I april år sidste år plantede jeg en pind i et stort hul:
En sølle stikling fra min søsters figne. Som havde stået i en urtepotte fra året før. Men selvom den var sølle at se på skete der ting og sager:
Og her til morgen spiste jeg min egen første hjemmedyrkede figne:
Fra min nu, halvstore figne:
Lykken er.
Alt det der fungerede #3
Min svigermor døde, samme dag som vi havde fået fastlagt, at det blev i år vi skulle giftes. Men selvom hun ikke kunne blive en del af vores bryllup, er hun blevet en del af vores ægteskabssymbol.
Vores ringe er nemlig smedet af det guldarmbånd hun altid bar og havde på da hun døde.
Og som et yderligere minde har vi fået ingraveret en detalje fra mønsteret i armbåndet.
Mønsteret sidder på ydersiden af min ring, og på indersiden af min mands.
Og vil være et minde om, at det sidste der rørte ved hende, i hendes liv, er det første, der berører os i vores nye liv sammen.
Alt det der fungerede #2
Da vores bryllup endte med at skulle holdes, kun 4 måneder efter at datoen var blevet sat, var vi glade for overhovedet, at finde en kok.
Knapt så glade, da vi fandt ud af at kokken var slagter og normalt leverede maden færdig og i varmekasser.
Ikke fordi der er noget galt i det – men når man har en ide om at servere de første nye kartofler, og spæde danske asparges – så er det nødt til at komme frisk fra køkkenet.
Hvilket også var ideen med, at vi havde lejet et sted, med et professionelt køkken.
Og det endte med at blive præcist som vi ønskede os.
Menuen var:
Forret
Hovedret
Dessert
Ramsløgspestoen, havde vi lavet selv – hvilket i den grad gav mig indsigt i, at jeg ikke er klar til at lave mad til 70 gæster.
2 poser ramsløg blev plukket i naboens skov. Blev tilsat 1 kilo ristede afskallede hasselnødder og flere liter olie og 1 kg vesterhavsost.
2 blendere brændes af i processen og du smager til med citronsaft og lidt salt.
Og rydder op og vasker køkken ned i et par dage.
Nu hvor jeg er kommet af med de sten i skoene, jeg, som jeg som den perfektionist jeg er, jo ikke kan undgå at lægge mærke til, kommer nu alt det der fungerede.
Stedet, først og fremmest.
Vi havde lejet en spejderhytte. Men en spejderhytte ekstraordinære… med en fantastisk atriumgård, med indendørs bålplads… det er ikke hver dag, man kan diske op med både liveband og åben ild.
10 gode råd til en kommende brud
Vi havde en fantastisk dag og en lykkebrusende fest…
Men jeg var en bedre bryllupkoordinator end brud, og jeg glemte lidt at huske, at det var mig der var bruden – brugte eksempelvis tiden inden vi tog afsted til kirken, på at krølle mine brudepigers hår istedet for på mig selv – og det kunne mærkes i kirken og indtil festen gik i gang.
Så her kommer 10 gode råd, jeg ville ønske jeg selv havde fået og fulgt, så ville jeg have været en lidt bedre forberedt brud…
Til dig der er brud, eller hjælpende brudepige:
1. Tjek skosålerne
Vi havde joket med det – mange gange, om de der brudepar, der møder op med rabatmærker under sålerne. Eller beskeder skrevet. Det er fint – men husk lige selv at tjekke skoene og helst før du går ind i kirken – ikke når du sætter dig ned og det er alt for sent.
2. Sørg for at kjolen passer
Det er fint nok at købe en kjole på nettet. Men når du gør det, så skal du sørge for at have den på i længere tid, end den tid som det tager at få den lagt op. Det er nemlig ærgerligt, når det først er på dagen og efter fotografering, at du rigtig erkender, at den glider af overkroppen og du viser alt for meget barm.
3. Sikkerhedsnåle, plaster og sytråd
Gode remedier, at sørge for at have ved hånden, sådan en dag. De kan godt behøves.
4. God bh
Uanset om du vil investere i bryllupsundertøj eller ej, så lad være med at blive gift i en bh, hvor bøjlen ryger ud og stikker dig og den ene strop falder af. Ellers risikerer du, at sidde i en bil, med nøgen overkrop og forsøge, at fikse ovennævnte med lidt strikkegarn og en stump, kinesiotape.
Det lykkedes men det var ikke kønt, heller ikke for de modkørende.
5. Blomsterpige
Inden du arrangerer, at yndig lille 5 årige niece skal være blomsterpige, så tjek lige med præsten, at de også er ok med det. Det giver en noget stram stemning, når man ankommer til skuffet 5-årig, fordi “blomsterblade smitter af”.
Og husk i øvrigt at fortæl fotografen, at der er blomster- og brudepige – de kan åbenbart godt overse det, hvis der ikke er musik til deres ankomst.
6. Husk ryggen
En stor del af tiden i kirken, har du ryggen til folk. Sørg for at du har en – gerne en brudepige, der tjekker at dit hår ser pænt ud bagfra, at kjolen ikke folder på en underlig måde og at bh’en ikke stikker op. Så du ikke først opdager det bagefter… på billederne.
7. Aftal hvordan du forestiller dig at blive fotograferet
Når du nu har fået fat på en sindsyg dygtig fotograf, og du har verdens bedste setting, så sørg da for at bruge bare 5 minutter på at snakke med fotografen om hvad du gerne vil se på de færdige billeder.
Jeg ville eksempelvis have været glad for nogle billeder, der viste hele den fantastiske strand vi var på, og gerne have haft nogle færre billeder af mig selv i profil, da det ikke er min yndlings side af mig selv.
8. Få styr på hvem der holder styr på dine ting
Sørg for at en enkelt person, har styr på dine ting, for du ender åbenbart med, ikke at vide hvor noget er, når du overgiver din taske til en anden.
Håber virkelig mine solbriller med styrke, dukker op inden jeg skal rejse ned i solen på søndag.
9. Uden mad og drikke…
Hvis du kun får morgenmad og kl. er over 18, inden du spiser næste gang – så er det mere end de fleste kan klare.
Sørg for at der er en sandwich eller en god snack, et sted du kan komme til.
10. Lad være med at tro, at du lige kan sjusse dig gennem talen
Hvis du vælger at holde tale, så brug den tid det tager at skrive og øve talen. Eller forsøg som mig, at overbevise din mand om, at den manglende udfoldelse skyldes et ønske om ikke at overstråler ham. Og se om det går bedre for dig.
Puha… det skulle lige ud. Alt det andet var i øvrigt perfekt.
Livet er godt, send flere penge
I fire år, eller der der ligner, har vi ikke turde planlægge sådan noget som ferie.
Men i efteråret gjorde vi det så. Og nu er vi her. Thailand 2018.
Og jeg forstår ikke helt, hvorfor alle ikke er i det her vidunderlige land, hele tiden.
På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.
Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.
Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.
Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….
Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser.
Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af.
Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende.
Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.
Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.
Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.
Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:
Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.
Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.
En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.
Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.
2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.
I går mødtes jeg med min nyeste veninde. Vi har kendt hinanden i næsten to år, men da hun var min chef indtil udgangen af maj, er det først nu vi har åbnet op for venskabet og mødes privat.
Og det minder på mange måder om tiden med en spritny kæreste. Den tid hvor man fortæller om opvækst, fortid – alle de ting der har været med til at danne rammen om en og er medskabende til den person man er.
Antennerne er ude og man både rummer og fortæller historier, der er nye for den anden.
Alting er nyt og spændende.
I eftermiddag skal jeg så mødes med min ældste tætte veninde. Hende jeg flyttede sammen med, da jeg flyttede hjemmefra. Hende der har kendt alle mine seriøse kærester, min familie og first hand oplevet min baggrund og mine rammer (og vice versa).
Havde vi været et ægteskab havde vi fejret sølvbryllup for mange år siden.
Selvom der har været op og nedture og vi senere i livet både har boet i hver vores verdensdel og igen i samme lejlighed, så er vores kærlighed til hinanden rodfæstet og jeg tvivler aldrig på at vi har hinanden ryg, også i resten af livet.
Vi kender hinandens historie og kan færdiggøre hinandens fortællinger, fordi vi har hørt dem tusindvis af gange. Nogen gange kan den anden endda huske detaljer, som den anden har glemt.
Alting er trygt, sikkert og velkendt.
Og den der har begge dele er privilegeret.
Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.
Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.
Nu er jeg fri af det.
Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.
Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.
Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.
Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.
Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.
Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.
Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”
… hvis jeg kan?
Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.
