“Jeg glæder mig til at sove længe” var det sidste jeg hørte fra min værtindes mund, inden vi gik i seng i går. Så da jeg vågnede kl. 6.28, og var klar til at stå op, kunne jeg godt se to uforenelige planer.

Efter en halv times venden og drejen i dynerne, måtte jeg alligevel indse, at jeg var for vågen til at sove videre. For ikke at vække værtsparret besluttede Oskar og jeg at vi måtte ud og gå.

Og hvilken sjælden skøn morgen i Østerådalen.
Det må have været koldt i nat. Søkanten var frosset en 3-4 meter ud i vandet, og overalt var der strøget tusinde diamanter, der glitrede og gnistrede i rimfrosten. Vi kunne se vores ånde som vi gik gennem dalen med solen i øjnene.

Man tænker så godt sådan en morgen. Lys, luft og selskabet af en glad lille hund er en rigtig fin måde at binde tanker og handling sammen. Vi mødte nogle stykker der også nød morgenen. En enkelt stod med ansigtet mod solen og en lille kop kaffe i hånden. Han må have boet tæt på, for det dampede fra koppen og der stod dejlig duft af kaffe omkring ham.

Da vi kom hjem fik den morgenduelige hund vist jaget familien af senge… jeg ved ikke om kl. 8.00 kan betragtes som at sove længe – men nu er de oppe – og lur mig, om der ikke snart dufter af kaffe også herinde…