Ude i verden smider de med rigtige bomber. Bomber der dræber og lemlæster. Bomber der kastes af grunde vi ikke kender eller grunde vi ikke forstår. Her på Vesterbro er det mere stinkbomber eller giftskyer vi anvender.

I gården jeg frekventerede sad de. Der var tegn på gammel nag og fjendskab. Sammenbidtheden lå over dem begge som en sortgrøn giftsky.

Han sagde noget hvor det tydeligt kom frem, at han ikke huskede hendes navn. Og følgende konversation udspillede sig:

Hun: “Jeg hedder Grete”
Han: “Ja, jeg havde lige glemt det.
Han: “Jeg er ret dårlig til navne”
Hun: “Det er helt ok – det er jeg også – jeg kunne heller ikke huske hvad du hed og omtalte dig som “Christians far” lige før”
Hun: “Jeg er ret dårlig til at huske navne på folk, der ikke siger mig noget”
Han: “netop”

Og mens verden går i brand, udspiller der sig tusindevis af små og større giftigheder og slåskampe på ord eller næver, rundt om i landet og resten af verden.

Hvorfor mon det er sådan at vi hellere vil have overtaget og ret – end fred?

Det er ikke fordi jeg ligefrem begraver mit lys langt nede under en skæppe. Jeg efterlever skam biblens ord – modvirker janteloven og lader mit lys brænde højt, flot og klart – med andre ord jeg er indbildsk (men jeg har nu også noget at ha’ det i!).

Derfor huer mig ikke ret godt, at tage fra mit arbejde uden et brag af en farvelreception. Jeg vil ha’ det hele – jeg vil have grædende kollegaer, store gaver og flotte taler.

Og med sådan et ønske så er det er ret åndsvagt at have sidste arbejdsdag den 19. juli. Et noget mere affolket tidspunkt kan man næsten ikke vælge. ALLE er på ferie.

Derfor havde jeg også planlagt at stoppe uden nogen reception. Smutte lige så stille. Pakke mine ting, lægge mine nøgler og hviske et dæmpet farvel.

Men jeg er blevet lokket. Så nu smider jeg en “så-kom-da-og-sig’-farvel-til-mig-mail” ud til de nærmeste.

Jeg ved at der mindst kommer tre – så mon ikke vi kan drikke en kop øl og måske kan jeg score en gave på det….

København summer af sommerliv og gøren sig til. Hvis man vil, kan man gå ud hver eneste aften og få oplevelser, der er lige så forskelligt som islagkage og varm chokolade, hver eneste gang.

Og jeg er en af dem der vil.

Igår var det Vildnis på Kulturhuset ved Islands Brygge i aften er det Indisk Bollywood dans i Fælledparken.

Arrangementet i aften bliver dog kun til noget hvis vejret holder … Så det håber vi det gør – og jeg for min del er helt, helt færdig med at gøre grin med DMI.

Undskyld.

“Din BMI er 403,1”

Hva’?!

Jeg var godt klar over at den seneste tids festen havde sat sig sine spor – men alligevel…! Specielt når det maksimale BMI er angivet til 30.

Det tog kun to beregninger før jeg fandt ud af at vægten skulle tastet ind i feltet mærket “vægt” og højden i det andet. Og pyha – jeg er stadig i “sund zonen”.

Det betyder dog alligevel ikke, at jeg helt forstår det passerede: det tog mig 2? måned at tabe 6 kg. Stille og rolig – det skulle give det bedste og mest sikre vægttab. Alligevel – en uges skejen ud og smæk + 2 kg!

Jeg forstår ikke hvordan det hænger sammen. Det at jeg ladet være med at spise (og drikke) de ting jeg har spist (og drukket) i den sidste uge (ok – 10 dage måske) har jo ikke gjort at jeg har tabt 2 kg om ugen – hvordan kan det så være at man tager på af det?

Men een ting er vægten – og selvfølgelig er det noget pis os at det sætter ind samtidig med bikinisæssonen – men noget andet er kropsfølelsen. Det som den sidste tids skejen ud har lært mig er, at jeg egentligt har det bedst i min krop når jeg dropper kulhydraterne.

Uden at gå i detaljer, så tilføjer kulhydraterne en form for fremdrift i systemet (Flash – 1.7mb). Og selvom han påstår at det er enhver mands drøm om en kvinde, så er det ikke en af mine yndlingsfantasier.

Fælleskontorer kan have sin charme. Men når man for anden gang på samme dag bliver låst ude af sit eget kontor, begynder noget af charmen at falme.

Mon mine kollegaer forsøger at fortælle mig noget?

De siger det bliver regn. Hvis det er så – og sådan er det jo ofte – så er jeg glad over at jeg fik lokket nogle venner med ud og danse i det fri i aften.

Og det skal man gøre noget oftere – danse i sommernatten….

U P D A TE
De har tilsyneladende ikke altid ret. Nogen gange skal man satse mere på sine egne sanser og indtil videre er der ikke faldet en dråbe regn i København – eller rettere på Frederiksberg.

PS. Denne update får nok tingene til at ændre sig
PPS. 7-9-13

U P D A TE # 2
Undskyld! Undskyld! Undskyld!
Jeg siger det aldrig igen. I ved udemærket hvad I taler om – vil I så ikke nok stoppe det?

Når man ikke går med ur, kan man komme ud for interessante ting i sit liv. Som her i dag hvor jeg hele morgen var sløv og bagefter. Kunne ikke komme ud af døren og var i det hele taget lidt ugidelig.

Det herlige ved flekstid er at man kan komme og gå (næsten) som man vil og jeg bestemte mig for at tage den tid det tar’, her til morgen. Så jeg kommer lidt sent – hvad så, det er jo sommer.

Det hele kører i sit eget langsomme tempo – lidt tankevirksomhed er der dog:

“Hmm… hvorfor mon de snakker om at den der satelitdims vil ramme kl. 8.08, i 8-radioavisen..” og “De må da køre med sommerferietid, siden skovbørnehavebussen ikke er kørt endnu

Men det var først da jeg kom ind på arbejdet, fik tændt for computeren og drukket min første kop kaffe, at det gik op for mig at jeg var ude af trit med virkelighedens tid – jeg havde simpelthen sovet under mig, og var kommet en time for tidligt på arbejde…..

Min hud dufter af sommer. Den helt specielle duft der kommer af en dag nydt i solen. En blanding af solopvarmet hud, creme, aloe vera, nydelse og mig.

Og nydt blev dagen. Med hjemmelavet kærnemælkskoldskål med solmodne jordbær som morgenmad, let sommerlæsning i gården – Siddhartha møder den lille prins – og senere jazz på stenbroen.

Der er nu ikke meget der slår en søndag henslængt på et tæppe i Kongens Have, med solen i ansigtet, is-kaffe og jordbærmargaritaer til at krydre ganen og køle blodet og traditionel jazzzzz i øregangen.

P.S. Fik jeg sagt, at jeg lever bedst om sommeren…

Jeg var i England der for tyve år siden. Jeg var ikke i nærheden af Wembley Stadium, men bare det at se med på et fjernsyn i et hotelværelse i London var store sager. Og alle var misundelige.

Det var min første rigtige udlands tur – og vi var en bare en veninde og mig, til at rende rundt og gøre hvad vi lystede. Og lystede det gjorde vi.

Vi var sikre på at vi ville rende på Bowie for han ville jo være der i England samtidig med os. Det gjorde vi nu ikke – men jeg havde mit første encounter med en fransk bartender og de berømte ord voulez vous coucher avec moi blev sagt i virkeligheden for første gang.

Det er utroligt at det er tyve år siden – og alligevel er det utroligt at det ikke er længere tid siden, for der er alligevel rendt meget vand i åen siden da. Man kan roligt sige at jeg ikke længere er den unge naive pige, der blev duperet af Jean-Claudes talegaver.

Men Bowie – ham ville jeg egentlig stadig gerne rende ind i…

Timede dagen rigtigt godt:

Brugte formiddagens gode vejr til at tusse rundt i lejligheden og få gjort kål på tømmere-, busse- og nullermænd. Og da eftermiddagens skyer indfandt sig – fangede de mig i gården, hvor jeg sad på et just indkøbt picnictæppe med plastbund og spise en leverpostejmad med agurk (altid med agurk).

Det går helt i tråd med mit 2005-sommer koncept: “solen er _ikke_ din ven – gør det med en flaske