Det har været en af de dage, der har set forfærdelig hektisk ud i kalenderen. Med møder tæt fordelt over hele dagen og over det halve af byen. Men hver gang jeg har skulle ud af døren, har jeg modtaget et opkald og en besked om at mødet er aflyst.

Således også til dagens sidste møde – der ellers skulle være startet nu. Men det betød, at jeg både har nået at få holdt en frokostpause og vist min have frem til kollegaerne [så blev den lige sneget ind i konversationen igen..!]

Jeg er som en bedstemor med sit første barnebarn. Jeg har data om mål og alder klar til svar og har printet en A4 side ud med billeder – og lige som med de små, så er der blevet “nøj’et” og “ah’et” og ønsket tillykke.

Jeg venter på at den første rus går over og har imellemtiden bestilt et plastikdrivhus, som skal puttes i det hul, der er efter det tidligere drivhus, der blev solgt før jeg flyttede ind. Det skal forsøde ventetiden, indtil jeg til næste år skal have et rigtig drivhus.

… og så var det lige jeg tænkte: hvorfor kommer sådan nogen haveredskaber ikke med en brugsanvisning? Gerne en der oplyser om hvordan man anvender dem sådan så man ikke efterfølgende krumbøjer hel kroppen.

Efter sådan en weekend i haven, kunne man godt bruge en uges ferie.

Gerne på langs på sofaen.

Når det gør så ondt som det gør, må det betyde at det er rigtig, rigtig sundt…

Har ikke tid. Er optaget af at tage ting op af jorden og overvejelser om hvad der skal puttes i den efterfølgende – samt spekulationer om hvorvidt det er krudt eller ukrudt der rives op med rode. Jeg drømmer om den om natten og jeg tænker på den om dagen.

Selv varslerne om at det skulle blive regn i morgen, kan ikke slå mig ud – for haven trænger jo til vand, det bette pus.

Men jeg må videre jeg har nogen gulerødder der trænger til at blive sået…. i haven:

Solen skinner, lejligheden har fået en overhaling og der snurrer tøj rundt i maskinen. Blød musik på anlægget – og om lidt er det jul. For så skal jeg ud og betale og overtage min have.

Og det er godt at det er nu, for jeg kan næsten ikke rumme at vente mere. Og sådan har mine omgivelser det vist også…

Jeg er altid både lidt facineret og forundret over de billeder der kommer ud af de billeder jeg tager. Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg er glad for at tage billeder og at mit kamera ind i mellem tager noget som jeg efterfølgende selv begejstres for.

Der er heller ingen tvivl om, at jeg kunne tage meget bedre billeder, hvis jeg satte mig ind i mit kameras funktioner og anvendte de rigtige indstillinger til de rigtige situationer…

Her i den forgangne uge har jeg prøvet mig ud i nogle svære situationer, nemlig ting der bevæger sig. Enten i form af at tingene bevægede sig eller at jeg gjorde … og det er ikke nemt.

Men det er samtidig svært ikke at lade være med at fotografiere så fotogene objekter:

Bierne og blomsterne

Broomfavnelse

[Klik på det enkelte billede for at se det i stort format]

Anerkendende tilgang, min bare.

Jeg indrømmer – alle mine gode tanker til trods – jeg er og bliver aldrig en people-person. En af dem der favner verden og rummer alle. Måske i mindre portioner – men aldrig, aldrig i store forum og når der er druk, røg, albuer og træden over tæerne involveret.

Måske handler det om min højde. Måske om bare om at jeg ikke skal have ståplads ved koncerter – eller at jeg skal undlade at tage til koncert i Sønderjylland…

Jeg var [inde, ude, henne] og se Roger Waters i Augustenborg i går.

Fantastisk smukke omgivelser. I pausen kunne den rigtige måne ses stor og (næsten) fuld hængende lige over slottet og vandet og lyse og gøre sig til.

Men koncerten var ikke helt i øjet, selvom Roger kunne fortælle os at vi var et fantastisk publikum. Eller den var ihverfald ikke lige i øje derfra hvor jeg stod.

Og det er så her der 160 kommer ind. For 160 er det jeg er høj – modsat gennemsnittet af det restende publikum. Og når man er 160 høj, så ser man hverken scene eller storskærm. Man ser menneskerygge, lugter til menneskearmhuler, bliver trådt på af menneskefødder fordi alle de andre høje satanner ikke ser mig, men et “hul” som de anskuer som en trædesti … Det så endvidere ud til at rigtig mange brugte lejligheden til at drikke godt og grundigt igennem – og fulde folk der skøvler rundt med tændte cigaretter, er rigtig farlige er for en mindre medborger.

Turen hjem gik fint. Dekunne noget med logistikken, der i Sønderborg og omegn. Men lyden kunne godt være skruet op og ligeså energien. Han kom aldrig helt ud over rampen – og det var lidt synd, for han kan jo noget, den gode gamle Roger.

Og så er han for menneskeheden – og det kan jeg jo trods alt godt lide (sådan lidt i sikker afstand fra det hele).