søndag 12. juni 2005 kl.21:39
Det er ofte dem man elsker mest, man også ender med at såre mest. De store følelser, den vilde intensitet – eller hvad?
Hvad er det der farer i folk, så ægtefæller at opfører sig mod hinanden på en måde, som de aldrig ville overveje at gøre mod deres værste fjende. Får forældre til at ruske og true ungerne. Får kærstefolk til at kaste med tallerkner og bedste-veninden til at gribe til ord af værste skuffe…..
Tugter man altid den man elsker. Elsker man ikke, hvis ikke man tugter?
forståeligt som i “det kan jeg godt sætte mig ind i” eller som i “følelserne kælighed og had ligger så tæt op ad hinanden at de til tider må lappe over” eller som i “det ser man jo hele tiden, så sådan må det være”.
For alle tre ting forstår jeg også. Men jeg accepterer det ikke….
Jeg tror ikke på at det i den virkelige virkelighed er kærligheden der er drivkraften bag al den ondskab, folk der hævder at elske hinanden, udøver overfor hinanden.
Jeg tror mundheldet (“den man elsker tugter man”), er en skrøne. En romantisk forestilling om, at så ond kan verden dog nok alligevel ikke være.
Men jo, det er den. Uden i øvrigt at gå i detaljer, så er kan selv endog nære menneskelige relationer være drevet af nag, bitterhed og had. Til en vis grad forståeligt når det handler om voksne – men børnehad forstår jeg ikke.
Det kommer an på hvordan man opfatter “tugter” – for den man elsker står der mere på spil og derved vil en konflikt betyde og fylde mere end hos den der er en ligegyldig.
Der er ingen jeg verbaltugter så meget som min kæreste og det er alene fordi det betyder så meget mere.