Med frisk luft i lungerne, ladet op på blå-himmel-og-solskins-kontoen, med god mad i maven (den hele) og en lille smule tankstationsmazarin nede i den venstre fold, kan jeg med ro i sindet gå ud af weekenden og den kommende uge i møde.

Det er en af de weekender der har varet mere end to dage.

Det har været en fredag med kulturnatten sammen med yndlingsnevøen, hvor flotte oplevelser (Gyserlabyrinten toppede klart) vekslede med lange køer. Vi hyggede os og cyklede ud og rundt i natten, hvilket i sig selv er spændende når man er 9 år (og spændende på en helt anden måde for det medfølgende voksne … pas nu på…hænderne på styret…snak noget mindre og se dig noget mere for…).

Men kulturnatten er ved at have udlevet sig selv. Hvis jeg skal blive ved med at komme, så er det noget med kun at vælge nicheevents eller de ting hvor man kan bestille billetter i forvejen, for ellers er kulturnatten mest af alt kulturkøen, hvor man for sine betalte 75 kan stå med det fine katalog og vente røven ud af bukserne.

Det har været et lørdag hvor jeg endelig accepterede at de lidt for mange kilo nok ikke letter i løbet af de næste på måneder. Tøj der passer kroppen, blev indkøbt. Jakke, trøje, bluser og bukser. Så jeg kan gå efteråret i møde uden at stumpe på midten eller ligne en pølse, der er ved at sprænges. En indkøbsrus der blev efterfulgt af drengenes første luftetur i gården, hvor både lyde og afløbsriste var en udfordring, der dog blev mødt med rimelig ro og alt andet end katteagtig håndtering. Der blev smagt på den gyldne efterårsluft.

Det blev der også i dag søndag. Hvor dagen startede med morgensvømning og blev efterfulgt af eftermiddagsvandring i skoven , og den gode dattergerning med telefonopkald til moderen og eftermiddagskaffe hos faderen. Det var også dagen hvor jeg til fulde oplevede sovebyseffekten og at det virkelig kan passe at en provinsby med 44.000 indbyggere (med oplandet) rent faktisk kan nøjes med at have en enkelt bager og at den selvsamme bager kan holde søndagslukket – og det kostede mig så en mazarin og en vienetta fra en af de mange åbne tankstationer. Det udgjorde så alternativet til den ellers annoncerede medbragte flødekage.

Og dagen slutter af med udsigt over byens lys, mens misserne og manden stener i baggrunden – men ingen af dem sover selvfølgelig….

Jeg lugter af gårsdagens sved, eller faktisk af forgårsdagens. Var en af dem der asede sig rundt i Fælledparken omgivet af kollegaer og dårlige undskyldninger.

Det er utroligt som der dukker skadede knæ, fødder og rygge op, som dagen nærmede sig. Selv kunne jeg da også mærke en snert af præstationsangst – jeg er ikke nogen hurtig løber, til gengæld er jeg ustabil…. Men jeg gennemførte – og løb det meste af vejen. Ret meget. Og i det mindste den sidste kilometer.

Og modsat andre, var der ikke meget sved på panden, eller ømme muskler dagen derpå. Men her i dag, kunne jeg alligevel mærke et sting på forsiden af benene – og må sande at de kilomenter jeg plejer at løbe, tilsyneladende er færre end 5, siden min skinnebensbetændelse vælger at give livstegn fra sig på løbeturen i dag.

Og forgårsdagens sved sidder da åbenbart alligevel i den trøje jeg hev frem forud for løbeturen i dag og jeg tror at den skal vaskes ren sammen med samvittigheden – for man kan vel godt sige at løb hveranden dag i siden sidste torsdag, da er en start på at være tilbage med den regelmæssige træning igen.

Og det er åh-så-tiltrængt.

To uger er gået – resten af denne mangler. Gynger og karusseller. Blandet ferie. Både hvad angår vejr og humør, mennesker og oplevelser. Og våd i sådan en grad at katten, der var med os er blevet forkølet og går og pruster og snøfter.

Åbenbart også en fed ferie. Har taget 2 kg. på – ubalance i mad/motion regnskabet.

Og her i midt-slut-ferien var jeg et pitstop på arbejdet, for at sige et farvel og gøre de vigtige ting, jeg gør så godt. Og der var travlt og trykket og jeg kunne mærke at alting prallede af mig – stadig ferievaccineret, på den yderste overflade.

Og katten snøfter og står alligevel ved bagdøren og vil ud. Den har fået smag for udelivet og gir’ tydelige tegn på, at det her var ikke hvad den troede var dealen – og hvorfor stoppede det gode liv? Og den gør en stille protest ved at sætte sig ind i den kasse hvor den får maden serveret og spiser baglæns.

Og jeg forstår den til fulde og ved at jeg også vil spise baglæns når hverdagen presser sig ned over mig.

Men til aften spiste jeg hjemmavlede gulerødder med citrontimian og en fin blanding af bønner, peber og løg også fra haven. Gynger og karusseller.

I går tog jeg mig selv i at kigge på min noget ældre kollegas sko og tænke “hmmm… de ser godt nok dejligt bekvemme ud” og det var så et par brede sutter med velkrobånd hen over. Jeg kan mærke bekvemmeligheden komme snigende.

Jeg ved ikke hvad der er alder og hvad der er parforholdets lyksagligheder – eller om det er noget helt tredje der spiller ind – men jeg er igang med en udvikling jeg ikke bifalder.

Jeg folder mig ud på de forkerte breder – og det der med at løbe og træne er mere eller mindre blevet lagt på hylden. I min iver for at få langt hår har jeg ikke været til frisør siden august, bortset fra en enkel studsning hjemme hos min mor. Er også holdt op med at farve det – har haft en pakke farve stående i uendelige tider, men det bliver jo alligevel lysnet af solen. Jeg får heller ikke længere ordnet mine negle – for hvor er tiden og bliver de ikke alligevel smadret enten af haven eller dykningen?

Da jeg stod foran spejlet i dag og kiggede på mig selv, tænkte jeg kone . For det er det jeg er begyndt at ligne.

Med konekrop og koneoutfit.

På den anden side har jeg ikke længere behov for at være spændt op til lir 24/7. Min alder, mit job – og min krop gør at jeg ikke rigtig kan valse rundt i miniskørt og selvsiddende. Der er tøj jeg fravælger fordi det der decideret ubekvemt at have på og jeg er begyndt både at forstå og selv tænke de råd min mor gav mig omkring påklædning da jeg var teenager.

Det er ikke blevet til så meget nyt tøj på det sidste – jeg har så meget andet at bruge mine penge på med både dykning og nu haven som hobby. Men skal ærligheden frem … og det skal den jo … så er der efterhånden en del tøj jeg ikke længere kan passe.

Man siger jo at en misbruger skal nå bunden før de er parart til at komme op – måske er det der jeg er ved at være nu. For jeg er helt klart ikke længere her.

Jeg er også klar over at det ikke er gjort med hverken frisør, manicure eller tøj. Jeg skal have genoptaget mit løb og måske også træningen igen. For en ting er udseendet, en anden er fysikken. På den dykkertur jeg var på her over Kr. Himmelfart var det tydeligt for enhver – og specielt mig selv – at den kniber med fysikken.

Der er ingen vej udenom. Jeg må tilbage på træningsbænken.

Det sku’ være så nemt og så det faktisk svært…

Jeg er endnu en af dem der går og tæller – og det er jo i princippet nemt nok: på med en skridttæller og så derudaf. Indtastninger en gang om dagen – eller i det mindste hver 3. dag.

Alligevel er det lykkedes mig at komme til at mangle 20.000 skridt og sænke holdets samlede indsats.

Udover at jeg glemte at påsætte skridttælleren første dag og sørge for at deltage i en konference fra søndag aften til tirsdag eftermiddag, med nedsat gågang som følge, så er det også lykkedes mig at glemme at indtaste en hel dags skridt (som ikke kan efterfyldes) og få indtastet små 13.000 skridt som 1300.

At sige jeg er talblind hjælper nok stort i det sammenhæng – og min holdkaptajn er næppe specielt stolt af mig. Men jeg har hørt at der er flere derude der også har svært ved det … det er godt at vide at man ikke er alene.

Man ved at det er lidt mere end på tide, at gøre noget ved vægten, når fremmed dame til en fest i tisse-køen vender sig om og klapper én på maven og følgende ordveksling finder sted:

Fremmed dame: “Nå – sikken da, der er da vist en lille spirrevip på vej”
Mig:”Øh… nej, jeg er bare blevet tyk”

…

Fremmed dame (i forsøg på at redde den hjem): “Jammen, det er bare fordi det starter helt oppe fra”
Mig: “Jeps – meget tyk og tak i øvrigt”

…fedt nok… skal i øvrigt i bikini om mindre om en uge, glæder mig mere og mere…. på så mange planer….

Så blev bruchen med alt det gode, afløst af kagebagning med smagsprøvning og forsøg på konfektfedtning inkl. fingreslikning og endelig aftensmaden.

Så blev det morgen med lækkert brød og youghurt med syltede pærer og kirsebær og en lille smule ahornsirup, toppet op med mandler og lige en frokost til og snup dig dog lidt ost og endnu en snaps til rullepølsen og frugtsalaten må du da prøve, her-har-jeg-stået-i-mit-ansigts-sved…

Og selvom vi kun er kommet knapt halvvejs mod julen er sommerferiekiloen (som jeg ikke nåede at tabe) så småt blevet forøget med de første decemberpund.

Det ser slemt ud.

Og der skal ske noget snart.

I aften står den på grøn te og så skal er skæres ned og trænes op.

Om en måned og 9 dage skal jeg jo i bikini.

Når man synes at det halter lidt med sundheden, når ens blodtryk har ramt loftet indtil flere gange i den forløbne tid, når vægten ved ugens start er 2 kilo mere end den foregående og man godt er klar over, at det nok ikke er hensigtsmæssigt at skifte frokosten ud med godt og blandet.

Så er det godt at komme til en sundhedssamtale og finde ud af at det slet ikke står så slemt til.

Og det stod ikke slemt til. Normalt blodtryk, sundt fedt og vand og væv (tror det var det der blev målt). BMI’en kunne godt tåle en justering – hvilket ikke undrer mig, men faktisk var det de der 2 kilo der var kommet på i den forløbne uge, der fik det tippet over på den anden side.

Det er sundt at se sig selv med andre øjne, sundt at høre hvad man egentligt siger. Og det er det der er den gode coachs styrke, synes jeg. For det var det samtalen var for mig, en coaching på hvordan jeg kunne lave en plan for at leve så jeg kom til at opfylde nogle af de sundhedsmål jeg har.

Motion og mad.

Eller er det det? For i processen viste det sig, at det lige så meget handler om overskud og glæde og fornøjelser.

Glæden kan jeg sutte på som bolsjer og den varer længere.

At skabe glæde, for sig selv og for andre. Sådan en lørdag havde jeg.

Med dejlige venner, skøjteløb på Kgs. Nytorv. Dampende kakao og friskbagte kanelsnegle. Med en våd unge, der blev strippet ned til ingenting og puttet i badekåbe. Med gode øl og smagsfuld suppe og snak ud på natten.

Så kan man godt klare endnu en uge.

Og inden man ved det er det…..december. At slæbe julekasserne op fra kælderen og op på 4., er også en slags motion. Lyset er væk, lyset er kommet.

At ligefrem hævde, at “nu løber jeg igen“, er måske at gøre for meget ud af gårsdagens travetur rundt om to søer. Men jeg er da kommet så småt i gang igen og det er godt.

Godt for psyken, maven (den indvendige og udvendige), humøret og selvtilliden. Nogen gange føles det bare vigtigere end andre gange, at vide at man kan løbe fra ting, selvom man ikke kan løbe fra tingene.

Men når det er sagt, så er det altså også sådan, at jeg rent faktisk elsker at løbe efteråret i møde. Jeg nyder en løbetur i rusken og regnen, omfavnet af mørke og kulden.

Det er ofte i vandet jeg har det bedst. Når grejet er på og man begynder nedstigningen, stille og roligt kommer der mere og mere vand over en, vandet, dets element og fornemmelser og lyde lukker sig om en og for en tid glemmer man hverdag, problemer, snak, trælshed.

Dykning er en fysisk sport, det er en grejsport men mest af alt er det en mental sport. Når du er i vandet, så er det essens af at være. Du trækker vejret og bevæget dig stille og roligt fremover – og du er.

Dykning i en klub er også socialt samvær med nye venner, det er ferie – både i det hjemlig og ude i verden. Det er fyraftensdyk og pizzaer eller grill. Det er weekendture og en øl i ny og næ.

Dykning er også en måde at få styr på sine finanser, når man først er begyndt at dykke er det ret nemt at holde rede på hvor mange penge der er på kontoen sidst på måneden. Men der er nu også ret meget ret lækkert tingeltangel man kan hænge på sig selv.

Jeg lærte at dykke på den komercielle måde. Et af de kortere kurser på et sted der var tilknyttet en dykkerforretning. Der er som sådan ikke noget galt i det – men for mig var dykning i Danmark aldrig helt komfortabelt – det var dyrt og jeg var aldrig helt tilfreds, med kvaliteten af de ting man lejede eller entusiasmen hos turlederne.

Alt det skiftede da jeg begyndte at dykke i en klub. Det er en helt ny verden der har åbnet sig for mig – og har du lyst til at være med, så er der mulighed for prøvedyk på næste onsdag – den 6. september 2006.

P.S.
Du kan se flere dykkerbilleder på “23” inklusiv instruktøren helt tæt på.

Men han er så i øvrigt min!