Din dagligstue er min markedsplads!
Jeg kan ikke lade være med at se ironien, når jeg i hælene på at jeg har læst Trine-Maria og Oschlags akademiske og velargumenterede indlæg om weblogs og kommentarer, dagligstue-doktrinen og hvilke kommentarer man kan slette og hvad man skal lade stå – løber ind i (det før omtalte) – celine-dilemma.
(for dig der ikke har læst indlægget (eller ikke gider tjekke links): Julie har en weblog på smartlog, hvor hun skriver om sit liv og sin dagligdag. Den 12. maj 2005 skriver Julie et ironisk indlæg om Celine Dion. Nogle dage senere opdager nogle Celine Dion fans indlægget og har nu i de sidste 8 dage postet deres repons. En respons der langt hen af vejen er gået på Julies person og evner såsom: “Julie har ikke noget liv, “hende der Julie har ikke forstand på hvad hun taler om” eller betydeligt skrappere udbrud som:
“Helt ærligt! Jeg synes du sq ta og lukke anus, lille ven. Du er kraftedme så snobbet, som man kan blive.. Sikker på du ikke er fra det ydre rum? Fuck hvor er du bare bitchy! Der er sikkert en hel masse mennesker der ikke kan fordrage dig.. “ osv osv
Diskussionen går on and on – her søndag aften er den oppe på 90 kommentarer.
Det er fint nok, at man som blogger mener, at ens weblog er ens forlængede dagligstue – eller at man mener, at man på sin weblog, kan sætte reglerne og tonen, som var det ens dagligstue. Men hvad gør man når modtageren ikke ser din weblog som en forlængelse af din dagligstue, men ligefrem føler, at du med dit indlæg, træder ind i deres dagligestue (her det offentlige rum) med dine meninger – og at du med dit (private) indlæg får nogen til at føle sig trådt over tæerne.
Efter min mening så er fejlen ved dagligstue-analogien og fejlen ved mange bloggers oplevelser omkring deres weblog – at vi tror at vi kontrollerer vores weblog. Og det kan nok ikke være mere forkert.
Vi kan kontrollere vores indlæg og vi kan slette, banne eller lukke indlæg for kommentarer, men vi kan ikke bestemme hvem, hvordan og hvor mange, der besøger vores weblog.
Jo, vi kan køre statistik, og vi kan tjekker søgehits. Vi kan endda gå så langt som til at google os selv for at se, hvor vores weblog iøvrigt optræder. Men ingen af disse ting kan fortælle dig præcis hvem der besøger din side og slet, slet ikke hvad de ser, læser og konkluderer – og eventuelt kommenterer på. Og for folk der ikke kender til begrebet “weblog” – er en weblog, jo bare en hjemmeside, som en hvilken som helst anden hjemmeside.
Og det er vel et eller andet sted det, der er det herlige ved at have en weblog – at den er så meget andet og mere end en dagligstue…..
P.S. En af mine venner sagde, at jeg kunne prøve at skrive noget negativt om Star Wars – så ville jeg måske opleve samme reaktion som Julie, men jeg indrømmer – jeg er en bangebuks!
Jeg har et ambivalent forhold til det at skrive på nettet. For på den ene side ved jeg selvfølgelig godt, at “Gud og hvermand” kan læse med, men jeg skænker det ikke mange tanker – jeg skriver for min egen fornøjelses skyld.
– Kunne jeg så ikke bare holde det på min egen harddisk? Joda. Men da jeg – ingen falsk beskedenhed – også er ret god til at skrive, elsker jeg den debat, det kan medføre at gøre det på nettet. Den kontakt, det giver til mennesker, jeg ellers næppe ville have mødt. Det’ sgu fedt!
Jeg har slettet kommentarer, når de berørte forhold, der ikke fremgik af bloggen. Sågalt slettet et halvt års blog, fordi jeg ikke formåede at få en bestemt kommentator til at skelne mellem offentligt og privat. Og endte med at synes, at det var i strid med selve nettets natur fortfarende at slette hans kommentarer – så måtte jeg hellere undlade at skrive. Dæleme nej :-).
Når det kommer til crappy Celine Dione, kan man sige, hvad man vil. Og hvis hendes lamerfans ikke kan klare det, er man i sin gode ret til at lukke for kommentarerne og slette som man lyster.
Det offentlige rum kan ikke være andres dagligstue, men kun alles dagligstue. Dårlig analogi.
Jeg har altid være meget bevidst om det “åbne rum” som min weblog udgør og at man netop aldrig ved hvem der læser med.
Alligevel ville en “omgang Julie” komme fuldstændig bag på mig, hvis det skete her – hvad jeg i den konkrete situation ville gøre – tjaee… jeg ville nok lade det stå, på grund af underholdningsværdien – hvis jeg altså stadig ville finde det underholdende, i en situation hvor det var møntet på mig.
Jeg er meget enig med dig i dine betragtninger. Min weblog er ikke andet end et åbent forum, hvor andre kan udtrykke lige hvad de lyster.
Jeg har ikke mere styr på den, end den magt der implicit ligger i muligheden for at slette eller ip banne. Jeg kan på ingen måde kontrollere det der kommer ind på den, men jeg kan efterbehandle og ad den vej redigere og styre, hvis det vel at mærke er mit mål.
Det handler vel dybest set om, at jeg netop smider ting ud i offentligheden, men forbeholder mig retten til at redigere i svarene, hvis de ikke passer mig. Det er i yderste konsekvens min ret, så det handler vel også om, at jeg skal finde min helt personlige grænse, for hvad der er okay på min weblog.
Der findes forskellige opfattelser af om man îmåî slette og redigere, men i sidste ende er der kun én til at afgøre det, nemlig ejeren af webloggen. Til gengæld tror jeg det er en misforståelse at forvente, at alle mennesker i det offentlige rum synes, at de skal følge de gængse regler for god tone. De kan sagtens føle sig ramt, som i Julies tilfælde, hvor nogle (teenagere) føler sig vældig stødte af et ellers ironisk indlæg. Den slags kan man ikke kontrollere i nuíet, men man kan efterbehandle og redigere, hvis det altså er det man ønsker og her havner vi igen i den med den personlige grænse, som er individuel.
Jeg ved i grunden ikke hvordan jeg ser min weblog. Som en dagligstue, en hjemmeside, et debatforum, en udstillingsmontre eller bare en samling tekster, som jeg tilfældigvis er forfatter til.
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg klare grænser for hvad jeg vil tillade ude på siden. Jeg ved også, at jeg betragter den som min, hvorfor jeg besidder uindskrænket magt, men netop derfor har jeg naturligvis også gjort mig nogle overvejelser, omkring hvad jeg anser som rimelig omgang med mine læsere/kommentatorers indlæg, som jeg nærer meget stor respekt for.
Jeg tror, at îen omgang Julieî var blevet lukket hos mig, fordi jeg ganske enkelt ikke vil tolerere omgangstonenÖ