Forandring


tirsdag 22. november 2016 kl.10:38

Himlen gav sit bedste show i morges.

Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.

tirsdag 25. oktober 2016 kl.5:43

Kan man blive glad over andres sorg? 

Så dokumentaren “Tig” på Netflix i går. Om Tig Notaro en amerikansk stand-up komiker.

I en lille ubrudt perlerække af shit-ting bliver Tig ramt af en alvorlig tarmsygdomme, kæresten går fra hende, hendes mor dør og hun får konstateret kræft i begge bryster.

Det der slår mig mest er den gennemgribende sorg over at miste sin mor.

Hun siger i dokumentaren:

“I can adjust to my body being different and I can adjust to eating different. That’s fine. Losing my mother, that’s not fine.” 

Og på en underlig livsbekræftende skæv måde, er det en utrolig lettelse at opleve andre voksne give udtryk for stor sorg over at miste en forælder.
For min sorg, over at have mistet min mor, er her stadig. Alive and kicking.

søndag 2. oktober 2016 kl.11:43

Det er heldigvis kun min mors soveværelse vi skal rydde i første omgang. Hendes tøj og papirer. Sytingene, det garn hun selv spundet, det sidste grej fra hendes fag som frisør. Kasser med papirsfoto, cd’er og kassettebånd.

Men også de sidste ting hun har skrevet. Om hendes liv som syg. Om “3 ting der gør mig glad” – og ordene om alle frustrationerne i dagligdagen. 

Så selvom det kun var et lille værelse, har det taget 3 ture til huset. Tre omgange med “husker du” og gråd og grin og frustrationerne over hvad man gør med et grimt hårtørklæde, man hverken vil eje eller smide ud.

Men da vi ikke må fjerne de møbler og hylder der er i værelset, endte de allersidste anstrengelser lidt lettere: de sidste ting bliver tilbage og så må vi tage det, når huset skal ryddes. Når vores stedfar på et tidspunkt flytter ud eller er taget væk.

Men hvis målet var tomhed i skabe, hylder og skuffer er vi nærmest i mål.

mandag 12. september 2016 kl.21:33

Først var sygdommen. Og mere sygdom og værre sygdom og efter dødsfaldet optakten til begravelsen, som til tider druknede i den følelsesstorm, der var omkring min fars deltagelse i bisættelsen.

Wroooom. Det var juni. Juli tilbage på arbejde. Afvikling af en malplaceret fest og en uges ikke-så-meget-ferie-ferie. Et mindre nedbrud i sorg og så videre. Mere arbejde, i stadig højere tempo.

Og ferie. Puf. Mentalt stilstand. Skønheden i naturen. Sorgfulde øjeblikke. Aldrig mere, ikke mere – ingenting at dele. Og jo ….er jo ikke alene i verden.

Septembers tilbagevenden efter sommeren. Med utrolig flotte sensommerdage – dog betragtet fra en sygeseng, da 1 måneds ferie blev afløst af sygdom. Den første uge hjemme – nu forsøgsvis tilbage.

Tænker: hvornår kommer lettelsen? 

Udstrækning efter at have været sammenpresset så længe. Bliver det nogen sinde som det var engang? Før stress og sygdom og lange arbejdsdage?

Prøver at tænke “tålmod” ind i ligningen. Det må blive anderledes, for så meget er forandret.

mandag 29. august 2016 kl.8:56

Jeg regnede med at sorgen over min mors død, ville indhente mig her over sommeren, hvor jeg fik mulighed for at stå lidt mere stille.

Og det gjorde den også.

Flere gange fandt min kæreste mig smågrædende eller snøftede, fordi et eller andet havde udløst et sorg øjeblik.

Mine drømme har også været morfyldte. Flere af dem har handlet om at min mor ikke var klar over at hun var død. Og i alle hvor der har været et konkret sted involveret, har stedet været mit barndomshjem.

Også i nat.

Og jeg tænker på om jeg mon skal kontakte den nye ejer og høre om de er okay – eller om de kan mærke vi kommer på besøg om natten.

For de er så realistiske de drømme.

Måske det hele kommer mere tydeligt frem, fordi tilbagekomsten efter ferien også medbringer de praktiske forhold der stadig udestår: min mors aske er ikke stedt til hvile, boet er ikke gjort op (jeg manglede åbenbart nogle papirer til skifteretten), alle hendes ting står urørt i hjemmet – og vi har ikke sendt takkekort til dem der sendte hilsner til bisættelsen.

Det sidste fik jeg besked om under ferien. Under overskriften: “Dette er ikke en rykker”, blev vi alligevel gjort opmærksom på, at det ikke var Emma Gads ikke at sende takkekort.

Og måske er det på grund af alt det ufuldendte at min mor går rundt på Kastanievej og svinger tangentstokken?

tirsdag 26. juli 2016 kl.17:43

Hvis det ikke var fordi jeg hele denne her sommer har haft langt flere opgaver end (eller overskud) kunne jeg have nydt en kold drik her i min mors havemøbler – som nu er kommet ud i min have.

For i mit havehus, står det køleskab jeg købte tidligere på året og som er lige så lidt tilsluttet som jeg selv er.

Jeg prøver at forlig mig med at sådan blev denne havesæsson, mens jeg prøver at ignorere, at alt gror omkring mig med uformindsket grokraft.

En tomat, der havde overvinteret i en spand, og derefter hældt ud på jorden, er blevet til en tomatjungle. Min hokaidoplante gror ud over alle kanter af bedet – og i dag gjorde en pose squash lykke hos kollegaerne på arbejdet.

Livet går videre – specielt havelivet – uanset om man er med eller ej.

tirsdag 19. juli 2016 kl.18:01

Skulle ud og have underskrevet papirerne til skifteretten og samtidig lede efter en cykeltaske – og fandt mig selv stortudede i hendes soveværelse.

Ikke længere i stand til at skubbe ud og gemme væk.

Virkeligheden med at hun er væk og ikke kommer igen, kom rasende imod mig. Og jeg stod helt uforberedt.

Og det hun var og havde været, kom igen da jeg fandt hendes lille cykeltaske og den var så umiskendeligt hende, med misk-mask af halve ruller menthos, småpenge og de evindelige papirslommetørklæder.

Der er ikke noget der er mere betegnende end bunden af en dametaske (selv i form af en cykelditto).

Og det er både hårdt og ufattelig skønt at gense brudstykker af min mor og hendes liv i denne oprydningsproces, der knapt nok er startet.

onsdag 29. juni 2016 kl.23:04

Der står bunkevis af glas og rester af champagne (som i sød Asti) i mit havehus og aftenens “sæt” var te og kransekage.

Selvfølgelig er bisættelsen ikke gået fuldstændig fnugfri hen over mig.

Og jeg ser også selv, den drivende symbolik der var i den drøm, jeg vågnede op fra alt for tidligt i morges: Hvor jeg udefra (for det var jo ikke-nikke-mig) kiggede på en hundehvalp, der havde mistet sin menneskemor, og gik søgende rundt og ledte efter hende. Og til sidst fandt hendes duft i en bunke tæpper i en taske og derfor kravlede derned og faldt i søvn, i tæppebunken og duften.

Men det har jo intet med mig at gøre… 

Og min mors ting, dufter ikke rigtig mere – tænker det fordi hun må være holdt op med at bruge sin parfume, da hendes egen lugtesans forsvandt forsvandt, der for 2 år siden.

Så her i “efterlivet” har vi også gået en lille forsmag på det med ikke at kunne lugte (andre).

fredag 17. juni 2016 kl.6:55

image

Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

Og jeg kunne ikke rumme det.

Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.

onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Næste side »