Lykkeglimt


tirsdag 22. november 2016 kl.10:38

Himlen gav sit bedste show i morges.

Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.

fredag 5. august 2016 kl.11:57

Når man (som i jeg) holder fri uden løn, er der uomtvisteligt nogle ekstra forventninger til de dage, der er til rådighed. 

Og derfor er der en pænt stor uoverensstemmelse mellem mine ferieønsker og min kærestes forventninger til hvordan jeg tilbringer min tid, i denne her første uge af min ferie, der har været tilbragt i Saksild.

Og jeg vil uden skam sige, at maling af hus ikke står øverst på listen. 

Heldigvis – eller uheldigt nok. Har ugen stået på regn, afbrudt af byger og skybrud. Med en snas sol nogen af dagene.

Derfor gjorde det heller ikke så meget, at min dag i går blev brugt til kørsel 

Og det styrtregnede da jeg stod af bussen i Odder, for at hente bilen fra syn.

Det regnede almindeligt da jeg stod udenfor i Saksild og baksede med at samle kattetransportbur – der skulle tømmes for regnvand.
Det dryppede mest, da jeg satte min niece og katten på toget i Skanderborg.

Tilbage i Saksild – som vi måtte runde igen efter glemt telefon (med penge og kørekort) var det opholdsvejr. Mens det høvlede ned, da jeg havde afleveret min svigermor i Randers.

Nordpå gennem Jylland svingede vejret og jeg kørte gennem både sol og regn.

Og oppe i Gug, hvor jeg endte, er jeg sikker på at jeg sad for enden af en regnbue – både fordi der var solskinsregn mens jeg var der og fordi jeg besøgte en guldgrube af et venskab.

Og det var en ferieaften lige efter mit ønske og præmien for at have brugt den på at køre alle andre rundt.

fredag 17. juni 2016 kl.6:55

image

Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

Og jeg kunne ikke rumme det.

Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.

onsdag 13. januar 2016 kl.19:36

Da jeg var barn, vidste min mor alt hvad der var at vide om alt i stort set hele byen. Og helt sikkert alt om hvad der skete på vejen.

Kombination af at være lokal frisørsalon og have et hus for enden af vejen, oppe på bakken, med udsigt – krydret med en interesse for ting omkring sig, skabte god grobund for viden.

Som barn, er det et frygtsom våben, at ens mor ved alt. Det lægger visse begrænsninger på ens adfærd.

I hvert fald min.

Og børn er jo små svin.

Og utaknemmelig oven i købet.

Som forældre tror man sikkert, at det der med en mor, der er hjemme når børnene kommer fra skolen, er noget alle unger elsker. Ligesom vi forventer at de forstår, at hjemmelavet mad er bedre end det der med e-numre og andet tilsætning.

Da jeg var barn, var min mor altid hjemme, når vi kom hjem fra skole. For vores hjem var samtidig hendes arbejdsplads. Mine forældre havde selv bygget huset og sat en frisørsalon ind i det.

Så noget af det bedste jeg vidste var, at tage hjem til Mette, hvis mor arbejdede ude. For når vi var der, kunne vi lave pandekager og spille høj musik. Og jeg kunne få købe franskbrød og lyserød kødpølse.

Hjemme hos os havde vi kun hjemmebagt brød og kødpølse var bandlyst.

Og den stod på hjemmelavet leverpostej og hjemmelavet rullepølse.

Og selvom det som stor pige, var sjovere at hænge ud hos Mette og lave “skøre-madder” eller ligge på Eas græsplæne og drikke sodastream cola og læse romanbladet, fordi der ikke var nogen forældre, der forstyrrede ungdomslivet, så var der også en kæmpe styrke og sikkerhed i at vide, at min mor altid var tilgængelig, og hjemme.

Vi var aldrig alene.

mandag 2. december 2013 kl.17:17

IMAG0770[1]

Det er efterhånden 8 år siden jeg trak limpistolen i al offentlighed og erklærede til verden at  “jeg kan lime“.

Det var dengang en blog var et synonym for en weblog og ikke et andet ord for et indlæg, som det tilsyneladende er i dag.

Det var også dengang jeg var på forkant af kreabloggere og lavede DIY om det at lime  – istedet for at være hende der mest af alt bare går og tænker på at jeg måske skulle lave noget… bare et eller andet med min hænder og fantasi.

Jeg erkender, at jeg både er tabt af blogmæssige vogn og hele kreaverdenen.

Men jeg kan stadig lime.

Og der sker et eller andet med mig, når vi går ind i december.

Al den kreativitet jeg åbenbart går og holder ind begynder at boble over. Min minimalistiske stil bliver forstyret af små røde mænd, englevinger og flitterstads.

Og jeg elsker det.

Min niece er også med på galejen og jeg købte derfor en kreakalender til hende.

Vi startede på den igår da vi var i sommerhus, men blev enige om at det måske var bedre at det blev noget hun lavede hjemme hos mig i løbet af december … end forsøgte at presse ind i en allerede presset og decembertung hverdag.

Så vi har lavet lime-dates i løbet af december.

Men det tager jo om sig det skidt …

Så da jeg købte to Amaryllis’er for en billig penge – og opdagede at de derfor også kom i en billig plastikskål, kom limegrejerne frem og et drys guld blev påført, for at glimte om de spændte løg.

IMAG0771[1]

Limpistolen, sprøjtelimen og alt glimmerhejsen er lagt til ro for i dag … men på onsdag limer vi videre.

torsdag 17. oktober 2013 kl.7:35

Da jeg stod op forleden, og i det nærmest mørklagte soverum pakkede min træningstaske, stod jeg pludselig omgivet af den friskeste duft af alle.

Og den kom fra mit træningstøj.

Duften af frisk luft, hav, græs og blå sensommerhimmel.

For jeg havde været i Saksild og mit træningstøj havde tørret under åben himmel.

Der blev jeg en lille smule blød i benene.

Blå morgen

søndag 28. juli 2013 kl.8:38

Når man nu har været med siden fødslen, er det underligt at det eneste man bidrager med til ungens 15 års/voksen/farvel-inden-efterskolen-fest, er lidt blomster fra haven, til at pynte på den fine mad.

Mad, som min søsters veninde have frembragt. Men når man nu er så heldig at man har en veninde, der også er en professionel værtinde, og hun gerne vil stå for arrangementet og endda lægge hus til, jammen så ville man da være et skarn, hvis man ikke takkede ja.

Og det var så fint, så fint … med lækker mad, hyggeligt selskab og underholdende bingo … der er ikke noget som spil, der kan få folk til at vise de skjulte sider. Har man ikke spillet bingo med sin familie, kender man dem ikke i dybden.

Men der blev sunget, som der sig hør og bør … der blev grædt (primært af mosteren, der måtte få sin kusine til at læse det her indlæg op: “Granmoster Ketty” … og nåja det her: “For ti år siden“.)

Det var første gang, at jeg har holdt tale med udgangspunkt i bloggen – og første gang at jeg selv er blevet så rørt, at jeg har haft mascaraen trillende ned af kinderne, ved mine egne ord.

Heldigvis var æresgæsten pænt uberørt:

Da jeg spurgte ham om det havde været en pinlig tale, svarede han helt cool, at det da bare havde været sjovt at jeg tudede ….

15 ½ er der gået … og om lidt er det ham der er gået. Efterskole og første rigtige skridt mod voksenlivet … og gid at det må gå ham vel, og gå ham vel og gå ham vel….

lørdag 22. juni 2013 kl.12:22

Havde en fantastisk aften med mine veninder, med så meget kærlighed at det næsten gjorde ondt.

Havde ikke nybarberede ben, men havde jeg vidst hvor mange gange jeg ville klappet og strøget op ad benene i løbet af aften under samtalerne, havde jeg nok fået gjort det er lille ekstra.

Jeg er bare ikke i en situation hvor det lige spiller den allerstørste rolle om det hele er nytrimmet eller ej.

Og måske netop derfor lyttede jeg en ekstra gang på historien om den nyeste kærlighed, og kiggede mere efter på billederne af ham, og hende og kærligheden.

Og jeg under hende det. Det hele og mere til.

Og jubler lidt indeni ved tanken om at det hele ikke er forbi, og når stjerner som hun og ham er på markedet, så er der da håb for menneskeheden og fremtidighen.

Og tænkte på om jeg nogensinde ville komme hjem fra en træt weekend, til et varmt bade i et badekar med løvefødder og aromatiske olier – og derefter ned til en der har lavet mad til mig og lige vasket mit tøj.

Og den romantiske del af mig strømmede over og ønskede – mens den mere kyniske side her i dag tænker … hmmm… det kunne man jo også købe sig til, hvis man bare tjente nok til at have en inhouse tjener.

Men jeg ved ikke hvad der er nemmest; at finde den rette mand – eller vinde i lotto?

Jeg ved dog at jeg gerne vil stræbe efter at kunne sige sætningen “og lige der, blev jeg faktisk lidt misundelig på mit eget liv…”

mandag 20. maj 2013 kl.11:56

Pinser, påsker og alle de andre forårshelligdage og ferier har det med at blande sig sammen i ens bevisthed og ofte kan man ikke adskille det der sker det ene år fra det næste.

Men jeg tror at pinsen i år alligevel skiller sig ud.

Det har været en fantastisk weekend + lidt mere hvor jeg var med til rejsegilde i Saksild, hvor det nye sommerhus har fået både tag og vægge og begynder at se ud som meget mere end en plan og nogle blyantstreger. Dejligt at se – og også dejligt at gense de mennesker jeg kender dernede. De var også glade for at se mig og over at jeg stadig kunne komme i området, selvom jeg ikke længere har den samme tilknytning.

Dernæst gik turen nordpå. Mod Limfjorden og bryllupsfest på Fur.

Bryllup

 

Et par skønne mennesker, som jeg har lært at kende gennem dykningen i Egypten, blev viet og jeg var med til en fantastisk bryllupsfest, hvor der ikke manglede noget. Og hvor luften var så tæt af deres kærlighed til hinanden og livet omkring dem, at vi alle blev bevæget gennem dage.

Jeg havde de mest forgrædte øjne af alle – for det var bare så smukt og rørende det hele … og så er det jo heller ikke fair med et bryllup hvor ikke mindre end 4 solister gennem dagen og aften stiller sig op og synger smukke kærlighedssange!

Fantastisk fest.

…. og forfest om fredagen og efterkomsammen om søndagen + hygsom rundtur på Fur, der lå og gjorde sig lækker og sommeragtig i al sin maj-smukhed.

Men det sluttede ikke der. For hjemme ventede den her velkomstkomité:

IMG_20130520_090405

 

En hilsen fra venner i Holland, der havde overnattet i min lejlighed, der jo var ledig mens jeg var udenhus.

Forskellige lækkerier, inklusiv en “kroningssyltetøj”  og en fin, fin vase fra den hollandske Royal Goedwaagen, der oppefra er formet som Holland og naturligvis har den kongelige orange farve indeni.

En meget smuk gave, fra nogle helt fantastiske mennesker – som jeg desværre ikke selv fil hilst på, fordi jeg var sammen med nogle andre fantastiske mennesker.

Tænkt at have det luksusproblem at kende for mange dejlige mennesker! Jeg går i hvert fald helt klar resten af maj i møde høj på mine pinseoplevelser.

torsdag 7. februar 2013 kl.22:18

Jeg har været nem i mange år (#2005, #2006,) – nem at glæde, specielt med blomster – og helt særligt når de bliver sendt til mig. For lige præcis med den slags blomster, så når jeg at lade hjertet hoppe op i halsen og vente og forvente at de kommer fra en hemmelig beundrer.

Det er sket ( #2006) men ellers må jeg sande, at vi kvinder er bedre til at sende blomster til hinanden, end de der hemmelige beundrere (af mandekøn).

Og glad blev jeg. Da det ringede på døren i formiddags og et bud bragte mig blomster og en hilsen fra en dejlig veninde, der havde følt sig hjulpet.

Så nu er mine glade multifarvede tulipaner suppleret med statslige hvide liljer, der kan forskønne mit weekendbord. Og buketten har klart højnet mit humør, så jeg næsten er sikker på at jeg går weekenden noget gladere i møde, end jeg kom ud af den sidste.

 

Næste side »