Jeg er aldrig rigtig gået med på moden med hjemmehæklede karklude – men vi har viskestykker der stammer fra min mands mormor.

Det var ikke noget jeg havde planlagt, men da jeg ledte efter en grydesvamp, kunne jeg se, at det ikke ville skade at få sorteret i skuffen med karklude og viskestykker.

Og i den proces opdagede jeg at vi havde hæklede karklude og tidligere nævnt arvestykker.

Den videre skæbne

Faktisk er det kun det allermest slidte der er røget helt ud. Resten er sorteret i en pose til min mands værksted og en pose til snavset madlavning. Så at tingene kan bruges en gang til, inden de går endeligt til…og sådan at vi ikke får ødelagt de få pæne karklude og viskestykker vi nu har tilbage.

Det var meningen, at jeg lige nu skulle være på min 3. dag på min bryllupsrejse. Der skulle være blå himmel, varmt vand og oplevelser nede i dybet.

Men det blev ikke sådan:

Den forkølelse/ondt i halsen, der dukkede op sidste mandag, mens vi ryddede op efter brylluppet, fik sit eget liv og udviklede sig til en “atypisk lungebetændelse”. Altså kold lungebetændelse.

Og da rejseforsikringen sagde vi rejste ud på egen risiko, med mindre vi kunne få en læge til at sige god for rejsen og lægen ikke ville det, var beslutningen ligesom taget.

Og jeg gik i seng og min mand tog på arbejde.

Øv.

Og på et tidspunkt får jeg nok overskud til at pakke rejsen væk.

Det starter altid med “Bare lige”.

Jeg skal bare lige noget. Bare lige se et par venner, bare lige lave noget mad og bare lige servere et par drinks.
Og et eller andet sted knækker kurven og jeg må igen indse at jeg ikke mestrer begrænsningens kunst.

Denne gang har jeg dog købt mig fra det meste. Kagen tager dessertdragen sig af – det har de før vist at de gør godt – maden er ligeledes bestilt udefra.

Der hvor jeg har kunnet skåne mig selv har jeg købe mig fra det – eksempelvis slæbes de fleste af drikkevarene op af nemlig og postnord (levering til døren er ubetalelig når man bor på 4. sal).

Og selvfølgelig koster det. Men min 51 års fødselsdag er min egen gave til mig efter alt det jeg selv og verden har budt mig selv de sidste 1 1/2 år.

Jeg får inspirerende besøg. Skønne kvinder der har valgt denne aften til – mange af dem, er nogen jeg har set alt for sjældent. Vi skal have min yndlings mad: noget nogen andre har lavet ;-), kage uden anstrengelser og tøsedrinks.

Det bli’r så godt. Og jeg glæder mig og tror at jeg sætter ind på glædeskontoen.

Jeg passerede forbi en bekendt.Vi deler samme gård og jeg ved at hans kone døde sidste sommer.

Han gik rask af sted ved siden af en yngre kvinde, bærende på et lille barn.

Havde skæg i hele hovedet.

For 10 eller 20 år siden – eller tilbage i 40’erne eller 50’erne ville det skæg have symboliseret det totale forfald, da ingen mand på +50 med respekt for sig selv, ville anlægge et gråsprængt fuldskæg.
I dag ved jeg bedre. Ser skæg springe ud på praktisk taget alle mænd, unge som gamle – grå eller farvede.

Det er som om, at der er taget en kollektiv beslutning om at hår i ansigtet er det der gør en smart og ikke mindst, at det er klædelig til alle.

Og når man går forbi en der blev enkemand for trekvart år siden og hans skæggede ansigt er fulgt af yngre kvinde med barn, er der nogenlunde lige stor sandsynlighed for at det er en ny kæreste, som at det er en datter og barnebarn.

I hvert fald på Vesterbro, hvor også de + 50 er hipstersmarte.

Den ene dag har det med at tage den anden med sig – og nu er det onsdag og vi sidder og lader de sidste 10 minutter gå, inden vi kan betale og kører hjemad.

Ferien er ved at være slut. Mangler bare hjaemturen, som er planlagt til et enkelt stræk, hvis vej- og vejrguderne vil.
Her i den sidste del af ferien er vi kommet helt ned i gear og har ikke lavet meget andet end at daske rundt og ligge på stranden.

Dog lå hotellet vi har boet på en god travetur fra stranden, så dagen motion var en god tur ned af bjerget og en noget mere strabadserende tur op igen.

Men alt ting får en ende og når receptionisten har tænkt sig at møde ind, er vi den der har betalt og kan sige arrivederci Italia – mon ikke vi ses igen en dag? 

Omkring mig taler alle italiensk, som i at ingen vil indrømme at de måske også taler lidt engelsk.

Hvilket gør det lidt svært at finde ud af om min parkering er genial, eller ulovlig om en time. 

Men da der alligevel er 20 minutter til købmanden åbner, tager jeg bare en kop kaffe og håber på det bedste.

Vi har flyttet os. Fra den sydlige del af Garda-området til den vestlige side. Til højre ligger søen og til venstre troner bjergene.

Og det er nok den kombination, der var med til at skabe det uvejr vi kom ud i, da vi var nede for at flytte bilen i går aftes.

Da vi kom ned til bilen tordnende det omkring os og øjeblikket efter kom der først hagl og derefter øsregn, så alt stod i et.

Heldigvis klarede det op, men det var vildt mens det stod på, og uvejret havde da også kostet et træ livet. Lige ovenpå to biler.

Lejligheden her er booket gennem Airbnb, og ligger i en mindre by. Vi troede vi skulle til Limone. Men det viste sig at det var det ikke.

Jeg havde åbenbart ikke været opmærksom nok i booking processen. 

Det vi troede var altaner, viste sig at være trappeopgangen.
Jeg troede også først at jeg havde booket 3 overnatninger, men vi har 2.

Til gengæld er der en strand lige om hjørnet – og vi er dem, der er på vej derned nu.

Vi tog den smukkeste vej over fra Østrig til Italien.

Man finder vejen ved at tage det forslag der har færrest kilometer, men er angivet til at tage den længste tid.

Og når man gør det, får man hårnålesving og hesteprust.

Vi kan godt lide Italien. Her er en behagelig varme (vi skal dog lige lære at holde siesta, der midt på dagen) – maden godt og naturen, ræddi, ræddi pæn.

I går tog vi rundt med færgerne på Gardasøen – og så på byer og mennesker (og mennesker, der så på byer):

Og i dag kørte vi rundt i området og så på natur, gamle byer og vinen….naturligvis

Og lidt kultur med knogler blev det også til.

Nu planlægger vi morgendagens tur – og jeg har bedt om en pause midt i ture, hvor jeg kan lave ingenting og fordøje turen.

Når man er så gammel at man har rejst med papirskort, rejsechecks og collectcall, er der noget stadigt fascinerende over alt det man kan i dag, med en mobiltelefon og udenlandsk data/telefoni.

Således også når man sidder i regnvejr på en p-plads udenfor en østrigsk Spar. 

Et opkald til SOS-autohjælp, skaffede en østrigsk vejhjælp. Da startkapler ikke gjorde tricket, gav han os navnet på byen med det nærmeste Fordværksted.

Googlemaps viste vej og mens vi stod og hakkede i gloserne og den fælles forståelse, ringede SOS’en tilbage, med en tysktalende dame til at sikre forståelsen.

Aftale om hvem gør hvad og hvortil regningen skulle gå blev aftalt – men aldrig effektueret.

For det viste sig bare at være en løs skrue og den blev skruet i, helt uden beregning.

Og da den halve dag alligevel var gået, kørte vi ud i det blå – eller rettere op på et bjerg … og med googlemaps i baghånden tør man godt vildvejene.

Og nu forlader vi regnvåde Østrig og de 10? – og kører mød varmere himmelstrøg… Håber vi så inderlig (og tjekker lige vejr app’en for bekræftelse).

Vi kørte over grænsen til Østrig i høj sol, blå himmel og 28?.

Terrassen var næsten for varm at sidde på ved ankomsten – men efter at vi havde været ude og købe ind og fået afkølet hvidvinen til den korrekte temperatur, havde også stengulvet på terrassen fået en acceptabel temperatur og aftensmaden blev indtaget med udsigt til bjerget på den anden side.
Og derfra blev det anderledes.

Østrig er grønt. Og vi ved hvorfor.

Det har regnet uafbrudt de sidste 48 timer og ser ud til at fortsætte sådan i endnu et døgns tid endnu.

Som almindelig regnvandt gennemsnit dansker tog vi op på et bjerg – og det så nogenlunde sådan ud hele vejen ned:

Eller sådan, hvis man dristede sig til at kigge op:

Men vi havde det ret meget for os selv. Og om endnu en dags tid bliver det sidste af vores tøj vel også tørt igen.

Eftermiddagen blev brugt på et varmt stenoliebad og en massage og en lunken kop kakao – og gåtur i mere regn, med deraf følgende brug af sædevarmer.

Og det sidste er måske grunden til at vi har tilbragt den sidste 1 1/2 time på en p-plads udenfor Spar – hvor vi lige holdte ind for at stille på gps’en og derefter ikke kunne starte igen.

Og nu skal vejhjæpen testes.

Måske er det fordi vi er de rene amatører i bilferie, eller aldrig rigtig har betragtet Tyskland, som en rejsedestination – eller begge dele. Men Bamberg, hvor vi landede i, til vores første overnatning tog os begge overraskelse.. på den gode måde.

Vi kom der for øllens skyld.Bamberg er nemlig arnestedet for en anderledes øl: røgøl.

Den fik vi smagt. Og kan man lide spegepølse og øl, kan man også lide røgøl.

Den vi fik, fik vi serveret på ægte bayersk manér, i gårdhaven til et lokalt bryggeri. Og med musik til.

 Men det stoppede ikke der.

Byen var skæv, sjov og med hyggelige stræder og gader og flere kanaler og broer. Gammelt domhus, rosenhave, bygninger placeret både ved og i kanalen – og områder de kalder lille Venedig.

En charmerende lille by – med mere end en håndfuld lokale bryggerier og liv både om dagen og aftenen.

Og det var helt sikkert at vi havde valgt et perfekt sted at starte vores ferie – og at vi har fået inspiration og nye tanker om hvor og hvordan man kan holde ferie.

Også selvom man ikke kan kalde det fodder vi fik til aften specielt sofistikeret: