…men så sagde min gode ven også:

“Du ser nu så ungdommelig ud med det der hår… altså det er lidt ligesom det er noget, der er sat på ovenpå dit hovedet”

og lidt senere…

“Ja, jeg sagde det der med “sat ovenpå hovedet” fordi det er sådan en kliché at sige “det ser ud til at du har et dyr på hovedet… altså, det fylder jo rigtig meget…sådan ovenpå og i siderne…”

og efter lidt håndmadder og bemærkningen om at det måske var på tide at stoppe med at rode sig ud i yderligere fornærmelser kom afslutningen:

“… jeg kan ikke gøre for det, det er noget jeg har efter min far…”

Nej, jeg er stadig ikke tilfreds med frisuren og nu skal jeg have kontaktet frisøren for en omklip

Jeg gik ind til frisøren med hår langt ned af ryggen. Naturligt hår, karamelfarvet, mellemblondt. Ja, ja, lidt trist og træt at se på, det trængte til en klipning.

“Jeg tar’ lige lidt her og lidt der, det trænger til at blive lettet og løftet….og skal vi ikke lige friske farven op, det bliver bare en tone mørkere”

Med håret og mig fulgte naturlige øjenbryn, da jeg gik ind i butikken - ja, ja de trængte til at blive rettet til, der var da både et hår og fler’ der uden risiko kunne fjernes, men den direkte ordre var “naturlige bryn - bare en tilretning”.

“*pluk, pluk pluk* nu må du sige til hvis der skal fjernes mere”

Et eller andet sted gik der ged i kommunikationen, for da jeg meget mellemfornøjet forlod butikken 1½ time senere, var det med en sort punkrocker puddelhunde klipning og øjenbryn, der var plukket så tynde og nu sidder så højt oppe, at jeg går rundt med er konstant spørgende udtryk i ansigtet.

Men spørge det er nu også det jeg gør, for hvad var det egentligt der gik så galt der?

I disse (snarlige) juletider er det tilladt at have hemmeligheder. Dette er en af dem.

Jeg er ved at samle adventsgaver til to, som står mig nær, men som jeg ikke har fået dyrket så meget i den seneste tid. Måske er det en lille smule aflad, men det er af hjertet ment.

Jeg er faldet fuldstændigt for denne løsning til præsentationen (til ham og til hende) som er helt fantastiske i deres udtryk - omend jeg jo i virkeligheden burde lave noget med min efterhånden støvede limpistol….

Tiden er dog en faktor jeg ikke kan komme udenom og de skal jo være færdige og fyldte til den kommende søndag - eller rettere lørdag, hvor jeg forventer at overrække pakkerne til det mødrende ophav.

Og det er i den forbindelse, at jeg lige har oplevet suveræn kundefokus og stor imødekommenhed. Desværre kan jeg endnu ikke røbe hvor. Men et sted på nettet har jeg lige bestilt noget. Idet jeg var usikker på om det blev sendt til mig eller til slutmodtageren og om det kunne komme frem i rette tid, ringede jeg til dem.

Det endte med, at dem i den anden ende, tager min bestilling tilside, sørger for at det bliver sendt til mig, så jeg har det senest lørdag - også selvom de normalt først sender efter at man har indbetalt på et girokort… (Girokortet bliver i øvrigt også droppet - de mailer mig bankoplysningerne og så sætter jeg pengene ind på deres konto).

Se er det ikke bare en dejlig opbyggende historie på en grå, grå torsdag. Det synes jeg!

Om lidt pakker jeg den sygdom, jeg har nurset de sidste par dage, under armen og væk og tager den og mig selv ud i landet. Væk fra storby og støj og mod landet og vandet …. og nok også en hel del mere støj.

Venindetræf i lejet sommerhus. Det blev på denne side af broen, da indtil flere have jydeblues og ikke vil antræffes i hovedlandet. Det er en af de ting tiden og livet kan gøre.

9 kvinder blev det til. 9 skæbner, liv, børn (eller uden), mænd (eller ikke), karriere (eller knuste forhåbninger) - vi er leveringsdygtige i det meste.

Engang var vi samme sted (Gran Canaria) og stort set samme sted i livet (er det en fest det der?), ville det samme (penge og ham den lækre).

Sådan er det ikke mere.

Og det er godt og berigende.

Vi ville ikke kende hinanden i dag - hvis vi var mødtes nu.

Skæbnesfællesskab - sjælefrænder.

Jeg tror det blir’ godt.

“Jeg skal have en lyseød kage, med en lyseød blomst og lyseød saftevand”.

Der var ikke et øje tørt i den lille bitte thesalon på Vesterbro, da min skønne niece med sin lille spæde stemme ønskede sig, alt hvad der bor i hjertet på en treårig.

Og der var lyserøde hjerter og sølvkugler i sukkeret og lyserøde kys. Og vi tømte hele fadet og hun fik de tre resterende kys med sig hjem. Til deling derhjemme.

Og mit hjerte sprak da hun med sin sødeste stemme i telefonen sagde:

Ih altså moster, det var så hyggeligt at være sammen med dig i går. Det var så dejligt at være på prinsessecafé

Jeg er derimod ikke sikker på at verden kan holde til at hun på et tidspunkt bliver stor og skal ud i det blå og dele sin charme til højre og venstre.

Jeg ved ikke hvad det er der sker. Om det er alderen eller en proces der går i gang, når man tager et sæt havehandsker på.

Men det er uomtvistligt, at jeg pludselig - og uden varsel - er begyndt at få en trang til ting som småblomstede tæpper i blide pasteller, med matchende stearinlys og servietter.

Det så jeg ikke lige komme.

Men ikke desto mindre har jeg i den forgangne uge indkøbt, ikke bare én lyserød genstand. Foruden ovennævnte tæppe og lys er der også blevet serveret en udbetaling på

• tre paselfarvede plastikkurve til haveaffald,
• et barnehaveredskabssæt i rødt og lyserødt (til niecen - udfra devisen, når du tager barnet ved hånden, tager du moderen ved hjertet…. så hvis ungen kan lide at komme i mosters have, følger mor nok med og gir’ en hånd), og
• en blomstret thermokande.

Det lyder måske ikke som meget. Men for en kvinde, der normalt hylder minimalismen og ikke har meget andet end hån tilovers for puttenutte og dims, er det et øredøvende skred i normerne.

… og damn, jeg kan mærke at det trækker i mig efter at male træmøbler hvide og sætte dem sammen med zinkting og pelargonier…

Nede i min kælder står en kasse med glitrende påskeæg, fluffy kyllinger og andet påske diller daller. Og der kommer den nok til at blive stående i år, for jeg kommer til at være mere rundtom end hjemme i denne påske.

Men der er én tradition jeg ikke har tænkt mig at droppe - igen i år springer jeg med på legen og deltager i det der oprindeligt var Liselottes idé, men i år er blevet overtaget af Prelsborg [som man vist ikke kan permalinke til...tsk]

Operation Påskeglad #2007

Du kan læse hvordan du selv kan deltage ved at klikke på billedet ovenfor - og man behøver ikke være blogger for at deltage.

… og nedenfor kan du se mine påskeglæder de sidste to år:

Påskeglæde anno 2006
Påskeglæde anno 2005

Hvorfor jeg deltager?

Fordi det er sjovt at være med til at glæde en anden, og dobbelt så sjovt, når man også selv står i den modtagende ende.

Scenen er sat. Flokken af voksne kvinder, der føler sig unge af ren og skær stædighed og en god gang breezers og gajolshot, indtaget fra klokken halvti om morgen og jævnt gennem resten dagen.

Fotoshoots hos professionel pornofotograf - men ganske anstændige, hvis man kan se bort fra de fantasifulde kostumer, veninderne havde samlet sammen. (Man skal nok ikke kigge for dybt i andres klædeskabe, for der kan sagtens falde bunnier, stuepiger og tyrolerkjoler ud her og der).

Her er dit liv hos Eventfactory. Det hele bundet med en fint sløjfe af en fantastisk guide, der fik lattertårerne frem og krampede maven sammen.

Sjældent har jeg grint så meget. Sjældent er der blevet drukket så meget. Og aldrig før har jeg været en del af de der højtrøstede polterabend-gangs, der rejser rundt og gør vejene usikre med råb og sang og gammelsdags morskab.

Vi ejede verden. I en halv dag.

Og da der var en der skulle i kiosken og spurgte det obligatoriske spørgsmål; “er der nogen der skal have nogetk med?“, svarede den altid rappe, med sin hæse stemme, “at du da gerne måtte tage en mand, der gerne ville have børn snart med hjem” - og en 3-4 stykker rakte hånden i vejret og sagde “også til mig“.

Og vi snakkede videre og sang Mona, Mona Mona og jeg er sikker på at det blev sent og at blod/alkohol procenten var en del forskubbet hos de fleste.

…og bruden morede sig og der kommer 110 gæster til festen

… med mindre man har en mor med en velforsynet køkkenhave. Er det tilfældet så er høsten betydelig større end den energi, der er lagt i havearbejdet:

Fadet er så iøvrigt suppleret af 1,5 kg søde modne brombær, knapt et kg. dybtrøde glasklare ribs og endnu et kg. rabarber. Der alle er lagt i fryseren til senere marmeladetrip.

I går var det æblerne der stod for skud og jeg fulgte en del af Liselottes æbleopskrifter og fik afprøvet opskriften på æblesmør, æblechutney og tørrede æbleringe (de sidste blev tørre. Meget tørre… faktisk knastørre…).

Endvidere supplerede jeg med at lave æblesirup, æbleeddike og rabarbersirup, af de rester der opstår, når frugten skrælles og skæres.

Min indre urkvinde trives i bedste forstand, når jeg bruger min kreativitet og flid til at omgøre frugter og nødder til forråd til vinteren. På det overordnede plan er det nærmest latterligt - det er dyrt og besværligt, jeg har ret beset ikke nogen steder at stille mine guldklumper og det er ikke engang altid et produkt jeg selv spiser.

Alligevel …. alligevel kan jeg ikke lade være. Alligevel nyder jeg at være småborgerlig, gammeldags og huslig.

Jeg har syltet kirsebær….