Forandring


mandag 12. september 2016 kl.21:33

Først var sygdommen. Og mere sygdom og værre sygdom og efter dødsfaldet optakten til begravelsen, som til tider druknede i den følelsesstorm, der var omkring min fars deltagelse i bisættelsen.

Wroooom. Det var juni. Juli tilbage på arbejde. Afvikling af en malplaceret fest og en uges ikke-så-meget-ferie-ferie. Et mindre nedbrud i sorg og så videre. Mere arbejde, i stadig højere tempo.

Og ferie. Puf. Mentalt stilstand. Skønheden i naturen. Sorgfulde øjeblikke. Aldrig mere, ikke mere – ingenting at dele. Og jo ….er jo ikke alene i verden.

Septembers tilbagevenden efter sommeren. Med utrolig flotte sensommerdage – dog betragtet fra en sygeseng, da 1 måneds ferie blev afløst af sygdom. Den første uge hjemme – nu forsøgsvis tilbage.

Tænker: hvornår kommer lettelsen? 

Udstrækning efter at have været sammenpresset så længe. Bliver det nogen sinde som det var engang? Før stress og sygdom og lange arbejdsdage?

Prøver at tænke “tålmod” ind i ligningen. Det må blive anderledes, for så meget er forandret.

mandag 29. august 2016 kl.8:56

Jeg regnede med at sorgen over min mors død, ville indhente mig her over sommeren, hvor jeg fik mulighed for at stå lidt mere stille.

Og det gjorde den også.

Flere gange fandt min kæreste mig smågrædende eller snøftede, fordi et eller andet havde udløst et sorg øjeblik.

Mine drømme har også været morfyldte. Flere af dem har handlet om at min mor ikke var klar over at hun var død. Og i alle hvor der har været et konkret sted involveret, har stedet været mit barndomshjem.

Også i nat.

Og jeg tænker på om jeg mon skal kontakte den nye ejer og høre om de er okay – eller om de kan mærke vi kommer på besøg om natten.

For de er så realistiske de drømme.

Måske det hele kommer mere tydeligt frem, fordi tilbagekomsten efter ferien også medbringer de praktiske forhold der stadig udestår: min mors aske er ikke stedt til hvile, boet er ikke gjort op (jeg manglede åbenbart nogle papirer til skifteretten), alle hendes ting står urørt i hjemmet – og vi har ikke sendt takkekort til dem der sendte hilsner til bisættelsen.

Det sidste fik jeg besked om under ferien. Under overskriften: “Dette er ikke en rykker”, blev vi alligevel gjort opmærksom på, at det ikke var Emma Gads ikke at sende takkekort.

Og måske er det på grund af alt det ufuldendte at min mor går rundt på Kastanievej og svinger tangentstokken?

tirsdag 26. juli 2016 kl.17:43

Hvis det ikke var fordi jeg hele denne her sommer har haft langt flere opgaver end (eller overskud) kunne jeg have nydt en kold drik her i min mors havemøbler – som nu er kommet ud i min have.

For i mit havehus, står det køleskab jeg købte tidligere på året og som er lige så lidt tilsluttet som jeg selv er.

Jeg prøver at forlig mig med at sådan blev denne havesæsson, mens jeg prøver at ignorere, at alt gror omkring mig med uformindsket grokraft.

En tomat, der havde overvinteret i en spand, og derefter hældt ud på jorden, er blevet til en tomatjungle. Min hokaidoplante gror ud over alle kanter af bedet – og i dag gjorde en pose squash lykke hos kollegaerne på arbejdet.

Livet går videre – specielt havelivet – uanset om man er med eller ej.

tirsdag 19. juli 2016 kl.18:01

Skulle ud og have underskrevet papirerne til skifteretten og samtidig lede efter en cykeltaske – og fandt mig selv stortudede i hendes soveværelse.

Ikke længere i stand til at skubbe ud og gemme væk.

Virkeligheden med at hun er væk og ikke kommer igen, kom rasende imod mig. Og jeg stod helt uforberedt.

Og det hun var og havde været, kom igen da jeg fandt hendes lille cykeltaske og den var så umiskendeligt hende, med misk-mask af halve ruller menthos, småpenge og de evindelige papirslommetørklæder.

Der er ikke noget der er mere betegnende end bunden af en dametaske (selv i form af en cykelditto).

Og det er både hårdt og ufattelig skønt at gense brudstykker af min mor og hendes liv i denne oprydningsproces, der knapt nok er startet.

onsdag 29. juni 2016 kl.23:04

Der står bunkevis af glas og rester af champagne (som i sød Asti) i mit havehus og aftenens “sæt” var te og kransekage.

Selvfølgelig er bisættelsen ikke gået fuldstændig fnugfri hen over mig.

Og jeg ser også selv, den drivende symbolik der var i den drøm, jeg vågnede op fra alt for tidligt i morges: Hvor jeg udefra (for det var jo ikke-nikke-mig) kiggede på en hundehvalp, der havde mistet sin menneskemor, og gik søgende rundt og ledte efter hende. Og til sidst fandt hendes duft i en bunke tæpper i en taske og derfor kravlede derned og faldt i søvn, i tæppebunken og duften.

Men det har jo intet med mig at gøre… 

Og min mors ting, dufter ikke rigtig mere – tænker det fordi hun må være holdt op med at bruge sin parfume, da hendes egen lugtesans forsvandt forsvandt, der for 2 år siden.

Så her i “efterlivet” har vi også gået en lille forsmag på det med ikke at kunne lugte (andre).

fredag 17. juni 2016 kl.6:55

image

Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

Og jeg kunne ikke rumme det.

Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.

onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

kl.10:39

Det bedste ved mit liv som det er nu, er at jeg, de allerfleste dage, lever uden et vækkeur. Kun de dage hvor jeg har et specifikt og tidligt møde, sætter jeg uret som backup.

Alligevel vågner jeg af mig selv ved en 6-tiden.

Næsten altid før.

I mørket står jeg op.

Byen er rolig på det tidspunkt. Solen endnu ikke stået op. Selvom morgenstunden bliver lysere og lysere for hver dag vi runder.

Jeg tænder for en cd med meditationsmusik.

Og sætter mig i et hjørne af sofaen.

Jeg har min dyne med mig.

Og med sengevarmen der stadig er i den, sidder jeg lunt og godt.

Jeg kan mærke mine tæer mod hinanden og fingerspidser rører med fingerspidser. Jeg trækker vejret dybt et par gange.

Helt ned i det underste af maven.

Og helt ud igen.

Renser lungerne. Finder stilheden.

Fokuserer på mit åndedræt. Mærker luften gå ind af mine næseboer – og ud igen.

Ind.

Ud.

Og jeg mærker en ro falde over mig. Den ro jeg allerførst oplevede i meditationshallen i Sverige – hvor vi sad 70 mennesker i en mørklagt sal, mens påsken gik forbi, sneen smeltede og isen tøede op. 10 dages stilhed og meditation. Hvor vinter gik til forår.

Og efter roen kommer en af to ting;

Tankemylder eller søvn.

Og det var jo ikke meningen. Jeg skulle jo sidde i ophøjet ro. Mærke. Være og føle. Jeg skulle gå gennem samadhi (koncentration af åndedrættet), til vipassana (gennemgå kroppen og dens fornemmelser) til metta (kærlighed og venlighedsmeditation).

Jeg skulle ikke sorterer i mine tanker, eller falde hen i det stadie der ligger mellem vågen og søvn.

Og efter frustration med frustration på, er jeg endelig nået til en erkendelse.

En erkendelse af at det jeg gør er godt for mig. At jeg har brug for min halve times ro og ikke-aktivitet. Og at det måske ikke er meditation i klassisk forstand, men at det virker på mig.

Jeg får mere ro på.

Jeg trækker vejret ned i maven.

Jeg får nogengange styr på nogle tanker.

Andre gange nye ideer.

Eller slappet af i hele kroppen.

Og jeg har det alt i alt meget bedre når jeg gør det her om morgenen, end de dage hvor jeg springer over.

fredag 29. november 2013 kl.8:02

I min pung ligger de øreringe jeg købte i Singapore, da jeg var ovre og besøge min veninde.

De er ikke specielt dyre eller fantastiske, men jeg kan lide dem, og de har en historie og en værdi for mig.

I går var jeg ved at miste den ene, udenfor Superbrugsen. Den anden opdagede jeg, at jeg havde mistet, da jeg stod nede ved skomageren … og efter at have løbet dagens spor baglæns igennem, fandt jeg den på måtten ved min bagdør.

Nogen gange er det ufatteligt hvad man kan miste og genfinde på en dag.

Nogen gange er det humøret.

Andre gange en ørering.

… hver gang man genfinder det mistede, er det et lillebitte øjeblik af lykke.

Og dem vil jeg prøve at samle på.

Der er nok af det andet.

IMAG0733

torsdag 7. november 2013 kl.8:09

pufferfisk

Jeg er en fisk.

Altså ikke i virkeligheden, men sådan astrologisk set.

Det gør mig til et følsomt, foranderligt væsen i evig bevægelse. Når jeg læser om mig selv.

Men i dag er jeg en fisk med tænder.

En fisk der ligger stille … helt stille.

… og bider fra mig.

 

« Forrige sideNæste side »