I går havde jeg den mest planlagte dag i lang tid. En lang række aftaler og ting der skulle nåes stod linet op fra klokken 9 om morgen.

Min første aftale var et kursus. Det var et ekstrakursus, som var blevet oprettet fordi det oprindelige kursus var overtegnet. Det blev holdt en lille måned efter det oprindelige, men det virkede som et kursus der var værd at vente på.

Men kursusudbyder var igang med at få nyt it-system, så selvom vi deltagere havde fået 3 mails om dette kursus – og den seneste forleden, så var kurset ikke blevet oprettet i deres system – så der var ingen underviser eller plan for dagen.

I hast blev noget stykket sammen og det havde alt sammen være vældigt interessant, hvis det ikke havde været det samme indhold, som et forløb jeg fulgte for en måned siden.

Så i pausen gik jeg op til de hasteindkaldte substitutter og viste dem mailen, der beskrev kursets indhold og fik afklaret, at det ikke ville blive dagens indhold. Så for ikke at spilde hinandens tid, blev vi enige om, at jeg var den der gik videre i livet.

Senere stod næste aftale for døren. Troede jeg.

For et opkald til min telefonsvarer viste, at også det sted havde haft it-problemer, så min aftale var ikke registreret og derfor ikke-eksisternde.

Så næste skridt var mobiltelefonen, som jeg havde været nede og kigge på i ugen før, men lige skulle have en nærmere overvejelse af om jeg skulle købe. Og der skulle jeg have haft købt og ikke overvejet. For butikken havde solgt hele partiet videre til en butik i Jylland, og nok så mange bønner kunne ikke gøre gjort til ugjort.

På det her tidspunkt, begyndte det at dimre for mig, at jeg ikke havde den heldigste af dage og derfor kom det ikke som en overraskelse af frisøren, naturligvis havde et skilt med “lukket i vinduet”, eller at jeg kom ud til min have uden nøgler til at åbne porten til haveforeningen.

Jeg nåede lige præcis ingen ting af alle mine mål og alle mine aftaler.

Og det gav mig lige præcis den tid og den mulighed jeg havde brug for til, at have en ganske herlig og ærlig samtale med en konsulent fra min a-kasse, der kunne indvie mig nærmere om alle de kringelkroge og umuligheder, der er hvis man er arbejdsløs og skal starte selvstændig virksomhed.

Og tid til, at jeg kunne komme forbi og sige farvel til min søsters lejlighed og alle de minder den rummer, efter 16 års levevis i det vesterbroske.

Nåja, der var da også tid til en kop kaffe og en snak med den selvsamme søster og et lille bitte smut ned af memory lane, om de ting som lejligheden havde huset gennem tiden.

Og ved den lukkede port ude i haven, stod en dame der skulle ind og hun gjorde at jeg lige kunne nå at få en halvanden times lugning pakket ind i en dag, der blev anderledes og helt, helt fin.

Lige så højt jeg kom op i forgårs, lige så langt endte jeg nede i går – og det var ikke kun fordi jeg tilbragte aften på bunden af Sundbybadets svømmebassin – med udsigt til ting man bare egentligt ikke har behov for at vide, at der er på bunden af en svømmepøl.

Inden jeg tog ud til svømmehallen tjekkede jeg ind på mailen og ind til et afslag på en af de ansøgninger jeg har ude – og *smask* lige i hovedet kom der der “duer ikke” oplevelse som jeg har været så dejligt forskånet for i lang, lang tid.

Og aller inderst inde kommer den der lille bitte gnaveorm, der hvisker mig i øret om det nu også var så skide smart bare at sige sit job op og rejse udenlands.

Men jeg ved jo godt at jeg gjorde det rigtige og at jeg ikke er et sted i dag, hvor mit gamle job og jeg ville passe sammen mere. At jeg skal noget andet – og at jeg nok skal kommer derhen – at der et sted hvor jeg kan blomstre og bruge mine kompetencer på den helt rigtige måde.

Det havde bare været en lille bitte smule nemmere, hvis det der krise-noget ikke var der lige nu og gjorde andre folk arbejdsløse og dermed medkæmpere til de muligheder der er derude…..

Set i lyset af alt det, er det nok meget godt at resultatet af min tid på bunden af svømmebassinet fortalte mig, at jeg følte mig bedre tilpas i min gamle tørdragt, end den nye jeg havde med ud for at prøve … for skal jeg til at være arbejdsløs i en længere periode, er det nok meget smart ikke at skulle til at investere flere tusinde kroner i en ny tørdragt.

Jeg har vasket mig en gang vansketøj med duft af terpentin.

Alt tøjet stinker og efter at jeg har hængt det op stinker lejligheden også.

Jeg havde malet i går og da jeg i morges opdagede at det ikke kun var en reol der var blevet hvid, fik pletterne på bukserne en omgang med en klud og terpentin. Jeg troede så helt naivt, at jeg kunne vaske den grimme lugt væk og smed bukserne i en vask.

Med det resultat at jeg nu har en hel bunke tøj der stinker af terpentin.

Og en lejlighed.

… og med en dag der startede med at jeg havde hovedpine, ser det ikke ud til at tingene går mere i den rigtig retning .

Men heldigvis kan man lukke rummet af og få luftet lidt ud.

Min telefon er gået død. Eller måske rettere mit sim-kort, da der ikke er kontakt i nogen af de telefoner jeg forsøger at stikke det i.

Og selvfølgelig er det nu, hvor jeg har folk jeg skal ringe til og mennesker, der skal ringe til mig.

Jeg har ikke mindre end 3 telefoner liggende, med åbne maver og sim-kort over det hele.

Men stadig ingen kommunikation, da det ene sim-kort er egyptisk, det andet et udløbet taletidskort og det sidste så er mit normale kort, der stod af sådan kl. 16.45 lørdag aften.

Og mit teleselskabs chatfunktion er lukket – men jeg kan ringe til dem, skriver de.

Som om!

… og der er mere endnu .. hvis du vil begynde med begyndelsen så starter det her #1 og #2

Juli

Efter et stykke med sommer hjemme i Danmark, var varmen ikke mindre belastende hernede. Jeg har oplevet at svede fra steder på kroppen, jeg ikke vidste at man kunne svede fra. Jeg har siddet stille på en stol og haft sveden drivende af mig og jeg har dryppet på mine tæer, bare ved almindelig gågang.

Så det er ikke så underligt at al tid der ikke foregik på en båd, blev tilbragt i skyggen, indedøre med aircon eller endnu bedre i Dahab, hvor det altid blæser, hvilket er rigtig, rigtig rart om sommeren.

Juni var hård på andre måder, for det var også den måned, hvor Killingen forsvandt – desværre nok ikke efter egen vilje. Hvilket vi dog ikke kan bevise. Jeg var seriøst ked af det … men måtte også erkende at Egypten og katteliv er anderledes end i Danmark og der gik ikke mange dage før vi måtte kæmpe en hård kamp, for ikke at blive katteforældre for endnu et kuld killinger.

Men er livet i overfladen hård, er det noget andet i vandet:

Ingen billeder kan i virkeligheden vise den mangfoldighed og rigdom som Rødehavet viser om sommeren. Shark & Yolanda er det smukkeste sted at dykke – men kæmpe stimer af fisk som man kan blive fuldstændigt fortabt i.

Det er fabelagtigt med tryk på alle bogstaverne.

Og mellem dyk og sved, så knoklede jeg på med min Divemaster. Det var rigtig meget teori der skulle læses og en hel del øvelser der skulle udføres, testes og vurderes. Jeg var med til en del undervisning og havde også selv ansvaret for en del af det. Det var spændende og det var sjovt og jeg var rigtig, rigtig tilfreds med valget af instruktør. Hun var virkelig dygtig og et rigtig godt selskab.

Og mens det var varmest og alle mennesker og dyr forsøgte at holde sig inde og dadlerne blev modnet på palmerne, begyndte Ramadanen. Og folk blev sløve og dvaske og nærmest alle steder kunne man finde folk (vagter, butiksansatte, vores staff) som sad i et hjørne og småsov. Og vi andre drak og drak for ikke at blive dehydrerede og man følte sig altid en lille smule skamfuld når man gjorde det foran en troende muslim.

August

I august får jeg endelig gjort min Divemaster færdig og jeg tager en lille pause fra dykkeriet

Jeg har mig et par rolige morgner og kommer igang med nogen af de “projekter” jeg har haft liggende i baghovedet. Sylter nogen af de frugter der er i sæson (belært af erfaringen “ta’ dem når de er der”), prøver om jeg kan få nogen frø til at gro (hvilket jeg ikke kunne).

I august forsvinder Topper også. Først tror vi at hun er helt væk ligesom Killing, og naboens to katte, men senere kommer hun tilbage og vi finder ud af at vi ikke vil kunne finde ud af lade hende blive tilbage når vi rejser. Vi går igang med at få hende gjort klar til turen til DK. Det er også i august at kærestens vane med at slutte dagen med en cola og en stang saltstænger virkelig rodfæstes og der indkøbes lager af saltstænger.

Og endelig er august måned der hvor den første juleforberedelse gøres i og med at jeg sylter et glas med kirsebær til julens risalamande (og jeg skal hilse og sige, at de blev rigtig gode!)

Inden august bliver til september holder vi en lille ferie og tager til Dahab … og dykker (!). Et lille morgendyk lokalt .. og så afslapning resten af dagen. Det er seriøst ferie og vi nyder det og det bliver ikke bedre, da jeg endelig får mulighed for at se en søhest og kæresten finder et sted hvor de sædvanlige 2-3 øl er suppleret med en hvedeøl.

September

I september har kæresten fødselsdag og op til det havde jeg gjort mig mange krumspring for at få bestilt hans gaver og få dem bragt herned. Hans gode ven Tom kom til fødselsdagen og de stempler og neoprenbukser havde fået fat i, var heldigvis noget han kunne bruge. Bytning var heller ikke mulig.

Noget der også kunne bruges var de svinemørbrad, omviklet med bacon som vi serverde på den fødselsdags BBQ, vi holdte for kæresten. “Væk som dug for solen” er en sneglebetegnelse for den raskhed hvormed de forsvandt.

Tom var her i 14 dage og det var 14 dage med gode og en lille smule slemme oplevelser. Det var super at hænge ud i pølen om aften efter en travl dag på vandet. De to venner tog et teknisk kursus, der skulle give dem kompetencer på dyk ned til 100 meter og det hele endte med at min kæreste kom en tur i Trykkammeret. Det var ikke nogen rar oplevelse.

Så var det en noget finere tur vi sammen tog ud til Ras Mohammed, hvor vi så det hele lidt fra oven, i forhold til når vi dykker derude.

Til sidst fik Topper en tur. Op på bordet og med nål i poten … hun skulle gøres klar til hjemtransport, for Tom skulle have blodet med hjem til Danmark, så det kunne sendes til Tyskland.

September var også den måned hvor for alvor fik gang i gymnastikken igen. Startede på zumba og pilates – det var skønt at få rørt sig igen og det er rigtig rigtig rart, at der ikke er nogen billeder fra timerne.

Her to dage inde i det nye år, lugter vores lejlighed stadig af den hummersuppe der blev lavet til nytårsaften.

Jeg har et meget anstrengt forhold til lugten af fisk, og bare tanken og den meget specielle lugt, er nok til at holde mig fra indtagelsen af havdyr.

Så det at lejligheden lugter af fisk, i en grad så jeg næsten bliver slået omkuld, hver gang jeg kommer ind i den, har adstedkommet udluftninger og flere tjek efter om vi har glemt noget jomfruhummer et eller andet sted.

Men det ser ikke sådan ud – nogen duftmolekyler er åbentbart mere sejlivede end andre … med mindre der altså er tale om at nogen har gemt en reje her et eller andet sted?

Når sæsonen er slut og sommerhuset lukkes ned plejer vi at trøste os med årets gang og vinterens komme ved at spise os en mindre pukkel til på den lokale gourmet restaurant.

I år valgte vi dog at tage turen til restauranten ved Fru Møllers Mølleri. Madhimlens Madhus er navnet og madhimlen var også der vi landede … eller i hvert fald i en lille forgård til madhimlen.

Det var nogle rigtig, rigtig fine retter og lige så gode vine, der i en lind strøm blev sat foran os. Og vi nød os igennem de fem fine retter, lavet med omhu og lokale råvarer … og imponerende nok af bare en enkelt kok i køkkenet samt to kogeblus. “Og så har jeg da også en ovn”, som han sagde, da vi fulde af imponade roste ham for middagen.

Middag fra madhimlen, rugbrød fra mølleriet og æbler, pærer og juice fra Karensminde er rullet mod København, sammen med to katte, der egentligt gerne ville blive en lille smule længere i eftersommerlandet.

… og mig?

Jeg er rullet nordpå hvor den ekstra time jeg har fået foræret blev brugt til at se på en klar sø og nogle flotte efterårsfarver.

Mens mit hoved er et andet sted, forsøger jeg at få sat skik på kroppen og i forsøget på at få skulderene ned, hænderne i orden og minimere antallet af spændingshovedpiner, var jeg til massage i dag.

En helt anden type massage. Selvfølgelig helt anderledes end det man får på en ferie, men også meget anderledes end de andre gange jeg har været til massage herhjemme.

Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har følt mig hengivet til så fuldstændig kompetente hænder.

En underlig – men god – oplevelse, hvor jeg fornemmede at mine ømme punkter blev angrebet på anden og mere virksom måde. Hvor der blev taget udgangspunkt i roden af problemet og ikke “bare” i symptomerne.

De inderste muskler blev angrebet med en laserpen og i massagen kunne jeg fornemme hvordan smerterne kom og forsvandt andre steder, og at blodet pludselig løb ud i mine fingre med en ny hastighed.

… og vi taler om 20 minutters massage på arbejdspladsen.

Jeg har naturligvis straks googlet manden og det er helt klart, at kommer jeg til at opleve en mærkbar bedring, er det ikke sidste gang jeg skal under hans behandling.

Forleden tog jeg tidligere fri og tilbragte eftermiddagen i solen i min have. Og det er en nydelse at kunne og en gave at have muligheden. Selvom det bare er en enkel eftermiddag, er det en eftermiddag i solen i oktober.

Giv mig bare en regnfuld morgen, når det følges op af en solrig eftermiddag.

Der er noget ved disse milde solbeskinnede oktoberdage – det som om at vi har fået nogle sensommerdage til låns.

Når mørket begynder at smyge sig om mig i morgenstunden, så er det næsten ufravigeligt at jeg, selvom det kun er oktober, får den første snert af “det der sker i december”.

Jeg ved at det er forkert og upassende – og har efterhånden også lært, at hvis jeg bruger for meget af følelsen her i oktober, så er der ikke noget tilbage til den rigtige måned.

Men det er da besnærende er det ikke?

Med tændte stearinlys, varme hyldebærdrikke, mørke og kulde … man har da også behov for noget rødt, noget kanel … og måske nogle æbleskiver og hjemmebagte småkager?