nyttehaven


onsdag 24. juni 2009 kl.22:58

Mens jeg gik og følte mig lillebitte i mit eget univers, greb jeg ud mod det jordnære (bogstavligt) og ryddede min sti for græs, plukkede mine jordbær og gik hjem og startede en romtorpf.

Jeg er stadig en lille brik og det føles som om at alle mine planeter er på langtur væk i deres egen cirkler og at jeg igen er i tomrummet mellem glæde og savn (giver mening her).

Jeg ved det vender igen, at cirklerne kommer tættere ind.

Og når det om 6 måneder igen er jul – vil jeg stå klar med en portion af alle sommerens bær, til dem i mit liv der vil smage.

kl.10:47

Mit hår lugtede stadig af røg, da jeg kom ud af sengen i morges. Man kan ikke på lugten afgøre om det man har været i nærheden af er et smukt midsommerbål på en strand med krusene småbølger … eller brændt flagstang i grillen.

Og i mit tilfælde var det det sidste.

Da mit selskab i går blandt andet bestod af en lille bitte 10 dage gammel (ganske yndig) baby, der hverken kunne gå, løb eller cykle og moderen til barnet ikke havde nogen kørelejlighed til barnet, blev det besluttet at droppe bålet ved vandet.

Men ild skal der jo til – og friske mennesker (ok – mig!) besluttede sig til at brænde en frønnet flagstang i Weberen. Og det gik godt. Både med at klippe den over med en pænt sej grensaks og med at futte den af i grillen.

Og således blev der også bål i haven.

tirsdag 23. juni 2009 kl.10:55

Når manden i huset er ude, kan græsenken spille alle de lyserøde kort på bordet.

Og det gør hun:

Lykken er kold rød lambrusco, kylling med citron og vanilje, en smørgrillet majs, bruchetta med grillet peberfrugt og mozzarella … og friskplukkede solvarme jordbær (med kun lidt jord på).

mandag 22. juni 2009 kl.13:34

Der gik jo kun en enkelt dag med ingenting.

Da jeg vågnede søndag klokken 9.30, havde jeg ondt i ryggen af at ligge i sengen og så var jeg klar til verdens udfordringer igen.

Heldigvis havde jeg snydt og havde én lige ved hånden … så jeg tilbragte søndagen, med at ordne og plante blomster i min have.

Fredag havde jeg nemlig været i plantehimmel aka Kommunens Gartneri, som til rimelige priser solgte ud af deres overskudsplanter. Så jeg tryllede med blomster:

FØR

FØR

og

EFTER

EFTER

Og gjorde min lille plet, meget mere tussenusseagtigt og lyserød:

tirsdag 16. juni 2009 kl.22:45

Mit venstre håndtag på cyklen var helt grønt af pollen fra hylden, da jeg cyklede hjem fra Amager med posen fuld af afklippede blomster.

Det er tid lige nu og jeg greb den – så nu står der en 8 liter blomstervand og trækker ude på bagtrappen.

Det står derude og dufter sammen med en gryde med rabarber og jordbær, der når det har saftet, skal blive til det syltetøj, jeg fornøjer mine kollegaer med på arbejdet.

Mine første jordbær fra haven – høstet, men ikke til at spise direkte fra planten, da regnen har givet dem knaseskorpe af jord.

Mine jordbær der ellers er på størrelse med børnehænder og har en helt fantastisk sødme – med smag af hårdt arbejde og timers venten på sommer.

I min ovn ligger en pladefuld blommetomater og lider indtøringens død. Det er resterne fra festen. I morgen skal de gøre nogen glade, når de iklædes brød der ristes på grillen og dækkes til at frisk mozzarella og pyntes med et drys rosmarin.

Selvom jeg har travlt, så nyder jeg.

Nyder og fylder roller ud.

søndag 31. maj 2009 kl.23:22

Jeg facineres og forbløffes dag efter dag. Jeg har puttet ting i jorden, i en måned eller mere. Og nu kommer det op så fint.

Så småt og stille og roligt – og alligevel kan jeg se det vokse dag for dag.

Og mens de står der og vokser og kan ikke andet – så slaver jeg afsted og glemmer at nyde øjeblikke for der er;

Højbede der skal gøres færdigt, jord der skal gøres klar til flere planter, lathyrus der skal nippes og plantes, jord mellem bede der skal graves, jævnes og lægges sand på, der skal fikses bede til krydderurter, træ der skal skaffes til bedet i forhaven, sti er skal anlægges, (fremfindes ideer til beplantning omkring stien), en grøft i baghaven skal dækkes til og senere beplantes, et pilehegn der skal gøres færdigt og senere passes og trimmes, ryddes op i rodet bagved skuret, lægges filser rundt ved skuret (når der er gravet og lagt sand), bunker med jord, sten, sand, champost, kompost der skal fjernes – der hvor der skal være en græsplane, faskine der skal graves (og fyldes med sten), tagrender og nedløbsrør der skal monteres (når den rette størrelse er indkøbt), regntønde der skal købes, kompostbunke der skal vendes og en anden der skal etableres (helst i en ny og lukket kompostbeholder) og alt det jeg ellers går og husker på.

…. og ind i mellem alt det, så skal der så luges ukrudt.

Så i dag lod jeg være med at gøre noget af alt det og hyggede mig i min mors selskab, med en hvid lambrusco og lidt lam på grillen.

Og mens jeg blev lidt mild og overrislet, glemte jeg helt at stresse og huskede lidt at nyde.

Det burde jeg gøre noget mere.

mandag 18. maj 2009 kl.22:19

Ind i mellem føles mit liv som bar’ arbejde og ingen sjov.

Når det er sådan så ved jeg, at det er fordi jeg fylder for meget på, og det tager det sjove ud af de ting, der skulle være sjove.

Men jeg har også mange bolde i luften – både på arbejdet og i privatlivet … eller det føles i hvert fald sådan – men her er min status lige pt.

Dykkerkursus:

To praktiske prøver og en teoriprøve bestået – herligt med teorien, for som kæreste til en dykkerinstruktør, fik jeg mega præstationsangst og var stadiet som foster, temmelig nær i dagene op til prøven. Der mangler stadig to store og flere små praktiske prøver, før jeg kommer endeligt igennem nåleøjet.

Haven

Efter at have fået lavet højbede, blødt jorden op og gravet leren (ler, ler og f*ing ler!) igennem, er der kørt 1m3 sand, 2½ m3 kompost og ½ m3 champost på. Det hele er blevet blandet igennem og jeg har sået både i haven og i lejligheden herhjemme.

Men om ikke så længe er banen til selvforsyning lagt. Jeg satser på gulerødder på størrelse med roer!

Festen

Tilbagemeldinger er begyndt at komme – en del afbud fra Jylland (desværre, men forventet) og det har heldigvis levnet rum til, at jeg har fået lov til at invitere lidt flere af dem, jeg også gerne vil se … Udover at lokalet er booket og besigtiget – er kød, øl, vin og teknikaliteterne bestilt. Ligeledes er der booket damer til serveringen og en kok til at skære i svinet .. den spidstegte pattegris, altså. Vand, bælleøl, sprut til slush-icen og det til kaffen er indkøbt ( i tyskernes land).

Det er lige før vi bare mangler at købe ind, lave mad og dække bord. Men jeg vil nu tror at det føles som mere, når vi nærmer os dagen.

Vægten

Jeg er (igen) oppe på 8 tabte kg. Det har været lidt af en frem og tilbagegang, fordi jeg har svært ved at fokusere på indkøb og madlavning, når jeg har mange bolde i luften. Men hver gang jeg virkelig gir’ den en skalle med kosten, så ryger der et kilo eller to … og lige så langsomt skal det nok komme.

Jeg holder ved og jeg er stadig superglad for madlog.dk og specielt den gruppe jeg er i, som i høj grad er med til at fastholde mig i mit vægttab og ændring i kostvaner.

Motion
Det område går det så ikke så godt for. Med alle de andre ting der er i mit liv, har jeg ikke været nede og træne i nok en måned … en af de her dage, skal jeg enten have sat mit medlemskab på pause, eller komme igang igen.

Stress
Jeg kan mærke, at jeg stadig skal passe på. At jeg er skadet, om ikke for livet, så for en tid. Der skal mindre til at få mig ud af fatning – men samtidig er jeg også mere opmærksom på de tegn der er, og jeg er blevet meget bedre til (ind i mellem) at sige fra.

Men jeg har vistnok ikke helt lært det endnu….

mandag 4. maj 2009 kl.9:03

Jeg kæmper en kamp, mod tiden og årstiden. 3 dage i haven hvor jeg har gravet, slået, hakket, blandet, harvet og nulret min lerjord i et forgæves forsøg på at få luftig muld i mine højebede.

Jorden fylder mere end før, så noget må det da have hjulpet og i den kommende tid kommer der forhåbentligt både sand og champingonkompost til og så kan der endelig komme planter i jorden.

… og mig?

Jeg har ondt i ryggen, hovedpine ala migræne og mine hænger føles som to store cement- eller lerklumper, tunge, summende, dårlig følesans og rigtig ringe finmototik.

Jeg er sikker på at hovedet og ryggen nok skal komme sig, men jeg er rigtig bekymret for mine hænder … glæder mig til, at jeg bare skal luge.

tirsdag 28. april 2009 kl.21:44

Efter at jeg havde valgt at bruge min søndag på at dumpe den anden dykkerprøve, istedet for at grave højbedene i min have efter det princip, der var i den bog jeg fik af min far i forsinket fødselsdagsgave – da jeg havde inviteret ham ud på en forsinket fødselsdagsmiddag … tog jeg på et seminar.

Og denne gang var det mig der stod bag podiet og sagde alle de kloge ord, orkestrerede folk og bad endnu klogere folk om at tale.

Og det var min indsats der efterfølgende blev evalueret – som jeg har evalueret så mange andre.

Og bagefter var jeg bare træt … men efter en lur, hoppede jeg op på projektlederhesten og lagde grundplanen for min egen lille sommerfest.

Og jeg håber jeg har de samme evner på privaten, som jeg har på arbejdet.


søndag 5. oktober 2008 kl.21:16

Oven på alle manglerne, er det nok nødvendigt at jeg får husket på alt det jeg rent faktisk har nået og gjort siden jeg i pinsen i år overtog min nye have. En have der bogstavligt talt var en pløjemark – og en pløjemark bestående af ler. Jord som ikke er til at grave i, som er dårligt drænet og som har været meget svært at samarbejde med i løbet af foråret/sommeren 2008.

En have som så sådan ud den 12. maj i år:

Vi gik i gang. Først blev en masse fliser og planter flyttet fra den gamle have over i den nye. Fliserne sat i stakke og planterne i midlertidige grave:

og fantasien tog form i en tegning:

taget af Oschlag

Mit gamle hus blev flyttet, fra den gamle have til den nye. Indboet fra huset flyttede først i telt og derefter ind i huset. Der blev lagt terrasse (og hentet ladvise læs af grus fra en villa i Brønshøj, der blev lagt under fliserne fra den gamle have) og anlagt havesti. Frugtbuskene blev gravet op af deres midlertidige bo og blev placeret i et frugtbed, der blev kantet med sten, og lagt i seng med flis over.

Haven blev kranset af lavendel og indgangen blev markeret med to cypresser og en havelåge. Rosenbuen blev samlet og de to roser fra den gamle have blev placeret på hver sin side – klar til igen at kravle. Terrassen blev kantet af et flettet pilehegn (skåret af pil fra min mors have). Naboen og jeg satte trådhegn op i mellem os og kiggede på mens den anden nabo satte sit hegn op.  Og pludselig var der forskellige “rum” i haven.

Der blev lagt kartofler i det foreste bed – de er dog senere blevet taget op og der er nu lagt forårsløg og plantet skovjordbær på hele stykke. Der blev sået grøngødskning i det andet bed og mens det voksede op og begyndte at blomstre, slog den taknemmelige pil rod og blev så småt grønt i bunden. De jordbær som jeg ikke kunne lade være med at købe, fik et lille interimistisk bed lavet af jord, der først blev “vasket”  gennem en gammel rugbrødskasse og dernæst kantet med sten fra haven.

Og når jeg ikke tænker på alle de ting som stadig mangler at blive gjort, kan der ind i mellem også være smukke og idylliske øjeblikke:

… og jeg prøver at trække vejret helt ned i maven og sige til mig selv, at jeg når det nok…

« Forrige sideNæste side »