Så sad vi der, og var købehavnersmarte på den vesterbroske måde, med hver vores drink og filosoferede over turen ud i provinsen og hvor meget det altzå ikke var oz, og hvor var vi dog egentlig ens og fede på den fede måde og hvor lækkert at vi var blevet kollegaer og havde hinanden at støtte os til.

Og ind dumpede tre af veninderne. I deres allerbedste overgearet-blond-ibiza-mode, hvor alt og alle væltes omkuld at flavrende gevanter og voldsom talestøm. De dyre drinks blev næsten fejet af bordet af det omrejsende dildo-show, for åh ja, der havde været diverse indkøb involveret.

Og der sad jeg og kunne se mine to verdner kollidere og gøre sig uforståelige for hinanden.

Jeg kan sagtens rumme begge dele af mig, for _jeg_ er begge dele. Jeg er både hende, den seriøse kollega, der tager beslutninger og taler voksent og så er jeg hende tøzen, der tøzer med tøzerne. Og jeg kan lide begge dele og er glad for at jeg har mulighed og rum til at udtrykke forskellige sider af mig selv.

Jeg skal bare lige finde ud af hvilket ben jeg skal stå på, hvis jeg er i begge verdner på samme tid….

Det er jo fantastisk at ens hjerne er skruet sådan sammen, at man kan huske, [at være sur over] at ens søster solgte ens bamse til nabobørnene, da man var 6-7 år, men at man dagen efter man har afleveret sin cykel hos cykelhandleren, har glemt alt om den.

Så fredagens morgenstress blev suppleret af følgende tankerække:

Det er så i den situation, at man ville have ønsket at man havde lyttet til sit fædrende ophav og havde tjekket hvordan man kom på arbejdet, med den offentlige transport.

Taxa er en god nødløsning og man skal ikke ærge sig over de penge….

Jeg bærer nag.

Jeg er typen, der gemmer en uretfærdighed begået mod mig dybt i mit hjerte, i mit inderste. Og når anledningen til at trække uretfærdigheden frem kommer, har den ligget og modnet og kogt og gæret.

Så når den trækkes ud i lyset, til senere beskuelse, er den dobbelt så stor, dobbelt så smertefuld. Det bruser ud af mig af fulde kræfter og vælter nærmest mig selv overkuld, i sin bestræbelse på at komme frem.

Og den rammer folk som en chockbølge – den fuldkomne lammelse; “Jamen, jeg sagde jo bare….”

Det er ikke noget at være stolt af, og det er jeg egentlig heller ikke.

En af mine venner var til læge i dag – han kom hjem med tre produkter til at fikse skavankerne med. Han siger at han er blevet gammel og er kommet i reparationsalderen.

Det er så 35 – eller omkring 5 cykelår.

Og hvordan jeg så kan omregne det til cykelår?

Jeg tog min cykel forbi en cykelsmed i dag. Kæden blev ved med at hoppe af, og i går gjorde den det, da jeg cyklede ned af en bakke – i myldertiden – mod et lyskryds – der viste rødt….

I sådan en situation spiller en cykelhjelm ikke den store forskel. Det viste sig, at det gjorde min håndbremse heller ikke. Heldigvis for fødderne.

I dag kom dommen så:

5 år på de københavnske gader gjorde, at min anmodning om en ny kæde blev mødt med et om spørgsmål om jeg ikke hellere ville ha en ny cykel – det ville i det lange løb blive billigere.

Jeg overvejer….

Gør det, eller lad være – det er livet i midten der gør ondt!

Da jeg vågnede i morges føltes mit hovede klart, men i min krop kunne jeg stadig mærke spor efter de forbudte drømme, jeg havde drømt.

Om den røg, der smøg sig gennem min hals og fyldte mine lunger og om nikotinen, der flød ud i mit blod og fik mine fingre til at summe. Og om ham jeg ikke kunne få, fordi tiden og timingen var den dårligste og jeg lod være med at prøve.

Og mit indre skreg efter dem begge. Smøgerne der ikke længere er en del af mit liv og ham der aldrig rigtig blev det.

Og jeg ved at det er det rigtigste, at de ikke er her. Det fornuftigste. At jeg klart er stillet bedre uden dem. Og normalt er det ikke noget problem og tiden og dagene går ude savn eller længsel.

Men i de tidlige morgentimer kan kroppen og sindet og drømmene tage over og røgen fylde mine lunger og hans mund kysse mine læber igen – for en kort stund, blot et blink… og jeg savner.