I går trak tingene den ene vej – og jeg tænkte dystre tanker. Men efter en snak og en god nats søvn, trækker tingene igen i en mere rigtig retning. Og det er jeg glad for.

Også fordi at det betyder, at jeg igen kan glædes over årets skiften og at jeg lige præcis er her, hvor det hele vender og livsglæder suser igennem mig som en overfyldt forårsflod.

Jeg elsker den her tid, hvor forårssolen skinner med sin ubarmhjertlige klarhed og oplyser både vinterens hengemtheder og foråret fornyelser. Når himlen er skærende babyblå og træerne stadig står nøgne.

Om 12 dage er jeg nede i noget der er mere solrigt og varmt – men lige nu og her glæder jeg mig allermest til påsken og til at indtage sommerlandet på ny – og starte sæssonen op med gode venner, grill og havet lige nede af stien.

Men inden jeg når dertil, skal jeg ud i min have og se om alt sneen endelig er smeltet, om jeg kan komme til de sidste jordskokker, om mine forårsblomster er kommet op, eller om løgene er blevet ædt af rådyrene i løbet af vinteren – og om min nye hængelås har gjort sit arbejde, eller om jeg (igen) har haft ubudne folk på besøg.

Så jeg har pakket mig godt ind. Læsset forskellige forårsløg i poser og nu er jeg den der er smuttet.

Hej, forår – er det mig du smiler til?

Med fornemmelser for den begyndende tø i baghovedet, snak om forårstegn i radioen, og  … åh, toppen af de første forårsblomster, der brød gennem langs med søen og troen på at nu – NU, ville det begynde at vende, hev jeg mine havebøger ned fra reolen og gik igang med at tænke og tegne mine havedrømme i fantasien.

Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.

Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.

Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.

Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.

Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud – det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.

Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.

Det er egentligt ikke ordforstoppelse. Mere en kombination af livet, der har bidt sig fast i nakken af mig (igen) og manglende (fri) adgang til internettet.

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget … i denne vinter, der åbenbart er fast besluttet på at tilkæmpe sig stadig øget magt, selvom det bliver lysere og lysere og vi jo alle sammen ved, at på et tidspunkt så må vinteren give op. Hvilket vi fortæller hinanden igen og igen, når vi glider på isglatte flader mens vi parkere vores cykler, eller snegler os frem på livsfarlige cykelstier.

For jeg cykler jo rundt. Med et ansigt som en hårdtopvredet karklud, når det sner og fryser. Min næsen og mund rører næsten hinanden i en forvreden grimasse og de sammenknebne øjne får faste rynker, der ikke engang forsvinder, når jeg hver onsdag morgen står på fingerspidserne i “hund”, mens min nye yogalærer fortæller mig, at jeg skal “suge lårbenet ind”.

Jeg forstår ikke hvad hun mener, men jeg forsøger. Som den dygtige elev jeg er, forsøger jeg også at indånde den lyserøde morgenhimmel, og sprede mine sædeknogler og lokalisere mit haleben.

Og jeg spiser næsten hver dag en skål opskåret frugt med 8-10 forskellige stykker frugt og jeg synes at det er mere fantastisk at købe den skål og betale en tier for det, end at spise den gratis frugt, som jeg så selv skal skære ud og gøre lækker.

Men den bog jeg læser for tiden, kan forklare mig grunden. Og det skyldes at vi mennesker meget hurtigt keder os og derfor bedre kan lide når der er variation i det vi spiser, end når vi hele tiden spise det samme. Godt at vide, både når man skal forsøge at spise en masse forskelligt sundt, og skal undgå at spise en masse usundt. Når man gør det varieret, spiser man mere.

Men selvom jeg endte med at lave to lagkager til min nieces fødseldag, så var det kun den ene der sådan rigtig blev spist. Men den havde også kostet flere nattetimer, da jeg var ude i et eksperiment med en omvendt lagkage. Bygget på et marcipanomslag lagt ned i en skål. Den blev også  lækker med hjemmebagte chokoladebunde, jordbær- og passionsfrugtmousse – og marcipanen blev æltet med rosensukker og jordbærsaft så den blev fin lyserød. Og pyntet med fine blomster.

… åh blomster ….

Jeg er begyndt at tænke på planter, der skal til forspiring og om jeg mon kan få fat på nogle blå læggekartofler… bare nogle få…?!

Så nej, det er egentligt ikke ordforstoppelse.

Salaten er gået i stok, bønnerne i en form for chok – eller megahøst i det mindste, ukrudtet vokser flot og højt, men slår ikke solsikkerne, der er over 2 meter, sukkerærterne var visnet med ærter så store som pralbønner – men ikke lige så spiselige.

Jeg har lige husket de tomater jeg puttede i lommen og min ryg føles som en 90-årigs, men jeg har givet til højre og venstre af bønner, kartofler og krydderurter – har til et års forbrug af persille til stegt flæsk og persillesovs, men ingen af os spiser det, og så kan man jo glæde naboerne.

Det er ufatteligt hvor meget sådan en lille have kan gro til på bare 2 uger.

Faktisk mere end ufatteligt.

Og to fulde kompostbunker, en radbrækket ryg og to smertende håndled senere, har jeg ikke længere fuldstændigt opgivet håbet.

Det var som om at nogen havde hørt både min bøn og min klynken forleden – dog med en pæn forsinkelse.

Var ude i haven og hente fornødenheder til en middag i morgen – og jeg var knapt nok kommet derud, før det begyndte at regne.

Mellem bygerne plukkede jeg sukkerærter, agurk, salat og spinat, hev i de farvede gulerødder og tog hul på det jomfruelige kartoffelbed. Samlede bundter af krydderurter og mynter. Plukkede af alle de fire forskellige baslikum(mer) til pesto og af de spiselige blomster til kage og salat.

Og jeg blev en lille smule høj af det hele.

Indtil altså at jeg var klar-parart og på vej hjem.

For der åbnede sluserne sig og alt den regn jeg kunne ønske mig væltede ned i store mængder.

Selvom jeg glæder mig til min ferie der starter lige om lidt, er jeg også lidt ked af at skulle forlade min have lige som den er begyndt at give tilbage og det bogstavligt vælter op med gode ting og sager fra alle bedene.

Her i slutningen af juli er der så sandelig en overflod over alt – og efter dagens regn er der nærmest også en lille flod over alt.

Hele ugen har vi hørt om og regnet med regn. Regn i store mængder.

Jeg havde gødet min have, pga. forventet skybrud. Vi har aftalt at hjælpe min mor i hendes have søndag – fordi det pga. forventet skybrud, nok var den dag i weekenden, der var mindst risiko for regn. En planlagt dykkertur lørdag blev aflyst pga. forventet skybrud.

Så dagen i dag var lagt op til indesysler og oprydning – og så får vi to dråber regn og nu skinner solen gennem skyerne – men kan da heller ikke stole på noget længere.

Jeg har spist min første hjemmedyrkede tomat – og jeg var så spændt, at jeg næsten glemte at tage et billede.

Men kun næsten.

Og så gødede jeg mine planter, vaskede mine hænder, plukkede mere chokolademyne og nu venter jeg på regn.

Tak.

Og amen.

Forrige år, tror jeg at jeg “ud-syltede” mig selv.

Lavede lidt for meget og lidt for tit – og det betød, at jeg sidste år – godt nok stadig syltede ting – men ikke gjorde det med den samme begrejstring som tidligere.

Men begejstringen er tilbage og jeg kan mærke at lysten og inspirationen er her igen og jeg laver kombinationer i mit hoved som skal glæde mig og andre gennem vinteren.

Så i de sidste par dage, har min hyldeblomstsaft og jordbær-rabarber marmelade fået følgeskab af:

Midsommermarmelade af citron og hyldeblomster fra A’mar Fælled, højsommerkompot af egne jordbær og kirsebær med et drys af hyldeblomster. Desuden har jeg lavet lavendelsukker og kreeret en højsommermelodi af hvid rom hældt over jordbær fra haven, kirsebær fra Saksild tilsat vanilje hjembragt fra Sri Lanka samt en enkelt hyldeblomst og et par strimler citronskal.

Og hjemme i mit køleskab ligger der en pose med Sambær som skal syltes. Jeg tror ikke at jeg gør som sidst, jeg tænker mere noget i retning af at parre sambæret og med de ufo-ferskener jeg har liggende i køleskabet – måske med en tvist af lavendel… jeg tror det kunne blive godt.

På min liste over ting der mangler er nogle af tingene efterhånden gjort (og nye er kommet til – men status her i juli er:

• Højbede der skal gøres færdigt, – rykker stadig min ven lærlingen, der mangler at sætte kanter på – satans!
• jord der skal gøres klar til flere planter, alt er sådan set plantet (bortset fra kanterne af haven)
• lathyrus der skal nippes og plantes, done, de står og vokser langs mit hegn, men jeg tror de skal bindes da de hellere vil ligge henad naboens jord, end vokse op ad hegnet
  
• jord mellem bede der skal graves, jævnes og lægges sand på: – to stier er klare og der mangler 3-4 stykker endnu
  
• Der skal fikses bede til krydderurter, – jeps, materiale er sikret, men det skal lige gøres færdigt
  
• træ der skal skaffes til bedet i forhaven:– skaffet og ligger og venter på bedre tider og en mand med en sav og en hammer
  
• sti er skal anlægges, (fremfindes ideer til beplantning omkring stien) – ideerne mangler stadig
  
• en grøft i baghaven skal dækkes til og senere beplantes: noget af grøften er dækket til og beplantet og resten mangler
  
• et pilehegn der skal gøres færdigt og senere passes og trimmes: det må blive til efteråret
  
• ryddes op i rodet bagved skuret, lægges filser rundt ved skuret (når der er gravet og lagt sand): en hel del er kørt væk og resten er lagt i bunker, men helt færdigt er det ikke
  
• bunker med jord, sten, sand, champost, kompost og fliser der skal fjernes – der hvor der skal være en græsplane: sandet og de sidste fliser mangler
  
• faskine der skal graves (og fyldes med sten): mangler
  
• tagrender og nedløbsrør der skal monteres (når den rette størrelse er indkøbt): lige nu er de lidt for små nedløbsrør monteret på taget men det mangler at blive gjort færdigt og få dem monteret til tønden
  
• regntønde der skal købes: en ven ringede og pludselig havde jeg regntønder nok
• kompostbunke der skal vendes og en anden der skal etableres (helst i en ny og lukket kompostbeholder): jajajaja
  
• og alt det jeg ellers går og husker på … tjae der er jo også sket følgende:
  • etablering af tomat, peberfrugt og basilikumbed på sydsiden af huset (med nedgravning af fliser og sand og det hele)
  • indkøb og beplantning med sommerblomster – herunder etablering af to bede, samt tilplantning af 5 krukker og en altankasse
  • indkøb af massevis af krydderurter samt plantning af disse i to nyetablerede bede (de søde og madbedet)
  • seriøst oprydning i huset, samt transport og etablering af ramme til ny høj sofa
  • opsætning af hylder i huset
  • indkøb og plantning af salater
  • gødning, vanding og lugning af planter
  • gensåning af afgrøde
  • jordbærplukning og radisse ditto
  • omflytning af planter

Og så den allestedsværende nydning som min have også kan bruges til og som jeg hele tiden skal huske mig selv på!

Og noget er der da sket fra dengang og til nu:

Maj 2008:

Juni 2009:

Og ind imellem er jeg pænt tilfreds (selvom jeg stadig godt kunne tænke mig at der kom nogen fra et eller andet TV program og gjorde det hele helt færdigt for mig)

solvarme jordbær fra eget jordbærbed, fra bedet i munden ….

Og mens jeg sad på  hug og plukkede (og lod være med at fløjte, for her må jeg spise alle de bær som jeg lyster) kom jeg til at filosofiere over, om danske jordbær bare er bedre end alle andre jordbær, eller om det er en forvirret nationalitetsfornemmelse, der gør at vi har de tanker.

Sidder der en flok af svensker, polakker og grækere rundt om i deres jordbærbede og tænker at deres lands jordbær, nu alligevel er de bedste – eller har vi en geologi-natur-vejr-noget, der gør at vi bare er lidt mere sublime end andre i kunsten at dyrke den fantastisk (nød!) frugt