Når man er vant til to store og ikke så specielt anmasende katte, er man jo lige ved at gå i spåner når en kat størrelse tobak-for-en-skilling, beslutter sig for at adoptere en, midt på gårdspladsen.

Først kravlede den op på mig og satte sig uden besvær fast på mig, mens den gemte sit hovedet ved albuekrumningen (albuehule… hvad hedder indersiden af albuen egentligt?) og ellers spandt og potede derudaf.

Da tiden til at skilles kom, var den ikke helt parart til det, og kravlede først op på cyklen og dernæst på mig.

Det kom der denne lille billedeserie ud af:

Men til sidst så blev mislingen sat af igen og det tror jeg egentligt at mine egne tykke missebasser er ret tilfredse med.

Enekatte og så måske en bid af leverpostejen der står og bager i ovnen, er vist lige det der gør lykken for dem.

På køkkenbordet ligger spæk og lever, to usandsynlige rædselsfulde ingredienser, der tilsammen udgør min barndoms himmerigsmundfuld. De skal bikses sammen til noget, der skal serveres lunt og med bacon i aften.

Fryseren skal tømmes, og Weberen må hvile – men intet er så slemt at det ikke er godt for noget, for hende her har stadig torsdagsåbent og hun er ikke længere væk, end at jeg kan nå det på en rask gåtur.

Og det vil jeg gøre og hjemtage hendes lækre rugbrød (med tranebær og nødder) og måske også lidt andre lækkerier, der kan forsøge det halvkolde liv i (efter)sommerlandet.

… jeg skal bare lige se, om ikke blæsten kan blæse solen frem for skyerne…

“Du virker som en der ikke hyler  som de ulve du er iblandt” blev der sagt om mig i går.

Jeg tog det som en kompliment, men er senere blevet i tvivl.

“Du får mig tit til at tænke en ekstra gang og i en anden retning, end jeg plejer. Det er sjældent man løber ind i nogen med så høj integritet som dig, som ikke samtidigt er firkantede”  skrev en anden til mig for en 14 dages tid siden.

Det tog jeg også som en kompliment.

“Du virker meget hårdere i virkeligheden” er der flere der har sagt, når de har mødt mig’et bag bloggen.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen – andet end at jeg sidder her i mit småkolde sommerhus i (sen)sommerlandet og er i gang med at forsøge at genopfinde mig selv, fordi der sker ting i mit liv, som jeg ikke har styr på og fordi jeg er nødt til på et tidspunkt at finde ud af hvilken vej jeg i virkeligheden har lyst til at gå.

Mavefornemmelse.

Morgen blev til dag, frokosten blev spist om eftermiddagen og dag blev til aften.

Og inden vi fik set os om, havde vi siddet hos naboen og fået så meget port- og frugtbrændevin, at aftensmaden ville blive en midnatsforestilling, hvis der skulle tændes op i grillen.

Så mens det mørkner omkring os, bliver der spist nogle rester og så er der sat dej over til en gang pandekager, der skal smage godt med den september-syltetøj jeg baksede sammen i eftermiddags.

En blåsort sag af alt det gode fra haven og omegnen: brombær, hyld og æbler (og en sjat blåbær og solbær fra fryseren) krydret med vanilje og citron og drysset med hasselnødder, som jeg sad og knækkede i solen.

Åh, september i (sen)sommerlandet.

Jeg har sendt mig selv på rekreation. Til jydernes land.

Og jeg så solen stå op over Samsø, og smagte på morgenluften, der var frisk og sprød. Pakket ind i min dyne og med koldt sand mellem tæerne, kiggede jeg på himlen, hvor nattens fly stadig trak streger.

Morgenkaffen blev indtaget i følgeskab med en frugtsnaps. Det skulle være så godt for sjælen og mine skuldre kom ned. Bagefter blev mine fødder våde af dug, mens jeg samlede hasselnødder i usete mængder.

Senere bagte solen på min ryg, mens jeg plukkede de sidste brombær langs med hegnet. Der var helt stille og jeg kunne høre havets brusen i det fjerne.

Og mens Bertram jagede en mus, så den sad og peb ved stakittet, gned Alfred sig op af mig og med øjne så blå som septemberhimlen kiggede han på mig, og det virkede som om at han sagde, at det her var helt i orden.

Mens kæresten knoklede med ting i et sprog jeg ikke forstod, kørte jeg ud i landet og handlede ind til frokost og middag. Vi spiste i solen, godt brød, lækkert pålæg.

Vi har hilst på genboerne og andre fra sommerlandet og mens solen nu er på retur, står en øl og koger ind til sirup på komfuret, rodfrugterne er skåret og klar til at blive parret med ølsiruppen med rosmarin. Det er tilbehør til noget, der for os er helt eksotisk; en medister, fra den lokale slagter, der skal grille her om en times tid.

Åh, det er godt for mig det her.

Og hvis jeg skal vælge programmet for i morgen, så er det nogenlunde det samme som i dag – dog, vil jeg nok tage en kop kaffe med ned til stranden når jeg skal ned og tjekke hvilken dag solen står op til.

Da vejret her på feriens andensidste dag ikke helt ville lege sommer med os, brugte vi eftermiddagen på at finde kullinariske perler i området omkring Odder.

Og det var ikke svært.

Vi startede med at indkøbe mel hos Fru Møllers Mølleri. Det var til en af de melafhængige vi selv har været med til at skabe og efterfølgende efterladt i København, langt væk fra melhimmelen…

Vi kunne have nydt en kop kaffe og hjemmelavet kage … eller noget af den hjemmelavede is – men vi var standhaftige og kørte videre til det der for eftertiden vil være kendt som frugthimlen aka det lille stykke fluffy røde himmel eller som de kalder det selv; Frugtplantagen Karensminde.

Aldrig i mit liv har jeg set så mange kirsebær, det være sig både på de enkelte træer og alle træerne tilsammen.

Vi snakker million-milliarder af kirsebær.

Kirsebær så langt øjet rakte og på hvert enkelt træ sad bærene som vindruer. Søde, saftspændte og helt fantastiske.

Jeg ved ikke hvor mange kg vi plukkede – men da man ikke skulle fløjte mens man plukkede, betalte vi for de 3 kg, der kom frem til kassen.

3 kg var også den mængde hindbær vi slæbte afsted med.

Kæmpe hindbær. På størrelse med valnødder og samtidig stadige smagsfulde.

Efter dette fantastiske optrin i naturens overdådighed kørte vi videre til en anden lille perle i den smukke østjyske natur: Brandbygegaard – der i tilslutning til sine vinmarker har en lille cafe: Det Lille Vineri. Jeg havde håbet på nogle lækre landæg, med solgul blomme og smag af mer – men som de skriver på deres hjemmeside: Hønsene har nu nået en alder, hvor den altoverskyggende interesse i forplantning er erstattet af bridge, golfspil og undren over manglen på børnebørn.

Men hvad der manglede i æg, gjorde de til gængæld i lækkerier i vineriet.

Dansk rødvin bliver nok aldrig min totale favorit, men maden var lækker, priserne rimelige og serviceringen og omgivelserne perfekte, som i at man sidder på en gårdsplads omgivet af blomstrene roser, kaglende høns og blommetræer, der lige så stille giver slip på de modne blommer, når det er tid til det.

Endelig sluttede vi af i Odder med et besøg på Kunstmarked ved banegården, hvor rigtig talentfuldt kunsthåndværk blev udstillet og solgt.

Inspiration rundt i Odderomegnen fik vi af folderen “Smørblomsten” – der kan downloades her: Smørblomsten (PDF), som supplerede nogle af vores gamle kendinge med nogle helt nye og virkelige dejlige steder.

Og bortset fra en tiltagende kirsebærmavepine og manglende lyst til at lave aftensmad, skal jeg ikke klage over noget….

Jeg skulle have lyttet til Piet Hein:

Ved åndelig sundhed
styrkes man
mod snarer
og overlistelser –
og ved et naturligt
kønsliv kan
man undgå
sportslivets fristelser

Her i sommerferie forsøger jeg at modvirke indtagede iskager og den kølige rosé indvirkninger på fysikken, ved daglige gå- eller løbeture.

I den skønne Østjyske natur enten langs strand, kornmarker eller krat er det ikke i sig selv nogen straf – hvis det ikke var fordi jeg havde normaldanskerens forskruede forhold til fysiske udfoldelser, ville det faktisk næsten være rart.

Indtil i går hvor jeg pludselig fik en kæmpe schæfer i ansigtet, på den ufede måde!

Det var rimeligt klassisk, jeg hilste på fordi jeg tolkede deres kropssprog som venligt – og det gik også fik nok, indtil den store af hundene sprang op og bed ud efter mit ansigt. Enten fordi den skulle forsvare den hvalp, der var med, eller ejeren.

Der skete heldigvis ikke andet end at jeg fik et lille rød mærke under munden og en ordentlig forskrækkelse.

Og så tror jeg ellers at jeg begynder at løbe en anden rute… hellere det end at nedsætte indtaget af kølig rosévin og iskager.

Med det gode vejr og varmegraderne, kom sommerstemningen endelig . Med kvidder i ørene, hentede jeg ugeblade i butikken og henslængte mit brugte legme i solstolen i skyggen.

Kroppen blev hvilet efter søndagens jomfrudyk i Lillebælt og mandagens maling af sommerhus. Nu er alt det indre i huset hvidt og hvis jeg er heldig så stopper mine ben med at være det, om et par dage.

Nu er det rigtig ferie og der er 9 dage tilbage.

Vi har sat et partytelt op i forhaven, så der er plads til at man kan være indenfor udenfor, mit søsters telt er efterladt med dobbelt luftmadras til eventuelle overnattende (udover fra ham der har camperet på sofaen siden fredag).

Så selvom jeg bliver som en gammelmoster blandt børn i længere tid, så er der både rum og plads til gæster i sommerlandet.

Og gæster har vi.

Min fætter og kæreste er lige kørt herfra og jeg sidder her med 10.000 skridt på tælleren, en idé i hovedet og lækker mad i maven.

Selvom det var meningen, at det skulle være ret simpelt blev der nærmest helt sønderjysk med frokost med grillede tigerrejer, nybagt brød, friskbælgede ærter, fintstrimlede gulerøder lavet på grill, dressinger og smørgrillede majs.

Og efter en gåtur i sommerlandet kunne vi da lige klemme en kop kaffe ned og så en gang højsommerkage med friske jord- og kirsebær samt fersken på chokoladebund og en gang friskbagte briocher med hjemmesylt.

Men så var der også lagt i kakkelovnen til en morfar.

Mit navn er kommet på postkassen til et gammelt sommerhus. Med store bogstaver – bogstavligt og så man kan se det på lang afstand.

Min svigermor siger, at da hun begyndte at komme i sommerhuset, havde hendes svigermor en masse bras, der fyldte op alle vegne og at hun i smug fjernede lidt hist og her.

Og historien gentager sig.

Min kæreste ejer huset og han gennemfører sine forandringer i det helt åbne og  mere tydeligt:

Mine planer for ferien inkluderer en ansigtsløftning inde i huset – hvis jeg får lov. I min mirakelverden er alle  væggene hvide, de mange forskellige tekstiler er samlet i en helheld – gerne pasteller. Der er rene flader (som er nemme at gøre rent) og møblerne er lyse eller hvidskurede …Man kan se huset og man kan se de fine detaljer. det kunne blive så pænt og fint og komme til at passe til husets ydre, der udstråler gammel fint sommerhus:

Men jeg tvivler på at jeg kan gennemføre det med list og uden nogen opdager det.