Jeg kan ikke finde ud af, om det er et paradoks eller en naturlighed, at de store selvudfoldende armbevægelser, nødvendigvis skal efterfølges af behovet for at bage havregrynskager.

Men det kan naturligvis også skyldes at overskuds-afmatningsbalancen for et kort øjeblik tippede over til overskudssiden.

Eller at nogen skal lære at tage morgenmadsresterne ud fra spisebordet.

Hvo om alt er: søde, sprøde og lækre havregrynskager er nu i mit hjem.

Og i min mave.

Og i nogen andres maver.

Og fedt, og sukker og eftertænksomhed gør godt for en lille pige og en lille dreng.