Det er ofte dem man elsker mest, man også ender med at såre mest. De store følelser, den vilde intensitet – eller hvad?

Hvad er det der farer i folk, så ægtefæller at opfører sig mod hinanden på en måde, som de aldrig ville overveje at gøre mod deres værste fjende. Får forældre til at ruske og true ungerne. Får kærstefolk til at kaste med tallerkner og bedste-veninden til at gribe til ord af værste skuffe…..

Tugter man altid den man elsker. Elsker man ikke, hvis ikke man tugter?

Selvom jeg sagtens kan stå og skråle

Nu hvor du har brændt mig af
Nu hvor du har smidt mig væk
nu hvor du har stukket mig ned bagfra
har du det godt så, og er du glad igen.

Men når jeg nu savner dig
hvordan kan du så undvære mig – ej, ej, ejjjjjj

Sammen med Thomas og 40.000 andre. Så bliver jeg aldrig fan. Ikke af ham og ikke af nogen andre.

Jeg besidder ikke de evner det tilsyneladede kræver, at være fan af nogen (ubetinget loyalitet, sætten andre højere end sig selv, uforbeholden kærlighed til nogen, der ikke kender ens eksistens og egentlig også er ret ligeglad… hmm…selvom jeg måske har været tæt på det sidste i et parforhold eller to..). Men mest af alt handler det om at jeg jo nok, når det kommer til stykket, er musikindifferent.

Forstå mig ret det ikke fordi, jeg ikke har noget godt at sige (…) om musik. Jeg kan godt lide musik. Jeg hører meget musik og ind i mellem er jeg da også både til koncerter og festival. Men jeg interesserer mig dybest set ikke for musik. Jeg er lidt ligeglad. Noget kan jeg lide og andet ikke. Hvis de spiller noget af det jeg kan lide i radioen, så bliver jeg glad. Hvis du spiller noget for mig som jeg kan lide, så bliver jeg også glad.

Men jeg har ikke købt musik siden 80’erne og dengang det var LP’er. Og jeg ved aldrig hvad jeg skal svare når jeg bliver spurgt “Hvaffen, musik kan du så lide?”

Det er ikke fordi jeg slet ikke ved noget om musik. Dels kan man ikke undgå at snappe noget op hid og did og dels har jeg haft kærester, der var meget interesseret i musik og meget ivrige for at dele deres interesse med mig.

Ofte har deres interesser været ret niche-agtig, så jeg ved eksempelvis en del om David Sylvian, Billy Mackenzie, Klaus Wunderlich (og så vil jeg slet ikke komme ind på ham der var vild med country ). Men jeg både værner om og værdsætter de mixed-bånd og cd’er jeg har fået gennem tiden, dels fordi jeg godt kan lide det der er på dem, og dels fordi jeg ved hvad det repræsentere. Jeg håber også at folk i fremtiden, vil berige mig med deres interesser for dette eller hint og lade mig høre noget nyt….. jeg vil bare hellere høre det, end snakke om det.

Det er en af de dage, der er ventet med spænding.
Det er en af de dage, der er endt med at spænde ben for sig selv
Det er en af de dage, der ikke vil tage en ende – men snegler sig langsomt afsted – minutter som timer, timer som dage.

Det er en af de dage der kommer til at blive husket. Men det er en af de dage, jeg kun kan fortælle om i dybeste fortrolighed, ude i den dybe skov, under det store træ – mens man ligger på et tæppe af bregner og solen leger drillelege.

Teaser….

Når jeg kommer til at røre ved den, fordi jeg vander den og den specielle duft kommer op i min næse, så kan jeg ikke lade være med at få et bestemt billede op i min hukommelse.

Man siger at dufte er en af de bedste ting til at tricke mindecenteret i hjernen. Det underlige i det her tilfælde er, at det jeg husker, ikke er en erindring omkring en oplevelse jeg har haft – det er et minde der stammer fra en tekst, jeg har læst i en bog:

Jeg binder tomatplanter op. De har bløde hår på de spinkle langlemmede stængler, der nemt bliver bøjet eller knækker. Tunge af mørke blade, blomster og nye svulmende frugter. Den kraftige grønne, bitre duft svøber sig om mig. Jeg fanger og løfter varsomt hver langstrækkende stængel og drejer den blidt op mod den varmende sol, forbinder jorden med himlen

På den ene side må jeg jo nok indrømme, at jeg er tilstrækkelig meget gimpe, til stadig at synes at det er sjovt, eller ok positivt …. eller sådan hårdt presset: lidt fedt, at der stadig bliver dyttet, fløjet eller råbt efter mig, fordi bare fordi jeg bevæger mig ud i verden iført en kort nederdel (og nej den var ikke hulkort!) og lange støvler.

På den anden side så ved jeg aldrig hvad der forventes af mig i situationen. Skal jeg agere? Måske løbe hen til bilen og bide mig fast i baghjulet, eller smide mig på tværs af køleren? Skal jeg ignorere?” Pøh – fløjt alt hvad du vil jeg er _så_ lækker at jeg har mistet synet og hørelsen!”

Måske skal jeg i virkeligheden bare gå sammen med min far lidt oftere. Måske vil dette udspille sig igen:

I det faderen og jeg går samtalende hen af fortorvet, råwer forbikørende mand ud af bilvinduet – altså på den positive måde.

Faderen:“Nå, mændene fløjter stadig efter dig”
Undertegnede:“Jah. Det må jo betyde, at jeg stadig har gode ben”
Faderen:“Uhm – ben ja. Ja der er nu ikke noget så godt, som nogle gode gnave-ben”

Godt så.

Med tilbageholdt åndedræt blev der trykket på “send” og mailen røg ud på sin virtuelle rejse til bestemmelsesstedet. Der er nogen gange en meget fin linie mellem at argumentere for sin sag og bare være irriterende påståelig.

Og når man overtræder grænsen kan man lige som konen med æggene, have nok så store forhåbninger, men alligevel ende med at sidde i mudderpølen med en kurvfuld knuste æg.

Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!
Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa – Klask!
Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt
Og det var i Grunden ikke saa galt!

Men skulle det ske, at jeg har vurderet forkert, må jeg håbe som i digtet – at det i grunden ikke er så galt.

Med oplevelsen af at være blevet kørt over af et tog siddende i kroppen, ramte en venindes vise ord på messenger plet:

man bliver også det andre forventer… og derfor er det vigtigt at møde andre med gode forventninger og selv kun omgive sig med nogle, som fordi de forventer det ypperligste også fremelsker det…

Det er jo ikke fordi det er en nyhed for mig. Jeg har nogle få mennesker i mit liv, der i den grad ser det gode i mig, og for dem er jeg god og i deres selskab bliver jeg god – er jeg god.

Deværre er der andre, for hvem jeg er alt andet end god – og det smitter også.

Jeg var 15 og ny-konfirmeret, da jeg hørte det første gang – i form af min onkels visdomsord i min poesibog:

Livet er som en kloak, du får det ud af det, som du lægger i det

Jeg kan ikke lade være med at se ironien, når jeg i hælene på at jeg har læst Trine-Maria og Oschlags akademiske og velargumenterede indlæg om weblogs og kommentarer, dagligstue-doktrinen og hvilke kommentarer man kan slette og hvad man skal lade stå – løber ind i (det før omtalte) – celine-dilemma.

(for dig der ikke har læst indlægget (eller ikke gider tjekke links): Julie har en weblog på smartlog, hvor hun skriver om sit liv og sin dagligdag. Den 12. maj 2005 skriver Julie et ironisk indlæg om Celine Dion. Nogle dage senere opdager nogle Celine Dion fans indlægget og har nu i de sidste 8 dage postet deres repons. En respons der langt hen af vejen er gået på Julies person og evner såsom: “Julie har ikke noget liv, “hende der Julie har ikke forstand på hvad hun taler om” eller betydeligt skrappere udbrud som:

“Helt ærligt! Jeg synes du sq ta og lukke anus, lille ven. Du er kraftedme så snobbet, som man kan blive.. Sikker på du ikke er fra det ydre rum? Fuck hvor er du bare bitchy! Der er sikkert en hel masse mennesker der ikke kan fordrage dig.. “ osv osv

Diskussionen går on and on – her søndag aften er den oppe på 90 kommentarer.

Det er fint nok, at man som blogger mener, at ens weblog er ens forlængede dagligstue – eller at man mener, at man på sin weblog, kan sætte reglerne og tonen, som var det ens dagligstue. Men hvad gør man når modtageren ikke ser din weblog som en forlængelse af din dagligstue, men ligefrem føler, at du med dit indlæg, træder ind i deres dagligestue (her det offentlige rum) med dine meninger – og at du med dit (private) indlæg får nogen til at føle sig trådt over tæerne.

Efter min mening så er fejlen ved dagligstue-analogien og fejlen ved mange bloggers oplevelser omkring deres weblog – at vi tror at vi kontrollerer vores weblog. Og det kan nok ikke være mere forkert.

Vi kan kontrollere vores indlæg og vi kan slette, banne eller lukke indlæg for kommentarer, men vi kan ikke bestemme hvem, hvordan og hvor mange, der besøger vores weblog.

Jo, vi kan køre statistik, og vi kan tjekker søgehits. Vi kan endda gå så langt som til at google os selv for at se, hvor vores weblog iøvrigt optræder. Men ingen af disse ting kan fortælle dig præcis hvem der besøger din side og slet, slet ikke hvad de ser, læser og konkluderer – og eventuelt kommenterer på. Og for folk der ikke kender til begrebet “weblog” – er en weblog, jo bare en hjemmeside, som en hvilken som helst anden hjemmeside.

Og det er vel et eller andet sted det, der er det herlige ved at have en weblog – at den er så meget andet og mere end en dagligstue…..

P.S. En af mine venner sagde, at jeg kunne prøve at skrive noget negativt om Star Wars – så ville jeg måske opleve samme reaktion som Julie, men jeg indrømmer – jeg er en bangebuks!

Det ville være løgn, hvis jeg påstod at jeg var en rigtig nørd. Jeg kan allerhøjst klassificeres som en wannabe-nørd. Men jeg er god til at høre efter og bagefter gentage svaret overfor andre, som om jeg fuldstændig ved hvad jeg taler om.

Den evne kom mig til stor hjælp, da jeg i går udstyret med en mail med 4 mulige scenarier, for at løse problemet: få køleren på plads, uden at skulle udskifte hele bundkortet – drønede rundt og prøvede at begå mig i en meget mande-nørde domineret verden.

Uden rigtig at vide hvad jeg snakkede om, talte jeg om cpu’en og køleren og muligheder for dit eller dat. Og for 149 kr. ny køler og en både hjælpsom og fingernem (også på dette område – tak!) ex, er en trebenet køler monteret og jeg er atter on-line.

Og det er jeg egentligt ret taknemlig for – for så behøver jeg ikke gentage gårsdagens succes, hvor jeg brugte en del af min aften på strygetøj og temaaften om Norge på DR2.

2 år og 13 dage! To år og tretten dage…!

Er det mon en tilfældighed, at den der lille dims, der sørger for at køleren presses op mod cpu’en – og i sidste ende det der er knald eller fald for om min computer vil starte eller ej – knækker af præcis 2 år og 13 dage efter min computer er købt?!

Altså lige præcis 13 dage efter at reklamationsfristen er udløbet. Den reklamationsfrist der er absolut*.

I to år har dimsen holdt spændingen, har sørge for at pressssssse køleren/ventilationsdimsen op – og nu, nu, nu – kan den endelig slappe af – *knæk*! Puha det var nok hårdt!

Pis os.

*absolut = Hvis varen går i stykker én dag efter udløbet af de to år, har man ingen mulighed for at klage over varen.