Efter at jeg i flere år har været mere end på omgangshøjde med min viden og min jobmæssige færden, oplever jeg lige for tiden en næsten daglig travetur ud i nyt og jomfruelig jord af ikke-viden.

Det er jo fint nok at lære nyt, men det er frustrerende at opdage alt det man ikke vidste, indenfor et område man troede man egentligt var klædt rimelig ordentlig på til at håndtere.

Mine katte kom hjem med lopper, min kæreste med en eller anden form for city-blues, der ser ud til kun at kunne forbedres med intensiv dykning og jeg fandt ud af, at jeg får ondt i røven af kontorarbejdet - i helt bogstavligt forstand.

Det er sensommer om en hals og jeg har stadig feriestemning i min krop.

Selvom jeg har travlt som ind i, noget man ikke kan sige, så trisser jeg rundt i strandtempo og klip-klappere og tænker, at det går jo nok og mon det ikke går over af sig selv.

Men jeg vågner med summende hænder og det er ikke fordi jeg laver for meget havearbejde i denne omgang.

Måske det handler om at have for meget i gang på en gang … men sådan kan det jo ikke være for jeg har jo lært af mine erfaringer … ikke?

Og det er bare sådan, at når der er bryllup i familien, så kører man da til den anden ende af Danmark for at være med, selvom en god bid af en egentligt godt kunne tænke sig at tilbringe weekenden i lige dele køkkenhave og en god bog.

Men næste weekend har jeg ingen planer og så skal der fråses i morfar i sofaen og kiggekaffe til avisen.

Efter sådan en dag, hvor jordbærkage er blevet afløst af salte nødder og kaffe af kølig rosé og det ene gode menneske af det andet er det svært, at være andet end glad.

Siden sidste fredag har jeg haft en hed drøm om at få ordnet mine fødder i morgen.

Timelang massage af ømme fødder og belastede lægge, velduftede fodbade og lækre cremer, at få fjernet al hård hud så mine fødder er lækre og bløde som babynumser og til sidst slutte af med polerede negle og måske en fransk pedicure, som jeg kan fremvise i smukke sommersko, som jeg klart kommer til at have på i forbindelse med weekendens udskejelser.

Og selvfølgelig burde jeg have booket tid for flere uger siden - men det er åbenbart for svært for mig.

Resultatet er at uanset hvor jeg har ringet hen så er der meldt alt udsolgt … og så er det bare at jeg spørger:

Hvor er den finanskrise, når man har brug for den - og får alle ordnet deres fødder i morgen?

… det er nu lykkedes mig at finde et sted … det er dobbelt så dyrt som alle andre - så der var et hul og jeg glæder mig til:

 - Afspændende aromatisk luksus fodbad
- Luksus fodpeeling
- Hård hud på fodsålen files og ligtorne ordnes
- Neglebånd ordnes
- Neglepladen poleres og files
- Luksus fodmaske
- Cirkulag gel påføres lægges
- Fodmassage
- Fransk lak

… åh ja…

Dem, der er på Roskilde for første gang nu, var 6 år gamle, sidst jeg var der.

Kunne jeg høre i Radioen i morges.

Jeg synes ikke at der er gået 10 år siden. Men det er der - og jeg husker stadig den underlige stemning, der var på Festivalpladsen, da død og musik blev blandet på en usandsynlig tragisk måde. Jeg husker hvordan det virkede helt rigtig på os, der var på Roskilde, at musikken blev ved med at spille, og at det først var da man kom væk derfra, at man tænkte over det bizare i at musikken ikke stoppede.

Men tiden er skyllet ind over mindet, og det er så heller ikke så underligt, når mange af festivalens gæster var i førskolealderen, dengang det skete - og at (nogen af) os, der var med dengang, nu bruger tiden i en nyttehave, hvor vi sidder og drikke kølig rosé og ser himlen blive mørk over endnu et bål.

Tiden går.

Svigermor er sendt over til middag hos naboerne, og udenom hendes øjet er store danske jordbær blevet dyppet i mørk chokolade, og sat et hemmeligt sted.

Champagnen står og køler sig, mens vi tager friheden til at shoppe noget LoOove - (corny ordspil på Love Shop i Tivoli Friheden).

Det er fredag, det er weekend og det er kærestetid.

Sidste år i august, da sommeren lakkede mod enden og livet var blevet genopfrisket af ferie i sommerlandet, var planen at vi ville kigge på hus.

Hvor jeg regnede med at et hus i omegnen af vores arbejdspladser ville gøre tricket, mente min kæreste at vi skulle flytte til Jylland.

Vi er endt med ikke at købe hus (endnu), men en del af en kompromisløsning blev, at kæresten og kattene ville være i sommerhuset hele sommeren.

I dag går jeg så ind i min 2. uge som græsenke. og selvom det er underligt at være sig selv 100% efter små 4 års samliv, så er det også forfriskende i forhold til alle de vaner og uvaner man går og bygger op omkring sig selv og sit samliv.

Og jeg tror at vi hver i sær lærer noget om os selv og vores samliv i løbet af sådan en sommer.

Men jeg ved også at det er fedt, at jeg har møder i Jylland i midten af ugen, så jeg kan krydre samværet med et forlænget ophold om ikke så længe. Og hvis jeg kan tro på dmi, så bliver vejret til at holde ud.

Og når vi taler om krydderi, så har jeg skrevet bag øret, at jeg nok skal tage nogle små plastiskskilte med til urtehaven, sådan at kæreste og svigermor kan finde rundt i krydderierne, mens jeg er hjemme i storbyen.

For det er vist ikke sundt for nogen, at historien med lavendelkartoflerne gentager sig ……

Gårsdagens solskin blev blandt andet brugt til - igen - at se indersiden af en skadestue. Et møde med en pose med flasker - og åbenbart også glasskår - resulterede i et knivskarpt snit i læggen, der endte med at kræve 3 sting, syet af en læge, der nærmest ikke var kommet over konfirmationsalderen.

Det unge udseende kunne han tilgives - det er den samme gamle erkendelse af at jo ældre man selv bliver, jo yngre bliver læger, journalister, politikere og andre offentlige ansigter - men da han adspugt om hvor lang tid der skulle gå, inden jeg skulle have taget stingene sagde; “vistnok 10 dage” kunne både han og jeg høre at det ikke lød helt godt, og bedre blev det ikke da han tilføjede “ja, det plejer de at sige”.

Hvis det ikke var fordi, at han faktisk havde gjort det godt, og syet mig så fint, at jeg slet ikke kunne mærke det (selvom jeg ikke blev bedøvet), så havde jeg været mere bekymret end jeg var.

Men han gav mig lov til at gå i høje sko og danse, og så var jeg glad, for aften sluttede af i festligt lag blandt gode mennesker, god mad og godt øl.

Og i dag står den på udplantning af tomater, for min mor har altid sagt at man skal vente til efter Grundlovsdag med at udplante agurker og tomater - for at være sikker på at der ikke kommer nattefrost … og den dag er ventet med længsel af mig og planterne i vinduet…

Jeg har efterhånden været syg så længe, at snot, hoste, feber og lavt energiniveau er blevet det nye mig.

Og jeg er nået dertil, at jeg har droppet at lade sygdom hindre mig at gå på arbejde, eller lave noget i min have.

Det er sikkert ikke den bedste taktik, men jeg har bare ikke mere tid til overs til at lave ingenting, da alt den ingenting hober sig op til mangeting.

Så gårsdagen bød på trillebørskørsel med grus og søsten fra tidlig morgen, efterfulgt af 5 timers fælles(tvangsarbejde). Dernæst 3 timers arbejde, kombineret med lidt portvinsdrikning, i egen have samt pasning af søsterunger (med medfølgende snak og vandpjaskeri). Da jeg endelig kom hjem, efter aflevering af barn og en lang gåtur, bestod aftensmaden af en skål rosiner og mandler og snork på divanen.

Jeg vågnede op og så en tysker synge, og gik så i den rigtige seng. Hvor jeg efter et par timers analysering af alle de ting. der mangler at blive lavet i min have, endelig faldt i søvn igen.

Jeg ved ikke hvor mange advarselslamper jeg skal fortsætte med at se blinke - men tanken om eksempelvis 2 måneders sommerferie, med udeliv, meditation og urtete lyder klart bedre end det jeg har linet op.

<ironi on>Men man vælger jo selv sit liv, ikk?</ironi off>

Lige som jeg troede at jeg var ved at komme ovenpå igen, så fik sygdommen igen smidt krogen i nakken af mig, og med møje og besvær landet mig i sygesengen igen. Søndag vågende jeg med ondt i halsen og det videreudviklede sig over pinsedag.

Så nu er jeg tilbage med snotnæse og nattehosteri.

Og det var mig, der ellers priste mig af at jeg syntes, at jeg havde sådan et godt helbred.

Ta’ den Hybris.