Forandring


torsdag 22. juni 2017 kl.11:48

Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.

Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.

Nu er jeg fri af det.

Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.

Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.

Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.

Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.

Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.

Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.

Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”

… hvis jeg kan?

Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.

jubel-collage

onsdag 14. juni 2017 kl.7:45

Det er nu et år siden, jeg for sidste gang sagde “Jeg elsker dig” til min mor og vidste at hun kunne høre det. 

torsdag 9. marts 2017 kl.6:23

Da jeg var i 20’erne var jeg modig. Min veninde og jeg kørte gennem Europa på motorcykel, sov langs med vejen. Den rejse gav mig blod på tanden, så senere sagde jeg mit job op og pakkede motorcyklen og kørte mod Spanien og et usikkert og 100% provisionlønnet job.

Da jeg 3 1/2 år senere kom tilbage startede jeg et universitets studium op – og smed den no-good kæreste på porten, som jeg ellers havde med mig hjem.

Og som jeg husker de ting, var det panden frem og skuldrene op og lige ud. 

Jeg opfattede aldrig mig selv som modig eller særlig. Eller heldig eller dygtig. Og jeg planlagde ikke.

Hvis der er en ting, der er karakteristisk for mit liv, så er det mangel på planlægning. 

Og det i kombination med at turde sige ja til de ting, livet har budt mig, har bragt mig mange forskellige steder hen.

Og lige nu står jeg på tærsklen til nye oplevelser og en drejning i mit liv, hvis jeg tør sige ja. Og jeg spørger mig selv, hvornår var det at jeg blev sådan en bangebuks? 

Jeg kan ikke huske hvem det var der spurgte mig, men jeg ved at jeg engang blev spurgt; “når du gør ting i livet, går det mest godt eller dårligt?” Og jeg svarede sandfærdigt, at det mest gik godt – og fik så opfølgningsspørgmålet “Hvis det mest går godt, hvorfor skulle det så ikke gå godt denne gang?”

Hvis jeg kan overvinde min irrationelle angst for at flytte ned i jordhøjde kan det være at jeg skifter min udsigt ud i en ikke al for fjern fremtid.

torsdag 23. februar 2017 kl.4:26

Den sidste runde i Rommy/500 Casino – hvor det sidste stik giver point og den med flest stik, spar, kort og trumfer vinder, danner rammen om mit liv. Mit arbejdsliv.

Jo tættere jeg kommer afslutningen, jo mere intensitet, længere og længere arbejdsdage og her til sidst arbejdsrelaterede drømme og afbrudt søvn præger min tilværelse.

Jeg tænker der ikke er mange andre, der vågner med frustrationer over usikkerhed på om man nu også kan få implementeret persondataforordningen – herunder specielt, men ikke alene, “retten til at blive glemt”.

Med mindre det er ens arbejdsområde. Og det er ikke engang mit.

Men om 2 måneder er opgaven slut og jeg forventer at generhverve mit liv.

På godt og ondt. Et helt almindeligt liv, måske et almindeligt job til en helt almindelig løn og normale arbejdstider.

Med mindre jeg får det job jeg planlægger at søge. Hvor alle idealerne matcher mine – og den ugentlige arbejdstid er på 18 timer.

Det gad jeg godt.

Og det ville føles som at få to esser, ruder 10 og spar 2 i sidste stik.

tirsdag 22. november 2016 kl.10:38

Himlen gav sit bedste show i morges.

Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.

tirsdag 25. oktober 2016 kl.5:43

Kan man blive glad over andres sorg? 

Så dokumentaren “Tig” på Netflix i går. Om Tig Notaro en amerikansk stand-up komiker.

I en lille ubrudt perlerække af shit-ting bliver Tig ramt af en alvorlig tarmsygdomme, kæresten går fra hende, hendes mor dør og hun får konstateret kræft i begge bryster.

Det der slår mig mest er den gennemgribende sorg over at miste sin mor.

Hun siger i dokumentaren:

“I can adjust to my body being different and I can adjust to eating different. That’s fine. Losing my mother, that’s not fine.” 

Og på en underlig livsbekræftende skæv måde, er det en utrolig lettelse at opleve andre voksne give udtryk for stor sorg over at miste en forælder.
For min sorg, over at have mistet min mor, er her stadig. Alive and kicking.

søndag 2. oktober 2016 kl.11:43

Det er heldigvis kun min mors soveværelse vi skal rydde i første omgang. Hendes tøj og papirer. Sytingene, det garn hun selv spundet, det sidste grej fra hendes fag som frisør. Kasser med papirsfoto, cd’er og kassettebånd.

Men også de sidste ting hun har skrevet. Om hendes liv som syg. Om “3 ting der gør mig glad” – og ordene om alle frustrationerne i dagligdagen. 

Så selvom det kun var et lille værelse, har det taget 3 ture til huset. Tre omgange med “husker du” og gråd og grin og frustrationerne over hvad man gør med et grimt hårtørklæde, man hverken vil eje eller smide ud.

Men da vi ikke må fjerne de møbler og hylder der er i værelset, endte de allersidste anstrengelser lidt lettere: de sidste ting bliver tilbage og så må vi tage det, når huset skal ryddes. Når vores stedfar på et tidspunkt flytter ud eller er taget væk.

Men hvis målet var tomhed i skabe, hylder og skuffer er vi nærmest i mål.

mandag 12. september 2016 kl.21:33

Først var sygdommen. Og mere sygdom og værre sygdom og efter dødsfaldet optakten til begravelsen, som til tider druknede i den følelsesstorm, der var omkring min fars deltagelse i bisættelsen.

Wroooom. Det var juni. Juli tilbage på arbejde. Afvikling af en malplaceret fest og en uges ikke-så-meget-ferie-ferie. Et mindre nedbrud i sorg og så videre. Mere arbejde, i stadig højere tempo.

Og ferie. Puf. Mentalt stilstand. Skønheden i naturen. Sorgfulde øjeblikke. Aldrig mere, ikke mere – ingenting at dele. Og jo ….er jo ikke alene i verden.

Septembers tilbagevenden efter sommeren. Med utrolig flotte sensommerdage – dog betragtet fra en sygeseng, da 1 måneds ferie blev afløst af sygdom. Den første uge hjemme – nu forsøgsvis tilbage.

Tænker: hvornår kommer lettelsen? 

Udstrækning efter at have været sammenpresset så længe. Bliver det nogen sinde som det var engang? Før stress og sygdom og lange arbejdsdage?

Prøver at tænke “tålmod” ind i ligningen. Det må blive anderledes, for så meget er forandret.

mandag 29. august 2016 kl.8:56

Jeg regnede med at sorgen over min mors død, ville indhente mig her over sommeren, hvor jeg fik mulighed for at stå lidt mere stille.

Og det gjorde den også.

Flere gange fandt min kæreste mig smågrædende eller snøftede, fordi et eller andet havde udløst et sorg øjeblik.

Mine drømme har også været morfyldte. Flere af dem har handlet om at min mor ikke var klar over at hun var død. Og i alle hvor der har været et konkret sted involveret, har stedet været mit barndomshjem.

Også i nat.

Og jeg tænker på om jeg mon skal kontakte den nye ejer og høre om de er okay – eller om de kan mærke vi kommer på besøg om natten.

For de er så realistiske de drømme.

Måske det hele kommer mere tydeligt frem, fordi tilbagekomsten efter ferien også medbringer de praktiske forhold der stadig udestår: min mors aske er ikke stedt til hvile, boet er ikke gjort op (jeg manglede åbenbart nogle papirer til skifteretten), alle hendes ting står urørt i hjemmet – og vi har ikke sendt takkekort til dem der sendte hilsner til bisættelsen.

Det sidste fik jeg besked om under ferien. Under overskriften: “Dette er ikke en rykker”, blev vi alligevel gjort opmærksom på, at det ikke var Emma Gads ikke at sende takkekort.

Og måske er det på grund af alt det ufuldendte at min mor går rundt på Kastanievej og svinger tangentstokken?

tirsdag 26. juli 2016 kl.17:43

Hvis det ikke var fordi jeg hele denne her sommer har haft langt flere opgaver end (eller overskud) kunne jeg have nydt en kold drik her i min mors havemøbler – som nu er kommet ud i min have.

For i mit havehus, står det køleskab jeg købte tidligere på året og som er lige så lidt tilsluttet som jeg selv er.

Jeg prøver at forlig mig med at sådan blev denne havesæsson, mens jeg prøver at ignorere, at alt gror omkring mig med uformindsket grokraft.

En tomat, der havde overvinteret i en spand, og derefter hældt ud på jorden, er blevet til en tomatjungle. Min hokaidoplante gror ud over alle kanter af bedet – og i dag gjorde en pose squash lykke hos kollegaerne på arbejdet.

Livet går videre – specielt havelivet – uanset om man er med eller ej.

« Forrige sideNæste side »