Et enkelt glas af de gode grønne tomater blev det til, men da lagen var kogt til et kilo, står den nu og venter på næste hold umodne tomater.

Første gang jeg lavede syltede grønne tomater, stod det mere end et år i mit skab, før der endelig blev taget mod til at sætte tænderne i dem.

Og hvilken herlig overraskelse det var og helt klart en af de gode. Men der skulle gå noget tid, inden jeg fik umodne tomater i hænderne og dermed mulighed for at gengøre herligheden.

Jeg er dog spændt på hvordan de kommer til at smage denne gang, for en ukoordineret livsstil gjorde at de kom til at stå i eddikelagen en del længere end påkrævete (anbefalet?) – faktisk omkring 8 dage længere end de skulle.

Men nu er de kogt og så må jeg jo se om eddikeforlængelsen er en fornøjelig tilføjelse eller ikke helt det der skulle til.

Og så er det jeg tænker, dem der fandt på overhovedet at sylte grønne tomater, der første gang, jo også måtte have følt at de vovede sig ud på dybt vand … for det er jo ikke ligefrem en fornøjelig spise, sådan en umoden tomat.

Ja, jeg ved det ikke, men det så ud som om det ikke var ren fornøjelse der gik over søsterungens ansigt, da han i startprocessen fik lov til at gufle en af tomaterne i sig … med et adr og et badr.. røg den direkte i affaldsposen.

Jeg håber at dem jeg har stående på glas, ender med at få en anden skæbne.

Og mens det dyrebare glas er stillet på plads i skabet, står en omgang hyldeblomst saft på komfuret og med tilsætning af sukker og vinterkrydderier er det i gang med at transformere sig til den allermest delikate krydrede hyldeblomst sirup og jeg ved, at der er bud efter den, både i eget og andres køkkener.

Jeg har opdaget at jeg, hver gang jeg hænger min morgenkåbe på plads, snuser til den, lige der i nakken.

OCD?

Jeg tror det ikke. Men jeg kan åbenbart ikke lade være med, lige at snuse til duften af mig. Jeg gør det i øvrigt også med min hovedpude med mellemrum – men dog ikke med lige så faste rutiner.

Duft betyder meget for mig. Jeg forundres og glædes over gode dufte og jeg kan gå helt i spåner, når min lejlighed ikke kan slippe af med gammel madlugt, eller når andre dårlige dufte rammer min næse.

Og mig?… jae jeg dufter da helt ok, sådan der i nakken, når jeg nu selv skal sige det.

Der var jo det der med at jeg ville tage et billede om dagen. Og jeg startede da også meget godt ud.

Så blev jeg uheldigvis bortført at rumvæsner på selveste Kulturnatten og jeg havde ikke mit kamera med …  og ….

Ok, sagen er den at jeg gik ud i Kulturnatten, uden mit kamera. Til gengæld lugtede jeg af kylling igennem hele København – ikke fordi jeg ønskede det, men det var den lidt uheldige sidegevinst af den mad jeg havde lavet til aftens deltagere. Jeg fik ikke taget nogen billeder, men havde jeg gjort det var det billedet af min nevø og nieces hænder der klamrede sig til os voksne, fordi de Teaterbutikken, laver en fantastisk forestilling – uanset om man er 11 5 eller helt vildt voksen.

Og så blev det weekend og jeg var først doven og lå hele lørdagen og plejede en hovedpine, der hverken ville gå væk, eller blive til en ordentligt migræne. Skulle jeg tage billeder havde det været af sofaen, eller gråvejr rundt om den sø som jeg kæmpede mig rundt om, inden jeg fik lov til at indtage sofaen igen.

Om søndagen endte jeg i en superspændende brunch og midt i emner som arbejde og karriere (eller mangel på samme), gamle forældre, senilitet og død, kærester og mænd og børns seksualitet og dengang vi selv var børn og bøvlede os igennem livet, ja så glemte jeg alt om at tage billeder. Da man ikke kan tage billeder af snakken, havde jeg måske knipset et portræt eller to af stærke seje kvinder, midt i livet og midt i teenagebørn og gamle forældre. Det havde været smukke og stærke portrætter.

I dag har jeg ikke lavet meget andet end at bestille billetter til forskellige rejser på nettet – så selvom jeg fejler i mit projekt allerede inden den allerførste uge er overstået, så lover jeg mig selv, at når jeg tager til Singapore i oktober/november og New York i december, så tager jeg kameraet med og skyder bunddækslet ud af huset i min iver for fantastiske billeder.

Og det er vel bedre end et billede af en elektronisk flybillet eller min status om mine ture på Facebook?

Badge er indkøbt. Kortet ligger endnu uåbnet, der er bestilt billetter til Gys med børn, men ellers ligger morgendagens aften åben og jeg glæder mig til at indtage den med to børneunger og min mor.

Midt i en hverdag, der trækker pænt mange tænder ud fordi jeg går og afventer nogle helt specielle forhandlinger, er det dejligt at komme hjem til en postkasse spækket med dejlige lækkerier.

Selvom de er købt og betalt, er det alligevel som om at nogen har sendt én en gave … specielt når man er en af dem, der får en gave … Jeg var en af de ti første der bestilte i butikken … og den røde taske er nu min!

Og den var fint pakket ind i silkepapir :-)

Der er egentligt få tidspunkter hvor jeg føler mig som en rigtig københavnerinde, men et af de øjeblikke hvor jeg føler storbyens brusen og jeg retter ryggen og går kækt på de høje hele er, når jeg går ud af en butik med en kop kaffe i hånden, eller når jeg har en frokostaftale med en veninde.

Af en eller anden årsag taler lige præcis de to ting, til den indre provinspige og får mig til at føle mig så meget mere københavnsk og på beatet.

Og jeg ramte ind i det sidste, i dag.

Selve stedet var ikke rigtig noget at skrive hjem om, min indre Gordon Ramsaey dømte hyldeblomstsaften for sur og salaten for overhældt med eddike, men selskabet var sød og sprødt og tiden gik alt for hurtigt.

Vi aftalte efter frokosten, at vi skulle mødes i næste uge igen. Men denne gang til formiddagskaffe. På A’mar.

Og det, har så en helt anden klang inde i mit hoved.

På vejen hjem skød jeg dagens billede. Det er Christiansborgs Slotskirke, der står helt stiv og skarp i efterårssolen.

Med lys og skygge, medspil og modspil, firkanter og runde former – og også ganske københavnsk.

Mellem to aftaler fik jeg en halv time i Den Botaniske Have. Efteråret er i fuld gang, med farvestrålende blade og påbegyndt forfald. Gartnerne snakkede om at haven skulle være fin til Kulturnatten, og det er jeg sikker på at den bliver, for de havde travlt derinde.

Og mig… jeg overvejer om det er der vi skal ind på fredag  – men idag blev jeg bare fascineret af en stor skål, der flød i vandet, men mest af alt at det lysspil, der var i vandet, specielt når vinden blæste på vandet – og det er det jeg har forsøgt at fange i dagens billede.

Hvis jeg havde været kvinde-der-løber-med-kamera havde dagens billede været af Planetariet, der tårnede sig op mod nattehimlen og alligevel, der i mørket kastede skygge ud over søen. Sort mod sort og de mørkeste blå nuancer.

Eller også ville jeg have fanget månen, der stadig står rund og perfekt, og lyser op mod himlen og giver genskær mod den sorte asfalt. Strålende og mystisk selv i den tiltagende dag.

Måske havde jeg skudt et par ænder, der med småsnak var i gang med at vågne og indtage dagen, eller de rotter der løb langs med søen, fede af al den brød som københavnerne troskyldigt fodre svaner og ænderne med.

Jeg ved ikke om jeg havde taget et billede af ham, der gik rundt og gjorde rent med en bladsuger. Men det var noget af en lettelse at opdage, at det bare var en bladsuger, da jeg i min fantasi lige havde nået at få ham til at være en mand med en motorsav … hvilket både undrede og bekymrede mig lidt.

Jeg havde nok ikke taget et billede af de to, der var i gang med at fikse i en opgang i Abel Cathrines, selvom deres adfærd gav os anledning til at drøfte hvad det egentligt er de blander i deres dope*.

Og inden jeg fik set mig om, var vi hjemme igen og havde overlevet første dag i uge 3 i vores løbeprogram. Og selvom der er stadig er lang vej til de 5 km (eller 30 minutter) så synes jeg at vi er på rette spor og jeg kan godt lide at løbe i min by, mens jeg ser den langsomt vågne op.

* morfinbase og brun heroin er ikke vandopløseligt, narkomaner der injicerer de stoffer blander dem derfor med med syre og varmer det op. Stoffet reagerer kemisk med syren (en syre-base-ting) og bliver til et salt som kan opløses i vand, og derefter sprøjtes i årene. Og så ved vi det til næste løbetur.

Når man som jeg, har fornøjelsen af en periode med udpræget hjemmeliv, refleksioner og tid har man en mulighed for at se ting i sit hjem og sin verden, med helt nye og anderledes øjne og det vil jeg se om jeg kan fange og fastholde i den kommende tid.

Dagens billede.

I dag er billedet Alfred og Bertram der ligger i solstrålen mellem to stuer.

Den ene årvågen og på vagt, den anden fuldstændig fladet ud, i tiltro til at intet kan ramme ham. I handling som i personlighed.

Jeg glædede mig over dagen i går, der med sit mørke og regn indbød til simreretter og gæstebud.

Glædede mig over at min sene kontakt ud til to venner resulterede i ja’er kl. lige lidt i madtid.

Det er indbegrebet af hygge at sidde omkring en skudefuld mør gryderet, der nydes (og grovædes) af gæsterne, mens snakken går og rødvinen synker i glassene.

Selvom jeg synes, at det er herligt at samles over sprøde salater og grillerier på en smuk sommeraften, så har det sin egen intensitet at samles i mørket og stearinlysets skær og jeg glæder mig til den kommende tid, hvor jeg har muligheden for at se folk på den måde.