På vej fra arbejdet, mod et møde, rundede jeg en butik og blev fanget ind af en duft. Jeg lod mig forlede, besnærre og bedåre – ja jeg blev ganske simpelt forelske i denne herlige velduft. Jeg måtte eje.

Nu sidder jeg her – og ganske uden mål og med, dufter jeg så dårende godt.

Jeg egner mig bedst til sommeren.

Til lyse klæder, der løftes af vinden. Til solstrejf på næsen og hår der lysnes. Jeg egner mig til de lyse nætter, og bål der brænder langsomt ud. Det passer min natur, at dykke under havoverfladen, mærke vandet omkring mig, lege med fiskene og bagefter rense saltsmagen ud af munden med søde, duftende melonstykker.

Jeg egner mig til daseliv på stranden. På min ryg må du gerne tegne mønstre med et strå, mens jeg gætter på at du tegnede en isvaffel. Jeg vil gerne smøre dig ind i solcreme og lade mine fingre opbløde alle de spændte muskler i din skuldre. Mens solen går sin gang over himmelen og tiden tikker dagen til ende.

Jeg tager gerne myggestikkende med, i bytte for fornøjelsen ved slendreture i tusmørket. Høre fuglene gå til ro, i den korte tid der er indtil det bliver lys igen. Stå stille i roen og dufte jasminen og roserne i luften, der stadig bærer præg af dagens varme – og mærke duggen falde.

Ja … det egner jeg mig egentligt ret godt til….

Nogen gange er livet helt enkelt. Ingen skjult dagsorden, det er det jeg har lyst til, derfor gør jeg det. Simpelt.

Jeg har haft en god dag. Jeg er glad.

Der er dømt jordbær med fløde på mit lår. Det eneste der der mangler er en gang chokoladesovs. Så ville jeg være lige til at sætte tænderne i. Jeg er dansk i dag og iklædt mit lands farver – på huden.

Jeg passer børn. Andre folks børn. De her er både søde og hensynsfulde. Men jeg overvejer alligevel om det, at de lige nu er heeelt stille ikke er et tegn på deres hensynsfuldhed … der er vist noget med at man skal tjekke op på de stille børn.

Jeg kan lige så godt iføre mig t-shirten. Den næste måneds tid kan risikere at blive hård, og måske vil det være en ide at advare om egen grådlabilitet.

At skifte job handler også om, at man pludselig skal stå til ansvar for ens handlinger og væremåde, i den tid man har været på sin arbejdsplads. Skideballer og kritik kan jeg tage på et hvilket som helst tidspunkt og i stiv arm – men ros og tårefyldte øjne er næsten ikke til at bære…

P.S.
Jeg er i virkeligheden smigret og beæret og ved ikke hvilket ben jeg skal stå på …

Jeg kan huske da jeg fik min telefonsvare. Det var tilbage i 80’erne og det var ret hot. I dag har jeg ingen.

Efter at jeg i et stykke tid, konsekvent glemte at tjekke den, og folk blev trætte af at lægge “forsvundne beskeder” og det til sidst stort set kun var mine forældre der hang ved (hvad er det ved forældre der gør, at de som de eneste ikke ringer til ens mobil, når man ikke er hjemme?) er den afgået ved døden.

I det hele taget er hele den “hotte” telefonsvarekultur ved at uddø. Svarer folk ikke på hjemmenummeret, prøver man mobilen – og svarer de ikke der, så sender man en sms, fanger dem på messenger eller sender en mail.

Altså bortset fra lige før, hvor jeg lagde en besked på venindens telefonsvare og i min forfjamsethed fik røbet – dels at jeg ikke havde nogen ide om hvilken ugedag det er og dels at telefonopkaldet foregik på toilettet.

Næste gang sender jeg vistnok en mail….

Det er nemlig lige sådan en dag, hvor man skal mødes med en veninde og drikke is-kaffe – og snakke om det nye job, der nu er faldet på plads, blevet annonceret her på jobbet og ikke længere en hemmelighed…..

Min tomatplante og jeg lever i symbiose. Uden mig ingen fremtid for den – uden den ingen følelse af sejr for mig!

Idag sejrede vi over tøsten.

Da jeg kom hjem idag var planten mere tøstig end jeg selv var og det selvom den bare havde stået på skrivebordet – mens jeg have løbet rundt om næsten alle søerne – iført mine nye forfodsplatfodsindlæg i de nye og dyrtindkøbte løbesko.

Og mens jeg sidder og forbløffes over at det gør en forskel, hvilke sko man har på og om man tager sig af sine fødders skavanker eller ej, vander jeg planten lidt ad gangen. Og stille og roligt rejser den sig op – og jeg tror den overlever, selvom den så ked lidt ud af det, der med hængende blade.

P.S. En af mine venner spurgte mig hvorfor jeg egentlig havde en tomatplante, når jeg ikke rigtig kan lide tomater…. “fordi” svarede jeg. Det må da være til at forstå…

Nogen gange ville verden nok være lidt nemmere at leve i, hvis der var lidt flere grineflip og pudekampe.

Klar. Parat…