Min kærestes morfar plantede engang i 50’erne eller 60’erne, 4 kirsebærtræer i det der var hans datters svigerforældres sommerhus.

Igennnem 6 år har jeg høstet og fornøjet mig med de bær der kom mange år senere.

Men nu er de 3 af træerne der ikke mere … og nøddehegnet er klippet ned.

… og os der gør plads for det nye, skal huske at plante et træ eller flere. For de kommende generationer.

Det der med træningen der ellers startede så fint (og endda blev vedligeholdt i den anden del af landet) gik jo lidt i sin mor igen.

Først blev jeg syg, så skulle jeg på ferie, så tog jeg på ferie og så blev jeg syg igen, og så skulle jeg genmotiveres. Det brugte jeg vel en 5-6 ugers tid på.

Inden jeg så kom igang igen.

Og måske har fundet mit træningsjunk.

Crossfit.

Det kan godt være, at jeg er den allersidste til at opdage det. Men det er godt nok den mest effektive træning jeg nogenside er stødt på.

Og for sådan en som mig, der ikke er naturlig glad for at træne og kun gør det for resultaterne, så skyldes glæden vel i bund og grund, at jeg fra start kan se en ende på det og dermed kan overskue hvornår jeg er færdig.

Jeg kan forstå, at der er mange forskellige måder at gennemføre en WOD (Workout Of the Day). Man laver 5 forskellige øvelser. Første gang skulle vi lave så mange gentagelser vi kunne på 1 minut og her i går skulle vi lave 3 runder af 20 gentagelser.

Begge dele er overskueligt. I hvert fald for mig.

Helt ærligt – hvem kan ikke lave 20 sit-ups, eller hoppe i et minut. Det virker overskueligt. Og man glemmer ligesom lidt at man lige efter de her sit-ups eller hop, skal lave en ny øvelse i et minut eller et antal gentagelser.

Og igen.

Og igen.

Jeg har dog også meldt mig til andre hold og er endnu ikke sprunget så meget ind i crossfit-trenden at jeg har meldt mig ind i et eksklusivt crossfit-center.

… det eneste minus (som jo så egentligt på sigt må være et plus) er at jeg i de sidste 2 uger har haft træningsben. Det gør ondt når jeg rejser og sætter mig og så er det ikke nogen fornøjelse at gå på trapper – hvilket kan i den grad kan mærke når man bor på 4. sal…..

11 maj – det vil sige for 4 måneder og 2 dage siden, havde vi oversvømmelse i kælderen.

Vores forsikringsselskab reagerede forbløffende hurtigt og jeg var ikke sen til at rose dem, for der gik jo kun nogen få timer før vi havde en mand ude og se på skaderne og kasser til at pakke tingene i. Vi fik sorteret og kørt væk – og så skete der ikke rigtig mere. Jeg havde fået at vide at de ville sende en mand ud og kigge på de ting der skulle kasseres og derfor har vi haft de ting stående i en nabos kælderrum, men vi ventede.

Og vi ventede.

Og ventede.

Og ventede lidt mere.

Efter 3½ måned rykkede jeg så for svar. Og fik at vide at de ikke ville sende en mand ud, men jeg kunne sende en skadesopgørelse ind. Jeg måtte fortælle at sådan en kunne jeg ikke lave før jeg fik mine ting retur – jeg ved jo ikke hvad der kan reddes og hvad der har måtte kasseres.

Jammen jeg skulle jo bare have mine ting retur fra opmagasinering da.

“Opmagasinering!” spruttede jeg. Det håber jeg da ikke der bare har været tale om. De skulle jo rengøres og fikset?!!

Nåmen den rare forsikringsmand ville da lige undersøge det og vende tilbage.

14 dage senere var han ikke vendt tilbage og nu var naboen begyndt at rykke for at få sit kælderrum retur, så igår tog jeg lige en ny tur med forsikringsselskab og skadesservice.

Forsikringsselskabet fortalte mig så at “jammen de havde lige betalt 12.000 kr. til skadesservice, så jeg kunne bare aftale med dem at få mine ting retur. Skadesservice kunne så fortælle mig, at det kunne da godt være de havde fået penge fra forsikringsselskabet – men de var bare for opbevaring, for de havde aldrig fået svar på deres henvendelse af 27. juni hvor de havde spurgt om de måtte gå igang med at ordne tingene!!! Retur til forsikringsselskabet der primært svarede “….” og “jammen vi har ikke fået noget brev fra skadesservice”.

Og jeg sidder så her og føler at det hele er noget molbosk og tænker på at hvis tingene bare har stået drivvåde i 4 måneder – uden at der blev taget sig af dem, så er der vel ikke meget tilbage at redde? Alt må da være rustent og jordslået…

Rusten, jordslået og velbetalt … 3000 kr. har det åbenbart kostet pr. måned at have de her to selskaber til at stå og vente på hinanden. Det er da bare totalt for dårligt, for jeg ved da godt hvem der i sidste ende kommer til at betale for den regning.

Og jeg er bare så forbløffet over at det forsikringsselskab som jeg ellers har oplevet som effektive og fair i så mange andre sammenhænge, i det her tilfælde har opført sig som fuldstændige håbløse amatører – og måske har ødelagt mine ting ved ikke at have nogle fornuftige procedure på deres interne skadesagsbehandling.

Det var i hvert fald ikke sket i min butik at jeg bare betalte en regning  på 12.000 kr. uden så meget som at undersøge hvorfor. Men måske jeg skal tilbyde dem min assistance til udfærdigelse af nogen arbejdsgange, der sikre at de ikke taber deres sager og dermed i sidste ende deres kunder på gulvet?

Men den smukkeste krans er dog din September Hans, den er bundet af blomster og hjerter så varme, så glade….

Det er min kærestes fødselsdag og morgenstunden var mild og varm og glad. En tur i haven resulterede i denne krans, der skal indgå i en fødselsdagsgave til en anden.

Selvom jeg elsker det tidligste forår mest. Den tid lige inden det hele springer ud – og himlen tager den fineste lyseblå himmel på, så må jeg indrømme at min næstbedste årtid er sensommeren, hvor hver eneste dag kan gå til både den ene og den anden side.

Hvor blomsterne blomstre tæt og æblerne får røde kinder og lover sødme og saft til vinteren. Hvor man kan nyde sin have uden at yde alt for mig, fordi tingene vokser langsomt og tæt.

… og selvom kransen er bundet til en anden er den alligevel bundet til min september mand – som tager endnu et skridt videre i årsrækken i dag. Og jeg håber at det kommende år vil bringe ham glæde og fremskridt og lige præcis det sommerhus som fylder så meget i hans liv lige nu.

I onsdags havde jeg den fornøjelse, at nyde et godt måltid mad og en god flaske vin på gadekøkkenrestauranten Nam Nam. God mad og klart værd at komme igen.

Men man kunne have serveret hvad som helst for mig den aften – for det vigtigste af alt var at jeg var ude sammen med et af mine helt klare yndlingsmennesker … min allerbedste Milo og den først jeg delte min nuværende lejlighed med.

Og hans dejlige kæreste og min ditto.

Selvom det må være 6 år siden vi sidst har set hinanden og 10 år siden at han flyttede ud af lejligheden – gik snakken let og smertefrit – og vi fik vendt dette og hint, i de alt for få timer jeg fik, mellem deres rejse gennem Skandinavien tilbage til Holland, hvor de bor.

Men hvor var det skønt at gense ham og se at alt er ved det samme – selvom vi er ti år ældre og en lille bitte smule tungere … men klart pg.a. alt den livs visdom vi har taget til os i den mellemliggende tid.

Og dejligt at se det bånd der er mellem ham og hans skønne kæreste, som jeg kun har mødt kort og alligevel på grund af elektroniske medier føler at jeg kender meget bedre end jeg gør. Utroligt beroligende at opleve at han har fundet en der er lige så dejlig og kærlig som ham selv.

Smukke mennesker der spurgte så interesseret til vores sabatår og overvejelser, og vores liv i helhed. Igen følte jeg mig favnet i problemløs kærlighed og omsorg. Ikke at forglemme alle de komplimenter jeg fik gennem aften. Som jo heller ikke gør noget ved helhedsindtrykket.

Og jeg satser på at der ikke skal gå 6 år mere til vi ses igen, selvom jeg ved at vores næste gensyn bliver by proxy, da de skal låne vores lejlighed til pinsen, så de kan komme til Melodi Grandprix, mens vi er til pinsebryllup.

… men jeg skal, skal, skal til Maastricht inden alt for længe, for visitten forleden bragte så meget behov for at smage noget mere af de skønne mænds selskab.

På A’mar er en fælled, hvor ting og sager gror – og hvor jeg i lørdags bedrog mig hen og sankede i vilde-milde sky.

Brombær blev det til. Sorte som en nattedrøm. Og Mirabeller gule, plukket fra et træ. Havtorn langt  fra havet – skænkede mig de sure orangebær, der gemmer sig blandt pikke og kun vil gøre bekendtskab med gryden efter et ophold i fryseren. Til sidst blev cyklet besmykket med en skønsom blanding af hyben og hyld … inden turen igen gik hjemad.

Rig var jeg. Rig på bær og en skøn naturoplevelse. Det betager mig til stadighed, at der så få minutter fra København befinder sig så smukke og rige naturområder, hvor man i et kort øjeblik kan glemme alt om storby og biler og støj.

Inden turen gik helt hjem, var jeg forbi haven for at toppe op med latyrus og krydderurter, samt de par tomater der var blevet modne siden sidst.

For mig er total zen at ordne bær og jeg er nærmest lykkelig hvis jeg kan sidde og gøre det i en solplet med fuglefløjt i ørene. Men aftenen var for fremadstormende, så bærene blev bragt hjem og ordnet, mens der blev tjekket op på det sidste i tv og radio.

Søndag morgen blev der så syltet A’mar Jam – i den ene gryde kom jeg havtorn og mirabelle der sammen med vanilje og sukker blev kogt til en gylden grød, for til sidst at blive blendet til den smukkeste gyldne gelé, jam, syltetøj eller hvad man kalder det. Mirabellaerne giver struktur og havtornet gir det en syrlig, citrusagtigt kant. Jeg er sikker på at det går godt sammen med en stærk ost eller lignede.

Den anden gryde kom der lidt af det hele. Brombær, hyld, hyben samt mirabelle og havtorn. Da det hele duftede efterårsagtigt, tilsatte jeg et par stænger god kanel og et drys lakrids. Foruden sukker kom der et par skefulde honning i og alt det tilsammen gør det til nærmest sundt syltetøj, springfyldt med c-vitaminer. Lige noget for en regnfuld efterårsdag eller en grå januar morgen.

Inde i mit hoved er jeg en person der spiser sundere end jeg gør. dyrker mere motion end jeg nogensinde har prøvet og er meget, meget mere renlig end den sidste uge har vist. Jeg er typen, der reder sin seng hver dag, og lægger sit tøj på plads og jeg ser i hvert fald ikke tv, når jeg går i seng om aften. Jeg er spændstig, sexet og sød  … i mit hovedet altså.

Jeg har været græsenke i en uge og en halv. Og for sådan en som mig, der er ret sikker på at verden ville holde om med at dreje rundt, hvis jeg ikke havde en mening om tingene og at den ofte er tæt på rigtigt i 99% af tiden, er det sundt ind i mellem at få stukket sine egne tanker om sig selv, rigtig meget i hovedet.

Altså i den del af hovedet, der rummer synsansen og ikke den del der rummer Little Miss Perfect.

Det er først her dagen før min kæreste kommer hjem igen at jeg sådan helt for real får taget mig sammen til at fjerne tingene som har ligget på spisebordet og irriteret mig i en måned. Vasketøjet der blev vaske forrige mandag er nu taget ned og jeg overvejer at støvsuge – hvilket vil blive 2. gang på 3 uger. Jeg er endda gået så langt som til at overveje at vaske gulv – hvilket jeg ikke mener at vi har gjort på denne side af vores hjemkomst.

Hvis det ikke var fordi, at jeg på et daglig plan går og er frustreret over at bo i et rodet og snavset hus, ville jeg næsten tro at jeg nød det.

For hvad er det ellers der gør at jeg, nu hvor jeg har haft chancen for at leve i overensstemmelse med alle mine våde drømme om det perfekte liv – alligevel er fortsat i det spor jeg ellers hævder jeg ikke bryder mig om?

I virkeligheden må min rigtig våde drøm være leve mit liv som jeg gør – og så bare have en der går og rydder op efter mig.

Eller det man kalder rengøringshjælp?