Med et sidste suk tænkes de sidste tanker til ende. Kaffekoppen bæres ud og dagen, ugen, måneden tager slut.

Det har været hårdt – men nu er det overstået.

Når jeg har sovet én gang har jeg ferie – og den varer i hele 10 sagnomspundne dage.

Der er kun en eneste anke….

Da jeg kørte på arbejde i dag, så jeg at de her var ved at springe ud her … og det bal er nok overstået til jeg kommer tilbage.

Men jeg har forstået at magnoliesavn kan kureres ved plantning af eget træ – så det vil jeg arbejde på… imens kan synet nydes:

Det er når nattesøvnen ikke vil indfinde sig gennem tankemyldret, eller morgenstunden brydes før lyset trænger ind gennem vinduet, når et telefonopkald eller en samtale pludselig bukker over og ender med grådkvalt stemme, når temperamentet er stort men lunten er kort, når maden indtages i hast eller erstattes af sukkerstof, når fokus ændres og man får tunnelsyn og glæden et eller andet sted udebliver i nuet, kroppen og sjælen … at man inderligt glæder sig til pause, luft … påskeferie.

Stress skulle være så populært – forstår det ikke helt…

Der er den der med “Jeg har to nyheder, en god og en dårlig – hvilken en vil du høre først“. Sådan er min tilværelse for tiden.

Jeg startede morgen med den største overraskelse i længere tid. Min gamle havedrøm rørte på sig og hvis jeg holder mine fingre krydsede i rigtig lang tid og håber, håber, håber og håber …. så måske. Med andre ord, jeg fik en henvendelse om hvorvidt jeg stadig var interesseret i at stå på venteliste til en nyttehave… og det giver jo også en slags håb.

Dernæst gik dagen jævnt ned af bakke.

Jeg fungerer så dårligt i en verden af skjulte dagsordner. Jeg har behov for at tingene siges som det er, uanset hvad sandheden så end måtte være. Jeg tåler nedelag bedre end gætværk. Desværre er en stor del af min tilværelse for tiden labyrint at gætværk, skjulte sandheder og usagte eder. Og det trækker tænder ud.

Jeg har oplevelsen af, at jeg af misforstået hensyn, har fået sat mig selv ud af spil – og at mit nu udtalte behov for at sætte mig selv på dagsordnen, må vige for det overordnede hensyn. Og det er ikke fair.

Jeg ved godt, at jeg ikke er verdens navle. For andre. Men jeg er det for mig selv – og det skal jeg vel også være?!

Om to dage er der påskeferie – jeg trænger…..

Jeg må gi’ mig så meget – jeg har faktisk ikke fået flere gratisaviser lagt i min postkasse, eller ved min hoveddør – efter jeg har (for 3. gang) afmeldte mig på afmeldavisen.dk.

Mine naboer får dog stadig avisen, trods nejtak-mærkaterne og søndag morgen så det sådan ud foran vores opgangsdør:

Men mit råd til andre der stadig kæmper med deres levering af avisaffald (og 7-9-13 for at de ikke kommer igen her) – er at afprøve afmeldingen på afmeldavisen.dk for det ser ud til at det (pt) har større gennemslagskraft end klistermærker og eder.

Når man arbejder i det offentlige, plejer man at være noget nær knæfaldende taknemmelig når man tilfaldes noget teknik. Der ruttes ikke med pengene og ting som kontorstole og størrelsen på computerskærme kan afsløre status og rang, ligesom elektronisk dims kræver en vis opstigning i graderne – uagtet evner og behov.

Det betød at jeg i de mange år jeg tilbragte på min tidligere arbejdsplads brugte en god del tid med en elektronisk kalender på PC’en og en manuel overførsel til papir og vice versa. Med en hverdag med rigtig mange møder og et behov for en opdateret kalender, kan der bruges pænt mange timer på det.

Jeg sad pænt hvert eneste år til MUS (medarbejderudviklingssamtaler) og talte for min syge moster om behov og ønsker – men lige lidt hjalp det, for det var kun direktøren og tre kontorchefer der kunne få den eftertragtede Palm. Og jeg var jo nok hverken direktør eller kontorchef (selvom jeg havde større it-kendskab end 3/4 af dem og nok også havde et større behov for at kunne synkronisere kalender end flere af dem).

Derfor var det med fryd, at jeg på mit nuværende job fik mig en Palm allerede i den første uge. Det var godtnok underdirektørens aflagte – og det var en gammel model – men den virkede og den lille var glad og frydefuld.

I en times tid eller to.

Så gik det op for mig, at den var virkelig gammel og knapt så god i brug.

Og at jeg på mit nye arbejde også opererede med hierarkiet fremfor behovet.

Først da jeg her for nyeligt fik smadret min gamle grønsorte Palm – ved et mislykket flugtforsøg fra cykelkurv mod brosten – lykkedes det mig at hive en ny dims ud af det kommunale system.

En Qtek S200 der var blevet efterladt fra en afgående kollega.

Med farver, telefon og kamera.

Men desværre – har det vist sig – med en mindre defekt. Det er fint nok at man kan sætte aftaler ind på den og på PC’en – problemet opstår så bare når aftalerne skal synkroniseres. Hvor mine nye ven vælger at sætte aftalerne enten en time tidligere eller senere end beregnet – og heldagsarrangementerne på andre dage.

Jeg undrede mig godt nok over at jeg havde placeret et møde kl. 8.30 i morges. Og så lige oven på overgangen til sommertid. Men jeg troppede troligt op, for at finde ud af at jeg var den eneste der var mødt op, at der stod 9.30 i kalenderen på den stationære og jeg kunne have taget en ekstra time under dynerne.

Og nej – det har (vistnok) ikke noget med sommertid at gøre – idet min påske siden jeg fik dimsedutten har været placeret med forskydning, sådan at jeg skal fejre skærtorsdag om fredagen og langfredag om lørdagen.

Det eneste jeg egentligt ønsker mig, er at jeg kan benytte min elektoniske kalender optimalt og ikke efterfølgende skal sidde og rette aftaler til enten manuelt eller på papir… men det ser ud til at det stadig er et uopfyldt ønske…

Nogen gange ved jeg seriøst ikke hvad jeg vil.

Med det er stadig de andres skyld.

Dit og mit og vores – alles behov. Krystalklare gnister. Mavesure følelser.

Nogen gange har jeg bare lyst til at smide håndklædet i ringen og grave mig ned – gerne samtidigt. Eller nedgravning med håndkædet over hovedet.

Og udenfor skinner solen og der er folk der siger, at det er sundt at stå tidlig op på en søndag – for at tilbringe tid i naturen.

Selvom det bliver sommertid og tidligt er endnu tidligere. Tak så.

Hvis verden var en karrusel kunne jeg godt tænke mig at stå af.

Bare her over weekenden.

Jeg kunne så eventuelt bruge tiden til at sove. Solskin eller ej.

Det værste er næsten, når man har evnerne, viljen og ønsket om at hjælpe – men ikke mulighederne.

Nede i min kælder står en kasse med glitrende påskeæg, fluffy kyllinger og andet påske diller daller. Og der kommer den nok til at blive stående i år, for jeg kommer til at være mere rundtom end hjemme i denne påske.

Men der er én tradition jeg ikke har tænkt mig at droppe – igen i år springer jeg med på legen og deltager i det der oprindeligt var Liselottes idé, men i år er blevet overtaget af Prelsborg [som man vist ikke kan permalinke til…tsk]

Operation Påskeglad #2007

Du kan læse hvordan du selv kan deltage ved at klikke på billedet ovenfor – og man behøver ikke være blogger for at deltage.

… og nedenfor kan du se mine påskeglæder de sidste to år:

Påskeglæde anno 2006
Påskeglæde anno 2005

Hvorfor jeg deltager?

Fordi det er sjovt at være med til at glæde en anden, og dobbelt så sjovt, når man også selv står i den modtagende ende.

Selvom det ruskede i verden omkring mig, vovede jeg mig udendørs og blev belønnet med at forårsvejr, der legede efterår. Med en høj blå september himmel og strålende marts lys og en heglhaglbyge for at sætte det hele i perspektiv.

Intet under at vi taler så meget om vejret – når vejret arter sig som det gør.

I den lille time jeg var ude og gå i Kongelunden, havde jeg hegl hagl skiftende med sol og regn i så stor en forvirring, at man kunne have narret det fleste til at tro, at man viste en kortfilm med året gang i Lidenlund.

Men det var godt at blive luftet og der var smukke skygger og fantastisk lys – og vel hjemme igen var der friskbagte scones og hjemmerørt limecurd.

Man er vel en livsnyder…