Endelig langt om længe, er jeg kommet ned på den vægt jeg havde før jeg tog på ferie … i januar.

Det har været to skridt frem og to tilbage i marts og april måned – og jeg har kæmpet med de samme kilo frem og tilbage, frem og tilbage.

I påsken havde jeg udstyret mig med to ting: en skridttæller og en ide om at jeg ikke ville veje min mad og tælle kalorier – men at jeg dog ville fortsætte med at spise fornuftig.

Og onsdag den 1. april vejede jeg 1 kilo mere end denne onsdag 14 dage efter.

Og med det vægttab er jeg endelig nede på de tabte (knapt) 8 kilo (reelt 7,9) som jeg også havde tabt mig inden jeg tog på ferie.

Jeg startede med at fokusere på min mad/motion medio november, Arbejde med sagen over julen – og det lykkedes mig faktisk at tabe mig, selvom jeg også nød nogen af julens (mad)glæder.

Jeg gjorde ikke noget for at tælle og beregne på min ferie i januar/februar og det vil sige, at når jeg tager den lille måned fra som jeg var på ferie, så har jeg “kun” været igang i 22 uger.

Selvom jeg pt. kun har tabt 8 kg – så har jeg reelt tabt 11 kg fordi jeg har tabt de samme 3 kilo to gange.

11 kg på 22 uger giver et gennemsnitligt vægttab på ½ kg. om ugen – og det er jo egentligt ikke så dårligt!

De kloge siger at langsomt vægttab er det bedste – og det tror jeg på, fordi du ikke kan blive ved med at være på kur over lang tid og dit vægttab derfor nødvendigvis er nødt til at komme som følge af en kost og bevægelsesomlægning – dvs. at du lægger din indtagelse af mad og din bevægelse i nogle rammer der gør, at du generelt forbruger mere end du spiser.

Men langsomt vægttab er også en dræber, fordi du ikke selv kan blive ved med at se, at der sker noget.

Når jeg kigger mig i spejlet i dag, ser jeg den samme krop som jeg så for 5 måneder siden. Jeg kan ikke se at der mangler 8 kilo. Lige så lidt som jeg selv kunne se, at der tidligere var kommet 8-10-16 kilo for meget på.

Det udjævner sig over tid.

Jeg kan se mit vægttab på mit tøj. Ved at sammenligne med mine tidligere vægtangivelser og kropsmål. Men jeg kan ikke længere se det i spejlet.

Og det er så her at smigeren kommer ind.

For det jeg ikke selv kan se, kan folk der ikke ser mig til hverdag åbenbart se.

Og det er dejligt når folk så også tager sig tid til at fortælle mig det.

Og det gjorde en god kollega i går på arbejdet om formiddagen og en forretningspartner spurgte ind til det om eftermiddagen.

Hvad gør du så?” – spørger folk.

Og jeg svarer igen og igen – “jeg spiser mindre end jeg forbruger“.

Og jeg holder styr på det her: madlog.dk

[og nej – jeg får ikke en krone for at annoncere for dem – men jeg er selv rigtig glad for konceptet og vil derfor gerne videreformidle det]