede ansigt er fulgt af yngre kvinde med barn, er der nogenlunde lige stor sandsynlighed for at det er en ny kæreste, som at det er en datter og barnebarn.

I hvert fald på Vesterbro, hvor også de + 50 er hipstersmarte.

kl.4:26

Den sidste runde i Rommy/500 Casino – hvor det sidste stik giver point og den med flest stik, spar, kort og trumfer vinder, danner rammen om mit liv. Mit arbejdsliv.

Jo tættere jeg kommer afslutningen, jo mere intensitet, længere og længere arbejdsdage og her til sidst arbejdsrelaterede drømme og afbrudt søvn præger min tilværelse.

Jeg tænker der ikke er mange andre, der vågner med frustrationer over usikkerhed på om man nu også kan få implementeret persondataforordningen – herunder specielt, men ikke alene, “retten til at blive glemt”.

Med mindre det er ens arbejdsområde. Og det er ikke engang mit.

Men om 2 måneder er opgaven slut og jeg forventer at generhverve mit liv.

På godt og ondt. Et helt almindeligt liv, måske et almindeligt job til en helt almindelig løn og normale arbejdstider.

Med mindre jeg får det job jeg planlægger at søge. Hvor alle idealerne matcher mine – og den ugentlige arbejdstid er på 18 timer.

Det gad jeg godt.

Og det ville føles som at få to esser, ruder 10 og spar 2 i sidste stik.

onsdag 24. august 2016 kl.7:06

Den ene dag har det med at tage den anden med sig – og nu er det onsdag og vi sidder og lader de sidste 10 minutter gå, inden vi kan betale og kører hjemad.

Ferien er ved at være slut. Mangler bare hjaemturen, som er planlagt til et enkelt stræk, hvis vej- og vejrguderne vil.
Her i den sidste del af ferien er vi kommet helt ned i gear og har ikke lavet meget andet end at daske rundt og ligge på stranden.

Dog lå hotellet vi har boet på en god travetur fra stranden, så dagen motion var en god tur ned af bjerget og en noget mere strabadserende tur op igen.

Men alt ting får en ende og når receptionisten har tænkt sig at møde ind, er vi den der har betalt og kan sige arrivederci Italia – mon ikke vi ses igen en dag? 

onsdag 17. august 2016 kl.8:58

Omkring mig taler alle italiensk, som i at ingen vil indrømme at de måske også taler lidt engelsk.

Hvilket gør det lidt svært at finde ud af om min parkering er genial, eller ulovlig om en time. 

Men da der alligevel er 20 minutter til købmanden åbner, tager jeg bare en kop kaffe og håber på det bedste.

Vi har flyttet os. Fra den sydlige del af Garda-området til den vestlige side. Til højre ligger søen og til venstre troner bjergene.

Og det er nok den kombination, der var med til at skabe det uvejr vi kom ud i, da vi var nede for at flytte bilen i går aftes.

Da vi kom ned til bilen tordnende det omkring os og øjeblikket efter kom der først hagl og derefter øsregn, så alt stod i et.

Heldigvis klarede det op, men det var vildt mens det stod på, og uvejret havde da også kostet et træ livet. Lige ovenpå to biler.

Lejligheden her er booket gennem Airbnb, og ligger i en mindre by. Vi troede vi skulle til Limone. Men det viste sig at det var det ikke.

Jeg havde åbenbart ikke været opmærksom nok i booking processen. 

Det vi troede var altaner, viste sig at være trappeopgangen.
Jeg troede også først at jeg havde booket 3 overnatninger, men vi har 2.

Til gengæld er der en strand lige om hjørnet – og vi er dem, der er på vej derned nu.

lørdag 13. august 2016 kl.19:05

Vi tog den smukkeste vej over fra Østrig til Italien.

Man finder vejen ved at tage det forslag der har færrest kilometer, men er angivet til at tage den længste tid.

Og når man gør det, får man hårnålesving og hesteprust.

Vi kan godt lide Italien. Her er en behagelig varme (vi skal dog lige lære at holde siesta, der midt på dagen) – maden godt og naturen, ræddi, ræddi pæn.

I går tog vi rundt med færgerne på Gardasøen – og så på byer og mennesker (og mennesker, der så på byer):

Og i dag kørte vi rundt i området og så på natur, gamle byer og vinen….naturligvis

Og lidt kultur med knogler blev det også til.

Nu planlægger vi morgendagens tur – og jeg har bedt om en pause midt i ture, hvor jeg kan lave ingenting og fordøje turen.

torsdag 11. august 2016 kl.8:59

Når man er så gammel at man har rejst med papirskort, rejsechecks og collectcall, er der noget stadigt fascinerende over alt det man kan i dag, med en mobiltelefon og udenlandsk data/telefoni.

Således også når man sidder i regnvejr på en p-plads udenfor en østrigsk Spar. 

Et opkald til SOS-autohjælp, skaffede en østrigsk vejhjælp. Da startkapler ikke gjorde tricket, gav han os navnet på byen med det nærmeste Fordværksted.

Googlemaps viste vej og mens vi stod og hakkede i gloserne og den fælles forståelse, ringede SOS’en tilbage, med en tysktalende dame til at sikre forståelsen.

Aftale om hvem gør hvad og hvortil regningen skulle gå blev aftalt – men aldrig effektueret.

For det viste sig bare at være en løs skrue og den blev skruet i, helt uden beregning.

Og da den halve dag alligevel var gået, kørte vi ud i det blå – eller rettere op på et bjerg … og med googlemaps i baghånden tør man godt vildvejene.

Og nu forlader vi regnvåde Østrig og de 10? – og kører mød varmere himmelstrøg… Håber vi så inderlig (og tjekker lige vejr app’en for bekræftelse).

onsdag 10. august 2016 kl.10:41

Vi kørte over grænsen til Østrig i høj sol, blå himmel og 28?.

Terrassen var næsten for varm at sidde på ved ankomsten – men efter at vi havde været ude og købe ind og fået afkølet hvidvinen til den korrekte temperatur, havde også stengulvet på terrassen fået en acceptabel temperatur og aftensmaden blev indtaget med udsigt til bjerget på den anden side.
Og derfra blev det anderledes.

Østrig er grønt. Og vi ved hvorfor.

Det har regnet uafbrudt de sidste 48 timer og ser ud til at fortsætte sådan i endnu et døgns tid endnu.

Som almindelig regnvandt gennemsnit dansker tog vi op på et bjerg – og det så nogenlunde sådan ud hele vejen ned:

Eller sådan, hvis man dristede sig til at kigge op:

Men vi havde det ret meget for os selv. Og om endnu en dags tid bliver det sidste af vores tøj vel også tørt igen.

Eftermiddagen blev brugt på et varmt stenoliebad og en massage og en lunken kop kakao – og gåtur i mere regn, med deraf følgende brug af sædevarmer.

Og det sidste er måske grunden til at vi har tilbragt den sidste 1 1/2 time på en p-plads udenfor Spar – hvor vi lige holdte ind for at stille på gps’en og derefter ikke kunne starte igen.

Og nu skal vejhjæpen testes.

Næste side »