Med fornemmelser for den begyndende tø i baghovedet, snak om forårstegn i radioen, og  … åh, toppen af de første forårsblomster, der brød gennem langs med søen og troen på at nu – NU, ville det begynde at vende, hev jeg mine havebøger ned fra reolen og gik igang med at tænke og tegne mine havedrømme i fantasien.

Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.

Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.

Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.

Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.

Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud – det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.

Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.

Jeg blev glad da min kæreste, kom hjem efter sin løbetur, med morgenbrød med en flot buket roser og liljer.

Det var skønt, at hjælpe hinanden med at forberede bruch til os selv og en kær gammel ven, jeg ikke har set i alt for lang tid.

At skåle i lyserød champagne med mennesker man kan lide, føles skønt indeni – specielt når det så bliver krydret med lækkert veltilberedt mad, lavet både i – og af kærlighed.

At snakke om mangt om meget og komme verden rundt i smag, trivsel og tanker. At læse i en anden, at man er helt ok – og føle det samme tilbage. Og at introducere to mennesker, der betyder noget for en for hinanden og opleve at det går godt, sætter smil på mit ansigt.

En telefonopringning fra søster, med spørgsmål om hvorvidt jeg har lyst til at komme med ud i sneen med hende og ungerne, gør mig glad helt ned i fødderne – og det var ærgeligt at det faldt sammen med det tidspunkt hvor vi lige havde sat os til bords.

Det er dejligt, når en rar eftermiddag sluttes med knus og kindkys og lovning på snarligt gensyn og ren kærlighed, når kæresten ofre en tiltrængt søndagsmorfar på sofaen og istedet går en lang tur med mig, gennem byens gader og langs byens stivfrosne vand.

Jeg synes jeg har haft en skøn valentins dag.

Og jeg føler mig privilligeret.

Her til aften blev jeg betydeligt forelsket i min egen kogekunst.

Kæresten havde rørt mayonnaise til morgendagens bruch og spurgte om jeg skulle bruge hviderne til noget. Og inden jeg nåede at svare, foreslog han at jeg lavede marengs.

Jeg har aldrig tænkt det store om marengs, men havde alligevel i et stykke tid overvejet om jeg skulle prøve at lave italiensk marengs, for at smage forskellen.

Jeg brugte målene og vejledningen fra den anakistiske kogekone men foruden vanilje tilsatte jeg også lidt eddike.

Og WAU.

Jeg måtte fysisk stoppe mig selv, da jeg kom til at smage på den “rå” marengs. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ædt hele portionen i et stort grådigt sug.

En portion almindelige marengs er bagt, en portion vendt med nødde/mandelmel er i ovnen og en lille portion ligger i køleskabet og venter på at blive en topping til en dessert til morgendagens bruch.

Kæresten er glad, en af kattene har marengs i pelsen, den anden kunne godt lide dem … og jeg er sådan pænt mættet, af min nye sukkerkærlighed.

Det er egentligt ikke ordforstoppelse. Mere en kombination af livet, der har bidt sig fast i nakken af mig (igen) og manglende (fri) adgang til internettet.

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget … i denne vinter, der åbenbart er fast besluttet på at tilkæmpe sig stadig øget magt, selvom det bliver lysere og lysere og vi jo alle sammen ved, at på et tidspunkt så må vinteren give op. Hvilket vi fortæller hinanden igen og igen, når vi glider på isglatte flader mens vi parkere vores cykler, eller snegler os frem på livsfarlige cykelstier.

For jeg cykler jo rundt. Med et ansigt som en hårdtopvredet karklud, når det sner og fryser. Min næsen og mund rører næsten hinanden i en forvreden grimasse og de sammenknebne øjne får faste rynker, der ikke engang forsvinder, når jeg hver onsdag morgen står på fingerspidserne i “hund”, mens min nye yogalærer fortæller mig, at jeg skal “suge lårbenet ind”.

Jeg forstår ikke hvad hun mener, men jeg forsøger. Som den dygtige elev jeg er, forsøger jeg også at indånde den lyserøde morgenhimmel, og sprede mine sædeknogler og lokalisere mit haleben.

Og jeg spiser næsten hver dag en skål opskåret frugt med 8-10 forskellige stykker frugt og jeg synes at det er mere fantastisk at købe den skål og betale en tier for det, end at spise den gratis frugt, som jeg så selv skal skære ud og gøre lækker.

Men den bog jeg læser for tiden, kan forklare mig grunden. Og det skyldes at vi mennesker meget hurtigt keder os og derfor bedre kan lide når der er variation i det vi spiser, end når vi hele tiden spise det samme. Godt at vide, både når man skal forsøge at spise en masse forskelligt sundt, og skal undgå at spise en masse usundt. Når man gør det varieret, spiser man mere.

Men selvom jeg endte med at lave to lagkager til min nieces fødseldag, så var det kun den ene der sådan rigtig blev spist. Men den havde også kostet flere nattetimer, da jeg var ude i et eksperiment med en omvendt lagkage. Bygget på et marcipanomslag lagt ned i en skål. Den blev også  lækker med hjemmebagte chokoladebunde, jordbær- og passionsfrugtmousse – og marcipanen blev æltet med rosensukker og jordbærsaft så den blev fin lyserød. Og pyntet med fine blomster.

… åh blomster ….

Jeg er begyndt at tænke på planter, der skal til forspiring og om jeg mon kan få fat på nogle blå læggekartofler… bare nogle få…?!

Så nej, det er egentligt ikke ordforstoppelse.

Vi er storforbrugere af tv’ets madprogrammer fra nær og fjern herhjemme… men selvom jeg betragter mig selv som en rimelig habil kok. der sjældent går af vejen for en udfordring i køkkenet, så skal jeg aldrig selv ind i et tv-køkken og gøre godt.

.. og så måske alligevel?

På en aftentur rundt i sfæren, så jeg at madblog.dk søgte madbloggere til at deltage som gæster i den kommende danske version af Hells Kitchen.

Nu er jeg af den gamle (blog)skole – så min blog er ikke og har aldrig været en ren madblog, men min kategori omkring mad indeholder mange madrelaterede indlæg og der var jo dengang jeg var nr. 1 på landand … men nu må vi se.

Hvis jeg ikke kommer med dér, kan jeg i det mindste glæde mig over, at på mit køleskab hænger det gavekort jeg blev beriget med juleaften – en middag på Frederikshøj Kro, så Wassim Hallals mad kommer jeg nok under alle omstændigheder til at smage.

… men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig, at være den der var med, dér til februar i køkkenet….

Jeg bekæmpede kulden med en gang simrechilli.

Inderlåret af en ko. Skåret i store og små bidder, stegt i små portioner, så de får stegeskorpe istedet for at koge. Med løg. Og bønner, der ikke er fra en dåse.

Krydret med chilli, chokolade og vanilje … og kogt indtil kødet trævler.

Og jeg husker nu, at jeg glemte at give det en porter … og det er jo ellers det, der er med til at give det smagsdybden.

Tomater og lidt bouillion giver det noget af fylden.

Og kunsten ligger i at dosere chillien, så den bider på tungen uden at den brænder i halsen (og halen når den kommer ud igen).

Og det gjorde jeg godt.

Doserede den altså.

Og mens jeg stod og kælede for maden og havde en gryde med chilli, der boblede med store fede rødbrune *bløp*, en anden der buldrede med bønnerne og en tredje hvor risen stod helt stille og trak, tænkte jeg at dagene med tid til simremad, er ved at være talte.

Og selvom jeg glæder mig til at komme tilbage til arbejdslivet på mandag, så er jeg meget bevist om hvilken glæde det også har været, at have mere tid til rådighed, de sidste fire måneder – og hvilken sjælden fornøjelse det er, at lave mad der skal stå og simre og tage smag, form og farve på et komfur i timevis.

Julemorgen vågnede jeg med stumper af en gennemtygget øreprop i munden.

Resten af den lå i små stykker i sengen. Jeg kunne godt huske, at jeg havde drømt noget om at jeg havde tygget tyggegummi og havde spyttet det ud.

Jeg havde så åbenbart tygget voks-øreprop. Brugt.

Den anden øreprop sad pænt i øret.

Men det blev en god jul.

Ænderne ankom som de skulle. Den ene blev langtidsstegt i ovnen og den anden kom på grillen og vi nåede det hele og børnene fik deres gaver og vi voksne fik også vores del.

Ænderne var fantastiske, præsten talte om CO2 og topmøde og indsamlingen i kirkebøssen gik til de børn som trængte mest. Men vi fik ikke at vide hvem de var.

Den præst der har døbt og konfirmeret mig, talte nu i en mikrofon. Sådan en som superstjernerne har på. Og min moster syntes at den nye kirke lignede noget fra Rudolf Steiner. Jeg syntes at min præst lignede en der var blevet gammel. Og min mor forklarede mig, at det var mange år siden jeg var blevet konfirmeret.

Og jeg blev jo voksendøbt.

Ligesom Jesus.

Men det blev alligevel jul. Selvom det mest duftede sådan når man var ude på altanen, hvor anden blev grillet – og så i de sidste minutter hvor den langtidsstegte blev varmet op derinde.

Og min svoger misforstod mig, da jeg ringede og fortalte at min mor ikke havde købt ind til salat og om han ville tage et rødkålshoved med. Så den hjemmelavede rødkål blev suppleret af 3 købeglas og til gengæld blev rødkålssalaten lavet med iceberg.

Men det gik endda når det blev suppleret af appelsin, granatæble, mynte og et drys kanel og appelsin (men blev vel inspireret af sin Camilla Plum).

Og jeg fik en middag her (Frederikshøj Kro) og jeg glæder mig til at smage hvad der sker når klassisk fransk møder molekylærgastronomi.

Men indtil da er jeg nu også glad for at smage hvad der sker når klassisk jul møder min familie. Og  det sker i morgen når jeg lægger hus til et familiesammenrend, med hver deres ret under armen.

Noget af det bedste ved julen er juledagene og nu vil jeg kravle tilbage i sofaen og putte med kæresten og måske en kat eller to.

Glædelig jul.

Der blev spist røget ål og laks og drukket snaps til, da svigermor var landet efter en tur gennem vinterlandet.

Mandarinerne er kommet i kassevis og står på bagtrappen – når de ikke lige ligger afpillet og dufter rundt om i huset.

Svigermor er nu placeret i lænestolen, med tæppe om benene og kattene har efterhånden tilgivet at de blev jagtet med støvsugeren tidligere i dag.

Vi har afprøvede om Romtorpf’en smagte som den skal. Og det gør det. Lige præcis så rund, syrlig/sød som den skal – og betydelig mere uskyldig end den er.

Den er klar til jul – og det er vi efterhånden også.

Det handler om at huske at værdsætte.

Den lange morgen i sengen, naboen fra over gaden, der skulle forbi efter en gryde og blev til en af de gode sandwich fra Grams Lækkerier, kæresten der arbejder hjemme og synes det er hyggeligt med selskab, det første glas af en hjemmelavet creme de cassis (der smagte dejligt rundt, syrligt og sødt) og tid til at være mig og for anden dag i træk gøre neglene pæne med en fransk manicure (fordi første gang kiksede).

Det er skønt at have tid og selvom jeg måske på et tidspunkt kommer til at kløjs i al den tid, så har det indtil videre været der i den præcis rette mængde.

Det var med stor interesse at vi kunne konstatere, at vores yndlings bagerdame, i går annonceret åbning af cafeen “Hannes Gårdkøkken“, noget så sjældent som en gårdcafé.

Så indkøb af hvedemel blev suppleret med en kop kaffe og en kommenskringle … og en reservation af bord til lørdagens bruch.

Og hvilken bruch!

Selvom det er så to timer siden jeg gik fra bords, kommer der stadig små tilfredse bøvs ud af min mund. For det var ikke mådehold der prægede min adfærd ved den lækre hjemmelavede buffe.

Jeg vil slet ikke gå i gang med at remse op hvad der var af lækkerier, bare nævne, at de fortalte at de overvejede at få et større bord, sådan at tingene kunne stå der .. og så stod kaffen, kagerne og den ufiltrerede æblejuice fra Karensminde endda på et bord for sig.

Jeg har spist brunch mange steder og i forskellige kvaliteter rundt om i landet, men det er første gang jeg har siddet i et ombygget lagerrum og har drukket kaffe af musselmalede kaffekopper, med øjne på en stak dampende pandekager serveret med hjemmelavet kvædesirup.

Selvom min kæreste egentligt har forbud mod, at tale om andres sylterier, så kunne jeg godt tilgive at han roste ovennævnte kvæde og jeg nød også selv Fru Møllers stikkelsbærmarmelade i stor stil.

Prisen er 159 pr. kuvert og det er ikke dyrt betalt for alle de herligheder… og nej, jeg er ikke betalt for at skrive disse rosende ord, det er helt frit fra leveren og jeg vil anbefale alle der er i omegnen af Odder, at tage et smut forbi Fru Møllers nye gårdcafé.