I går havde jeg den mest planlagte dag i lang tid. En lang række aftaler og ting der skulle nåes stod linet op fra klokken 9 om morgen.

Min første aftale var et kursus. Det var et ekstrakursus, som var blevet oprettet fordi det oprindelige kursus var overtegnet. Det blev holdt en lille måned efter det oprindelige, men det virkede som et kursus der var værd at vente på.

Men kursusudbyder var igang med at få nyt it-system, så selvom vi deltagere havde fået 3 mails om dette kursus – og den seneste forleden, så var kurset ikke blevet oprettet i deres system – så der var ingen underviser eller plan for dagen.

I hast blev noget stykket sammen og det havde alt sammen være vældigt interessant, hvis det ikke havde været det samme indhold, som et forløb jeg fulgte for en måned siden.

Så i pausen gik jeg op til de hasteindkaldte substitutter og viste dem mailen, der beskrev kursets indhold og fik afklaret, at det ikke ville blive dagens indhold. Så for ikke at spilde hinandens tid, blev vi enige om, at jeg var den der gik videre i livet.

Senere stod næste aftale for døren. Troede jeg.

For et opkald til min telefonsvarer viste, at også det sted havde haft it-problemer, så min aftale var ikke registreret og derfor ikke-eksisternde.

Så næste skridt var mobiltelefonen, som jeg havde været nede og kigge på i ugen før, men lige skulle have en nærmere overvejelse af om jeg skulle købe. Og der skulle jeg have haft købt og ikke overvejet. For butikken havde solgt hele partiet videre til en butik i Jylland, og nok så mange bønner kunne ikke gøre gjort til ugjort.

På det her tidspunkt, begyndte det at dimre for mig, at jeg ikke havde den heldigste af dage og derfor kom det ikke som en overraskelse af frisøren, naturligvis havde et skilt med “lukket i vinduet”, eller at jeg kom ud til min have uden nøgler til at åbne porten til haveforeningen.

Jeg nåede lige præcis ingen ting af alle mine mål og alle mine aftaler.

Og det gav mig lige præcis den tid og den mulighed jeg havde brug for til, at have en ganske herlig og ærlig samtale med en konsulent fra min a-kasse, der kunne indvie mig nærmere om alle de kringelkroge og umuligheder, der er hvis man er arbejdsløs og skal starte selvstændig virksomhed.

Og tid til, at jeg kunne komme forbi og sige farvel til min søsters lejlighed og alle de minder den rummer, efter 16 års levevis i det vesterbroske.

Nåja, der var da også tid til en kop kaffe og en snak med den selvsamme søster og et lille bitte smut ned af memory lane, om de ting som lejligheden havde huset gennem tiden.

Og ved den lukkede port ude i haven, stod en dame der skulle ind og hun gjorde at jeg lige kunne nå at få en halvanden times lugning pakket ind i en dag, der blev anderledes og helt, helt fin.