Jeg skuler til himlen – bliver det regn? Eller bliver det ikke regn? Om 2 timer holder jeg afskedsreception her på mit arbejde – uden eller inde afhængigt af vejret. Det er nu jeg skal træffe beslutningen.

Jeg løb ind i en af mine venner da jeg var ude og løbe her tidligere på aften. Rettelse: jeg undlod med nød og næppe at løbe ind i en af mine helt klart tidligere venner.

Vi læste sammen. Hang ud, drak kaffe og øl og røg smøger sammen. Vi diskuterende og nogen gange var vi enige. Vi så på mænd sammen. Og gik til dans. Vi lavede fine middage for hinanden. Tre retter mad og menukort. Vi introducerede vores venner for hinanden. Han mødte min familie. Jeg tror jeg var den han lod komme tættest på sig. Det var mig han kom til, da hans verden brast sammen – og det hele kom ramlende ned. Hårdt!

Jeg var glad for at kunne være der for ham – for han betød meget for mig. Det var svært for mig, da han besluttede sig for at forlade Danmark. Jeg forstod hans bevæggrunde, men måske ikke hans valg, da han besluttede at tage en pause fra det hele. Rejste væk.

Jeg var utroligt glad da han kom tilbage et halvt års tid senere. Regnede med at vi ville fortsætte derfra. Og *puf* forsvandt han.

Ud af mit liv. Ud af alles liv.

Ingen grund. Ingen forklaring. Ingen afsenderadresse.

Jeg har set ham en masse gange siden. Ud af øjenkrogen, i skyggen, på afstand. Men hver gang jeg kom tæt på, var det alligevel ikke ham. Jeg har søgt ham i telefonbogen og på nettet. Men væk var han. Ingen af os kunne længere finde ham.

Lige indtil i aften hvor jeg pludselig stod face til face med ham. Jeg tror det er ved at være 3 måske 4 år siden, så jeg gik helt tæt på før jeg sagde “hej”. Der var klar overraskelse at spore hos ham. Men han sagde mit navn.

Og så løb han videre.

På trods af min målløshed og afmagt nåede jeg at råbe “Hey, stopper du ikke engang og snakker” til hans ryg, mens han løb videre.

Måske er jeg ikke det mest fintfølende menneske på jorden – men jeg er ret sikker på at han ikke gad snakke.

Eller også var det varmen….

P.S.
Men nu ved jeg at han lever, hvor og hvornår han løber – og så tackler jeg ham bare næste gang. Og får spurgt hvordan det går …. eller noget!

P.P.S.
Var der nogen der sagde aggressiv manipulerende – hva’?

Holdte for rødt. Stod med min cykel, var i mine egne tanker. Pludselig høre jeg en stemme og jeg vendte mig halvt om for at kigge på en nydelig ældre herre, der havde placeret sig ved min venstre side. Jeg var nødt til at bede ham om at gentage sit spørgsmål, for jeg hørte, eller forstod det ikke, i første omgang.

Det han sagde var:

“undskyld, men må jeg have lov til at kysse dine fødder”

Jeg tror det er varmen – det må være varmen.

P.S. En anden tid, et andet sted – en anden mand og svaret havde nok været et helt andet.

Jeg rydder op og smider ud. Jeg samler guldkorn sammen for at tage dem med mig. Det er helt legalt – i min branche behøver man ikke hele tiden selv at opfinde den dybe tallerken og paradigmer giver plads til udviklende argumenter.

Mens jeg rydder op, kan jeg mærke at jeg også, i min gennemgang af en enkelt sag roder op.

Roder op i nogle følelser jeg havde glemt. En rigtig ubehaglig sag. Normalt er jeg god til at holde mine personlige følelser udenfor de sager jeg sidder med. Holde en professionel distance. Men det kunne jeg ikke med den sag.

Dengang var sagen “årsagen” til at jeg startede med at ryge igen. Presset i sagen i kombination med en rygende kollega, gjorde at jeg begyndte at ryge igen efter et halvt års pause.

Og selvom det ligger 2 år tilbage kan jeg mærke at det at sidde og læse akterne igennem tricker ved noget i mig. Sjovt som følelser og mønstre presser på for at blive gentaget.

Her på Vesterbro er vi ved at være plukkemodne. Også tomaterne.

Jeg burde have løbet, men jeg hang på Havnekanten. Sad på de solopvarmede sten, og mærkede hvordan de blev ved med at afgive varme. Lod benene daskende over kanten, slappede af. Jeg burde sikkert have drukket masser af vand, oven på den varme, varme dag – men vi nød en G&T.

Vi kiggede på at solen gik ned. Farvede himlen rød og senere blot den smukke turkise sommerhimmel, der står så godt til Københavns mange tårne. Jeg nød det gode selskab. Nød at snakke og grine. At mærke hvordan mit humør lettede og jeg blev glad.

Da jeg kørte over Langebro var temperaturen +23 grader. I tropenatten lød musikken fra Tivoli og det væltede ud med mennesker, der skulle nå de sidste busser og toge.

Jeg burde sikkert ligge og sove nu – men jeg nyder at kigge ud over byen. Mærker roen i byen, en lille smule kølighed og de sene nattegængere. Mærker den glæde man får med sig, når man har været i godt selskab.

Det føles som ferietid, selvom jeg stadig arbejder. Sommerstilheden har sat ind. Telefonerne ringer sparsomt, frokosten trækker lidt ud. Jeg henter maden – og det er helt frivilligt. Jeg vinduesshopper på vejen.

Byens puls er blevet sat ned. Den hurtige *ratatata* er blevet erstattet af en dump langsom trommen *bong bong bong*. Der er halvt så mange mennesker og dobbelt så megen tid. I skyggen er temperaturen lige præcis rigtig. Og når kjolens lette stof blæser op, løber der ildninger gennem kroppen.

Jeg køber kirsebær. Deres mørkerøde farve lokker. De ligger der sprængtfyldte af saft. Sætter mig i skyggen og smager et par stykker. Den runde glatte form. Saften der fylder min mund. Det er svært at stoppe igen. Svært at finde vejen tilbage til kontoret.

Det er den sidste uge inden ferien – den sidste uge – punktum.

Snart er det slut herinde. Den sidste lange udånding.

Nogen gange kan man bekymre sig lidt over hvad der egentlig findes inde bag naboen eller genboens hoveddør – hørt i forbifarten…

“Jeg ville egentligt have ryddet op her i weekenden, men jeg kunne ikke få fat på nogen sorte affaldsposer. Så jeg vaskede bare op. Det trængte der egentligt også til”

Min bedste ven i hele verden TM. er i byen og glæden er stor.

Desværre står det fysiske energiniveau ikke mål med entusiasmen. Så selvom lysten til at lave spændende middag og kræse om ham og kærestens ganer er der, ender det nok med en take away-løsning.

Jeg tænker sushi, jeg tænker henslængt spisning i det grønne, måske med musik til.

Jeg tænker selskabet er vigtigere end hvor det tilbringes og hvad der indtages…

Nogen gange når en mand byder en kvinde på en øl – så er det vel kun en øl, der bydes til, ikke?