Snik Snak


søndag 17. september 2017 kl.8:27

Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser. 

Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af. 

Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende. 

Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.

Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.

Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.

Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:

Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.

Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.

En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.

Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.

2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus  … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.

fredag 1. september 2017 kl.5:49

Lige nu har jeg det du skriger efter, hvis man skal lytte til medierne: tid.

Efter at have været så meget flyvende, at vandret var det nye oprejst, er jeg nået til et holdt. En pause.

Min krop har ikke opdaget det. Min hjerne har ikke fattet noget. Jeg fylder pausen ud med lister på ting, der skal gøres før mit hjem er et hjem. Og kalenderen med mennesker jeg skal mødes med og aftaler om at træne en utrænet krop.

Hver weekend i september står på aktiviteter og rejser – og pludselig hører jeg mig selv vrænge over ophold på gourmetkro og storbyferie.

Jeg har det du mangler – og jeg forstår ikke at værdsætte det.

tirsdag 22. august 2017 kl.8:35

I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.

Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.

Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.

Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.

Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.

Og jeg har projekter nok.

Men kan man det. Kan jeg det?

Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.

mandag 7. august 2017 kl.6:32

Min kæreste tog et ordentligt nøk udenfor terrassedøren – og pludselig, under alt det grønne, viste det sig, at der lå en terrasse og at der i hjørnet af den, er en enkelt morgensolsplads … og den fandt jeg i dag.

fredag 4. august 2017 kl.6:53

I mandags flyttede jeg fra 4. sal til jordniveau. 17 år i samme lejlighed, 25 år i samme ejendom centralt på Vesterbro.

Nu bor jeg i et lille villakvarter i Valby og tingene er ikke de samme.

Når jeg går i seng, er her så stille, at jeg kan høre mit eget hjerte slå. “Dunk-dunk, dunk-dunk” lyder det. Selvom jeg bare ligger, helt roligt.

Jeg var godt klar over, at jeg ville komme til at møde en del edderkopper – dem bruger vi ikke så meget på V-Bro. Jeg har allerede nu støvsuget flere end der tillades i en buddhistisk verden – men de to bænkebidere, der kravlede på min reol i morges var en overraskelse.

De blev med en neglefil og en tommestok lempet ud i haven. 

Når man i øvrigt er i den der have – og det begynder at regne, så er der på magisk vis kun et enkelt befrigende skridt op i tørvejr.

Eller man kan, som jeg gør nu – sidde i ly med fusserne, stukket lidt ud:

Selvom jeg de sidste 11 år har boet mange lange perioder i min kærestes hus i sommerlandet, er det her alligevel noget andet.

Jeg skal for eksempel forholde mig til affaldsortering på et meget mere praktisk plan: i går skulle kassen med “farligt affald” stilles ud. 

Sådan en havde vi ikke på stenbroen, eller så var det viceværtens job.

fredag 7. juli 2017 kl.13:49

Jeg synes ikke, at jeg har mange ting.

Opfatter også mig selv, som en ikke-materiel person, da det med at eje og købe ikke er alfa og omega i mit liv.

Og denne ikke-materialist har nok brugt omkring 14 dage på at pakke ned. En uges tid i maj, og så den sidste uge her.

Jeg har omkring 70 flyttekasser.

Og et fornyet syn på mig og mine ting.

De to gange jeg har skulle pakke, har været om mod en deadline og derfor har jeg kun skrabet i overfladen mht. sortering og hvad der er nice og hvad der er need.

Og hvad der er minder.

Jeg har eksempelvis ikke mindre end 9 pander:

  • 2 store teflonpander
  • 2 små teflonpander
  • 1 grillpande – overtaget da min mor fik induktionskomfur 
  • 1 æbleskivepande – også fra min mor (+en ekstra jeg har i sommerhuset)
  • 2 små crepe pander – som jeg overtog af min nederbo Eva, engang hun ryddede op.

Det er ikke nogen overraskelse at de 12 af flyttekasserne er køkkenting (heraf 3 med sylt, kolonialvarer og krydderier).

Og ingen mennesker har brug for 8 pander – om end jeg faktisk har gang i 4 pander når jeg bager pandekager.

Og det er svært at skille sig af med noget, man har fået, af nogen, der nu er død. 

Men når jeg kommer frem til mit lille nye hus – som er 43 m2 mindre end min lejlighed, skal jeg rydde op og skille mig af med ting …også selvom jeg får en kælder med god plads til opbevaring….

fredag 24. februar 2017 kl.7:16

Det starter altid med “Bare lige”.

Jeg skal bare lige noget. Bare lige se et par venner, bare lige lave noget mad og bare lige servere et par drinks.
Og et eller andet sted knækker kurven og jeg må igen indse at jeg ikke mestrer begrænsningens kunst.

Denne gang har jeg dog købt mig fra det meste. Kagen tager dessertdragen sig af – det har de før vist at de gør godt – maden er ligeledes bestilt udefra.

Der hvor jeg har kunnet skåne mig selv har jeg købe mig fra det – eksempelvis slæbes de fleste af drikkevarene op af nemlig og postnord (levering til døren er ubetalelig når man bor på 4. sal).

Og selvfølgelig koster det. Men min 51 års fødselsdag er min egen gave til mig efter alt det jeg selv og verden har budt mig selv de sidste 1 1/2 år.

Jeg får inspirerende besøg. Skønne kvinder der har valgt denne aften til – mange af dem, er nogen jeg har set alt for sjældent. Vi skal have min yndlings mad: noget nogen andre har lavet ;-), kage uden anstrengelser og tøsedrinks.

Det bli’r så godt. Og jeg glæder mig og tror at jeg sætter ind på glædeskontoen.

torsdag 23. februar 2017 kl.14:50

Jeg passerede forbi en bekendt.Vi deler samme gård og jeg ved at hans kone døde sidste sommer.

Han gik rask af sted ved siden af en yngre kvinde, bærende på et lille barn.

Havde skæg i hele hovedet.

For 10 eller 20 år siden – eller tilbage i 40’erne eller 50’erne ville det skæg have symboliseret det totale forfald, da ingen mand på +50 med respekt for sig selv, ville anlægge et gråsprængt fuldskæg.
I dag ved jeg bedre. Ser skæg springe ud på praktisk taget alle mænd, unge som gamle – grå eller farvede.

Det er som om, at der er taget en kollektiv beslutning om at hår i ansigtet er det der gør en smart og ikke mindst, at det er klædelig til alle.

Og når man går forbi en der blev enkemand for trekvart år siden og hans skæggede ansigt er fulgt af yngre kvinde med barn, er der nogenlunde lige stor sandsynlighed for at det er en ny kæreste, som at det er en datter og barnebarn.

I hvert fald på Vesterbro, hvor også de + 50 er hipstersmarte.

onsdag 24. august 2016 kl.7:06

Den ene dag har det med at tage den anden med sig – og nu er det onsdag og vi sidder og lader de sidste 10 minutter gå, inden vi kan betale og kører hjemad.

Ferien er ved at være slut. Mangler bare hjaemturen, som er planlagt til et enkelt stræk, hvis vej- og vejrguderne vil.
Her i den sidste del af ferien er vi kommet helt ned i gear og har ikke lavet meget andet end at daske rundt og ligge på stranden.

Dog lå hotellet vi har boet på en god travetur fra stranden, så dagen motion var en god tur ned af bjerget og en noget mere strabadserende tur op igen.

Men alt ting får en ende og når receptionisten har tænkt sig at møde ind, er vi den der har betalt og kan sige arrivederci Italia – mon ikke vi ses igen en dag? 

onsdag 17. august 2016 kl.8:58

Omkring mig taler alle italiensk, som i at ingen vil indrømme at de måske også taler lidt engelsk.

Hvilket gør det lidt svært at finde ud af om min parkering er genial, eller ulovlig om en time. 

Men da der alligevel er 20 minutter til købmanden åbner, tager jeg bare en kop kaffe og håber på det bedste.

Vi har flyttet os. Fra den sydlige del af Garda-området til den vestlige side. Til højre ligger søen og til venstre troner bjergene.

Og det er nok den kombination, der var med til at skabe det uvejr vi kom ud i, da vi var nede for at flytte bilen i går aftes.

Da vi kom ned til bilen tordnende det omkring os og øjeblikket efter kom der først hagl og derefter øsregn, så alt stod i et.

Heldigvis klarede det op, men det var vildt mens det stod på, og uvejret havde da også kostet et træ livet. Lige ovenpå to biler.

Lejligheden her er booket gennem Airbnb, og ligger i en mindre by. Vi troede vi skulle til Limone. Men det viste sig at det var det ikke.

Jeg havde åbenbart ikke været opmærksom nok i booking processen. 

Det vi troede var altaner, viste sig at være trappeopgangen.
Jeg troede også først at jeg havde booket 3 overnatninger, men vi har 2.

Til gengæld er der en strand lige om hjørnet – og vi er dem, der er på vej derned nu.

Næste side »