Vi lavede vores eget lille juleoptog - søsterungerne og mig, da vi travede hjemad med juletræet.

Nevøen styrede cyklen, niecen sørgede for at holde juletræsfoden på bagagebæren og jeg støttede og bar resten af træet.

Jeg troede ellers at jeg bare lige kunne smutte ned til den juletræssælger der stod ved min hoveddør - men for 450 kr. grimt træ stod bare ikke på min indkøbsseddel.

Det viste sig heldigvis, at et besøg lidt længere nede kunne give både et bedre træ og en lidt billigere pris. Og så var der lagt an til førnævnte parade.

Lidt mere besværligt end beregnet - men nødvendig, da det viste sig at nogen havde nolet den stang til min cykeltrailer, som gør at man kan trække traileren.

Og så lige i december. Og fra en aflåst bagtrappe, som man skal igennem en aflåst gård for at nå.

Men træet kom hjem og vi hilse på mange på vores vej inklusiv en ikke helt ædru fyr der sagde “ho, ho, ho” til os, mens hans ven stod og brækkede sig op ad værtshusdøren. Og de tre fyrer der stod i vores opgang og fik varmen, mens de ventede på bedre tider.

Jul på Vesterbro.

Men jul på Vesterbro er også at pynte juletræ med ungerne, at lave de sidste hjemmelavede julegaver med dem, at spise risengrød … og at erkende, at det kan godt være at der er lavet dej til hjemmelavet æbleskiver, men nogen gange er dagene kortere og overskuet mindre, end man havde regnet - så dejen måtte forblive dej.

Og der er vel også en æbleskivemulighed i morgen?

Og når jeg går ind i min stue, ligger den ene af mine katte og kigger på det pyntede juletræ og når jeg snuser ind, dufter det af gran og vinter.

Lige om lidt er det rigtig jul her på Vesterbro.

Både sidste år og i år skiftede jeg adventsgaverne til mine søsterunger ud med adventsoplevelser.

Så i de forløbne uger har vi set julen som i gamle dage på Frilandsmuseet, hvor nogle i familien måtte sande at “fedtebrød” (som i brød med fedt og salt) ikke er det samme som morfars hjemmebagte “fedtekager” (som i småkager med en kokos-citron-glasur), vi har bagt vores egne vaniljekranse og pebernødder og se video og mens vi spiste pizza foran tv’et og i dag var vi så til premieren på Megamind i 3D.

Det sidste arrangement går ud på, at vi skal ud og købe juletræ og pynte det sammen, og jeg håber at det bliver en succes, men da de allerede har ærget sig over at de ikke kan komme herop og gøre det lillejuleaften som vi plejer, så tror jeg at de blive glade over at vi gør det sammen en anden dag.

Jeg nyder at jeg på grund af min sygemelding endelig har lidt overskud til at være sammen med ungerne, for de har klart lidt under det sidste års underskud og jeg har set alt for lidt til dem. Det kommende år bliver tiden sammen af gode grunde meget minimeret og derfor tror jeg at både de og jeg nyder vores samvær ekstrameget her og nu.

Og de er sjove og fede at være sammen med og siger sjove og kloge ting. Som dette:

Lillesøster: “.. Og storebror har ingen fødselsdagsgave til mor i morgen!”

Mig: “Hvordan kan det være?”

Storebror: “Hun har sagt, at hun ikke ønsker sig noget, udover at hendes børn hører mere efter hvad hun siger.”

Mig: “Har du så tænkt dig det … at høre mere efter hvad hun siger?”

Storebror: “Tjae … jeg har jo ladet være med at købe en gave, det er da at høre efter”.

Stor kunst :-)

Og den lille kunne også noget, men det var nok mere på den ufrivillige måde:

Hun og jeg gik på toilettet før filmen. Hun havde fået en kæmpe tyggegummikugle af sin bror. Mens han kunne have den hele inde i munden, måtte hun gå med den i hånden og langsomt arbejde sig frem mod at få bidt hul på kuglen.

Da tyggegummikuglen, hænderne og hele tisseriet åbenbart blev en for kompleks størrelse for hende, var det helt naturligt for hende at spørge:

Lillesøster: “Hey moster, kan du ikke lige holde min tyggegummikugle i din mund, mens jeg tisser?!

Det er et af de der spørgsmål, som man ikke lige havde set komme.

Puha.

Et positivt svar fra bestyrelsen i min have. Jeg har fået lov til at beholde min have, selvom jeg rejser bort i et år.

Først da svaret kom, kunne jeg fuldt og helt mærke hvilken lettelse det gav i mig, at jeg ikke skulle ofre haven for rejsen.

I tiden frem til nu har jeg sagt til forskellige, at hvis det var prisen, så var det det - og at det er vigtigt at huske hvem der ejer hvem - og at jeg ikke vil leve et liv, hvor det er haven der ejer mig, og selvom jeg mener det, er jeg nu alligevel rigtig glad over at jeg får lov til at eje haven også efter dette eventyr.

Jeg tror jeg har fundet den helt rigtige til at passe på min øjesten, men det skal lige falde helt på plads.

Det vigtigste for mig i den del af processen er, at haven kommer i hænderne på en som vil elske at være der og holde den med glæde.

Forrige onsdag kom min kæreste hjem og var også led og ked af sit arbejde.

Som afslutning af sin tale om alle de ting der var galt kom ordene “og så har jeg set at de søger en dansktalende dykkerinstruktør i Sharm el Sheikh - man burde søge den og rejse fra det hele.”

“Så søg den dog” sagde jeg. “Hvad er der er tabe? Hvis du får den tilbudt kan vi altid tage stilling til hvad vi så gør“.

Han søgte. Han fik den. Vi tog stilling til tingene - træffede en beslutning. Og 1. februar 2011 starter min kæreste som dykkerinstruktør i Egypten og jeg tager med.

Et år i solen, uden arbejde - med mindre jeg finder noget jeg gerne vil lave. Lige det jeg gik og drømte om.

Og jeg glæder mig.

Min bedste ven har fødselsdag i dag og jeg glæder mig til at fejre ham, sammen med vores søde kærster og hans gode venner. Jeg nyder at mærke hans glæde og mærke min egen glæde på hans vegne.

Og da jeg gik ind i stuen med et sjældent glas Fanta, var det som om at solen og farverne på mit stuebord glædede sig med mig.

Det blir’ en god dag.

Helt tilbage i september blev det arrangeret at vi skulle lægge hus til fætter-kusine-traditionen med Mortens Aften. Værten står for ænderne (og sovsen!) og resten kommer med tilbehøret.

Ænderne blev bestilt for lang tid siden og kæresten er mand for at få dem stegt, så arrangementet bliver holdt som aftalt.

Lige nu står nanden i mit liv og bakser med to fuldfede ænder, stoppet ud med kvæder og lagt på et leje af porre, selleri og gulerødder samt krydderurter. Og når jeg går ud i køkkenet kan jeg lugte grøntsagerne, krydderurterne og den friskkværnede peber og det dufter pragtfuldt .., og helt klart af mer’

Selvom frosten endnu ikke har bidt mig i kinderne, kunne jeg se at skaden var sket ude i min have. For mens jeg tilbragte en solbeskinnet dag med veksling af vinterklargøring og læsning i med næsen mod solen, stod de tidligere så strunke sommerblomster og hang med ørene.

Kronbladene var blevet trætte.

Men jeg rev det der til næste år skal blive min (mini) græsplæne. Flyttede overskudsjord over i mit lidt for lave højbed. Lagde de andre højbede til ro, med en let efterårsgravning, efterårsgødning, kalt og planterrester som regnormene kan lyste sig med indtil det igen er tid til nye planter. 

Jeg satte mine jordbærstiklinger i deres nye bed, pottede mine asparges om i større potter og så nød jeg synet af små rødkælke, der kom helt tæt på og nippede i jorden. Da de lever af snegle, insekter og orme, håbede jeg at det var eventuelt dræbesnegle yngel det gurglede ned og ikke mine livsgivende fede regnorme.

Søndag var en perfekt afslutning på en dejlig weekend.

Om fredagen havde jeg fejret ungdommen og viisdommen ved at blive klogere på tingene, da jeg sammen med mosterungerne smagte og lyttede mig igennem kulturnattens lærdom på LIFE. Bagefter rørte vi kulturen og selv rørt, da det stod på gospel i en frikirke på Frederiksberg.

Om lørdagen fejrede jeg en helt anden kultur, da min haveforening fejrede sin 70 års fødselsdag, med middag, taler, underholdende indlæg og sange. For 70 år siden var der 1000 små haver. Idag er vi 68 og spørgsmålet er om vi overlever de næste 70 år.

Og om søndagen nødt jeg så at lige, i dette øjeblik består mit helt eget lille fredsfyldte hjørne endnu, selvom det er ved at lægge an til vinter.

Og måske består det også om 70 år, for der er at håb for fremtiden, når min nevø på 12 år cyklede byen rundt med en helt stok grøntkål på bagagebægeren fordi han på LIFE havde fået smag for juice lavet af æbler, persille og grøntkål.

… for efter lysten til at spise naturen, kommer måske også lysten til at dyrke den?

“Du har vel planer om at plukke og sylte det meste af Østjylland” sagde min kæreste på vejen over mod det regntunge (sen)sommerland.

Og han var ikke helt forkert på den, for blandt alle pakkenellikerne var der flasker, syltetøjsglas og en saftkoger. Da vi var ude og købe ind blev det suppleret med citroner og sukker.

Jeg satser på, at jeg i løbet af weekenden skal ud og lege med hyld, mynte, blommer og æbler - som nok skal blive til saft og gelé, samt bagt og tørret. Jeg har mange gode ideer og jeg glæder mig til at få dem omsat - men i virkeligheden, så nyder jeg nok mest af alt processen med at samle og ordne frugterne. Det er der jeg stresser helt af og går ind i min indre hulekvinde.

Den der indre hulekvinde, har så et problem med at begrænse sig og kan blive ved med at plukke og plukke.

Så i det lys er det nok meget godt, at egernet har taget alle nødderne og at der kun var en lille skål med brombær - for der er jo en grænse for hvor meget sylt der kan være i køkkenskabet hjemme i København.

Sådan en lørdag hvor man kommer træt og beskidt hjem fra haven, hvor Bertram har ligget i aspargesbedet og kigget på himlen, Alfred har gasset sig på sofaen og kæresten helt af sig selv tilbød at  komme med og oven i købet gik i gang med at male huset - kan man ikke være meget andet end tilfreds med livet.

Og ikke nok med at jeg har været ude i solen og at jeg har brugt mig selv godt, så fik jeg også løst flere af de opgaver, der ellers har reddet mig som en marre hen over sommeren.

Selvom jeg løste et par af dem ved at springe over hvor gærdet var lavest, så slog jeg samtidig to fluer med et smæk … og det skal man ikke kimse af (som man siger …for at fuldføre flosklerne…)

Ved indgangen til min have, og langs med stien op til huset, har det været planen at noget af jorden skulle graves af, og der dernæst skulle grus og søsten på. Det skulle forhindre smat når det regnede og ophobningen af ukrudt - som jo virkelig er vokset til hen over sommeren. Endelig skulle det give haven et sidste finish og samle hele den føste del af haven.

Men kræfterne og logistikken med at skaffe grus og sten har forhindret mig i at udføre opgaven og hen over sommerferien tabte jeg inderligt kampen mod ukrudt, da store tisler og andet godt stod og ventede på mig da jeg kom ud i haven.

Idag blev opgaven omtænkt og jeg lagde fliser som jeg alligevel havde i overskud på stedet. Fliser lagt uden grus vel og mærke … og uden vaterpas og alt det andet der har været i brug ved tidligere lejligheder. Og der hvor der var huller blev der lappet med havesten.

Og i forlængelse af det blev mit frugtbed udvidet helt ud til stien - og sådan kom jeg videre med opgaven, kom af med nogen af mine fliser og fik  plads til flere bær.

… og mens jeg renser mine negle og strækker min ømme ryg, så er jeg en lille bitte smule stolt af mig selv og mine evner …

Jeg har lagt en limpistol i min taske til sommerferien. Måske jeg kan være kreativ med søsterungerne, når vi er sammen i den første del af ferien.

Der ligger også forskellige lette sommerkjoler, for selvom DMI ikke er helt samarbejdsvillige, så satser jeg på at det gode vejr fortsætter ind … helt langt ind, i min ferie.

Selvom det meste af tiden forhåbentligt kommer til at gå i de 3 bikinier jeg også har pakket ned, så skal vi også ud og spise med kniv og gaffel og besøge mennesker der går i tøj - og det må man jo være beredt på.

Neglelak og badesalt til fødderne ligger der også. Sammen med en pimpsten, for jeg satser på, at jeg skal lave mig de lækreste sommerfødder de næste par uger. Ingen høje hæle, men masser af barfodhed i blidt, hvidt Saksildsand.

Der ligger også hjemmelavet hyldeblomstsaft og sirup. Både til mig og til nevøen, der hjalp med miraklet med hvide blomster, citron og sukker.

Det smager fantastisk når man husker at lave isterninger og bagefter blender dem og det til en blød iskold hyldesmootie.

På nettet kigger jeg på pavillioner, drømmesenge og hængekøjer. Jeg tror, at det er der de næste investeringer skal sættes.

Jeg når nok ikke at runde biblioteket, da der er planter der skal vandes, kartofler der skal opgraves og et hjem der skal ryddes op i, inden ferien starter.

Men mon ikke man også kan finde bøger i boghandlere i Jylland?

Lige nu virker 3 uger uendeligt langt. Dag efter dag og blå, blå nætter med bål og hygge. (Og jeg insisterer på at sove ude nogle af nætterne).

Om ikke alt for længe skal jeg over til sommerlandet hvor min kæreste og mine katte befinder sig.

Og selvom jeg aldrig rigtig har evnet hverken at savne eller glæde mig, så kan jeg alligevel mærke en længsel … mon ikke det betyder, at  jeg glæder mig?