Jeg bærer nag.

Jeg er typen, der gemmer en uretfærdighed begået mod mig dybt i mit hjerte, i mit inderste. Og når anledningen til at trække uretfærdigheden frem kommer, har den ligget og modnet og kogt og gæret.

Så når den trækkes ud i lyset, til senere beskuelse, er den dobbelt så stor, dobbelt så smertefuld. Det bruser ud af mig af fulde kræfter og vælter nærmest mig selv overkuld, i sin bestræbelse på at komme frem.

Og den rammer folk som en chockbølge – den fuldkomne lammelse; “Jamen, jeg sagde jo bare….”

Det er ikke noget at være stolt af, og det er jeg egentlig heller ikke.