Juli

Helt ind i juli fyldte min kommende flytning en stor del i mit liv. Grunden til det langstrakte forløb skyldtes, at der var tale om et bolig-bytte, som tog tid at få planlagt – og at min udlejer var noget ufleksibel i forløbet. Men i juli stod lejligheden klar, alt pakket ned, gulvene slebet, væggene malet og jeg nød min fine udsigt for sidste gang, selvom jeg først flyttede den 1. august.

Og det var fordi at jeg havde planlagt at slappe af og holde ferie i Saksild hele juli. Hele juli blev det dog ikke. Og helt afslappende heller ikke. Blandt andet opdagede vi to ikke-ryddede loftsrum og et kælderrum med møl, som skulle håndteres – så jeg fortsatte med at rydde op, bare på en ny lokation.

Juli er også svigermors fødselsdag. Modsat 90-års dagen, der kastede en stor fest af sig, så fejrede vi den 92tyvende lidt mere i stilhed. Men en drink og en kage blev det da til for os og de nærmeste venner i Saksild.

Sommeren indeholdte dog også en fin vejfest. Vi holdte alle vejret og vejret holdte sig. Så vi i ro og mag kunne grille landmandens gris og spise ved langbord ude på vejen.  I juli brugte jeg en masse tid på min lille salgsbod, der indeholdte hjemmelavede kreationer, sylt og lopper fra Randers. Der var mest salg i lopperne – men noget sylt fik da ben at gå på også.

Juli blev sluttet af i Rødby Havn, hvor vi holdte familieferie i tre generationer – for første, men bestemt ikke for sidste gang – det var hyggeligt, mente alle. Dog ikke naboen, der ikke så meget til deres killing, som – inklusiv lopper – flyttede ind mens vi var der. Vejret vil vi dog ikke gerne have gentaget.

August

Så kom dog endelig flytningen. 10 timers flytning. 3 gange frem og tilbage. + 50 m3 ting. Regnvejr, haste indkøb af presenninger, indkaldelse af vagt og kaos. Men endelig blev det overstået og jeg sad lidt rundtosset blandt alle mine ting og funderede over behovet for 6 kaffebryggere, når jeg egentligt mest drikker Nescafé.

Men jeg nåede ikke rigtig at fordøje flytningen inden jeg igen var retur i Jylland. Min kæreste havde fri og jeg havde lovet at hjælpe med at rydde lofts- og kælderrum. Det fyldte en del – men i de få solskinstimer der var, nåede vi da en enkelt tur på vandet (årets fangst af makrel: sølle 4 stk.) og en g&t med naboen.

Medio august var jeg hjemme igen. Haven blev godkendt af yngsteungerne, der kom med deres barslende far på besøg. Andre kom også forbi og nød udelivet mellem regnbygerne – mindst 4 gange husker jeg. Min nye have er væsentligt forsømt, men så var det dejligt, at jeg fortsat kunne nyde gaverne fra min gamle have. Nyde gjorde jeg også, da jeg var inviteret til fin fest hos gammel veninde. Der blev brugt både Carmerns Curlere og strutskørt ved den lejlighed.

Ellers stod august på fortsat indretning. Reoler der skulle op, køleskabsdør der skulle vendes – mange var de ting jeg ikke selv kunne håndtere og frustrationerne og troen på om jeg overhovedet kom på plads begyndte at indfinde sig.

April

Foråret kom for alvor i april. Udover at gense min mors anemoner i et enkelt uberørt bed hendes have, kom jeg i skoven og nød dem for real. Ønskerne for fremtiden blomstrede både i mig og i de sten jeg lavede til andre.

Maj

I maj måned lå jeg vandret. På en og samme tid skulle jeg pakke 25 års liv på Vesterbro ned, afslutte en krævende arbejdsopgave og få styr på fremtiden. Jeg klarede igen af delene særligt godt – men med udgangen afmaj tog jeg alligevel på ferie – en uges pilatesophold på en græsk ø og der opdagede jeg for alvor, hvor træt, øm og slidt min krop var blevet gennem de sidste 2 år. En ikke så behagelig øjenåbner.

Juni

Juni handlede fortsat om nedpakning og flytning. Inden lejligheden kunne blive sagt op, skulle jeg nemlig have ordnet gulve og vægge, for at undgå en dyr efterbetaling. Så jeg flyttede rundt på kasser og vaskede støv af, så jeg endte med bronkitis – og tog så på Festival på Isle of Wright.

I juni 2017 havde min mor været død i et år. Og jeg sørgede stadig. Selvom selve dagen blev brugt til at være værtinde for et lokalmesterskab i minigolf for projektledere. Det var en hård dag på mange måder – og så kom Sct. Hans. Som igen blev tilbragt i smukke Saksild, som for evigt har mit hjerte.

Juni blev også den måned jeg fik taget nye billeder til mit firma – til mig… Denne gang en helt anden type billeder, som dog stadig venter på den konkrete ibrugtagning. Venter gjorde også min have, som endnu engang voksede mig over ørene – og igen, igen gav mere end den fik.

Mit tilbageblik på 2017 er via billederne på min telefon og når jeg ser det visuelle udtryk af 2017, så helt overordnet haft en herlig tid. Og det har jeg også. Jeg har bare ikke rigtig kunne mærke så meget, da jeg det meste af året har været indhyllet. Først i arbejde, så flytning og overvældende mange ting og endelig da det var overstået: træthed.

Jeg har været træt i 2017. Ind til benet og længere ind. Og derfor endte jeg i september med en sygemelding med titlen “udbrændthed”.

Jeg er heldigvis ved at komme op og stå igen og jeg glæder mig til et nyt år, hvor jeg satser på at overskriften bliver en helt andet.

Men her er mit 2017:

Januar:

Vi fejrede sidste nytår i Saksild. Bare os to. Ved midnat sad vi i vores udbad, med champagne og kransekage og så raketterne på nattehimlen. Og dagen efter tog vi endnu en tur i den frostklare luft. Tilbage i København nød jeg som altid min udsigt fra lejligheden på Halmtorvet. Og endelig: det er på mit hår jeg mest kan se tiden gå. I 2012 lod jeg det gro og det blev bare længere og længere – og på billedet her ses det med de krøller jeg sjældent lufter.

Februar

Februar er der jeg fejrer fødselsdag og i 2017 gjorde jeg det på en helt ny måde: inviterede en masse dejlige damer og det blev et selskab af spændende kvinder, som jeg ser alt for lidt. En meget inspirerende aften.

Marts

I marts kom foråret. Vi havde besøg af herlige folk – bl.a. en gruppe af de mennesker vi lærte at kende i vores år i sandaler i Egypten og vi havde en fantastisk weekend, der bl.a. bød på udebade og havbad. Marts gav os også en fantastisk fest i form af min kusines 40 års dag med fine dining og dans natten lang …

I dag bor der trolde i min have og verdenen er pakket ind i vat. En stilhed har lagt sig over morgenens rutiner og fuglene skutter sig i deres skjul.

Selv har jeg mest lyst til både at skutte og skjule mig. Lige nu oplever jeg at rutsje nedad og jeg forsøger at skabe ligevægt ved at gøre gode gerninger. Ser om jeg ved at glæde andre, kan tænde lys i eget indre.
Og tror stadig på at tingene nok skal ændre sig. Det har de gjort før.

Det er lidt over 2 1/2 måned siden jeg flyttede. Selvom jeg har været glad for byttet og på intet tidspunkt har følt savn efter min gamle lejlighed eller nabolag – så har jeg heller ikke følt mig hjemme.

Det var rart at være her, men det var ikke mit hjem. 

Men i går kom følelsen af “hjem”, så alligevel snigende. Lige så stille.

Vi er ikke vokset sammen endnu. Men jeg er begyndt at mærke at det her, er mere end et sted hvor jeg bor.

De sidste år – og helt specifik de sidste 3 år – har der ikke været meget juleforberedelser, eller i det hele taget juleglæde, i mit liv.

I 2014 havde min mor lige fået sin diagnose, og det, og vores viden om at hun skulle have første omgang kemo i starten af januar, skyggede for det meste, også juletiden som ellers var både hendes og min yndlingstid.

I 2015 var hun afkræftet og syg og tanken om “aldrig mere” lammede os alle. 

Sidste år, var første år, hvor hun ikke levede mere.

Og på toppen af det, så har jeg de sidste to år også været væltet af arbejde, og været drænet for al energi. Både i tiden op til jul og selve juleaften/juledagene.

Sidste år handlede et af min kæreste og mits juleskænderier derfor også om, at jeg ikke ville have gæster juleaften. Jeg ville bare have ro.

I år prøver jeg at gøre anderledes.

Og jeg tænkter det sker. Bl.a. fordi en af de ting, de to års arbejdsslid har skaffet mig, er mere mig-tid. På godt og ondt.

På den gode led, har jeg har i hvert fald fået noget af min juleforventning tilbage, og i mit køleskab står fordej til honningkager, i køkkenskabet trækker gløggekstragten og her til morgen, skar, snittede og hakkede jeg starten på en rigtig engelsk julekage.

Når man flytter i hus, så bliver man sådan en der har sneglespor på de duggede ruder i efterårsmorgenen.

En der hænger fodderkugler i træerne til fuglene og har bænkebidere i kælderen.
Det sidste tror jeg ikke er et sundhedstegn.

Ting der er anderledes når man bor i hus:

• En kæmpeedderkop løber hen over gulvet. Gemmer sig under en reol, løber videre og er nu et sted ved mit fodpanel
• Bænkebiddere i kælderen
• Snegle på vinduet
• Indkøb af nye haveredskaber – jeg har eksempelvis lige købt en muldvap – som er en elektrisk kultivator, der skal tages brug i det stykke grusfortov jeg har omkring hele haven. Bor på en hjørnegrund.
• Hjørnegrund = *suk*

På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.

Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.

Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.

Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….

Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser. 

Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af. 

Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende. 

Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.

Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.

Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.

Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:

Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.

Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.

En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.

Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.

2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus  … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.