onsdag 10. oktober 2018 kl.7:31

Jeg ville have gjort fyldest, i en anden tid. I tidligere dage.

Jeg kunne have været en fin husmor, der ikke bare evnede, at gøre tingene fra grunden, men også gøre det godt.

Ligesom min mor, kunne jeg have fået fine karakterer på en husholdningsskole og jeg ville have syntes, at det var sjovt at lære både, at stryge en præstekrave og flå en hare, fordi “man aldrig ved hvilket erhverv, den mand man gifter sig med, har”.

Jeg kunnet have fulgt i min mormors fodspor og tilføje hverdagen lidt kreativitet. Dække et smukt bord, skrive med en fin håndskrift, måske endda male en akvarel.

Og måske ville jeg have været tilfreds i en skrumpet verden. Tilfreds med at gå rundt omkring mig selv og fylde tiden op med husholdningsopgaver og hjemmeliv.

Hvem ved?

Vi lever nu og jeg er ikke tilfreds.

onsdag 3. oktober 2018 kl.10:10

Hvis en pind måler 1 meter kl. 9, hvad måler en kasse ved siden af pinden, kl. 12? Når elefanten er dobbelt gammel som løven, hvor gammel er bavianen så? Er du mest samarbejdsvillig, kollegial eller serviceminded?

Fik jeg sagt at jeg hader test?

Jeg tror ikke på dem i rekrutteringssammenhæng. Hverken de logiske/matematiske eller dem der “måler” personlighed.

Jeg er gennemtestet selv. Og mine resultater afhænger altid af den kontekst jeg er i på testtidspunktet.

Bortset fra de matematiske, der er en gru for mig at komme igennem fordi jeg er talblind og fryser, når jeg skal testes på det.

Jeg er så meget imod test, at jeg selv er certificeret i en af slagsen, da jeg gerne ville udfordre mig selv på området.

Jeg ændrede ikke mening.

Nu ved jeg så også bare, når dem, der tester, forbryder sig mod rammerne for testen.

Når de eksempelvis ser testen som en facitliste. Eller helt glemmer at give en tilbagemelding.

Men jeg kommer jo ikke udenom det, da det helt klart er en del af gamet, når man som jeg, kigger på job igen.

tirsdag 2. oktober 2018 kl.15:08

Er på vej hjem fra min stedfar. Praktisk besøg: hund til dyrlægen, sætte stedfortræder på hans e-boks, afmelde den flod af reklamer han får.

Han klarer det bedre end nogen af os havde troet – efter han er blevet alene.

Men nu går det den gale vej.

Og det er svært at hjælpe. For han vil jo gerne slippe for at blive hjulpet.

Det er en evig strøm af “vil”, “vil ikke”, “VIL”, “vil IKKE”, “VIL IKKE”, “vil“, “vil IKKE“, “vil”, “Ikke“.

Jeg vidste ikke, at det ville blive sådan, at blive gammel”, sagde han, da jeg stod og smurte creme på hans ryg.

Og i virkeligheden, er det nok sådan vi alle har det. Om det så er mig, der pludselig opdager rynker, hvor det gør var glat, eller ham, der synes det er ydmygende, at skulle have en hjemmehjælper til at smøre hans 88-årige ryg.

Vi vil hverken blive gamle, eller alternativet. Men måske er dem, der dør før alderen rigtigt sætter ind, de heldige?

mandag 1. oktober 2018 kl.10:35

Mere end 4 år efter jeg fik diagnosen artrose – slidgigt – i min højre hofte, fik jeg endelig en ny hofte.

img_20180704_2008571604465817685272516.jpg

En ny skinnende protese blev indopereret i min højre hofte. Og det er nu den, der fører mit ben, når jeg bevæger det.

Det har været noget af en rejse, sådan at få en ny hofte.

Jeg havde supertravlt op til selve operationen og havde ikke tænkt på, at der skulle lægges tid ind i forundersøgelser, eller patientseminar. Så jeg kom fuldstændig uforberedt til operationen.

Det kan jeg se nu, ikke var nogen fordel.

Bl.a. var jeg ikke klar over, at der var en risiko for at ens ben ville blive af ulige længde. Lærte det “the hard way” – tak for ondt i ryggen og livslange indlæg i sko.

Var heller ikke klar over, at jo flere muskler man kommer ind med, jo mere ondt gør det bagefter. Fandt ud af det, da nabokonen på knapt 80 var hurtigere ude af sengen end mig, og også i den grad sov igennem, den første nat.

Men jeg kom over det. Kom over de helt utrolige smerter, jeg havde lige efter operationen. At alting er pænt besværligt, når man går med to krykker. Alt jeg bare var træt, træt, træt i mere end 8 uger efter. Alt min svangsenebetændelse kom tilbage da jeg begyndte at kunne gå igen – sammen med ondt i ryggen pga. benlængdeforskel.

I morgen er det 3 måneder siden jeg fik min nye hofte og vi er ved at vende os til vores nye tilværelse sammen. En af de ting jeg forsøger at genoptage er gang.

De sidste 4 år er min gangratio blevet mindre og mindre. Lige inden operationen var jeg nødt til at gå fra stationen og hjem. En tur på 1,4 km. 17 min siger Googlemaps. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog, men det var en tur i smerter, sved og fortvivlelse. Der blev jeg i den grad klar over, hvor slemt det stod til. En sandhed jeg på mange måder havde skjult for mig selv, og et handicap jeg ikke følte, fordi jeg er så heldig, at have en el-cykel og derfor ikke behøvede at gå (eller cykle) særligt meget.

Men nu går jeg igen og jeg har et mål der hedder 30 minutter hver dag. Jeg prøver at finde gode steder at gå. Og jeg indsnuser sensommerens vej til efteråret og glæder mig over, at jeg har muligheden for at komme ud i dagslys og gå, gå, gå.

img_20180929_1123246680818832311031541.jpg

søndag 30. september 2018 kl.7:32

I radioen taler de om hvad man skal lave, den sidste søndag i september. Selvom jeg har en lang liste af ting, tilknyttet min bolig, som skal laves. Så sadler jeg cyklen og kører mod Islands Brygge, hvor min lille forsømte have, venter på en omgang.

Og jeg kommer til at få noget så sjældent som hjælp.

Jeg har forsøgt, at få en haveven flere gange. 4 gange tidligere for at være præcis. Men det er ikke nemt.

Jeg ville så gerne, at vi var være flere om at dele, både glæderne og arbejsbyrden, i haven. For selvom der kun er 150 m2, er der rum til mere end bare en enkelt haveperson.

Med mig i haven pakker jeg frokost, pulverkaffe, redskaber og muldvarpen fra maskinparken – og et håb og ønske om at 5. gang er lykkens gang.


torsdag 26. juli 2018 kl.8:03

Der ligger en udfladet hund på mit gulv og snorker.

Det var engang min mors sidste hund. Nu er det min stedfars. Og pasning af hende, er lige nu en af følgende i rækken af gamlinge i min familie, der er ved at bukke under i disse dage.

Varmen er tænkeligt en af årsagerne til at det er ved at gå helt galt. At alderen ligger på 71, 85, 89 og 93 nok en anden faktor.

Men vi har lige nu en der ligger for døden, en der lige er blevet udskrevet efter en blodprop i lungerne, en der er blevet tvangstilbageholdt og fikseret pga traume på nakken og endelig en der er forvirret, utæt og konfus.

Og da der er tale om en far, stedfar, faster og svigermor og et udviklingsforløb over mindre end 14 dage, er det ret meget og ret tæt på.

Når man selv er godt over midten af livet, bliver det mere og mere tydeligt, at andre endnu tættere på kanten af bænken.

En lille silver lining er, at vi er gode til at rykke sammen som familie, når det bliver hårdt og jeg sætter så utrolig stor pris på at jeg har min søster.

Vi er et godt team.

mandag 16. april 2018 kl.6:25

I min nyttehave, havde jeg i mange år planer om at plante en figen op ad min sydvæg.

Min tante havde også lovet mig en stikling fra hendes meget frodige bornholmske figen.

Men den udeblev altid.

Så flyttede min søster ind i en have med figentræ. Og fra sidste efterår til igår har jeg haft en lille pind i en potte stående. Ventende på at komme i jorden.

Men da figner skal have det skidt, for at bruge kræfter på at lave frugter i stedet for grene og blade, måtte jeg grave et hul og fore det med fliser.

Anbefalingen er ellers et betonrør, med nogle bestemte dimensioner. Men selvom jeg er god til at google, var jeg ikke så god. Så det blev fliser.

Stort arbejde for en lille fesen pind.

torsdag 12. april 2018 kl.21:35

Jeg har en have fyldt med efeu. Efeu i hækken, efeu i græsset, op af plankeværk, rundt om planter og snigende ind på terrassen og huset.

Så jeg har storm-googlet “efeu bekæmpelse” i den senere tid. Så stor var først forbavselsen og dernæst ironien, da jeg kom hjem til en stor kasse efeuplanter smidt foran min hoveddør.

Det _var_ en fejllevering. Og ikke en elegant en af slagsen men jeg tror næppe at nogen har fået noget, de har haft mindre lyst til at få, end,, mig og mere efeu.

fredag 26. januar 2018 kl.3:45

I fire år, eller der der ligner, har vi ikke turde planlægge sådan noget som ferie.

Men i efteråret gjorde vi det så. Og nu er vi her. Thailand 2018.

Og jeg forstår ikke helt, hvorfor alle ikke er i det her vidunderlige land, hele tiden.

mandag 8. januar 2018 kl.12:33

Selvom 2018 lige startede med, at bide mig i min selvfede røv, bedst som jeg den 2. om aftenen, sad og havde det godt med,  at jeg både havde trænet og taget første skridt mod ændring af kost, ved at melde mig til diverse ting, så synes jeg alligevel, at 2018 viser rigtig meget potentiale. 

Selvom fredag den 5. var min mors fødselsdag og derfor (igen, igen), trak i tårekanalerne, så var det også den dag jeg var ude og blive introduceret til en ny opgave, som jeg fik – og starter på,  på fredag.

Det var også en hyggelig aften med dejlige kollegaer, som jeg har fået gennem min sidste opgave.

Og i de her solskinsdage, hvor alle mulige dyr tumler i min have, hvor jeg ved, at den næste tid er sikret økonomisk og jeg også lige skal ned og dyrke noget sol og dykning i smukke Thailand, er det lidt svært ikke at være optimistisk – så det er jeg….

« Forrige sideNæste side »