Sidste år sad jeg indenfor i en lejlighed, klinet til skærmen og læste med frustration og savl i mundvigene om den fantastiske påske alle virkede til at have. Om solskin og udeliv og ting der blomstrede og voksede med en ubønhørlig grokraft.

Og jeg længtes.

Efter den danske påske, foråret der står på spring, den første kop kaffe i et lunt hjørne, kirsebærtræernes hvide sne, blå-blå åh så fantastisk blå himmel og vasketøj, der fik duft af det hele.

I år har jeg mest siddet indenfor og kigget ud på gråvejr og regn og tænkt på hvor hylan det der påskevejr blev af!

Bortset fra den fantastiske forårsdag vi havde skærtorsdag, hvor jeg brugte det meste af dagen på at køre Jylland-Sjælland retur og resten af tiden på at fejre fødselsdag.

Ind i mellem har der dog været forårshuller, der har lagt sig som balsam på mit forårssavn, og bragt glæde i en kold påske:

Som det utrolige kvidder af småfugle, der sang halsen af led, da jeg i rimfrost og morgenkåbe sad på terrassen, klokken lidt over 6, fordi Bertram skulle ud og snuse efter mus.

De par timer min mor og jeg havde på knæ ved min lille urtehave, mens vi snakkede og rev ugræs op og langsomt så et års forfald og upassethed forsvinde og istedet så, at de fleste urter og planter havde overlevet.

Og varmt besøg hos onklen og visitter fra mosteren og turen forbi min fætters iPad, for at få arrangeret en afhentning af en pc på Amager. Og gensyn med mormor og morfar, der gennemsnitligt ville være 100 år i år, hvis de havde levet i levende live.

Om at gå ture på stranden med min mor og nye og gamle venner, der alle frydes over det hvide sand og kigget til Samsø og Tunø.

Bertram og Alfred, der virker som om at de aldrig har været væk fra Saksild, og håndterer gensynet på hver deres måde: Bertram der skal ud klokken 6 for at tjekke vejret ud og Alfred der lige snupper en time mere helt puttet ind under dynen, så kun næsen stikker frem.

At køre Danmark tyndt og tur-retur til Sjælland, gennem solskin og et smågrønt landskab, med æggeskilte og de sidste kartofler til salg, for at fejre at min far har gennemført 75 påsker i år og ser ud til nemt at kunne nappe 25 mere.

Når grillet blev tændt op og vi fodrede gamle og nye venner af med alt godt fra grillen og de gode kødvarer fra Slagteren i Hou.

At sidde 8-12 mennesker om et bord og lige gøre plads til et par ekstra naboer til osten og mærke huset varme op af godt selskab og madnydelse, selvom det egentligt hverken er plads eller stole nok.

At drikke morgenkaffen af ølkrus og spise blødkogt æg af et snapseglas, fordi opvasken ligger ovre hos naboen, da de tog den med hjem aften før, og de ikke står tidligt op.

Og at høre nyt fra Vejle, om en Toppermis der trives i sit nye hjem og bestemmer over madskålen, kigger ud på naturen og byder Wimmer op til leg.

Så selvom der kun blomstrede kirsebær i mine vaser og jeg ikke drak kaffe i solen, så blev min påske alt det jeg ikke vidste jeg havde ønsket mig.

Jeg fik bare sådan en god dag i går - og jeg tror at meget af det skyldes at jeg slet ikke forventede noget og derfor fik den ene mere positive overraskelse efter den anden.

Derfor var det en glad fødselar, der sidst på aften trissede i seng og kyssede min kæreste på issen, nu uden det hår jeg havde tigget og bedt om at se ryge siden han begyndte at gro det i sensommeren.

Det passer mig bare så fint at være tilbage i Danmark. At det er lige til at få blomster og ordentligt chokolade, at man kan købe en film man har lyst til at se - og at ens kæreste kan invitere en ud til god klassisk mad hos Brd. Prise, og jeg kan genopleve min studietid, ved at spise i underetagen af den bygning, der ellers rummede mange (traumatiske) forelæsninger i offentlig ret.

Eneste lille minus ved Danmark er det der med sko. Det bekommer mig ikke vel.

Og selvom jeg havde taget sko på, der tidligere var mine “bekvemmelighedssko” og derfor kun har en lille hæl og nogen , så endte de med at trykke og klemme og gøre forfærdeligt ondt. Og da togdriften fra Nørreport valgte at gå i udu og vi derfor spadserede hjem, var jeg hende der endte med at tage skoene af og gå hjem i strømpesokker.

Men hey - det var jo nærmest forår i går og det ødelagde ikke min glæde - så i går var jeg lige præcis som overskriften siger: grundglad og på strømpesokker gennem februaraftenen i de københavnske gader, mæt af god mad og med min bedste kæreste i hånden.

Og det er ikke helt skidt.

Facebook er god til fødselsdag - og sådan en har jeg i dag. Og det er dejligt som jeg bliver hilst der, samt på sms, Skype og endda et enkelt brevkort er det blevet til … og ja, nogen af de medier husker en på det - men det er da bare dejligt, at det er nemt at glæde en anden.

Men glæden blev størst da det ringede på døren og jeg fik leveret blomster, chokolade, kærestebrev og en middagsinvitation … fra min dejlige kæreste.

Morgenmad (nær sengen), fødselsdagshilsner, solskin, frisør og så blomster og middagsinvitation … jeg bliver helt glad i låget og endnu mere glad ved tanken om at jeg slet, slet ikke skal i nærheden af at opvarte nogen til denne her fødselsdag … jeg kan bare nyde og det gør jeg!

På det yderste af vinteren eller det første af våren og lige midt i skolernes vinterferie og min egen ledighed, mødtes min niece og jeg til “mosterdag”.

Selv her dagen derpå, kan jeg lugte røg i mit hår. For vi hyggede os med gåtur på Fælleden, pølser og snobrød på bålet - med varm kakao og skumfiduser til dessert. Alt det gode fra bålet, midt i sneen og dådyrspor ude i min lille have.

Og vi fortsatte med spil på bordet, da vi med røde kinder og lugt af røg, kom tilbage til lejligheden. Hvor bror og kæreste sluttede sig til hyggen og de hjemmelavede pizzaer.

Og vi sluttede herligheden af med at lave stuen om til biograf og det nød vi, selvom teenagestorebror skulle i klub midt i det hele og kæresten lagde sig på tværs og snorkede sig gennem to film.

Det er fint nok at jeg har været savnet mens jeg har været væk, men jeg tror nu alligevel, at jeg bare bedre kan lide at være her.

Vi lavede vores eget lille juleoptog - søsterungerne og mig, da vi travede hjemad med juletræet.

Nevøen styrede cyklen, niecen sørgede for at holde juletræsfoden på bagagebæren og jeg støttede og bar resten af træet.

Jeg troede ellers at jeg bare lige kunne smutte ned til den juletræssælger der stod ved min hoveddør - men for 450 kr. grimt træ stod bare ikke på min indkøbsseddel.

Det viste sig heldigvis, at et besøg lidt længere nede kunne give både et bedre træ og en lidt billigere pris. Og så var der lagt an til førnævnte parade.

Lidt mere besværligt end beregnet - men nødvendig, da det viste sig at nogen havde nolet den stang til min cykeltrailer, som gør at man kan trække traileren.

Og så lige i december. Og fra en aflåst bagtrappe, som man skal igennem en aflåst gård for at nå.

Men træet kom hjem og vi hilse på mange på vores vej inklusiv en ikke helt ædru fyr der sagde “ho, ho, ho” til os, mens hans ven stod og brækkede sig op ad værtshusdøren. Og de tre fyrer der stod i vores opgang og fik varmen, mens de ventede på bedre tider.

Jul på Vesterbro.

Men jul på Vesterbro er også at pynte juletræ med ungerne, at lave de sidste hjemmelavede julegaver med dem, at spise risengrød … og at erkende, at det kan godt være at der er lavet dej til hjemmelavet æbleskiver, men nogen gange er dagene kortere og overskuet mindre, end man havde regnet - så dejen måtte forblive dej.

Og der er vel også en æbleskivemulighed i morgen?

Og når jeg går ind i min stue, ligger den ene af mine katte og kigger på det pyntede juletræ og når jeg snuser ind, dufter det af gran og vinter.

Lige om lidt er det rigtig jul her på Vesterbro.

Både sidste år og i år skiftede jeg adventsgaverne til mine søsterunger ud med adventsoplevelser.

Så i de forløbne uger har vi set julen som i gamle dage på Frilandsmuseet, hvor nogle i familien måtte sande at “fedtebrød” (som i brød med fedt og salt) ikke er det samme som morfars hjemmebagte “fedtekager” (som i småkager med en kokos-citron-glasur), vi har bagt vores egne vaniljekranse og pebernødder og se video og mens vi spiste pizza foran tv’et og i dag var vi så til premieren på Megamind i 3D.

Det sidste arrangement går ud på, at vi skal ud og købe juletræ og pynte det sammen, og jeg håber at det bliver en succes, men da de allerede har ærget sig over at de ikke kan komme herop og gøre det lillejuleaften som vi plejer, så tror jeg at de blive glade over at vi gør det sammen en anden dag.

Jeg nyder at jeg på grund af min sygemelding endelig har lidt overskud til at være sammen med ungerne, for de har klart lidt under det sidste års underskud og jeg har set alt for lidt til dem. Det kommende år bliver tiden sammen af gode grunde meget minimeret og derfor tror jeg at både de og jeg nyder vores samvær ekstrameget her og nu.

Og de er sjove og fede at være sammen med og siger sjove og kloge ting. Som dette:

Lillesøster: “.. Og storebror har ingen fødselsdagsgave til mor i morgen!”

Mig: “Hvordan kan det være?”

Storebror: “Hun har sagt, at hun ikke ønsker sig noget, udover at hendes børn hører mere efter hvad hun siger.”

Mig: “Har du så tænkt dig det … at høre mere efter hvad hun siger?”

Storebror: “Tjae … jeg har jo ladet være med at købe en gave, det er da at høre efter”.

Stor kunst :-)

Og den lille kunne også noget, men det var nok mere på den ufrivillige måde:

Hun og jeg gik på toilettet før filmen. Hun havde fået en kæmpe tyggegummikugle af sin bror. Mens han kunne have den hele inde i munden, måtte hun gå med den i hånden og langsomt arbejde sig frem mod at få bidt hul på kuglen.

Da tyggegummikuglen, hænderne og hele tisseriet åbenbart blev en for kompleks størrelse for hende, var det helt naturligt for hende at spørge:

Lillesøster: “Hey moster, kan du ikke lige holde min tyggegummikugle i din mund, mens jeg tisser?!

Det er et af de der spørgsmål, som man ikke lige havde set komme.

Puha.

Et positivt svar fra bestyrelsen i min have. Jeg har fået lov til at beholde min have, selvom jeg rejser bort i et år.

Først da svaret kom, kunne jeg fuldt og helt mærke hvilken lettelse det gav i mig, at jeg ikke skulle ofre haven for rejsen.

I tiden frem til nu har jeg sagt til forskellige, at hvis det var prisen, så var det det - og at det er vigtigt at huske hvem der ejer hvem - og at jeg ikke vil leve et liv, hvor det er haven der ejer mig, og selvom jeg mener det, er jeg nu alligevel rigtig glad over at jeg får lov til at eje haven også efter dette eventyr.

Jeg tror jeg har fundet den helt rigtige til at passe på min øjesten, men det skal lige falde helt på plads.

Det vigtigste for mig i den del af processen er, at haven kommer i hænderne på en som vil elske at være der og holde den med glæde.

Forrige onsdag kom min kæreste hjem og var også led og ked af sit arbejde.

Som afslutning af sin tale om alle de ting der var galt kom ordene “og så har jeg set at de søger en dansktalende dykkerinstruktør i Sharm el Sheikh - man burde søge den og rejse fra det hele.”

“Så søg den dog” sagde jeg. “Hvad er der er tabe? Hvis du får den tilbudt kan vi altid tage stilling til hvad vi så gør“.

Han søgte. Han fik den. Vi tog stilling til tingene - træffede en beslutning. Og 1. februar 2011 starter min kæreste som dykkerinstruktør i Egypten og jeg tager med.

Et år i solen, uden arbejde - med mindre jeg finder noget jeg gerne vil lave. Lige det jeg gik og drømte om.

Og jeg glæder mig.

Min bedste ven har fødselsdag i dag og jeg glæder mig til at fejre ham, sammen med vores søde kærster og hans gode venner. Jeg nyder at mærke hans glæde og mærke min egen glæde på hans vegne.

Og da jeg gik ind i stuen med et sjældent glas Fanta, var det som om at solen og farverne på mit stuebord glædede sig med mig.

Det blir’ en god dag.

Helt tilbage i september blev det arrangeret at vi skulle lægge hus til fætter-kusine-traditionen med Mortens Aften. Værten står for ænderne (og sovsen!) og resten kommer med tilbehøret.

Ænderne blev bestilt for lang tid siden og kæresten er mand for at få dem stegt, så arrangementet bliver holdt som aftalt.

Lige nu står nanden i mit liv og bakser med to fuldfede ænder, stoppet ud med kvæder og lagt på et leje af porre, selleri og gulerødder samt krydderurter. Og når jeg går ud i køkkenet kan jeg lugte grøntsagerne, krydderurterne og den friskkværnede peber og det dufter pragtfuldt .., og helt klart af mer’