Lykkeglimt


onsdag 20. september 2017 kl.18:21

På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.

Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.

Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.

Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….

søndag 17. september 2017 kl.8:27

Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser. 

Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af. 

Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende. 

Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.

Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.

Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.

Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:

Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.

Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.

En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.

Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.

2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus  … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.

lørdag 1. juli 2017 kl.10:09

I går mødtes jeg med min nyeste veninde. Vi har kendt hinanden i næsten to år, men da hun var min chef indtil udgangen af maj, er det først nu vi har åbnet op for venskabet og mødes privat.

Og det minder på mange måder om tiden med en spritny kæreste. Den tid hvor man fortæller om opvækst, fortid – alle de ting der har været med til at danne rammen om en og er medskabende til den person man er.

Antennerne er ude og man både rummer og fortæller historier, der er nye for den anden.

Alting er nyt og spændende.

I eftermiddag skal jeg så mødes med min ældste tætte veninde. Hende jeg flyttede sammen med, da jeg flyttede hjemmefra. Hende der har kendt alle mine seriøse kærester, min familie og first hand oplevet min baggrund og mine rammer (og vice versa).

Havde vi været et ægteskab havde vi fejret sølvbryllup for mange år siden. 

Selvom der har været op og nedture og vi senere i livet både har boet i hver vores verdensdel og igen i samme lejlighed, så er vores kærlighed til hinanden rodfæstet og jeg tvivler aldrig på at vi har hinanden ryg, også i resten af livet.

Vi kender hinandens historie og kan færdiggøre hinandens fortællinger, fordi vi har hørt dem tusindvis af gange. Nogen gange kan den anden endda huske detaljer, som den anden har glemt.

Alting er trygt, sikkert og velkendt.

Og den der har begge dele er privilegeret.

torsdag 22. juni 2017 kl.11:48

Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.

Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.

Nu er jeg fri af det.

Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.

Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.

Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.

Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.

Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.

Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.

Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”

… hvis jeg kan?

Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.

jubel-collage

fredag 24. februar 2017 kl.7:16

Det starter altid med “Bare lige”.

Jeg skal bare lige noget. Bare lige se et par venner, bare lige lave noget mad og bare lige servere et par drinks.
Og et eller andet sted knækker kurven og jeg må igen indse at jeg ikke mestrer begrænsningens kunst.

Denne gang har jeg dog købt mig fra det meste. Kagen tager dessertdragen sig af – det har de før vist at de gør godt – maden er ligeledes bestilt udefra.

Der hvor jeg har kunnet skåne mig selv har jeg købe mig fra det – eksempelvis slæbes de fleste af drikkevarene op af nemlig og postnord (levering til døren er ubetalelig når man bor på 4. sal).

Og selvfølgelig koster det. Men min 51 års fødselsdag er min egen gave til mig efter alt det jeg selv og verden har budt mig selv de sidste 1 1/2 år.

Jeg får inspirerende besøg. Skønne kvinder der har valgt denne aften til – mange af dem, er nogen jeg har set alt for sjældent. Vi skal have min yndlings mad: noget nogen andre har lavet ;-), kage uden anstrengelser og tøsedrinks.

Det bli’r så godt. Og jeg glæder mig og tror at jeg sætter ind på glædeskontoen.

tirsdag 22. november 2016 kl.10:38

Himlen gav sit bedste show i morges.

Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.

fredag 5. august 2016 kl.11:57

Når man (som i jeg) holder fri uden løn, er der uomtvisteligt nogle ekstra forventninger til de dage, der er til rådighed. 

Og derfor er der en pænt stor uoverensstemmelse mellem mine ferieønsker og min kærestes forventninger til hvordan jeg tilbringer min tid, i denne her første uge af min ferie, der har været tilbragt i Saksild.

Og jeg vil uden skam sige, at maling af hus ikke står øverst på listen. 

Heldigvis – eller uheldigt nok. Har ugen stået på regn, afbrudt af byger og skybrud. Med en snas sol nogen af dagene.

Derfor gjorde det heller ikke så meget, at min dag i går blev brugt til kørsel 

Og det styrtregnede da jeg stod af bussen i Odder, for at hente bilen fra syn.

Det regnede almindeligt da jeg stod udenfor i Saksild og baksede med at samle kattetransportbur – der skulle tømmes for regnvand.
Det dryppede mest, da jeg satte min niece og katten på toget i Skanderborg.

Tilbage i Saksild – som vi måtte runde igen efter glemt telefon (med penge og kørekort) var det opholdsvejr. Mens det høvlede ned, da jeg havde afleveret min svigermor i Randers.

Nordpå gennem Jylland svingede vejret og jeg kørte gennem både sol og regn.

Og oppe i Gug, hvor jeg endte, er jeg sikker på at jeg sad for enden af en regnbue – både fordi der var solskinsregn mens jeg var der og fordi jeg besøgte en guldgrube af et venskab.

Og det var en ferieaften lige efter mit ønske og præmien for at have brugt den på at køre alle andre rundt.

fredag 17. juni 2016 kl.6:55

image

Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

Og jeg kunne ikke rumme det.

Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.

onsdag 13. januar 2016 kl.19:36

Da jeg var barn, vidste min mor alt hvad der var at vide om alt i stort set hele byen. Og helt sikkert alt om hvad der skete på vejen.

Kombination af at være lokal frisørsalon og have et hus for enden af vejen, oppe på bakken, med udsigt – krydret med en interesse for ting omkring sig, skabte god grobund for viden.

Som barn, er det et frygtsom våben, at ens mor ved alt. Det lægger visse begrænsninger på ens adfærd.

I hvert fald min.

Og børn er jo små svin.

Og utaknemmelig oven i købet.

Som forældre tror man sikkert, at det der med en mor, der er hjemme når børnene kommer fra skolen, er noget alle unger elsker. Ligesom vi forventer at de forstår, at hjemmelavet mad er bedre end det der med e-numre og andet tilsætning.

Da jeg var barn, var min mor altid hjemme, når vi kom hjem fra skole. For vores hjem var samtidig hendes arbejdsplads. Mine forældre havde selv bygget huset og sat en frisørsalon ind i det.

Så noget af det bedste jeg vidste var, at tage hjem til Mette, hvis mor arbejdede ude. For når vi var der, kunne vi lave pandekager og spille høj musik. Og jeg kunne få købe franskbrød og lyserød kødpølse.

Hjemme hos os havde vi kun hjemmebagt brød og kødpølse var bandlyst.

Og den stod på hjemmelavet leverpostej og hjemmelavet rullepølse.

Og selvom det som stor pige, var sjovere at hænge ud hos Mette og lave “skøre-madder” eller ligge på Eas græsplæne og drikke sodastream cola og læse romanbladet, fordi der ikke var nogen forældre, der forstyrrede ungdomslivet, så var der også en kæmpe styrke og sikkerhed i at vide, at min mor altid var tilgængelig, og hjemme.

Vi var aldrig alene.

mandag 2. december 2013 kl.17:17

IMAG0770[1]

Det er efterhånden 8 år siden jeg trak limpistolen i al offentlighed og erklærede til verden at  “jeg kan lime“.

Det var dengang en blog var et synonym for en weblog og ikke et andet ord for et indlæg, som det tilsyneladende er i dag.

Det var også dengang jeg var på forkant af kreabloggere og lavede DIY om det at lime  – istedet for at være hende der mest af alt bare går og tænker på at jeg måske skulle lave noget… bare et eller andet med min hænder og fantasi.

Jeg erkender, at jeg både er tabt af blogmæssige vogn og hele kreaverdenen.

Men jeg kan stadig lime.

Og der sker et eller andet med mig, når vi går ind i december.

Al den kreativitet jeg åbenbart går og holder ind begynder at boble over. Min minimalistiske stil bliver forstyret af små røde mænd, englevinger og flitterstads.

Og jeg elsker det.

Min niece er også med på galejen og jeg købte derfor en kreakalender til hende.

Vi startede på den igår da vi var i sommerhus, men blev enige om at det måske var bedre at det blev noget hun lavede hjemme hos mig i løbet af december … end forsøgte at presse ind i en allerede presset og decembertung hverdag.

Så vi har lavet lime-dates i løbet af december.

Men det tager jo om sig det skidt …

Så da jeg købte to Amaryllis’er for en billig penge – og opdagede at de derfor også kom i en billig plastikskål, kom limegrejerne frem og et drys guld blev påført, for at glimte om de spændte løg.

IMAG0771[1]

Limpistolen, sprøjtelimen og alt glimmerhejsen er lagt til ro for i dag … men på onsdag limer vi videre.

Næste side »