Jeg blev glad da min kæreste, kom hjem efter sin løbetur, med morgenbrød med en flot buket roser og liljer.

Det var skønt, at hjælpe hinanden med at forberede bruch til os selv og en kær gammel ven, jeg ikke har set i alt for lang tid.

At skåle i lyserød champagne med mennesker man kan lide, føles skønt indeni – specielt når det så bliver krydret med lækkert veltilberedt mad, lavet både i – og af kærlighed.

At snakke om mangt om meget og komme verden rundt i smag, trivsel og tanker. At læse i en anden, at man er helt ok – og føle det samme tilbage. Og at introducere to mennesker, der betyder noget for en for hinanden og opleve at det går godt, sætter smil på mit ansigt.

En telefonopringning fra søster, med spørgsmål om hvorvidt jeg har lyst til at komme med ud i sneen med hende og ungerne, gør mig glad helt ned i fødderne – og det var ærgeligt at det faldt sammen med det tidspunkt hvor vi lige havde sat os til bords.

Det er dejligt, når en rar eftermiddag sluttes med knus og kindkys og lovning på snarligt gensyn og ren kærlighed, når kæresten ofre en tiltrængt søndagsmorfar på sofaen og istedet går en lang tur med mig, gennem byens gader og langs byens stivfrosne vand.

Jeg synes jeg har haft en skøn valentins dag.

Og jeg føler mig privilligeret.

Der gik jo kun en enkelt dag med ingenting.

Da jeg vågnede søndag klokken 9.30, havde jeg ondt i ryggen af at ligge i sengen og så var jeg klar til verdens udfordringer igen.

Heldigvis havde jeg snydt og havde én lige ved hånden … så jeg tilbragte søndagen, med at ordne og plante blomster i min have.

Fredag havde jeg nemlig været i plantehimmel aka Kommunens Gartneri, som til rimelige priser solgte ud af deres overskudsplanter. Så jeg tryllede med blomster:

FØR

og

EFTER

Og gjorde min lille plet, meget mere tussenusseagtigt og lyserød:

Og så var det at man stod nede ved cykelhandleren og pustede luft i et halvfladt dæk og nærmest fik et grineflip over hans reklame på døren;

“YAKKAY – den første klædelige cykelhjelm”

(billedet er tyvsakset fra YAKKAY’s hjemmeside)

Mange ting kan man sige om det vovede forsøg på at mikse en ridehjem med en cykelhjem, der er forklædt som en kasket – men klædelig er nok ligefrem det ord, der springer i munden på mig.

Oprindeligt ville jeg have afsluttet med et rant om hvilken manglende accept af virkeligheden man som virksomhed har, når man ikke vil indse at cykelhjelme af natur ikke er klædelige. Og at det er ligemeget hvor meget stof, skygger, grafitti og blomster man putter på dem, så er de bare i deres natur halve æggeskaller man putter på hovedet – og æggeskaller bare ikke er sexede.

Men da jeg googlede siden for at linke til den, opdagede jeg at de faktisk har nogle hjelme der …… mumle …. mumle….

… ok, ser helt ok hæderlige ud.

Det har de så åbenbart også fået en pris for: Top 10 fashion and beauty ideas

… og så er det pludselig mig, der er til grin.

Der er rettet op på håret – frisøren blev genbesøgt og denne gang blev det mere til fruens smag. Krøller over det hele. Underligt at de har gemt sig sådan under det lange hår. Sådan er der så meget – og uden de rette omgivelser viser tingene ikke deres fulde potentiale. Det gælder både hår og mennesker.

Håret har det fint nu – mennesket slået lidt ud af kurs.

Men når jeg har sovet tre gange, så kan jeg vågne op og holde fri.

… og så fik jeg en bonus fra frisøren: en ægte overraskelse over min alder. Når man er træt ind til marven er det nu meget rart at man stadig kan blive skudt til at være 10 år yngre. Det forklarer måske også hvorfor jeg oprindeligt var blevet klippet i en frisure jeg selv synes var lige lovlig kæk og “ungdommelig”.

…men så sagde min gode ven også:

“Du ser nu så ungdommelig ud med det der hår… altså det er lidt ligesom det er noget, der er sat på ovenpå dit hovedet”

og lidt senere…

“Ja, jeg sagde det der med “sat ovenpå hovedet” fordi det er sådan en kliché at sige “det ser ud til at du har et dyr på hovedet… altså, det fylder jo rigtig meget…sådan ovenpå og i siderne…”

og efter lidt håndmadder og bemærkningen om at det måske var på tide at stoppe med at rode sig ud i yderligere fornærmelser kom afslutningen:

“… jeg kan ikke gøre for det, det er noget jeg har efter min far…”

Nej, jeg er stadig ikke tilfreds med frisuren og nu skal jeg have kontaktet frisøren for en omklip

Jeg gik ind til frisøren med hår langt ned af ryggen. Naturligt hår, karamelfarvet, mellemblondt. Ja, ja, lidt trist og træt at se på, det trængte til en klipning.

“Jeg tar’ lige lidt her og lidt der, det trænger til at blive lettet og løftet….og skal vi ikke lige friske farven op, det bliver bare en tone mørkere”

Med håret og mig fulgte naturlige øjenbryn, da jeg gik ind i butikken – ja, ja de trængte til at blive rettet til, der var da både et hår og fler’ der uden risiko kunne fjernes, men den direkte ordre var “naturlige bryn – bare en tilretning”.

“*pluk, pluk pluk* nu må du sige til hvis der skal fjernes mere”

Et eller andet sted gik der ged i kommunikationen, for da jeg meget mellemfornøjet forlod butikken 1½ time senere, var det med en sort punkrocker puddelhunde klipning og øjenbryn, der var plukket så tynde og nu sidder så højt oppe, at jeg går rundt med er konstant spørgende udtryk i ansigtet.

Men spørge det er nu også det jeg gør, for hvad var det egentligt der gik så galt der?

I disse (snarlige) juletider er det tilladt at have hemmeligheder. Dette er en af dem.

Jeg er ved at samle adventsgaver til to, som står mig nær, men som jeg ikke har fået dyrket så meget i den seneste tid. Måske er det en lille smule aflad, men det er af hjertet ment.

Jeg er faldet fuldstændigt for denne løsning til præsentationen (til ham og til hende) som er helt fantastiske i deres udtryk – omend jeg jo i virkeligheden burde lave noget med min efterhånden støvede limpistol….

Tiden er dog en faktor jeg ikke kan komme udenom og de skal jo være færdige og fyldte til den kommende søndag – eller rettere lørdag, hvor jeg forventer at overrække pakkerne til det mødrende ophav.

Og det er i den forbindelse, at jeg lige har oplevet suveræn kundefokus og stor imødekommenhed. Desværre kan jeg endnu ikke røbe hvor. Men et sted på nettet har jeg lige bestilt noget. Idet jeg var usikker på om det blev sendt til mig eller til slutmodtageren og om det kunne komme frem i rette tid, ringede jeg til dem.

Det endte med, at dem i den anden ende, tager min bestilling tilside, sørger for at det bliver sendt til mig, så jeg har det senest lørdag – også selvom de normalt først sender efter at man har indbetalt på et girokort… (Girokortet bliver i øvrigt også droppet – de mailer mig bankoplysningerne og så sætter jeg pengene ind på deres konto).

Se er det ikke bare en dejlig opbyggende historie på en grå, grå torsdag. Det synes jeg!

Om lidt pakker jeg den sygdom, jeg har nurset de sidste par dage, under armen og væk og tager den og mig selv ud i landet. Væk fra storby og støj og mod landet og vandet …. og nok også en hel del mere støj.

Venindetræf i lejet sommerhus. Det blev på denne side af broen, da indtil flere have jydeblues og ikke vil antræffes i hovedlandet. Det er en af de ting tiden og livet kan gøre.

9 kvinder blev det til. 9 skæbner, liv, børn (eller uden), mænd (eller ikke), karriere (eller knuste forhåbninger) – vi er leveringsdygtige i det meste.

Engang var vi samme sted (Gran Canaria) og stort set samme sted i livet (er det en fest det der?), ville det samme (penge og ham den lækre).

Sådan er det ikke mere.

Og det er godt og berigende.

Vi ville ikke kende hinanden i dag – hvis vi var mødtes nu.

Skæbnesfællesskab – sjælefrænder.

Jeg tror det blir’ godt.

“Jeg skal have en lyseød kage, med en lyseød blomst og lyseød saftevand”.

Der var ikke et øje tørt i den lille bitte thesalon på Vesterbro, da min skønne niece med sin lille spæde stemme ønskede sig, alt hvad der bor i hjertet på en treårig.

Og der var lyserøde hjerter og sølvkugler i sukkeret og lyserøde kys. Og vi tømte hele fadet og hun fik de tre resterende kys med sig hjem. Til deling derhjemme.

Og mit hjerte sprak da hun med sin sødeste stemme i telefonen sagde:

Ih altså moster, det var så hyggeligt at være sammen med dig i går. Det var så dejligt at være på prinsessecafé

Jeg er derimod ikke sikker på at verden kan holde til at hun på et tidspunkt bliver stor og skal ud i det blå og dele sin charme til højre og venstre.

Jeg ved ikke hvad det er der sker. Om det er alderen eller en proces der går i gang, når man tager et sæt havehandsker på.

Men det er uomtvistligt, at jeg pludselig – og uden varsel – er begyndt at få en trang til ting som småblomstede tæpper i blide pasteller, med matchende stearinlys og servietter.

Det så jeg ikke lige komme.

Men ikke desto mindre har jeg i den forgangne uge indkøbt, ikke bare én lyserød genstand. Foruden ovennævnte tæppe og lys er der også blevet serveret en udbetaling på

• tre paselfarvede plastikkurve til haveaffald,
• et barnehaveredskabssæt i rødt og lyserødt (til niecen – udfra devisen, når du tager barnet ved hånden, tager du moderen ved hjertet…. så hvis ungen kan lide at komme i mosters have, følger mor nok med og gir’ en hånd), og
• en blomstret thermokande.

Det lyder måske ikke som meget. Men for en kvinde, der normalt hylder minimalismen og ikke har meget andet end hån tilovers for puttenutte og dims, er det et øredøvende skred i normerne.

… og damn, jeg kan mærke at det trækker i mig efter at male træmøbler hvide og sætte dem sammen med zinkting og pelargonier…