Min computer kom endelig hjem idag. Den brød sammen over sommeren og små to måneder og to et halvt tusinde kroner senere kunne den så endelig hjembringes idag.

Det er i sådanne situationer, at manglende kørelejlighed og en 4. sals lejlighed kan udgøre et logistisk problem.

Så guskelov og tak for taxaer – og min underbos søn.

Det er utroligt hvad man kan få unge kønsmodne mænd til at gøre, når det indebærer en chance for at modtage en kvindes beundrende blik.

For eksempel bære en computere op til 4. sal.

Ikke _mit_ beundrende blik, vel at mærke. Jeg var jo lumsk nok til at fange ham, mens han var på vej op ad trappen sammen med sin nye kæreste.

Jeg er ond.

og doven….

Når jeg står op om morgen, farver morgensolen himlen med pasteller. Som en forvandlingskugle skifter den farve: fra den sorte nattehimmel yderst, igennem den blideste lyserød over lilla, til den endelig når den blåeste blå.

Og mens farverne går sin himmelgang, bliver bygningerne kysset af lyset og selv den grimmeste skorsten ser elsket ud.

Det er morgenlyset, der farver mine vægge gyldne, blomsternes blade mørkegrønne, leger kis-pus med skyggerne – alt det, bare for at gøre mig glad.

Og midt i det gyldne solskin er jeg ….. nærmest lykkelig…..

I den morgenkolde by høres tingene tydeligere. Kirkeklokkerne slår deres klokken otte morgenslag. Det er ved at være tid til at gå. Den sidste kaffe hældes indenbords og katten nusses farvel.

Og med morgenlyset i mig, kører jeg afsted.

Og i morgen er der atter en dag … lad der blive lys….

(Der er morgenbilleder på “23”)

De siger jeg er god til at lave mad. Det er jeg også. Men en af grundende til at rygtet stadigt består er, at fiaskoerne laver jeg oftes alene og til mig selv. Som her i dag hvor lammet smagte af uld og ødelagde det hele.

Nu ligger den så i skralden og pynter sig med whiskysaucen – og det er nok godt det samme.

Håber Lisolettes får kommer til at smage bedre….

Min nabo han er tyrker.

Det har jeg egentligt aldrig tænkt over før. Jeg har tænkt, at han var en flot fyr. Sød, charmerende og ret lækker. Altid sød og imødekommende. Altid smilende. Men jeg har aldrig lagt mærke til hans etniske oprindelse.

Før jeg så ham på gaden og lige pludselig opdagede at han jo egentlig var “tyrker”.

Men min nabo han er dansker.

Han er født og opvokset i Danmark, hans kæreste er dansker, han taler dansk og har en dansk identitet.

Alligevel er det “en fucking perker” nogle folk ser, når han bevæger sig rundt ude i samfundet.

Hvis det er forvirrende for mig, tør jeg slet ikke tænke på hvordan det må være for ham og alle dem, der er i situationen 24/7.

“Det er den bedste fredag nogenside og den bedste mosterdag”

Det fedeste ved børn er, at de er så nemme at imponere…

Og ilagt sengen er et stks træt tantebarn mættet af fægtning, ildshow, heste, junglelyde, bolsjeduft, kasseklatring, hoppeborge, Harry Potter og Thorvaldsen. Der er et stort udvalg derude og selvom man ikke altid kommer derhen hvor man har planlagt, så kommer man altid derhen hvor man skal.

Jeg cykler hjem langs søerne.

Langs søerne står store stolte kastanietræer.

Om efteråret smides de tunge kødfulde og piggede grønne kastaniefrugter.

Det er efterår.

You do the math

… så det må min uge have været, for den er nu ved at være væk, uden at jeg helt var klar over at den var startet.

Forvirrende kunne være et andet nøgleord.

Og måske forklaringen på, at jeg igår aftes aflyste en aftale for i dag, som det så viste sig, at jeg ikke havde – blot for at jeg lige nu er kommet i tanke om, at jeg rent faktisk er kommet til at lave to aftaler for imorgen – med to forskellige, på samme tid………

P.S.
Jeg har ikke mindre end to kalendere – der oven i købet kan snakke sammen, men det hjælper jo fedt hvis man ikke kigger i dem…

Det er mange år siden jeg første gang lod mig lokke ud i nattemørket – på den kulturelle måde forstås. Jeg elsker den fornemmelse der er i byen, den summen og det buzz som det giver når mængder af folk er ude for at se, røre og opleve.

Og lige præcis succesen blev starten til enden for mig. I de sidste par år har jeg droppet at deltage, fordi jeg blev skuffet over at stå timevis i kø, eller komme forgæves til forskellige arrangementer.

Men i år vil jeg nu alligevel prøve igen. Jeg tager en ung herre ved hånden, for at vise ham magien ved byen om natten…

Jeg glæder mig.

Og lægger planer …. i børnehøjde

Jeg husker stadig suset og gyset, da jeg postede mit første indlæg, jeg husker hvordan det var at blive nærmest draget ind i blogverden – og den ydmyghed jeg følte over, at blive budt velkommen i det her fællesskab.

I dag kan jeg kan godt mærke pinlighedens rødme over mine egne udgydelser, da jeg pludselig opdagede, at jeg var opdaget, eller da jeg kæmpede usynlighedens kamp.

Så jeg kan et langt stykke hen af vejen godt forstå, den der benovelse over pludselig være i centrum som sille oplever eller som Julie følte tidligere.

Jeg kan godt forstå det, for jeg har selv følt den der fra min navle, min verden går-følelse når man pludselig er i vælten og opdager, at det man skriver rent faktisk bliver læst.

Det sus og den rus man oplever, når der fra ens blog opstår en glødende debat og antallet af besøgene og kommentarer bare stiger og stiger (mens man belejligt glemmer hvor tit man selv har kastet sig ind i en debat uden egentligt at mene noget, eller hvor mange dårlige blogs, man selv smutter forbi dagligt eller semi-dagligt og dermed er med til at give høje besøgstal).

Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er den totale frimodighed overfor bloggen som medium, som jeg synes, jeg har oplevet i den senere tid. Messenger-blogger kunne man fristes til at kalde trenden.

Folk der blogger frit fra leveren og tilsyneladende uden nogen form for selvcensur. Meget lig den dialog jeg selv har kørende i messenger. Hvor sexlivet drøftes i det ene vindue og man trasher en fælles veninde i det andet.

Jeg skal ikke være helligere end hellig – jeg har også skrevet min del af “sex-sælger indlæg”, fordi det er sjovt at flirte, også på en blog. (Og jeps – der er rent faktisk også et billede af mine bryster gemt et sted på denne blog) Og jeg har også trashet folk.

Men jeg har en dyb – muligvis overdreven – respekt for Internettet. Så meget, at jeg inden jeg startede med at blogge, bevidst overvejede hvor mine grænser skulle gå og hvem der skulle kunne finde frem til mig og på hvilken måde – herunder at jeg ikke ønskede at mine meninger skulle kunne googles tilbage i nakken på mig, via mit borgerlige navn.

Men måske er det i virkeligheden forskellen … det det med måden man begynder at blogge på.

Måske er det simpelthen blevet for nemt at blogge i dag, måske er det de færeste der gør sig de dybe overvejelser inden de kaster sig ud og afprøver dette virkelige fantastiske medium… og nu kommer det og tar’ dig…..

… eller måske – bare måske, er jeg blevet totalt tabt af dansen…?

Efteråret har taget over
Efter en lang sommer, hvor jeg hele tiden har håbet på, at mine lathyrusplanter ville komme efter det, og fryde mig med deres smukke ærteblomster, har jeg endelig givet op, kastet håndklædet i ringet, erkendt mit nederlag – rykket dem op med rode. Jeg er kommet videre.

Krukkerne som de stod i, er blevet klædt i efterårets farver. Og med al den varme vi kan opbyde hilser vi folk og fæ og efteråret selv – velkommen…

(Klik på billedet for at se mit efterårsalbum på “23”)

“>