Talte både med en ven og  en veninde i går, om det at have og lave søskende. Om hvornår man havde glæde af søskende og hvornår de var en pestilens. Og om det forhold der kan opstå mellem søskendebørn.

Og så faldt jeg over dette fantastisk sjove indlæg, på en blog jeg først har opdaget i dag. Om det ikke at kunne enes, og så alligevel at stå skulder ved skulder.  [Marens Blog].

Min kæreste er enebarn, og det er min oplevelse at han, som andre enebørn jeg har mødt, har svært ved at mærke dybden af det at være søskende. At være så tæt på en anden person og have mønstre og væremåde, man ikke altid selv kan gennemskue og en adfærd som kun søskende kan have overfor hinanden.

Jeg er barn af en tidstypisk familie, og det betyder at jeg fra den første lille kærnefamilie har en søster, fra nye fædrende ægteskab en halvbror og fra den tilgifte del to stedsøstre og to usynlige stedsøskendebørn, der af forskeligge årsager ikke rigtigt tæller med.

Min søster er den eneste jeg fuldt og helt har delt opvækst med. Det er hende, der solgte min lille bamse til naboens børn, for 5 kr. (til slik) “fordi hendes var pænere end min”, det er hende der kendte alle mine tændknapper og hver eneste gang kunne få mig helt op i det røde felt, så jeg smadrede døre for at komme efter hende, eller skar ud efter hende med en kniv, fordi vi var uenige om hvem og hvor leverposteg skulle tørres af efter brug.

Men det var også hende som jeg boede sammen med da vi i tyverne pludselig begge var single og havde brug for nogen at bo sammen med og hende jeg genoplevede barndomshistorier med og fik sat tingene i rette perspektiv. Det var med hende jeg drak rødvin og opnåede at blive venner.

Jeg elsker min søster, men jeg har også flere gange sagt til min kæreste, at noget af det værste ved at mine forældre bliver gamle og på et tidspunkt er væk er, at så har jeg ikke længere nogen som jeg kan bitche over min søster til, og samtidig vide at det er risikofrit, fordi hun er lige så elsket af dem, som hun er af mig.

Men vigtigst af alt så ved jeg, at hvis der er nogen der virkelig vender sig mod min søster, så vil jeg kæmpe endnu hårdere for hende, end jeg ind i mellem kan finde på at kæmpe imod hende.

Og jeg er sikker på at det modsatte også er tilfældet.

Og når man har sådan en søskende i sit ringhjørne, så ved man at man kan gå ud og ta’ livstag med verden - og til den veninde der overvejer om hun skal have nummer to eller ej, kan jeg kun sige:

“Prøv det, prøv det “

Og grine af en intern joke.

(url’en til billedet er lånt fra juniorbuissness.dk)

I fredags hængte jeg igen i det yderste af neglene, over den afgrund, der desværre er alt for kendt. Den hårde skal krakelerede og bag det der holdte mig sammen, var der kun blød mos.

Jeg var slået tilbage til start, uden at inkassere - i stedet skulle jeg igen betale ved kasse 1.

Igennem længere tid havde jeg betalt med søvnløse nætter, smertende krop, tankemylder, hænder der ikke kunne gribe om noget når jeg vågnede om morgen.

Onsdag fik en mødeindkaldelse mig til at reagere med kvalme og rystelser. Og torsdag kom jeg hjem fra arbejdet og gik direkte i fosterstilling, talte usammenhængende, var grådlabil og rystede over hele kroppen. Det eneste jeg ønskede at gøre, var at sige mit job op, og det var det eneste jeg kunne tænke på og sige, igen og igen. Alt i mig bad mig om at flygte.

Og så greb min kæreste ind.

Han kontaktede min chef og fortalte at nu gik det ikke mere og der måtte gøres noget.

Meget til min overraskelse viste det sig, at derpludselig kan gøres noget på jobbet. Løsninger der hidtil har været umulige at nå, er pludselige mulige. Det har vist sig, at jeg er mere vellidt end jeg var klar over og at min chef er meget villig til at gå meget langt for at beholde mig og den viden og kompetencer jeg har.

Jeg er sygemeldt i en uge og min chef er kommet med et meget generøst tilbud og mulighed for min tilbagevenden til jobbet, når jeg er klar igen.

Når jeg skriver om det, kan jeg godt se at det lyder voldsomt, det der skete. Dog er jeg også af den opfattelse, at jeg nåede at stoppe op i tide - og at jeg ved at få sagt fra og sige til, glemme al ansvarsfølelse og få en pause, måske kan styre udenom endnu en langtids sygemelding.

I den uge jeg har, skal min krop og sjæl restitueres. Ligenu er jeg som et tomt badekar. Jeg har øst og øst, af det der er mig - men jeg ikke haft nok omtanke til også at fylde efter. Fylde op med de ting der giver energi og glæde.

Men det skal jeg gøre bod på i denne uge - og jeg er allerede begyndt:

• jeg sov “længe” i morges - helt til klokken 8
• jeg gik en tur mens solen legede mellem skyerne
• jeg fik krydset et punkt af på min to-do-liste
• jeg tog nogle billeder af smukke kvæder
• og fik blogget lidt
• jeg har dernæst kogt kvæderne til kvædechutney - så hele huset lugter af kvæde, krydderier og eddike
• og endelig er der er gjort klart til ordentlig mad

Nogle af de ting der er med til at fylde overskudskaret op.

Til gengæld kan jeg mærke, at da jeg talte med min chef, eller når jeg tænker på mit arbejde, så begynder det hele forfra og jeg skal anstrege mig for bare det at trække vejret. Men jeg går klart i den rigtige retning og jeg er dybt taknemlig over at min kæreste fik mig til at melde klart ud overfor mit arbejde.

Jeg har ikke truffet en endelig beslutning om, hvorvidt jeg bliver eller går - og det tror jeg er rigtigt at gøre, her mens jeg står lidt i stampe.

Og lige nu og her? Der er jeg den der lige skal slappe helt af med en morfar, for selvom der er fyldt på overskudskaret, så er energiniveauet lavt og der skal sjatlades inden aften.

Siden påske har mine forældre været igang med at flytte. Ikke så meget i realiteten men meget i snak og tanker.

Huset er nu blevet solgt, et nyt er købt og uret der afmåler de dage der er tilbage, tikker sit ubønhørlige *TIK-TAK* og knuser småbitte bidder af tiden, dag for dag, time for time, minut for minut … og spytter knuste sekunderne ud mellem sine tandhjul.

Om 14 dage flytter de ud og nogle andre kommer ind og overtager mit barndomshjem.

Hidtil har jeg primært været fokuseret på den lettelse det vil være for mine forældre at slippe for arbejdsbyrden ved , at skulle holde et stort hus og en kæmpe have. Håbet på at deres nye liv vil give dem overskud til nogen af alle de ting, de også gerne har villet lave, men som hele tiden er blevet skudt til side på grund af ansvarsfølelsen over, at skulle holde huset.

Forholdet mellem hvem der ejer hvem, er for mange år siden blevet byttet rundt, sådan at det helt klart har været huset, der har ejet dem og ikke omvendt.

Men nu hvor tiden mod flytningen nærmer sig, kan jeg godt mærke, at huset også ejer en lille smule af mig, selvom over halvdelen af mit liv er gået siden jeg flyttede ud.

Her i weekenden sov jeg i huset, i det der nok bliver sidste gang. Og om morgenen gik min mor og jeg en tur med hunden. Gennem haven, over markerne og rundt på engen. En tur der nok bliver gået på den måde for sidste gang.

Og tankerne om alt det der ikke kommer til at ske mere og alle de ting der er sket i sammenknytning med lige netop det hus og den barndom, der blev levet der, går gennem mig, som sød-syrlige gys.

Mine forældre byggede huset. Og jeg tror at mellem sten og brædder blev der i lagt små bidder af min sjæl, som nu ikke helt ved hvor de skal finde hen og slå sig til ro:

Den sidste tid har stået i boblernes tegn.

Forrige uge var det gryder og potter der stod på komfuret og kogte og boblede:

Blommer, brombær, æbler hyld og nødder blev forenet med sukker, alkoholiske drikke, ingefær, citron og vanilje og ud kom flasker med styrkende drikke, kompotter til og sylterier der nok skal lysne de i den kolde vintertid. Mit skab er fuldt nu, og selvom der sikkert er flere ting der kan syltes, så bliver det ikke her i huset, før der er brugt af en del af lageret.

 Og mens gryderne stod og boblede på komfuret, så boblede Alfred inde i dynerne. Modsat hans bror, så er Alfred ingen udekat og en weekend med en dyne og en solstråle er lige hans form for underholdning:

I sidste weekend boblede det på en helt anden måde. Vi tog op til Nordsverige og nød det smukke undervandslandskab ved Väderöarna. Selvom navnet måske savner noget i poesi - Dykleif - så manglede der ikke noget i dykkeromsorg, mad og god beliggenhed. Og boblerne … det var dem vi lavede under vandet, sammen med fiskene og det utal af brandmænd der også findes omkring Väderöarna:

(billedet er dog taget af dykkerkæresten … og det er kun blogsymatrien der gør at brandmanden i dagens anledning svømmer sidelæns..)

… de sidste bobler i historien, er dem jeg kan slå med næsen… snotnæsen. For det der bobler inde i mig lige nu er mere snot end glæde.

Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

Og der sidder jeg nu.

Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul - og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen - dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

Men jeg holder fri fra det.

Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

Snart er jeg klar til at flyve igen.

Ud af stormens øje.

De sidste to gange jeg har været ude i min have, er jeg kommet frem til et hus, hvor vinduet har stået åbent, huset været gennemrodet og madras og gulve plasteret til med mudrede fodspor.

Forrige gang var indbrudstyvene løbet med alle mine tæpper, mit gasblus, gaslampe og en stegepande. Da jeg ikke havde fået noget af det erstattet, var de så her sidst “bare” rendt af huse, med den ekstra gasdåse til lampen og en uåbnet pakke Pringles.

Jeg har nu haft 5 indbrud i min lille have, heraf de 3 i år og tyverierne har ændret form.

Hvor det tidligere var tydeligt at dem, der brød ind i mit (og de andres huse - for jeg er ikke den eneste der får besøg) var hjemløse, der havde behov for et overnatningssted, så er dem der stjæler fra os nu, dels øget i antal og dels er det tydeligt at det er nogen, der sætter lejr et andet sted - og nok i nærheden.

Gennem hele vinteren har vores lille haveforening været plaget af ufattelig mange tyverier af gasflasker. Vi har reelt haft funktion, at et veritabelt ta’ selv bord af gasflasker.

Jeg hader at være sådan en, som sætter labels på andre mennesker eller kommer med småracistiske bemærkninger, men jeg har svært ved ikke at sætte sammenhæng mellem tyverierne fra vores haveforening og den lejr af romaer, der har været på Amager gennem vinteren. Specielt fordi der ved denne lejr, kunne ses en masse henslængte brugte gasflasker - og at tyverierne tog til, efter at lejren blev ødelagt for kort tid siden.

Nu kan vi konstatere, at der er en ny lejr af disse forhultede mennesker, kun 100 meter fra vores haveforening. På Amager Fælled.

Og fred være med det.

Hvis det ikke var fordi jeg ikke magter at blive ved med at komme ud og opdage at mit lille søde hus igen har været invaderet af nogen, der betragter mig og det, som den lokale døgner, man lige kan hente fornødenheder i. Eller som et supermarked man lige kan besøge inden hjemturen med “rumæner-bussen”.

… og jeg tænker på tre ting:

• at mit vindue er så lille at det kun kan være et barn der bliver sendt ind af det - det er ikke rigtigt at det skal være nogens barndom
• at der ikke burde være al den fattigdomskriminalitet og jeg egentligt gerne ville hjælpe hvis jeg bare blev spurgt
• at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om jeg lige nu er ved at plante og luge nogle andres grøntsager - for når der tydeligvis laves mad, så vil det jo være nemmere at hente grøntsagerne hos os, end at købe/stjæle dem i butikkerne

Jeg ved jo godt, at jo mere man ejer, jo mere kan man få stjålet.

Og efter at jeg har fået nyttehave og bil, er jeg i den grad blevet mindet om det, idet vi i det sidste år har haft i alt 9 indbrud i bil og have - men for fanden, det burde da være muligt at have et skide gasblus og en pande uden at det udgør noget andre skal stjæle og det burde være muligt at have sin bil parkeret på Vesterbro (og sjovt nok kun mellem 10 og 50 meter fra Station 1) uden at den gang på gang bliver brudt op.

Og det værste er, at jeg har mindre og mindre lyst til at hjælpe og række ud - og det synes jeg er det allermest sørgelige.

Jeg har allermest travlt med at være. Og gøre. Men mest med at forsøge at være.

Det holder hårdt.

For jeg føler, at der bliver hevet hårdt i mig fra mange sider (og det meste hiveri skyldes mig selv … tænk, at man alligevel kan det, så skal man være godt smidig, men det må jeg jo være).

Men ovenover det har jeg erfaringen fra tidligere og jeg ved, at jeg ikke kan lykkedes med noget ved at undlade at prioritere og bare knokle derudaf.

Så jeg prioritere at holde mit arbejde indenfor et bestemt rum. Af tid og helst af følelser.

Og prioritere at se min familie og mine venner, selvom jeg ind i mellem føler at jeg burde smide nogle ekstra timer her hist og pist på arbejdet.

Men det andet burde være muligt.

Det med venner og familie.

For jeg opdagede at to af de ledere jeg refererer til i mit største projekt, alligevel ikke læser mail mellem fredag kl. 15.45 og mandag kl. 9.30 og den ene ikke kan mødes kl. 8.00 fordi han bringer børn.

Og en arbejdsplads der har plads til menneskelige chefer, har vel rum til menneskelige mennesker?

… og mens det sker, så spirer mine planter i vindue og have. Jeg har 24 asparges’er, kommet af frø fra sidste år. Den bladbredede persille har rødder som pæle og blade der strutter af vitaminer og sammen med alle de andre forårsblomster og krydderurter er de igang med at fortælle mig. at der er fuld fart på den kommende sæsson og det bare er noget med at komme ud.

Og når vi lige om lidt skal bede, skal jeg nok være den der sidder med halen i vejret, tankerne på himlen og hænderne i jorden.

Og nyde at være.

… man er jo nødt til at tro på det gode i andre mennesker, ikk?

Jeg tror på det gode i andre mennesker.

Jeg tror på det gode i andre mennesker.

… og derfor bliver jeg altid lidt rystet, når jeg opdager at andre mennesker ikke nødvendigvis tror på andre menneskers gode hensigter.

… eller på det gode i mig.

Der var jo dengang, hvor vi snakkede om at flytte i hus, men midt i snak om boliglån og drøftelserne om hvor vi skulle bo, mistede jeg mit job - og tingene kom noget på standby.

Da jeg ikke længere var fastlåst på et job og min kæreste havde et kæmpe ønske om at komme tilbage til hovedlandet (og en fleksibel arbejdsplads der gør, at det er underordnet om han arbejder ud fra Århus eller København), kiggede vi i løbet af efteråret efter job og bolig i Århusområdet.

Men sådan skulle det ikke gå … og det var med blandede følelser jeg fortalte min kæreste at nu stoppede jeg med at søge i Jylland og mit nye job blev landet, som alle de tidligere, i Kongens København.

Selvom løn og stabilitet nu er tilbage i vores verden (afhængigt af hvordan min opfølgningssamtale med min nye chef kommer til at gå i morgen… er jo stadig i prøvetiden) så er vi på mange måder længere fra at købe hus end vi var tidligere.

Og med en kæreste, der meget forståeligt ønsker at gøre brug af sin mulighed for at gøre sommerlandet til centrum for sommerlivet, må jeg gå på kompromis, med mine boligønsker. Når jeg skal være græsenke om sommeren, skal jeg ikke være det i en villa med eneansvaret for have, oliefyr og tagrender.

Så jeg kigger på rækkehuse. Rækkehuse som kunne være et bytteobjekt for herskabslejligheden.

Men jeg ved ikke helt selv hvad jeg skal mene om det.

Og jeg kan mærke, at jeg mest af alt ønsker mig et rækkehus på Rådhuspladsen, med omkring 150-200 m2 have - og helst ugenert fra naboere.

… jeg tror det bliver svært at finde.

Og jeg må indse, at ikke alle synes at jeg har verdens fedeste lejlighed - selvom jeg stadig selv synes det, i hvert fald når det kommer til udsigt og lys;

Med det traditionelle nytårsskænderi af vejen, er der plads til at tage hånd om de sidste forberedelser til årets sidste dag.

Vores gæster kommer med maden … og jeg begynder at ane en trend (for det gjorde de også til julefrokosten). Og det er en superlettelse. Specielt fordi jeg er arrangør af et nytårsdyk, der finder sted mellem 9-14.

Alligevel er der ting at gøre, borde at dække, stuer at støvsuge og forskelligt smånips at forberede.

Og selvom jeg jo egentligt har meldt mig ud af  “De perfekte kvinders klub” så er jeg, ifølge min kæreste i hvert fald, blevet hangaround her op til gæstebuddet.

Selvom jeg tidligere har skrevet en liste med “Tips og tricks til den dovne værtinde”, så har jeg svært ved selv at følge den.

Jeg har tilsyneladende et indre  behov for at støvsuge, rydde op og gøre rent inden mit hjem bliver invaderet af andre - for ikke at tale om lige at lave nogle lækre snacks til dronningens tale, en fantastisk velkomstdrink (og den er fantastisk og selvopfundet efter inspiration i Singapore og New York*) og bage kransekage til morgendagens nytårsdyk og kl. 24.

Men jeg prøver at sige til mig selv, at listen er milevidt fra hvad den var før.

Dengang jeg stadig var fuldgyldigt medlem af den der klub.

Med perfektion.

* og velkomstdrinken: friske blåbær, hindbær, jordbær, kirsebær og brombær knuses sammen med lidt citron, mynte, myntesirup og is. Hældes i glas og tilføres hvid rom, malibu og citronvodka. Toppes op med mere knust is og sodavand.

Det smager som himlen synger og jeg kan ikke vente til det bliver sommer og jeg skal lave den af friske bær og mynte fra haven.

Måske skal det være mit nytårsfortsæt?

Jeg skal drikke mig i hegnet i den lyse nat - med min fantastiske drink - mindst én gang i løbet af 2010.

Dét - og så måske råbe lidt mindre af min kæreste.

Lidt.