Min diæt i dag står nok ikke på nogen slankekure; vaniljekranse og Rialtoburgere… men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg har indtil videre lykkedes at tabe mig små 4½ kg igennem en december med julearrangementer og familiehygge.

Jeg er halvvejs mod mit første delmål og jeg regner med at det lykkedes både på kortere og på længere tid.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet meget mere bevist om hvad jeg spiser og hvordan jeg holder den simple balance mellem indtag af kalorie og forbrug af samme, uden at jeg på nogen måde er gået hen og er blevet kostforagter, eller træningsmongol.

Min fantasi bliver sat på nogle nye prøver når jeg skal frembringe smag uden fedt, fløde, alkohol eller andre kalorierige smagsgivere. Nogen gange går det godt, andre gange rigtig godt – og ind imellem er der behov for alternativer…

Men jeg er blevet meget mere bevist om, at holde fast i formlen mellem synd og træning – og dagens burger blev spist på baggrund af en halv dag udenfor i 1 grads varme, efterfulgt at 30 minutters nedykning i det nærmest lige så kolde vand …

Og i morgen skal jeg i den grad træne, for der får jeg gæster og til dem vil jeg lave fnuglette vandbakkelser med kirsebærberiget flødeskum.

Jeg kan huske en dag, hvor vores gamle kat Bølle slap en levende mus løs i kælderen og den løb ind under badeværelsesdøren, til min søster der var i bad. Hun kom løbende ud af døren med høje pigehvin, mens dampen stod omkring hende.

Det var ikke en mus, der fik mig på benene da jeg lå og halvdøsede i dampbadet efter min 2½ timers pæn træning, men en mandestemme der sagde “vi har lukket nu“.

Jeg hvinede ikke men det var tæt på og dampen stod pænt om mig da jeg strøg ud af døren, fik skyllet balsam ud af håret og stadig halvvåd skyndte mig i tøjet.

Men både kroppen og samvittigheden blev nu alligevel gjort ren. Det er vist første gang jeg har været nede og træne på en 2. juledag og det føles godt

Selvom jeg både er for gammel til at forstå tendensen med at lade sine bukser hænge og endnu mere for gammel til at følge ungdommens mode, så gør jeg det alligevel for tiden.

Mit fokus på kost og motion har fået den effekt, at jeg må gå og hive op i mine bukser i tide og utide.

En lille pris at betale, jo tak, men det er alle mine nye bukser der hænger … men så er jeg ung med de unge, eller street… så total:

I min ferie måtte jeg arbejde lidt, så jeg har kompenseret og tager en halv fridag i dag. En fridag som jeg så lige bruger på at bikse en rullepølse og en leverståhej sammen (hver for sig altså) og 2 timers træning – både med og uden træner.

Og så skal fedtet måles

…. og på en eller anden måde så har jeg oplevelsen af, at jeg egentligt kommer til at have mere travlt, end på en gennemsnitlig arbejdsdag…

Ude i min ovn står to æbler og bager, med et indre af grov marcipan rørt med nogle rosiner der har stået i cognac i rimelig lang tid.

Jeg ved at jeg slankes i disse tider, men i dag må jeg gerne synde, for jeg har brændt tonsvis af kalorier af ved at dykke i det kolde vand, og stå og slæbe det meste af dagen.

Det var en kold fornøjelse, men når man er korrekt pakket ind (tørdragt i vandet og thermoheldragt på land) så er det til at klare og det er i situationer som denne man lærer at sætte pris på de små ting; en kop kaffe når man rammer land, efter en tur i havet, et lånt håndklæde når man har glemt sit eget og det er koldt med vådt hår, et par tørre varme luffer når fingerne er frosset stive.

Og det er herligt at bruge en hel dag ude, selvom det er gråt og trist – for hvornår er man ellers ude i små 8 timer på en halvtrist november søndag der dubblerer som første søndag i advent.

Formen var god, stilen fungerede, vægten var perfekt og ansvaret for en gang skyld mit. Jeg elsker at dykke med elever, fordi deres begejstring stadig ligefrem og høj og lidt fordi det er blandt folk, der endnu er uprøvet, man virkelig kan se sit eget fremskridt … og det er lidt rart når man ellers normalt dykker med nogen der er så meget bedre end sig selv …

Så det er med god samvittighed, at jeg lige om lidt sætter mig med mit bagte æble, en kat der vil nusses og det sidste afsnit af Sommer.

Man kan ikke se det endnu, men vægten viser det og jeg er stadig topmotiveret til min nye begyndelse.

Det er ikke fordi jeg ikke har været udsat for fristelser og at det ikke er helt let at starte en kostomlægning/slankekur når man lægger ud med 2 dage på seminar, dernæst en gourmetmiddag for at slutte af med en anden lækker middag ude i byen.

Men jeg har fokuseret på det som er målet – at få en meget bedre form til vores dykkertur til januar. Så jeg måler og vejer det jeg spiser. Og tæller mine kalorier. Jeg undlader noget (mest brød, kager og søde sager) og jeg spiser mere af noget andet (grøntsager) og selvom jeg altid har syntes, at vi spiste sundt og varieret kan jeg se, at der sker en forskel på vægten efter, at jeg har ændret min diæt.

Jeg er kommet igang med at træne. Hver anden dag + det løse. Det er rent konditionstræning (cykling, crosstræning og roning), efter anbefaling fra min træner venter vi indtil videre med at putte styrketræning på.

Og jeg har indtil videre tabt 3 kg.

Så langt så godt.

Jeg har altid følt mig tyk.

Eller i det mindste så længe jeg kan huske tilbage.

Det står i mine barndoms dagbøger og skrevet i min sjæl. Når jeg kiggede mig i spejlet så jeg deller og fylde. Men jeg var ikke tyk – jeg kan se det nu, når jeg ser på billeder af dengang.

Jeg var en helt almindelig pige, med en almindelig pæn krop.

Men billedet af mig som tyk fyldte i mit hoved og gjorde det umuligt for mig, at se den virkelige mig i spejlet. Og da jeg så tog på i virkeligheden, var det ikke noget jeg kunne se. For jeg havde jo altid været tyk, og var jo nok kun blevet lidt fyldigere.

Kun på billeder kunne jeg ikke genkende mig selv og jeg begyndte at udvikle en stor modvilje mod at blive fotograferet, fordi jeg ikke kunne få billederne til at stemme overens med mit eget selvbillede.

For små 14 dage siden, så jeg så mig selv i øjnene. Jeg fandt en stak gamle notater med vægt og mål. Taget for 3 år siden. Og 14 kg. Og omkring 10 cm.

Og jeg er nødt til at reagere.

På et tidspunkt fik jeg et tips om en god bog (Skrump dig glad). Tipperen fortalte mig at hun og hendes mand havde fulgt bogen i 3½ uge og havde tabt 3½ kg – og at det ikke var svært at overholde fordi man fik nok mad.

Jeg købte bogen, læste den … og gæt engang det handler om spise færre kalorier end man forbrænder! … men det var faktisk godt at få repeteret og få øje på hvor man kan skære i kalorierne.

Men jeg fulgte ikke opskrifterne og jeg havde svært ved at finde på frokost ud fra bogen og det gik selvfølgelig ikke værre end, at jeg efter få dage fik et flip og fråsede i lakridspinde en sen nattetime, efter en halvdårlig middag af grøntsager.

Bagefter var jeg gal på mig selv og satte mig ved computeren for at finde ud af hvor mange kalorierer jeg så havde fråset mig i.

Og lykken ville, at jeg faldt over noget som jeg lige præcis kunne bruge til at komme videre: madlog. Et site hvor man kan logge det man har spist (eller vil spise) samt motion og så kan man nemt og overskueligt se om man er inden, eller udenfor den grænse man har sat sig for sig selv.

Man sætter selv sine tal og sammensætter selv sin menu. Og man bliver meget hurtigt opmærksom på hvor meget hvilke ting fylder.

Og med det i den ene hånd og et medlemsskab til fitness.dk i den anden hånd, er jeg gået i gang med at trimme min krop til den forestående dykkerferie i januar/februar.

Målet er at jeg til udgangen af januar skal have tabt 8 kg og mindst 5 cm i omkreds. Jeg skulle gerne kunne passe min våddragt og holde bare lidt ud til at se mig selv i en bikini.

Jeg ved det bliver svært med den forestående julemåned foran mig, men jeg har lige overstået 2 dages seminar med lækker mad og en weekend med en 7 retters gourmet middag med vin menu, uden at tage på, så jeg tror at det nok skal lykkedes.

Udgangspunktet er et kilorieindtag på 1239 og motion 3 gange om ugen + det løse. Jeg har været igang med kalorietællingen i 6 dage (+ en weekend uden tal) og motionen er startet i dag og indtil videre har jeg tabt 1,5 kg, så jeg synes det går i den rigtige retning.

Ugen, der har været ventet med en blanding af følelser, er nu til ende og weekenden kan træde i karakter.

Det har været en god uge, på mange måder.

Men jeg kan mærke, at jeg er kommet retur til en turbulent verden, der lige i disse dage er mere turbulent end normalt, idet endnu en organisationsændring er i gang med at blive udmøntet.

Jeg kan også mærke, at jeg skal passe lidt på mig selv, da min arbejdssfære ikke er uden en del frustrationer. Jeg er åbenbart selv lidt af et kar, som nemt bliver fyldt op med andres frustrationer; en kop ærgelse der og en spandfuld forbigåethed her, blandet med skovlfulde af sarkasme og grimme ord om forskellige ting.

Jeg er glad for, at jeg om mindre end en måned organisatorisk hører til et andet sted, selvom jeg først kommer til at flytte fysisk om et par måneder.

Det er også underligt at været tilbage og alligevel ikke være en del af den verden jeg forlod for 9 uger siden. Min tilknytning til området er blevet cuttet, jeg skal ikke have nye sager, så det meste af min tid går med at rydde op og gøre klar til at forlade jobbet. Pludselig er kalenderen ryddet og man ved ikke hvad de andre holder møder om.

Men det er ok. Jeg kan mærke at jeg føler glæde inden i mig selv. Mit grundhumør er godt og jeg stadig en smule teflonbelagt. Jeg er undværelig og det er godt.

Så jeg tog en fridag i går. Min kæreste og jeg skulle have lært mere om digital foto. Vores nye digitale kamera kan en masse ting, som vi ikke kan, så vi havde meldt os til et hold på FOF.

Ved en fejl havde vi fået meldt os til et hold der blev undervist i dagstimerne, så vi og de andre gamle hyggede os sidst og skulle så fortsætte med det i går.

Desværre er vores kamera udisponibelt, efter en dykkertur og er stadig hos kameradoktoren, så det gjorde ikke så meget at holdet blev aflyst, fordi underviseren var syg – for vi brugte dagen på anden måde.

I mangel af bil, var vi godt og grundigt rundt i København og omegn på cykel. Og jeg må konstatere, at min ende ikke er helt gearet (tøhø) til alt for meget cykling.

Efter den første time begyndte jeg at pive og da vi kom ind i både den anden og tredje, så var jeg ikke noget sjovt selskab. Men da jeg havde fået et par snapse med frokosten, som blev indtaget i den gamle danske stil, kunne jeg i det mindste klare at komme hjem og få en time eller to på langs. Inden middagen blev indtaget i hyggeligt selskab.

Og jeg synes tingene alt i alt går min vej.

Jeg er glad for mit liv. I mit køleskab ligger vin på køl og der er købt ind af forskellige lækkerier. Nu skal jeg ud og løbe og så er der ellers dømt weekend.

Jeg løber (bevæger) mig hver morgen og bagefter spiser jeg grød fra en helsekostforretning.

Jeg sveder som pisket når jeg kommer hjem fra turen og jeg spiser helt op af grøden (dog koger jeg kun en halv potion).

Ingen af delene er den største nydelse – men jeg håber på det kommer og at det til sidst ender med at komme mig til gode

Jeg tæller skridt igen.

Det er lykkedes mig at lokke ikke mindre end 18 kollegaer med på vognen. Flere er nye på vognen og der har været en trampen på gangene op til dagen i dag – og så starter jeg ud med to dages kursus. Så efter en dag med megen læring og mindre bevægelse, stod min skridttæller på sølle 1300 skridt.

Som holdkaptajn kunne jeg selvfølgelig ikke have det siddende på mig. Så da jeg kom hjem efter dagens kursus tog jeg en tur gennem byen … og det er godt nok forår.

Det blev til en række billeder og til nogle nyopdagelser … der er kommet et fransk bageri i Oehlenschlägergade og en ølbutik som jeg ikke har set før (og et besøg i et shoppingcenter – da andre butikker er lukkede når kunderne har fri) – og en hel del skridt.

Hvor mange skridt jeg gik ved jeg desværre ikke. For da jeg kom hjem efter to timers traven, havde min tæller kun talt sølle to tusinde skridt – og en fintælling viste at for hver 10 skridt jeg tog, talte min skridttæller kun 4.

Heldigvis er der vist en anden på mit arbejde og imens må jeg jo regne mig frem til et cirkatal.

Jeg har ikke alt heldet med de der tællerier.