Efter at have været frarøvet havefornøjelserne i en uge, kom jeg endelig derud i dag. Med nye planter og dims under armen – og hjertet oppe i halsen. For hvordan så det nu ud derude….

Og det udeblev ikke – de ubehagelig oplevelser: mit plastikdrivhus var faldet sammen som et korthus. Det viste sig at være en af de ideer der virkede – men kun i teorien. Rørene og sammenfatningerne var kolapset og hele herligheden lå som en uordentlig bunke vasketøj over chillier og vinranker.

Men stængerne er nemme at knække og kan bruge som plantepinde – og mon ikke plastikken ikke også kan komme i brug på et tidspunkt.

Drømmen om egen avl af tomater og agurker i drivhus er nu skrinlagt. Det vil være for dyrt og fjollet at købe drivhus nu, da jeg skal skifte have til næste år. De planter jeg allerede har må jeg beholde her i lejligheden – har før dyrket både tomater og agurker i lejligheden.

Men bortset fra det, så blev der plantet til den store guldmedalje. Majs i grupper, lathyrus langs hegn, porre og løg i huller og riller. Og røde solsikker hist og her.

Og så har jeg nappet ukrudt. Eller jeg tror jeg har nappet ukrudt. Noget af det har det med at forvirre mig – det stiller sig i række så det ser ud til at være sået – sikke noget hø – specielt fordi mine såede rækker er lidt skæve og bøjede, så det kan være lidt svært for det utrænede øje at se hvad der er krudt og hvad der er ukrudt. Men næste år vil jeg bruge det tip Camilla Plum kom med; at så sammen med lidt radisefrø. Radiserne kommer hurtigt op og er nemme at fjerne – og så kan man nemt se rækken når man skal luge i begyndelsen.

Alt i alt ser det godt ud derude. Fuglene synger – solen skinnede og det dufter og føles derude. Men der er nogen der har spist den artiskok jeg plantede. Den er helt væk. Det synes jeg godt nok ikke er pænt.

Jeg kan se at jeg skal ruste mig mod havelivets skuffelser, hvis jeg skal komme helskinnet igennem denne sæsson.

I går tog jeg mig selv i at kigge på min noget ældre kollegas sko og tænke “hmmm… de ser godt nok dejligt bekvemme ud” og det var så et par brede sutter med velkrobånd hen over. Jeg kan mærke bekvemmeligheden komme snigende.

Jeg ved ikke hvad der er alder og hvad der er parforholdets lyksagligheder – eller om det er noget helt tredje der spiller ind – men jeg er igang med en udvikling jeg ikke bifalder.

Jeg folder mig ud på de forkerte breder – og det der med at løbe og træne er mere eller mindre blevet lagt på hylden. I min iver for at få langt hår har jeg ikke været til frisør siden august, bortset fra en enkel studsning hjemme hos min mor. Er også holdt op med at farve det – har haft en pakke farve stående i uendelige tider, men det bliver jo alligevel lysnet af solen. Jeg får heller ikke længere ordnet mine negle – for hvor er tiden og bliver de ikke alligevel smadret enten af haven eller dykningen?

Da jeg stod foran spejlet i dag og kiggede på mig selv, tænkte jeg kone . For det er det jeg er begyndt at ligne.

Med konekrop og koneoutfit.

På den anden side har jeg ikke længere behov for at være spændt op til lir 24/7. Min alder, mit job – og min krop gør at jeg ikke rigtig kan valse rundt i miniskørt og selvsiddende. Der er tøj jeg fravælger fordi det der decideret ubekvemt at have på og jeg er begyndt både at forstå og selv tænke de råd min mor gav mig omkring påklædning da jeg var teenager.

Det er ikke blevet til så meget nyt tøj på det sidste – jeg har så meget andet at bruge mine penge på med både dykning og nu haven som hobby. Men skal ærligheden frem … og det skal den jo … så er der efterhånden en del tøj jeg ikke længere kan passe.

Man siger jo at en misbruger skal nå bunden før de er parart til at komme op – måske er det der jeg er ved at være nu. For jeg er helt klart ikke længere her.

Jeg er også klar over at det ikke er gjort med hverken frisør, manicure eller tøj. Jeg skal have genoptaget mit løb og måske også træningen igen. For en ting er udseendet, en anden er fysikken. På den dykkertur jeg var på her over Kr. Himmelfart var det tydeligt for enhver – og specielt mig selv – at den kniber med fysikken.

Der er ingen vej udenom. Jeg må tilbage på træningsbænken.

Så sidder man der. Med foden under eget bord – men i endnu et nyt kontor.

Jeg har flyttet kontor 5 gange på de lidt over 1½ år jeg har været ansat her i firmaet. Det er som sådan en relativ nem opgave at flytte, når man ikke har været i butikken længere. Det er begrænset hvad jeg har af pikpak og arkiver.

Men sådan er det ikke for alle.

Det er ved flytningen at man virkelig kan studere den menneskelige natur. Se hvor meget og hvordan folk flytter. Hvordan nogen hurtigt får pakket ud – og får kontoret til at “ligne sig selv”. Studerer de ritualer folk har med deres arbejdsplads.

Det er ikke så underligt at mange har et ubehag mod storkontorer og en decideret frygt ved tanken om ikke at have en fast plads.

For vi bygger reder gør vi. Bygger rede og gør krav på territorium.

Det var et par af de gode dage. Der blev spist kage og drukket kaffe. Solen skinnede og fuglene var ikke været karrige med deres fløjten. Vi fik snakket og ordnet en hel del verdens situation – og mens det stod på blev min have gravet igennem, drivhuset rejst, renset bede og fliser og kartoflerne sat i jorden.

Det var en herlig weekend og mindst fem af mine venner har kunne gå i seng, med forventningen om at opleve dagen-derpå-havekroppen idag, Jeg havde en lille smule dårlig samvittighed – men jeg var nu mest af alt glad for hvor hyggeligt det var at tøffe rundt og snakke og arbejde sammen med mine venner.

Og så nåede vi da også et stykke arbejde. Og jeg har ikke modtaget klager…

Vi gravede igennem:

Haven før: Haven efter:

I ovnen står to kager og bager færdigt. Der er sat vand over til te og kaffe. Ting der skal med i haven står linet op. Om ikke så længe kommer mit lift og kører mig og det ud til haven.

De folk der kommer og hjælper skal forsødes med lækkerier og søde ord – og jeg glæder mig til at lave et stykke arbejde med mine venner og få den oplevelse sammen med dem.

… Og så har jeg lovet mig ud til en gang maling, hvis vi når at blive hurtig færdig i haven – og det er faktisk også helt ok, og jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der rækker ud.

Jeg ved ikke hvad det er der sker. Om det er alderen eller en proces der går i gang, når man tager et sæt havehandsker på.

Men det er uomtvistligt, at jeg pludselig – og uden varsel – er begyndt at få en trang til ting som småblomstede tæpper i blide pasteller, med matchende stearinlys og servietter.

Det så jeg ikke lige komme.

Men ikke desto mindre har jeg i den forgangne uge indkøbt, ikke bare én lyserød genstand. Foruden ovennævnte tæppe og lys er der også blevet serveret en udbetaling på

• tre paselfarvede plastikkurve til haveaffald,
• et barnehaveredskabssæt i rødt og lyserødt (til niecen – udfra devisen, når du tager barnet ved hånden, tager du moderen ved hjertet…. så hvis ungen kan lide at komme i mosters have, følger mor nok med og gir’ en hånd), og
• en blomstret thermokande.

Det lyder måske ikke som meget. Men for en kvinde, der normalt hylder minimalismen og ikke har meget andet end hån tilovers for puttenutte og dims, er det et øredøvende skred i normerne.

… og damn, jeg kan mærke at det trækker i mig efter at male træmøbler hvide og sætte dem sammen med zinkting og pelargonier…

Vi har snakket om det, nogle af veninderne og jeg – men det er ikke blevet til så meget mere end snak. Det der med at få livets forskellige gøremål til at gå op i en højere enhed. At få tid til det hele. Med familie, arbejde, fritidsinteresser, husarbejdet og sociale arrangementer.

Hvordan man ofte oplever at halse bagved og ikke nå halvdelen af de ting man gerne vil.

Jeg kan se at en af de ting, jeg ikke når helt så meget af som jeg gerne ville – er at se mine venner. Det er blevet besværligt. Det skal planlægges. De har travlt, jeg har travlt. Jeg har sågar oplevet, at jeg med en enkelt veninde, skulle bruge to uger på at planlægge hvornår vi kunne tale sammen i telefonen.

Det der med lige at svinge forbi til en kop kaffe er blevet en sjældenhed – for mig og for dem jeg kender. Det ender med at det oftes er de samme man ser. “De nemme”. Det er nemmere at ringe til en man taler meget med, end hende hvor der “gud, der er gået en halvt år siden sidst” fordi man ved ,at det tager en krig at nå at komme hele det forgangne halve år igennem.

Og jeg savner mine venner. Savner at være en større del af deres liv og at de ved mere om mig og hvor jeg er i mit liv. Savner den tæthed der var engang. Før familie, arbejde og andre forpligtelser kom ind og tog over.

Men jeg tror at en måde at få set sine venner noget mere kunne være at ændre konteksten. At man ikke mødtes over kaffe, hygge, middag og jeg skal komme efter dig,

Men simpelhen mødtes og brugte en del af samværet til at ordne hinandens gøremål sammen.

Ta’ og gi’.

Jeg kommer til din hovedrengøring eller hjælper med at male dit stakit – og du kommer og hjælper mig med at grave have og vi slutter af med at lave noget mad sammen.

Vi ved jo allesammen hvor meget nemmere det er, at fikse andre folk problemer og gøremål. Og jeg ved at jeg gerne vil give folk jeg kender en hånd med dette eller hint – de skal bare spørge.

Måske er det noget der sker i andre vennekredse allerede?

Jeg har kastet den første bold til mine venner – en mail om at dem der gider, er velkomne til at komme og hjælpe mig i haven næste weekend – hvis man er nogle stykker, burde det være færdigt i en ruf og jeg kan komme videre med det der er rigtig sjovt… se planterne gro og samvær med folk jeg kan lide.

Halmtorvet hvor jeg bor, er et af de steder i København, der har undergået massive forandringer i de 17 år jeg har boet på pladsen.

Både menneskerne indeni ejendommen og ude omkring på gaderne er blevet skiftet godt og grundigt ud – endda flere gange. Men det har altid været en farverig samling folk.

Men som priserne er steget – både på huslejen i ejendommen og kaffen der bliver serveret omkring ejendommen, er folk så småt ved at blende sammen til en farveløs grød af mennesker, der tænker på profit fremfor sammenhold og livsglæde. En gruppe der tænker på sig selv og hvad der kan gavne dem (og til nød deres børn) og ikke så meget på helheden og hvad de selv kan bidrage med.

På den just afholdte generalforsamling kunne jeg konstatere to ting: 1) jeg kender ikke længere hovedparten af de mennesker, der bor i ejendommen og 2) jeg tror ikke, at jeg gider at lære dem at kende…og det er ikke utænkeligt, at det er gengældt

Og lige lidt længere nede af Halmtorvet, kan jeg konstatere, at der nu er sat en flok østeuropæiske ludere af. Jeg ved ikke præcis hvor længe det har stået på – men jeg opdagede det for en lille månedstid siden. De står i deres korte snævre kjoler, malede ansigter, poppede hår og udstråler prototypen af den gode gamle gadeluder.

Og jeg kan mærke, at jeg heller ikke ønsker de “gode gamle dage” tilbage – hvor Halmtorvet var byens horegade og der var en evig strøm af cruisende biler og mænd på jagt efter et billigt knald. En stigmatiseret bydel, holdt uden for det gode selskab.

Jeg ved ikke hvad jeg egentligt vil sige med det – måske er jeg bare ved at være hende den gamle sure prut, der sidder i hjørnet og kritiserer alt og andet – og det vil være min fremtidige rolle. Den trættekære.

Det kom snigende i lørdags, men jeg bankede det ned med noget smertestillende og kom glad afsted – bare med en lille påmindelse bag højre øje. I går havde jeg grus i øjene hele dagen og her i morges var det klart, at jeg var nødt til at blive liggende.

Kvalme, dunken i hovedet, pletter for øjnene … hallo min ven, migrænen.

Heldigvis kommer den kun forbi et par gange om året – men desværre på en rigtig dårlig dag. Der er bare ikke noget at gøre – og da jeg stadig er i sovetøjet, smutter jeg tilbage i dynerne og håber på at det går over til senere på dagen.

Jeg udfordrer …./many, der mener at syrener og raps lugter af prut.

En af de største fornøjelse jeg har haft i nyere tid, var da jeg kørte igennem det jyske landskab og svælgede i duften fra rapsmarkerne. Og min store fornøjelse i disse dage, er at snuse mig vej gennem byen, fra syrenbusk til syrenbusk.

Hvis bare mine prutter lugtede ligeså…. så ville jeg prutte dagen lang og året rundt.

(hvilket kun er ganske lidt mindre end på nuværende tidspunkt)