Med et hoved på størrelse med en middelstor vandmelon og hænder, der ikke havde kunne træde en nål om mit liv så afhang af det - vågnede jeg til en ny dag.

Mit lille stunt i går, kostede en dag som en søvngænger, med hoved som en en Ibizzagæst efter ferien og en tøst jeg ikke kunne slukke uanset mængden af vand.

Så jeg kom ikke videre med projekt have - krydderurterne står stadig og fylder i deres krukker - jeg håber de holder til det.

Og hvis de ikke gør - så er jeg i det mindste så heldig, at jeg kan hente forsyninger fra fjernlageret.

Selvom der ikke er mere end et par m2′er så står krydderierne på rad og række og sidst jeg talte var jeg vistnok oppe på 23 krydderurter - men det er så også inklusiv lavendel. Og nu er der sat navne på dem:

Dagen i går skulle være den længste i år. Og det føltes også sådan, da jeg fejrede den med, at lægge en arbejdsdag i haven, efter den almindelige arbejdsdag på kontoret.

Det er dejligt og skønt i min have. Alting vokser og gror.

Men hvor jeg havde regnet med, at jeg skulle arrangerer lidt planter og luge lidt ukrudt - stod den (igen) på hårdt manuelt arbejde. Ting som at grave med greb og slæbe fliser.

Havde ellers hyret en mand til det grove. Og han havde lovet, at alting ville stå klart her efter weekenden. Så jeg var noget overrasket og skuffet, da hans version af færdig svarde til min version af det rene ingenting.

Eller - det rene ingenting, hvor der var flyttet nogle sten og gravet to huller …? Ingen fræsning af (kommende) græsplæne, ingen afgravning af jord og anlæg af stier. Men værst af alt ingen bede gjort klart til min hord af planter der tøstede efter at komme tilbage til jorden.

Min efterhånden voksende flok af krydderurter, som jeg efter aftale med manden havde gravet op forrige fredag, og som efterhånden er pænt klare til at komme ned på nye pladser. Alle mine sommerblomster, der står i potter, som efterhånden er for små til deres rødder.

Så jeg måtte jeg selv igang med greb og kultivator.

Og i aften går det løs igen og med hænder der summer og en ryg der værker, så tror jeg at også denne dag kommer til at føles temmelig lang.

De sidste to gange jeg har været ude i min have, er jeg kommet frem til et hus, hvor vinduet har stået åbent, huset været gennemrodet og madras og gulve plasteret til med mudrede fodspor.

Forrige gang var indbrudstyvene løbet med alle mine tæpper, mit gasblus, gaslampe og en stegepande. Da jeg ikke havde fået noget af det erstattet, var de så her sidst “bare” rendt af huse, med den ekstra gasdåse til lampen og en uåbnet pakke Pringles.

Jeg har nu haft 5 indbrud i min lille have, heraf de 3 i år og tyverierne har ændret form.

Hvor det tidligere var tydeligt at dem, der brød ind i mit (og de andres huse - for jeg er ikke den eneste der får besøg) var hjemløse, der havde behov for et overnatningssted, så er dem der stjæler fra os nu, dels øget i antal og dels er det tydeligt at det er nogen, der sætter lejr et andet sted - og nok i nærheden.

Gennem hele vinteren har vores lille haveforening været plaget af ufattelig mange tyverier af gasflasker. Vi har reelt haft funktion, at et veritabelt ta’ selv bord af gasflasker.

Jeg hader at være sådan en, som sætter labels på andre mennesker eller kommer med småracistiske bemærkninger, men jeg har svært ved ikke at sætte sammenhæng mellem tyverierne fra vores haveforening og den lejr af romaer, der har været på Amager gennem vinteren. Specielt fordi der ved denne lejr, kunne ses en masse henslængte brugte gasflasker - og at tyverierne tog til, efter at lejren blev ødelagt for kort tid siden.

Nu kan vi konstatere, at der er en ny lejr af disse forhultede mennesker, kun 100 meter fra vores haveforening. På Amager Fælled.

Og fred være med det.

Hvis det ikke var fordi jeg ikke magter at blive ved med at komme ud og opdage at mit lille søde hus igen har været invaderet af nogen, der betragter mig og det, som den lokale døgner, man lige kan hente fornødenheder i. Eller som et supermarked man lige kan besøge inden hjemturen med “rumæner-bussen”.

… og jeg tænker på tre ting:

• at mit vindue er så lille at det kun kan være et barn der bliver sendt ind af det - det er ikke rigtigt at det skal være nogens barndom
• at der ikke burde være al den fattigdomskriminalitet og jeg egentligt gerne ville hjælpe hvis jeg bare blev spurgt
• at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om jeg lige nu er ved at plante og luge nogle andres grøntsager - for når der tydeligvis laves mad, så vil det jo være nemmere at hente grøntsagerne hos os, end at købe/stjæle dem i butikkerne

Jeg ved jo godt, at jo mere man ejer, jo mere kan man få stjålet.

Og efter at jeg har fået nyttehave og bil, er jeg i den grad blevet mindet om det, idet vi i det sidste år har haft i alt 9 indbrud i bil og have - men for fanden, det burde da være muligt at have et skide gasblus og en pande uden at det udgør noget andre skal stjæle og det burde være muligt at have sin bil parkeret på Vesterbro (og sjovt nok kun mellem 10 og 50 meter fra Station 1) uden at den gang på gang bliver brudt op.

Og det værste er, at jeg har mindre og mindre lyst til at hjælpe og række ud - og det synes jeg er det allermest sørgelige.

Jeg har allermest travlt med at være. Og gøre. Men mest med at forsøge at være.

Det holder hårdt.

For jeg føler, at der bliver hevet hårdt i mig fra mange sider (og det meste hiveri skyldes mig selv … tænk, at man alligevel kan det, så skal man være godt smidig, men det må jeg jo være).

Men ovenover det har jeg erfaringen fra tidligere og jeg ved, at jeg ikke kan lykkedes med noget ved at undlade at prioritere og bare knokle derudaf.

Så jeg prioritere at holde mit arbejde indenfor et bestemt rum. Af tid og helst af følelser.

Og prioritere at se min familie og mine venner, selvom jeg ind i mellem føler at jeg burde smide nogle ekstra timer her hist og pist på arbejdet.

Men det andet burde være muligt.

Det med venner og familie.

For jeg opdagede at to af de ledere jeg refererer til i mit største projekt, alligevel ikke læser mail mellem fredag kl. 15.45 og mandag kl. 9.30 og den ene ikke kan mødes kl. 8.00 fordi han bringer børn.

Og en arbejdsplads der har plads til menneskelige chefer, har vel rum til menneskelige mennesker?

… og mens det sker, så spirer mine planter i vindue og have. Jeg har 24 asparges’er, kommet af frø fra sidste år. Den bladbredede persille har rødder som pæle og blade der strutter af vitaminer og sammen med alle de andre forårsblomster og krydderurter er de igang med at fortælle mig. at der er fuld fart på den kommende sæsson og det bare er noget med at komme ud.

Og når vi lige om lidt skal bede, skal jeg nok være den der sidder med halen i vejret, tankerne på himlen og hænderne i jorden.

Og nyde at være.

I går trak tingene den ene vej - og jeg tænkte dystre tanker. Men efter en snak og en god nats søvn, trækker tingene igen i en mere rigtig retning. Og det er jeg glad for.

Også fordi at det betyder, at jeg igen kan glædes over årets skiften og at jeg lige præcis er her, hvor det hele vender og livsglæder suser igennem mig som en overfyldt forårsflod.

Jeg elsker den her tid, hvor forårssolen skinner med sin ubarmhjertlige klarhed og oplyser både vinterens hengemtheder og foråret fornyelser. Når himlen er skærende babyblå og træerne stadig står nøgne.

Om 12 dage er jeg nede i noget der er mere solrigt og varmt - men lige nu og her glæder jeg mig allermest til påsken og til at indtage sommerlandet på ny - og starte sæssonen op med gode venner, grill og havet lige nede af stien.

Men inden jeg når dertil, skal jeg ud i min have og se om alt sneen endelig er smeltet, om jeg kan komme til de sidste jordskokker, om mine forårsblomster er kommet op, eller om løgene er blevet ædt af rådyrene i løbet af vinteren - og om min nye hængelås har gjort sit arbejde, eller om jeg (igen) har haft ubudne folk på besøg.

Så jeg har pakket mig godt ind. Læsset forskellige forårsløg i poser og nu er jeg den der er smuttet.

Hej, forår - er det mig du smiler til?

Med fornemmelser for den begyndende tø i baghovedet, snak om forårstegn i radioen, og  … åh, toppen af de første forårsblomster, der brød gennem langs med søen og troen på at nu - NU, ville det begynde at vende, hev jeg mine havebøger ned fra reolen og gik igang med at tænke og tegne mine havedrømme i fantasien.

Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.

Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.

Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.

Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.

Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud - det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.

Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.

Det er egentligt ikke ordforstoppelse. Mere en kombination af livet, der har bidt sig fast i nakken af mig (igen) og manglende (fri) adgang til internettet.

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget … i denne vinter, der åbenbart er fast besluttet på at tilkæmpe sig stadig øget magt, selvom det bliver lysere og lysere og vi jo alle sammen ved, at på et tidspunkt så må vinteren give op. Hvilket vi fortæller hinanden igen og igen, når vi glider på isglatte flader mens vi parkere vores cykler, eller snegler os frem på livsfarlige cykelstier.

For jeg cykler jo rundt. Med et ansigt som en hårdtopvredet karklud, når det sner og fryser. Min næsen og mund rører næsten hinanden i en forvreden grimasse og de sammenknebne øjne får faste rynker, der ikke engang forsvinder, når jeg hver onsdag morgen står på fingerspidserne i “hund”, mens min nye yogalærer fortæller mig, at jeg skal “suge lårbenet ind”.

Jeg forstår ikke hvad hun mener, men jeg forsøger. Som den dygtige elev jeg er, forsøger jeg også at indånde den lyserøde morgenhimmel, og sprede mine sædeknogler og lokalisere mit haleben.

Og jeg spiser næsten hver dag en skål opskåret frugt med 8-10 forskellige stykker frugt og jeg synes at det er mere fantastisk at købe den skål og betale en tier for det, end at spise den gratis frugt, som jeg så selv skal skære ud og gøre lækker.

Men den bog jeg læser for tiden, kan forklare mig grunden. Og det skyldes at vi mennesker meget hurtigt keder os og derfor bedre kan lide når der er variation i det vi spiser, end når vi hele tiden spise det samme. Godt at vide, både når man skal forsøge at spise en masse forskelligt sundt, og skal undgå at spise en masse usundt. Når man gør det varieret, spiser man mere.

Men selvom jeg endte med at lave to lagkager til min nieces fødseldag, så var det kun den ene der sådan rigtig blev spist. Men den havde også kostet flere nattetimer, da jeg var ude i et eksperiment med en omvendt lagkage. Bygget på et marcipanomslag lagt ned i en skål. Den blev også  lækker med hjemmebagte chokoladebunde, jordbær- og passionsfrugtmousse - og marcipanen blev æltet med rosensukker og jordbærsaft så den blev fin lyserød. Og pyntet med fine blomster.

… åh blomster ….

Jeg er begyndt at tænke på planter, der skal til forspiring og om jeg mon kan få fat på nogle blå læggekartofler… bare nogle få…?!

Så nej, det er egentligt ikke ordforstoppelse.

Salaten er gået i stok, bønnerne i en form for chok - eller megahøst i det mindste, ukrudtet vokser flot og højt, men slår ikke solsikkerne, der er over 2 meter, sukkerærterne var visnet med ærter så store som pralbønner - men ikke lige så spiselige.

Jeg har lige husket de tomater jeg puttede i lommen og min ryg føles som en 90-årigs, men jeg har givet til højre og venstre af bønner, kartofler og krydderurter - har til et års forbrug af persille til stegt flæsk og persillesovs, men ingen af os spiser det, og så kan man jo glæde naboerne.

Det er ufatteligt hvor meget sådan en lille have kan gro til på bare 2 uger.

Faktisk mere end ufatteligt.

Og to fulde kompostbunker, en radbrækket ryg og to smertende håndled senere, har jeg ikke længere fuldstændigt opgivet håbet.

Det var som om at nogen havde hørt både min bøn og min klynken forleden - dog med en pæn forsinkelse.

Var ude i haven og hente fornødenheder til en middag i morgen - og jeg var knapt nok kommet derud, før det begyndte at regne.

Mellem bygerne plukkede jeg sukkerærter, agurk, salat og spinat, hev i de farvede gulerødder og tog hul på det jomfruelige kartoffelbed. Samlede bundter af krydderurter og mynter. Plukkede af alle de fire forskellige baslikum(mer) til pesto og af de spiselige blomster til kage og salat.

Og jeg blev en lille smule høj af det hele.

Indtil altså at jeg var klar-parart og på vej hjem.

For der åbnede sluserne sig og alt den regn jeg kunne ønske mig væltede ned i store mængder.

Selvom jeg glæder mig til min ferie der starter lige om lidt, er jeg også lidt ked af at skulle forlade min have lige som den er begyndt at give tilbage og det bogstavligt vælter op med gode ting og sager fra alle bedene.

Her i slutningen af juli er der så sandelig en overflod over alt - og efter dagens regn er der nærmest også en lille flod over alt.

Hele ugen har vi hørt om og regnet med regn. Regn i store mængder.

Jeg havde gødet min have, pga. forventet skybrud. Vi har aftalt at hjælpe min mor i hendes have søndag - fordi det pga. forventet skybrud, nok var den dag i weekenden, der var mindst risiko for regn. En planlagt dykkertur lørdag blev aflyst pga. forventet skybrud.

Så dagen i dag var lagt op til indesysler og oprydning - og så får vi to dråber regn og nu skinner solen gennem skyerne - men kan da heller ikke stole på noget længere.