Vores katte er ude til prøvepasning. Nogle flinke folk, der godt ville prøve kattelykken af. Troede egentligt at prøvepasningen var en formalitet, for de var vilde med kattene. Fik så et kedeligt opkald, fra dem her til aften.

De måtte desværre takke nej.

Af en eller anden årsag har der åbenbart været et mitch match mellem dem og kattene. De synes ikke rigtig det fungerede, og turde ikke løbe an på, at det ville blive bedre.

Det er første gang at det er sket for os, at folk ikke straks har forelsket sig i vores katte - men en gang skal jo være den første, bare ærgeligt at det lige præcis er lige nu, hvor vi virkelig har brug for hjælp.

Men det sætter mig i noget af en kattepine.

Om mindre end 3 uger stryger vi afsted.

Familie og venner er afprøvet og dem der gerne vil have kat, har det allerede og dem der kunne tænke sig en kat, uden at have det allerede, må ikke have kat og resten gider ikke katte (eller har hunde, der ikke kan lide katte) - eller lider af katteallergi.

Nødråb er sendt ud … men jeg ved ærlig talt ikke mine levende råd… Så er der nogen der kender nogen?

Det vi mangler er en kattepasser for et år. Vi betaler udgifterne, mens vi er væk (mad, sand og evt. dyrlægeudgifter). Vi rejser den 29.1.2011.

Der er tale om to kastrerede hankatte. De er kuldbrødre og har altid været sammen. Er ikke bange for hunde og er tidligere  blevet passet sammen med hund. Egentligt er de indekatte, men de er samtidigt flytbare og kan godt være ude, vi har dem med både i sommerhus og nyttehave uden at de stikker af.

De er af racen “Ragdoll”, der er en stor, men meget mild kat. De er semi-langhårede og har en rimelig nem pels. Man kalder racen for “hundekatte” eller “puppy-dog-cat”, fordi de har en meget hundeagtig adfærd, hvilket bl.a. er grunden til at de så nemt vender sig til nye steder.

Hvis du er interesseret kan du svare her eller på min mail visitsen [at] visitsen [dot] dk

Dagen er skudt igang med en champagneskål og lidt kransekagekonfekt.

Selvom det var koldt, var det dejligt at mødes med gode dykkere og kigge på noget vand, der var lidt for koldt og lidt for besværligt, at tage de traditionelle nytårsdyk i. Men skåle det kunne vi - så det gjorde vi.

På min bagtrappe står det skæveste kransekagetårn jeg nogen side har skabt.

Den opskrift jeg normalt bruger, plejer at gøre det at trille, forme og bygge en flot kransekage til en leg - men sådan var det ikke i går, hvor jeg helt klart lærte, at jeg har det bedre med at følge min intuition når det gælder kransekage fremfor at følge en opskrift.

Men det skal nok komme til at smage og heldigvis har jeg jo meldt mig ud af de perfekte kvinders klub, så jeg kan godt komme til fest og bidrage med et skævt kransekage tårn.

Og når bare selskabet er godt, champagnen er kold og rigelig - så tror jeg at det bliver en skøn aften.

Nu skal jeg lige have en lille morfar inden der gøres klart til aften …. men inden jeg døser hen, skal jeg helt klart ønske et rigtig godt og lykkebringende 2011, til alle.

Godt nytår!

2010 har været et modsætningernes år for mig.

Det har været et år uden væsentligt mange skriverier her - ligesom året heller ikke har væreet specielt fotodokumenteret. Det er ikke fordi der ikke er sket noget i årets løb.

2010 var året hvor jeg var nødt til at lægge låg på både følelser og ord for at kunne være i min tilværelse, det var også det år hvor min digitale verden var besværet af så meget “pc-sikkerhed” at min færden på nettet var næsten umulig.

Det har samtidigt været et voldsomt år for mig. Et år hvor jeg startet på nyt arbejde i januar og sagde det op igen i december - fordi jeg til sidst måtte konstatere, at jeg ikke levede livet (som jeg ønskede) - og at det havde for store omkostninger på heldbred og livslyst. Så samtidig med at 2010 var de dårlige beslutningers år - så var det også de helt rigtige beslutningers år.

Man siger at livet forståes baglæns, men må leves forlæns. Når jeg kigger tilbage på 2010 kan jeg godt forstå, at jeg er endt lige præcis hvor jeg er endt.

Januar

Var en måned fuld af omvæltninger. Hvor gamle oplevelser blev puttet væk og der blev gjort klart til nye. Jeg ryddede op efter det ene job og startede på det andet. Vi hjalp også svigermor med at lægge små 40 års liv i kasser og klar til at flyttede en etage ned til den lidt lettere tilværelse.

Februar

Februar er min fødselsdagsmåned og i år fejrede jeg den sammen med en flok dejlige kvinder som beriger mit liv og berigede min dag. Ellers var februar en kold måned, hvor vinteren ikke så ud til at ville slippe taget i os og gav havemennesket i mig abstinenser efter at kunne putte frø i jorden. Og jeg skuede efter foråret.

Marts

Marts startede med endnu en fødselsdag og den sidste børne en af slagsen - for de kommende år vil være teenagerår - selvom noget af attituden allerede er på plads. Så er der mere barn i den lille ballerina, der i øvrigt valgte at skifte balletten ud med fodbold - men heldigvis først efter at moster var med på visit. Ellers var marts måneden hvor foråret rev i mig, og hvor min utålmodelige sjæl fik prøvesmagt (støvstorm), sol og dykning i Egypten - inden jeg kunne vende hjem til de utålmodige rabarbere, der ligesom mig længtes efter solen i den tidlige påske.

April

April var en kold måned. Og jeg var ved at blive lige så kold indeni. Det var ikke en rar tid. De første små tegn på stress begyndte at vise sig, og jeg ignorerede det med alt hvad jeg havde i mig og lagde lag på lag af følelseskulde ovenpå mine følelser, for at holde det hele ud. Der er ikke mange ord eller billeder fra denne måned på min blog - og det illuserer noget meget godt hvor travlt jeg havde med at holde alting inde.

Maj

Maj startede nogenlunde lige så dårligt som april sluttede. Jeg var syg og jeg blev ved med at blive syg. Alle de forårsdage jeg havde planlagt at holde i min have, blev i stedet tilbragt i sengen, hvor jeg hostede og snøftede mig igennem tilværelsen. Da jeg endelig kom på benene igen, blev jeg slået omkuld af svimmelhed. Og når jeg endelig kom ud til min have, var det blot for at opdage, den ene gang efter den anden, at jeg havde haft indbrud og fået stjålet en masse ting. Jo mere man ejer jo mere kan man få stjålet og i foråret var der nogen, der stjal min forårsglæde og lyst. Og ingen sagde begyndende stress - (næsten) ikke en eneste gang.

Juni

I juni måned begyndte livet at vende lidt igen. Det spirrede både i mig, min have, sommerhuset og vindueskarmen. Kærsten og kattene flyttet over til sommerlandet og det bekom dem alle godt - og mig med. Både når jeg var der og her. Der var kærestetid, tid med sig selv og tid i gode venners lag. Der var tid til dykning og overskud til god mad på grillen og det var tid til at nyde det jordbæroverload, der kom ud af min egen have og planter.

Juli

Juli var starten på min ferie, men inden det kom så vidt var det også indførelsen af 4 dags-uge. En opfindelse der bekom mig meget vel - og klart forbedrede mit velbefindende. En mulighed for at komme ned i gear for både folk og fæ. Det var også en måned med kærlighedsgaver. Jeg modtog blomster på mit arbejde - med kærlige tanker fra min kæreste. Imens modtog han nærmest dagligt hel- eller halvdøde mus og en enkel mus fra Bertram, der var sommerlandets store musejager. Jeg forlod min have og drog på ferie i sommerlandet og blev blandt andet præsenteret for min til dato fineste madoplevelse, hos Wasim Hallal.

August

 Mens den første del af august bød på ferie (i regnvejr) og fred, bød den anden del af august på travlhed og in-your-face tilbage til hverdagen. Og på en non-firmation af et pigebarn der jo lige er blevet født og et smukt bryllup på toppen af Danmark, med et andet pigebarn. der heller ikke burde været nået til længere end gåstadiet. Jeg var tilbage i København på godt og ondt og fik ved hjælp af det sidste gjort min have mere færdig, end den var tidligere. Og arbejdet krøb ind under huden på mig igen og sandalerne blev igen udskiftet med sko.

September

September startede syltningen af (sen)sommerlandet. Blommer, nødder og brombær var de første til at lade livet, men de blev snart efterfulgt af andre skønne frugter. Blandt andet kvæderne, der lå og duftede i en skål i hele september måned inden de blev syltet. September var også sensommerdyk. I det smukke Nordsverige. En dejlig tur efterfulgt af den bratte opvågning, da to danske dykkere samme weekend mistede livet i Norge. De var ikke de eneste der mistede noget i september, da måneden også var den hvor mit arbejde effektuerede en sparerunde. Denne gang sad jeg på den “rigtige” side af bordet og var den der gav folk meddelsen.

November

November var de store omvæltningers måned. Det var den måned hvor min fysisk og min arbejdsverden brød sammen. Jeg måtte sygemelde mig og måtte igang med at kigge rigtig dybt i min selv. Det var også den måned hvor mine forældre skulle sige farvel til det hus der var mit barndomshjem og flytte ind i meget mindre omgivelser. Min sygemelding og gode råd fra folk der kender til stress, gjorde at jeg i denne måned kom igang med lidt med at bruge den mere kreative side af mig selv, både i madlavning og forskellige håndarbejder.

December

December startede med at jeg sagde mit job op, fordi vi havde besluttet os til at tage et sabbatår og rejse til Egypten. Pyha. Det var en mental lettelse at gøre det og jeg er sikker på at vores beslutning om at trække stikket og prøve noget helt andet bringer os det rigtige sted hen. Bortset fra vores store beslutning og de praktiske forhold i den forbindelse, så stod december i julens tegn, med masser af samvær med søsterungerne til vores forskellige adventsarrangementer. December har også stået i vinterens tegn, med sne og is fra oven og overalt - sne som næsten gjorde det umuligt at nå at få samlet familien i julen. Næsten, men ikke helt. Og i 2010 fejrede vi jul her og det blev en dejlig jul.

Og nu står vi på vej mod 2011. Et helt nyt år, som for mit vedkommende, fra februar kommer til at blive tilbragt i et helt andet land, uden arbejde og socialt sikkerhednet, Men det bliver tilbragt med min kæreste. i et land hvor der er mere sol end her, og med muligheder for at dykke i fantastisk vand og få ro i sjælen.

2010 var ikke mit år - men det er jeg sikker på at 2011 bliver.

Der tælles på knapper, ørerne spidses når nyhederne taler om det og dmi’s hjemmeside studeres nøje.

Der er tanker om alle de film og sange der er lavet om den farefulde tur hjem til jul.

For svingermor, der bor i det der Jylland, skulle gerne komme til København og være med og fejre jul.

Med 85 år på bagen og et 2010 der både har budt på en brækket arm og kortvarigt mistet syn på et øje, der nu er diagnosticeret som grøn stær, har vi aftalt at hente og bringe.

Varslerne om mængden af sne onsdag og torsdag, har blæst den oprindelige aftale omkuld. Planen var ellers at en af hendes venner skulle køre halvdelen af vejen og at min kæreste så skulle overtage derfra - og at overtagelsen skulle finde sted den 23.

Men udmeldingerne viser, at hvis det skal lykkedes at få svigermor over til jul, så skal der køres i dag.

Så planer er blevet ændret og om nogle timer og resten af dagen vil halvdelen af mine tanker gå til dem på vejene.

Og jeg håber at der på ingen måder sker noget i retningen af det som skete lige udenfor min hoveddør forleden:

(en bil der har taget turen halvvejs ned i springvandet på Halmtorvet)

Selvom jeg ind i mellem syder af frustration over, at jeg ikke kan træffe og få afgjort mange af de beslutninger der skal træffes inden afrejsen, fordi de af forskellige grunde hele tiden skydes til hjørne, så synes jeg alligevel af jeg nøk efter nøk, kommer målet bare lidt nærmere.

Vores katte er sendt til prøvepasning for at se, om den veninde der utrolig gerne vil passe dem, kan få det til at gå op i en højere enhed med en mand med “vigende katteallergi”.

Udlejningen af lejligheden kan måske alligevel falde på plads til vores fordel, selvom udlejer ikke er umiddelbar begejstet for at vi bruger et bureau til formidling af lejer.

Jeg har fået sådan nogenlunde styr på skattereglerne - i hvert fald i den grad at jeg ved hvad vi skal gøre inden vi rejser og nogen af de ting vi kan gøre, for at minimere risikoen for at blive mødt med et skattesmæk, når vi kommer igen.

Jeg har fået min have på plads, dog mere i ord end i praktisk gerning, men det sidste kommer nok snart i orden.

Vi har fået styr på udlejning af sommerhus og hvad vi kan gøre af vores privat grej derude i sommerlandet.

Og selvom jeg gerne så at de første ting var 100% afklaret, så er jeg glad for at de sidste ting er og jeg føler at vi med ganske små skridt nærmer os målet … eller i hvert fald går i den rigtige retning!

Puha.

Et positivt svar fra bestyrelsen i min have. Jeg har fået lov til at beholde min have, selvom jeg rejser bort i et år.

Først da svaret kom, kunne jeg fuldt og helt mærke hvilken lettelse det gav i mig, at jeg ikke skulle ofre haven for rejsen.

I tiden frem til nu har jeg sagt til forskellige, at hvis det var prisen, så var det det - og at det er vigtigt at huske hvem der ejer hvem - og at jeg ikke vil leve et liv, hvor det er haven der ejer mig, og selvom jeg mener det, er jeg nu alligevel rigtig glad over at jeg får lov til at eje haven også efter dette eventyr.

Jeg tror jeg har fundet den helt rigtige til at passe på min øjesten, men det skal lige falde helt på plads.

Det vigtigste for mig i den del af processen er, at haven kommer i hænderne på en som vil elske at være der og holde den med glæde.

Bertram ligger ved mine fødder og Alfred ligger og “ser”   amerikansk fodbold sammen med min kæreste, inde i soveværelset. Lige før skulle Bertram være med da jeg tog billeder af noget af mit filtearbejde, som det kan ses foroven her.

Det er sikkert projicering - men efter vi har taget beslutningen om at rejse, føles det som om at de forsøger at knytte os tættere til dem end normalt.

Der er mange praktiske forhold der skal ordnes, når man sådan tager af sted i et år. De fleste af dem har vi tjek på eller er ved at få tjek på.

Men kattene mangler.

Der er desværre ikke nogen i vores familie, der kan træde til. Men vi har endnu ikke været hele raden af vores venner rundt.

Jeg er sikker på at vi finder en løsning, for andet end det er ikke acceptablet - men det ville da være skønt, hvis der havde været nogen der stod og trippede for at tage dem ind.

Jeg synes jo at det er nogle fantastiske katte og dem der kommer til at passe dem, får en skøn oplevelse med nogen ret anderledes katte og nogle fantastisk fotogene katte; missebasserne på 23hq.com

Forrige onsdag kom min kæreste hjem og var også led og ked af sit arbejde.

Som afslutning af sin tale om alle de ting der var galt kom ordene “og så har jeg set at de søger en dansktalende dykkerinstruktør i Sharm el Sheikh - man burde søge den og rejse fra det hele.”

“Så søg den dog” sagde jeg. “Hvad er der er tabe? Hvis du får den tilbudt kan vi altid tage stilling til hvad vi så gør“.

Han søgte. Han fik den. Vi tog stilling til tingene - træffede en beslutning. Og 1. februar 2011 starter min kæreste som dykkerinstruktør i Egypten og jeg tager med.

Et år i solen, uden arbejde - med mindre jeg finder noget jeg gerne vil lave. Lige det jeg gik og drømte om.

Og jeg glæder mig.

Jeg har aftalt med min chef, at jeg kommer ind og snakker med ham i morgen. Om hvordan min tilbagegang til arbejdslivet skal forme sig.

Psykologen siger jeg ikke er klar, men jeg er nødt til at mærke på min krop, hvordan jeg reagerer på at skulle tage ind på min arbejdsplads - og så også gøre det i virkeligheden. Før jeg selv kan sige om jeg er klar eller ej.

Men jeg kan mærke, at tankerne om arbejde, springer boblen omkring min lille uvirkeligheds verden. Den verden jeg har gået rundt i, i de sidste to uger.

Den verden hvor de helt basale ting har talt højest: sørge for mad, få søvn nok, se nogle dejlige mennesker, hjælpe min familie, lave noget kreativt, være sammen med min kæreste, kæle med mine katte, meditere og få ro på.

Jeg har nydt at være i min lille uvirkeligheds verden. Nydt at lade være med at forholde mig til arbejdet og de “hvad nu hvis” der er knyttet til arbejdet.

Jeg har nydt at lave forskellige ting med mine hænder og kan sagtens se noget terapeutisk ved at sidde og strikke.

Og der er ingen tvivl om, at hvis der var frit valg på alle hylder, så blev 2011 det år hvor jeg lavede ingenting.

Et helt år hvor jeg frit kunne vælge hvornår jeg stod op og hvornår jeg gik i seng, baseret på behov og ikke pligter, Et år hvor jeg ikke havde indflydelse på andre mennesker liv, hvor jeg ikke skulle rådgive nogen til at træffe svære beslutninger. Et år uden forhandlinger, taktik og skjulte dagsordner. Uden fælleskontorer, hæve-sænkeborde, dage foran computeren og en lind strøm af telefonopkald og mails. Et år uden nye informationer der skal bearbejdes, formidles, kommunikeres ud og undervises i.

Et år uden ansvar.

Ikke andet ansvar end overfor mig selv.

Måske hun har ret - hende psykologen - er man klar til arbejde, når det eneste man ønsker sig til jul, er et år uden arbejde?

Min bedste ven har fødselsdag i dag og jeg glæder mig til at fejre ham, sammen med vores søde kærster og hans gode venner. Jeg nyder at mærke hans glæde og mærke min egen glæde på hans vegne.

Og da jeg gik ind i stuen med et sjældent glas Fanta, var det som om at solen og farverne på mit stuebord glædede sig med mig.

Det blir’ en god dag.