Forrige år, tror jeg at jeg “ud-syltede” mig selv.

Lavede lidt for meget og lidt for tit – og det betød, at jeg sidste år – godt nok stadig syltede ting – men ikke gjorde det med den samme begrejstring som tidligere.

Men begejstringen er tilbage og jeg kan mærke at lysten og inspirationen er her igen og jeg laver kombinationer i mit hoved som skal glæde mig og andre gennem vinteren.

Så i de sidste par dage, har min hyldeblomstsaft og jordbær-rabarber marmelade fået følgeskab af:

Midsommermarmelade af citron og hyldeblomster fra A’mar Fælled, højsommerkompot af egne jordbær og kirsebær med et drys af hyldeblomster. Desuden har jeg lavet lavendelsukker og kreeret en højsommermelodi af hvid rom hældt over jordbær fra haven, kirsebær fra Saksild tilsat vanilje hjembragt fra Sri Lanka samt en enkelt hyldeblomst og et par strimler citronskal.

Og hjemme i mit køleskab ligger der en pose med Sambær som skal syltes. Jeg tror ikke at jeg gør som sidst, jeg tænker mere noget i retning af at parre sambæret og med de ufo-ferskener jeg har liggende i køleskabet – måske med en tvist af lavendel… jeg tror det kunne blive godt.

Det viser sig så, at min koncentration i virkeligheden blev styrket af havluft, skygge under parasollen og glas med iskold hyldeblomst drik.

For jeg fik da lavet en hel del mere på terrassen ved sommerhuset i fredag, end her på kontoret i dag, hvor der på trods af snorrende vifte og åbne vinduer er omkring 29 grader.

Men jeg glæder mig til tiden er gået, hvor jeg kan forlade pladsen og svinge forbi min have og vande mine tørstende planter og nippe og nusse og nyde.

Og om 14 dage har jeg ferie – og jeg vil gerne ønske det samme vejr i min ferie, som I de sidste to uger – men med regn hjemme i min have … tak!

Jeg synes det var ret sjovt da jeg forleden fik en sms fra min kæreste, hvor han beskrev hvor svært det havde været at sove, fordi den ene kat jagtede mus under sengen og den anden forsøgte at erobre sengen ved at ligge helt udstrakt hen over ham.

Og som han sluttede: Musen ligger formentligt død et eller ande sted af overanstrengelse – eller også er det den mus med bedst kondition i lokalområdet!”.

Ja, ja – jeg måtte i nat sande, at ting der er sjove på skrift, ikke nødvendigvis er sjove i virkeligheden.

For kl. 5 i morges kom Bertram endnu engang ind i vores soveværelse med en levende mus i munden – for så at bruge de næste timer på, sammen med sin bror, at jage rundt efter kræet.

Og det kan larme pænt meget med sådan en indedørs musejagt – med kattefnys og musejamren.

Mens min kæreste benyttede lejligheden til at stå op og tage på arbejde, forsøgte jeg at få endnu et par timers søvn og på et tidspunkt holdte de da også op med at larme … jeg kunne så notere mig, at en af fordelene ved en indendørs musejagt åbenbart er, at mens den stakkels mus lige samler kræfter til en ny omgang jagt, så kan man da som kat lige snuppe sig et par madder!

Han ser så uskyldig ud, den gode Bertram – men i virkeligheden er han en grusom musejager:

Det er topmålet af ironi, når gårsdagens fantastiske vejr gør, at jeg får sat gang i en logistikoperation af rang, som både inkluderede søster (og søsterbørn) en taxa, bus, færge og bil for at bringe min arbejdspc fra København til sommerlandet, fordi det gode vejr gjorde – at jeg følte stort behov for at blive på landet og arbejde hjemme … og det så vælger at være overskyet – tjae indtil videre hele dagen.

Men fuglende kvidre og duerne kuer og selvom det er overskyet kan jeg sidde udenfor med pc’en på skødet.

Men ideen om en frokostbadetur, blev nu kun i tanken og på benene har jeg strømpebukser og fødderne kaninsutter.

.. og jeg elskede hver bid…

Det sidste lys suges ud af dagen. Grillen varmer, der lægges an til et bål – vi er igang med at skabe rammerne for aftenen, efter en uhyre sjælden smuk dag.

Allerede da jeg cyklede ud i morgensolen varslede dagen at den ville blive flot – og det blev den. Dejlig. Og nydt i sammenhæng med sejlads til Hov for at købe af det gode kød og endnu en sejltur til Norsminde og deres fabelagtige pariserbøf. En bøf der nær havde taget, om ikke livet, så talegaverne fra nevøen – bare et kort øjeblik.

En fantastisk eftermiddag på vandet, hvor horisonten forsvandt i dis, mens vandet var spejlblankt og et marsvin sprang for os – bare fordi det ku’.

Det er september når det er smukkest og jeg har været glad helt ind i maven.

Septembersolen kilder mig i nakken og laver sorte skygger på min væg. Jeg håber, håber, håber den vil blive ved med at vise sig fra nu af og til weekenden er slut.

For vi satsede på godt vejr, da vi inviterede til kalas i sommerhuset og jeg håber det bliver glødende udevejr, med sol på næsen, røde kinder, efterårsfavede træer, vafler lavet på bål på stranden, sejleture med jollen, krappefiskeri på stranden, syltetøjsproduktion af sommerens frosne kirsebær, tøring af urter, besøg i det økologiske og ungernes legeland – og snak og glæde og hygge og god mad på grillen. 

Fire voksne og fem uger og et godt stoppet sommerhus…

Kattene vil ligge på bordet. De har behov for at kunne kigge ud. Lukket inde igen, efter 6 dage i sommerhus med strandadgang. De smutter ud af bagdøren hvis de kan se deres snit til det, men gården har ikke den samme tiltrækningskraft, så de er hurtigt inde igen og kigger bebrejdende på mig … hvor er haven, roen og vandet?

Men jeg kan kun kigge tilbage og fortælle, at den er der stadig og at vi nok skal komme derop igen. At alt er uændret og nok skal blive godt igen.

Det skal nok blive sommer med høj himmel og solskin. Og i fryseren ligger bær og venter på roen og freden og lejligheden til at sylte igen.

Når vi kommer tilbage til stranden igen.

Duften af roser og mynte trænger ind i min stoppede næse. Jeg koger rosen-mynte sirup til at pochere ferskner i. Det er til en dessert, der skal serveres i morgen. Ferskner, jordbær, hinbær og kirsebær vendt i nogen af siruppen og toppet med syllabub, som jeg ikke kendte eksistensen af indtil forleden.

Men det lyder da som noget man må servere til en 83 års fødselsdag, men man venter på at regnen stopper og vejret vender og humøret kommer tilbage.

Det blæste og blæste – og så blev det lidt stille i mellem vindstødene og bålene blev tændt og vi stod og skuttede os og vendte og drejede os som grillspyd for at fordele varmen på for og bag.

Og de eventyrslystne forsøgte sig med snobrød og det var det samme som altid med sorte brød og “jeg gider ikke lave det færdigt – moar…” og forældrene der forsøgte at bage de sorte brød færdigt, mens ungerne hoppede i sandet og forsøgte at grave sig ind under bådene.

Og der blev holdt båltale om det forunderlige i svalerne, der formår at vende tilbage. Ikke bare til Europa, Danmark, Østjylland, Saksild – men helt tilbage til lige præcis det hul under taget, som de blev udruget under sidste år. Og om at set i det perspektiv gør lidt svalelort ikke den store skade.

Og om at glædes over livet som liver her og om at det er om sommeren det hele er smukkest og forelskerne genopstår.

Og vi holdte hinanden lidt i hånden og delte en øl med chokolade og chili – og bagefter faldt vi i søvn på sofaen med fjernsynet tændt og misserne i fodenden.