Jeg har efterhånden været syg så længe, at snot, hoste, feber og lavt energiniveau er blevet det nye mig.

Og jeg er nået dertil, at jeg har droppet at lade sygdom hindre mig at gå på arbejde, eller lave noget i min have.

Det er sikkert ikke den bedste taktik, men jeg har bare ikke mere tid til overs til at lave ingenting, da alt den ingenting hober sig op til mangeting.

Så gårsdagen bød på trillebørskørsel med grus og søsten fra tidlig morgen, efterfulgt af 5 timers fælles(tvangsarbejde). Dernæst 3 timers arbejde, kombineret med lidt portvinsdrikning, i egen have samt pasning af søsterunger (med medfølgende snak og vandpjaskeri). Da jeg endelig kom hjem, efter aflevering af barn og en lang gåtur, bestod aftensmaden af en skål rosiner og mandler og snork på divanen.

Jeg vågnede op og så en tysker synge, og gik så i den rigtige seng. Hvor jeg efter et par timers analysering af alle de ting. der mangler at blive lavet i min have, endelig faldt i søvn igen.

Jeg ved ikke hvor mange advarselslamper jeg skal fortsætte med at se blinke – men tanken om eksempelvis 2 måneders sommerferie, med udeliv, meditation og urtete lyder klart bedre end det jeg har linet op.

<ironi on>Men man vælger jo selv sit liv, ikk?</ironi off>

Lige som jeg troede at jeg var ved at komme ovenpå igen, så fik sygdommen igen smidt krogen i nakken af mig, og med møje og besvær landet mig i sygesengen igen. Søndag vågende jeg med ondt i halsen og det videreudviklede sig over pinsedag.

Så nu er jeg tilbage med snotnæse og nattehosteri.

Og det var mig, der ellers priste mig af at jeg syntes, at jeg havde sådan et godt helbred.

Ta’ den Hybris.

Jeg gider ikke vågne klokken 4 om morgen og spekulere på ting.

Men jeg gør det.

Mine rabarbere står og strutter ude i min have og hvis det ikke var sådan et regnvejr, ville jeg tage ud og hente nogle til min barndoms første rabarberindtryk:

Rabarberbrød: ristet brød, smurt med smør og drysset med kanelsukker. En ordentlig blub rabarberkompot sødet med sukker, men stadig med bid i – toppet med marengs og varmet og gjort gylden i ovnen.

Det har det hele med sprødhed, syrlighed og sødme og bare ved at skrive om det, løber min mund i vand.

Men det regner og det er vist i orden, for i går fik jeg fyldt op på hylderne med sylterier af de frugter jeg stadig havde i min fryser:

Det der var tilbage af frugterne fra min Romtorpf blev sat på mindre glas, fik en ekstra sjat rom og sirup kogt af noget af al den saft, der var tilovers fra den store skål med Romtorpf.

Halve hyben blev også syltet i den helt fantastisk aromatiske romtorpfsirup.

Frostne – og dermed friske nødder – fra sommerhuset, blev knækket og lagt i rosensirup.

Resten af rosensiruppen blev hældt over rubinrøde ribs, som lige fik et kort opkog, inden de druknede deres syrlighed i den fine søde rosensmag.

Raberne fra sidste sæsson blev kogt til de saftede og saften blev kogt ind til sirup sammen med vanilje. Det blev en fin lyserød sød-syrlig rabarbersirup.

Og glassene skal glæde og nydes sammen med ost, pandekager, is og andre lækkerier. Mens vi venter på dette års frugter og nye sylteeventyr.

Tingene går i et noget langsommere tempo, end hvad der egentligt behager mig. Jeg har virkelig svært ved at forstå, at det der svimmelhed er noget der findes i virkeligheden, og ikke bare noget vi leger.

Så når det går godt, gør jeg lidt for meget og *WHAM!!* bliver jeg sendt til tælling og må passere start unden at indkassere pengene.

I går havde jeg den frækhed at bruge et par timer i køkkenet, med noget restesylteri af de frugter jeg stadig havde i fryseren.

Og da jeg var færdig i køkkenet var jeg færdig. Helt færdig. Og måtte hen og hvile mig.

Jeps. Jeg er så officielt blevet sådan en som skal hvile sig.

Jeg havde et arrangement med en veninde om aften og som tiden nærmede sig havde jeg mere og mere lyst til at melde fra. Men da hun kun er i landet i 10 dage og jeg allerede havde meldt fra en gang, på grund af sygdom, fandt jeg de sidste kræfter inde bagest og med smagen af hovedpinepiller i munden, spændte jeg cykelhjelmen på og begav mig ud i byen.

Og jeg er glad for at jeg fik hilst på – selvom jeg ikke orkede så længe (og heller ikke så mange mennesker).

Men at gå igennnem byen klokken 22 om aften og føle det som det var længe over midnat, efter at jeg enda har været inde og hvile mig, er bestemt ikke noget der huer mig, og jeg håber ved gud, at min krop snart tager sig sammen og kommer videre.

De sidste to gange jeg har været ude i min have, er jeg kommet frem til et hus, hvor vinduet har stået åbent, huset været gennemrodet og madras og gulve plasteret til med mudrede fodspor.

Forrige gang var indbrudstyvene løbet med alle mine tæpper, mit gasblus, gaslampe og en stegepande. Da jeg ikke havde fået noget af det erstattet, var de så her sidst “bare” rendt af huse, med den ekstra gasdåse til lampen og en uåbnet pakke Pringles.

Jeg har nu haft 5 indbrud i min lille have, heraf de 3 i år og tyverierne har ændret form.

Hvor det tidligere var tydeligt at dem, der brød ind i mit (og de andres huse – for jeg er ikke den eneste der får besøg) var hjemløse, der havde behov for et overnatningssted, så er dem der stjæler fra os nu, dels øget i antal og dels er det tydeligt at det er nogen, der sætter lejr et andet sted – og nok i nærheden.

Gennem hele vinteren har vores lille haveforening været plaget af ufattelig mange tyverier af gasflasker. Vi har reelt haft funktion, at et veritabelt ta’ selv bord af gasflasker.

Jeg hader at være sådan en, som sætter labels på andre mennesker eller kommer med småracistiske bemærkninger, men jeg har svært ved ikke at sætte sammenhæng mellem tyverierne fra vores haveforening og den lejr af romaer, der har været på Amager gennem vinteren. Specielt fordi der ved denne lejr, kunne ses en masse henslængte brugte gasflasker – og at tyverierne tog til, efter at lejren blev ødelagt for kort tid siden.

Nu kan vi konstatere, at der er en ny lejr af disse forhultede mennesker, kun 100 meter fra vores haveforening. På Amager Fælled.

Og fred være med det.

Hvis det ikke var fordi jeg ikke magter at blive ved med at komme ud og opdage at mit lille søde hus igen har været invaderet af nogen, der betragter mig og det, som den lokale døgner, man lige kan hente fornødenheder i. Eller som et supermarked man lige kan besøge inden hjemturen med “rumæner-bussen”.

… og jeg tænker på tre ting:

• at mit vindue er så lille at det kun kan være et barn der bliver sendt ind af det – det er ikke rigtigt at det skal være nogens barndom
• at der ikke burde være al den fattigdomskriminalitet og jeg egentligt gerne ville hjælpe hvis jeg bare blev spurgt
• at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om jeg lige nu er ved at plante og luge nogle andres grøntsager – for når der tydeligvis laves mad, så vil det jo være nemmere at hente grøntsagerne hos os, end at købe/stjæle dem i butikkerne

Jeg ved jo godt, at jo mere man ejer, jo mere kan man få stjålet.

Og efter at jeg har fået nyttehave og bil, er jeg i den grad blevet mindet om det, idet vi i det sidste år har haft i alt 9 indbrud i bil og have – men for fanden, det burde da være muligt at have et skide gasblus og en pande uden at det udgør noget andre skal stjæle og det burde være muligt at have sin bil parkeret på Vesterbro (og sjovt nok kun mellem 10 og 50 meter fra Station 1) uden at den gang på gang bliver brudt op.

Og det værste er, at jeg har mindre og mindre lyst til at hjælpe og række ud – og det synes jeg er det allermest sørgelige.

Om ikke alt for længe tager min kæreste mod det nordlige Sverige og noget af det smukkeste dykkervand jeg kender til.

Og mig?

Jeg svimler stadig rundt – hele tiden med en lille brandert på, selvom jeg ikke rører en dråbe.

Så mine Himmelfartsdage kommer til at gå det som naturen byder. Det vil sige indevejr, oprydning og bøger – eller udevejr og have. Uanset om det bliver det ene eller det andet, så virker det som om, at jeg ikke behøver at vande lige med det samme …

Regner jeg med.

På mit køleskab hænger forskellige gavekort. Noget for noget – som biografbilletter, for at få nøgleoplysninger og mad for larm, og gaverne fra jul fodforkælelse til ham og finere madoplevelser til mig.

Og i dag blev noget af det indløst.

Bruch i nabolaget – pænt uden at være prangende, bare ærgeligt at vi først blev glemt og derefter fik forkert mad. Vi fik et tilbud om at få en af retterne “på huset” – men da vi allerede spiste på husets regning, ville vi egentligt hellere bare have haft vores rigtigte mad, og indenfor en fornuftig tid.

I biografen sad vi på sofarækken med muligheder for benstræk og putning op af kæresten. Filmen var fin nok, men har vist vundet andres hjerter mere end min, selvom hovedrolleindhaveren så fantastisk ud, da hun var pudset op som en ung Audrey Hepburn … men jeg er er også en sucker for Audrey. (hvem der bare var prinsesse for en dag .. en fridag..)

Og mens vi var rundt til vores gøremål, gik jeg som i en mindre brandert. Ikke rigtig fuld, heller ikke ædru … bare sådan tipsy – som Audrey ville være.

Og helt gratis var det – mad, biograf og svimmelhed – og jeg håber stadig at jeg snart er over det sidste.

Mens gulerødderne venter på at blive sået, forårsløgene at blive plantet ud, kattene på at blive luftet, vasketøjet på at blive vasket, forældrene på at få en hjælpende hånd og arbejdet på at blive arbejdet – så venter jeg på at få det bedre så jeg kan leve op til noget af alt det der venteri.

Men jeg venter med et hovedet der er dobbelt størrelse fordi det er stoppet ud med vat (snotvat åbenbart) og en balanceevne der fortæller mig at jeg er fuld, selvom jeg ikke har drukket en dråbe.

Onsdag arbejdede jeg – og alt for mange timer… men der var jo så meget … så eftermiddag og aften blev tilbragt på langs – kun afbrudt af kærestens “shyyyh”, fordi mit snorkeri overdøvede tv’et. Torsdag forsøgte jeg mig med arbejdet igen. Aldrig har vejen til mit arbejde været så lang og allerede på vej derud, vidste jeg at jeg havde begivet mig ud over mine egne evner … men nogengange virker ligefrem nemmere end tilbage.

Efter en times møde kunne jeg dog godt se, at jeg var ved at drukne og da jeg knapt nok kunne stå lige på mine ben, virkede en taxa hjem, som det mest fornuftige.

Fredag var endnu en dag i sengen, afbrudt af besøg hos lægen, der kunne fortælle mig, at det måtte være en virus på balancenerven, der gav mig den billige rus, og den vaklende gang. Og at der ikke var andet at gøre end at vente på at det forsvandt.

Så det gør jeg så. Venter på at den forsvinder. Mens gulerødderne venter på at blive sået, forårsløgene at blive plantet ud, kattene på at blive luftet, vasketøjet på at blive vasket, forældrene på at få en hjælpende hånd og arbejdet på at blive arbejdet … åh hvor vi dog allesammen venter…

Jeg kan ikke finde ud af, om det er et paradoks eller en naturlighed, at de store selvudfoldende armbevægelser, nødvendigvis skal efterfølges af behovet for at bage havregrynskager.

Men det kan naturligvis også skyldes at overskuds-afmatningsbalancen for et kort øjeblik tippede over til overskudssiden.

Eller at nogen skal lære at tage morgenmadsresterne ud fra spisebordet.

Hvo om alt er: søde, sprøde og lækre havregrynskager er nu i mit hjem.

Og i min mave.

Og i nogen andres maver.

Og fedt, og sukker og eftertænksomhed gør godt for en lille pige og en lille dreng.