På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.

Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.

Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.

Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….

Lige nu har jeg det du skriger efter, hvis man skal lytte til medierne: tid.

Efter at have været så meget flyvende, at vandret var det nye oprejst, er jeg nået til et holdt. En pause.

Min krop har ikke opdaget det. Min hjerne har ikke fattet noget. Jeg fylder pausen ud med lister på ting, der skal gøres før mit hjem er et hjem. Og kalenderen med mennesker jeg skal mødes med og aftaler om at træne en utrænet krop.

Hver weekend i september står på aktiviteter og rejser – og pludselig hører jeg mig selv vrænge over ophold på gourmetkro og storbyferie.

Jeg har det du mangler – og jeg forstår ikke at værdsætte det.

I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.

Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.

Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.

Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.

Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.

Og jeg har projekter nok.

Men kan man det. Kan jeg det?

Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.

Min kæreste tog et ordentligt nøk udenfor terrassedøren – og pludselig, under alt det grønne, viste det sig, at der lå en terrasse og at der i hjørnet af den, er en enkelt morgensolsplads … og den fandt jeg i dag.

I mandags flyttede jeg fra 4. sal til jordniveau. 17 år i samme lejlighed, 25 år i samme ejendom centralt på Vesterbro.

Nu bor jeg i et lille villakvarter i Valby og tingene er ikke de samme.

Når jeg går i seng, er her så stille, at jeg kan høre mit eget hjerte slå. “Dunk-dunk, dunk-dunk” lyder det. Selvom jeg bare ligger, helt roligt.

Jeg var godt klar over, at jeg ville komme til at møde en del edderkopper – dem bruger vi ikke så meget på V-Bro. Jeg har allerede nu støvsuget flere end der tillades i en buddhistisk verden – men de to bænkebidere, der kravlede på min reol i morges var en overraskelse.

De blev med en neglefil og en tommestok lempet ud i haven. 

Når man i øvrigt er i den der have – og det begynder at regne, så er der på magisk vis kun et enkelt befrigende skridt op i tørvejr.

Eller man kan, som jeg gør nu – sidde i ly med fusserne, stukket lidt ud:

Selvom jeg de sidste 11 år har boet mange lange perioder i min kærestes hus i sommerlandet, er det her alligevel noget andet.

Jeg skal for eksempel forholde mig til affaldsortering på et meget mere praktisk plan: i går skulle kassen med “farligt affald” stilles ud. 

Sådan en havde vi ikke på stenbroen, eller så var det viceværtens job.

Jeg synes ikke, at jeg har mange ting.

Opfatter også mig selv, som en ikke-materiel person, da det med at eje og købe ikke er alfa og omega i mit liv.

Og denne ikke-materialist har nok brugt omkring 14 dage på at pakke ned. En uges tid i maj, og så den sidste uge her.

Jeg har omkring 70 flyttekasser.

Og et fornyet syn på mig og mine ting.

De to gange jeg har skulle pakke, har været om mod en deadline og derfor har jeg kun skrabet i overfladen mht. sortering og hvad der er nice og hvad der er need.

Og hvad der er minder.

Jeg har eksempelvis ikke mindre end 9 pander:

• 2 store teflonpander
• 2 små teflonpander
• 1 grillpande – overtaget da min mor fik induktionskomfur
• 1 æbleskivepande – også fra min mor (+en ekstra jeg har i sommerhuset)
• 2 små crepe pander – som jeg overtog af min nederbo Eva, engang hun ryddede op.

Det er ikke nogen overraskelse at de 12 af flyttekasserne er køkkenting (heraf 3 med sylt, kolonialvarer og krydderier).

Og ingen mennesker har brug for 8 pander – om end jeg faktisk har gang i 4 pander når jeg bager pandekager.

Og det er svært at skille sig af med noget, man har fået, af nogen, der nu er død.

Men når jeg kommer frem til mit lille nye hus – som er 43 m2 mindre end min lejlighed, skal jeg rydde op og skille mig af med ting …også selvom jeg får en kælder med god plads til opbevaring….

Selvom det egentligt er meningen at jeg skulle holde ferie – og endda betaler dyre penge for at lave ingenting – så er det ikke det jeg gør.

Jeg begyndte at pakke mit hjem ned tilbage i maj, og i betragtning af hvor længe jeg har været i gang, må jeg konstatere at jeg udfører et særdeles dårligt arbejde. Jeg befinder mig stadig i et land af “halvt nedpakket” og halvt udpakkede “hvor fanden er nu også…”-kasser.

Og det bliver kun værre over tid.

Jeg går og venter på svar. Svar på om jeg skal flytte 1. august. Eller 1. oktober.

Og svar har jeg fået – men kun halve og delvise og … efter min opfattelse … forkerte. Det sidste var at jeg godt kunne flytte 1. august, men at jeg hæftede for huslejen indtil 30. september – og det svar er jeg så på vej ind til LLO med.

Så jeg går lidt rundt i cirkler. For ikke helt startet eller fuldført de ting de opgaver der er – og kommer derfor ikke rigtig nogen steder – og forbandelse over en selv og egne evner, har ikke ligefrem en euforisk virkning.

… fik jeg sagt overspringshandling…?

I går mødtes jeg med min nyeste veninde. Vi har kendt hinanden i næsten to år, men da hun var min chef indtil udgangen af maj, er det først nu vi har åbnet op for venskabet og mødes privat.

Og det minder på mange måder om tiden med en spritny kæreste. Den tid hvor man fortæller om opvækst, fortid – alle de ting der har været med til at danne rammen om en og er medskabende til den person man er.

Antennerne er ude og man både rummer og fortæller historier, der er nye for den anden.

Alting er nyt og spændende.

I eftermiddag skal jeg så mødes med min ældste tætte veninde. Hende jeg flyttede sammen med, da jeg flyttede hjemmefra. Hende der har kendt alle mine seriøse kærester, min familie og first hand oplevet min baggrund og mine rammer (og vice versa).

Havde vi været et ægteskab havde vi fejret sølvbryllup for mange år siden. 

Selvom der har været op og nedture og vi senere i livet både har boet i hver vores verdensdel og igen i samme lejlighed, så er vores kærlighed til hinanden rodfæstet og jeg tvivler aldrig på at vi har hinanden ryg, også i resten af livet.

Vi kender hinandens historie og kan færdiggøre hinandens fortællinger, fordi vi har hørt dem tusindvis af gange. Nogen gange kan den anden endda huske detaljer, som den anden har glemt.

Alting er trygt, sikkert og velkendt.

Og den der har begge dele er privilegeret.

Årsdagen er kommet og gået. Men på Facebook dukker der stadig brudstykker af fortid, fælles historie og levet liv op.

I onsdags var det mindet om bisættelsen der proppede op.

Om fredagen en gammel hyldest til Sct. Hans som min mor havde kommenteret så fint.

Og et foto fra den sidste Sct. Hans vi holdte sammen.

Jeg har svært ved at forstå, at der er gået et år siden hun døde og 2 1/2 år siden vi fik diagnosen.

*Puf* 

Havde sygdommen været en baby, ville den kunne gå og tale nu. Og døden ville have fejret sin 1 års dag.

Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.

Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.

Nu er jeg fri af det.

Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.

Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.

Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.

Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.

Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.

Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.

Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”

… hvis jeg kan?

Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.