Selvom frosten endnu ikke har bidt mig i kinderne, kunne jeg se at skaden var sket ude i min have. For mens jeg tilbragte en solbeskinnet dag med veksling af vinterklargøring og læsning i med næsen mod solen, stod de tidligere så strunke sommerblomster og hang med ørene.

Kronbladene var blevet trætte.

Men jeg rev det der til næste år skal blive min (mini) græsplæne. Flyttede overskudsjord over i mit lidt for lave højbed. Lagde de andre højbede til ro, med en let efterårsgravning, efterårsgødning, kalt og planterrester som regnormene kan lyste sig med indtil det igen er tid til nye planter. 

Jeg satte mine jordbærstiklinger i deres nye bed, pottede mine asparges om i større potter og så nød jeg synet af små rødkælke, der kom helt tæt på og nippede i jorden. Da de lever af snegle, insekter og orme, håbede jeg at det var eventuelt dræbesnegle yngel det gurglede ned og ikke mine livsgivende fede regnorme.

Søndag var en perfekt afslutning på en dejlig weekend.

Om fredagen havde jeg fejret ungdommen og viisdommen ved at blive klogere på tingene, da jeg sammen med mosterungerne smagte og lyttede mig igennem kulturnattens lærdom på LIFE. Bagefter rørte vi kulturen og selv rørt, da det stod på gospel i en frikirke på Frederiksberg.

Om lørdagen fejrede jeg en helt anden kultur, da min haveforening fejrede sin 70 års fødselsdag, med middag, taler, underholdende indlæg og sange. For 70 år siden var der 1000 små haver. Idag er vi 68 og spørgsmålet er om vi overlever de næste 70 år.

Og om søndagen nødt jeg så at lige, i dette øjeblik består mit helt eget lille fredsfyldte hjørne endnu, selvom det er ved at lægge an til vinter.

Og måske består det også om 70 år, for der er at håb for fremtiden, når min nevø på 12 år cyklede byen rundt med en helt stok grøntkål på bagagebægeren fordi han på LIFE havde fået smag for juice lavet af æbler, persille og grøntkål.

… for efter lysten til at spise naturen, kommer måske også lysten til at dyrke den?

Den sidste tid har stået i boblernes tegn.

Forrige uge var det gryder og potter der stod på komfuret og kogte og boblede:

Blommer, brombær, æbler hyld og nødder blev forenet med sukker, alkoholiske drikke, ingefær, citron og vanilje og ud kom flasker med styrkende drikke, kompotter til og sylterier der nok skal lysne de i den kolde vintertid. Mit skab er fuldt nu, og selvom der sikkert er flere ting der kan syltes, så bliver det ikke her i huset, før der er brugt af en del af lageret.

 Og mens gryderne stod og boblede på komfuret, så boblede Alfred inde i dynerne. Modsat hans bror, så er Alfred ingen udekat og en weekend med en dyne og en solstråle er lige hans form for underholdning:

I sidste weekend boblede det på en helt anden måde. Vi tog op til Nordsverige og nød det smukke undervandslandskab ved Väderöarna. Selvom navnet måske savner noget i poesi – Dykleif – så manglede der ikke noget i dykkeromsorg, mad og god beliggenhed. Og boblerne … det var dem vi lavede under vandet, sammen med fiskene og det utal af brandmænd der også findes omkring Väderöarna:

(billedet er dog taget af dykkerkæresten … og det er kun blogsymatrien der gør at brandmanden i dagens anledning svømmer sidelæns..)

… de sidste bobler i historien, er dem jeg kan slå med næsen… snotnæsen. For det der bobler inde i mig lige nu er mere snot end glæde.

“Du har vel planer om at plukke og sylte det meste af Østjylland” sagde min kæreste på vejen over mod det regntunge (sen)sommerland.

Og han var ikke helt forkert på den, for blandt alle pakkenellikerne var der flasker, syltetøjsglas og en saftkoger. Da vi var ude og købe ind blev det suppleret med citroner og sukker.

Jeg satser på, at jeg i løbet af weekenden skal ud og lege med hyld, mynte, blommer og æbler – som nok skal blive til saft og gelé, samt bagt og tørret. Jeg har mange gode ideer og jeg glæder mig til at få dem omsat – men i virkeligheden, så nyder jeg nok mest af alt processen med at samle og ordne frugterne. Det er der jeg stresser helt af og går ind i min indre hulekvinde.

Den der indre hulekvinde, har så et problem med at begrænse sig og kan blive ved med at plukke og plukke.

Så i det lys er det nok meget godt, at egernet har taget alle nødderne og at der kun var en lille skål med brombær – for der er jo en grænse for hvor meget sylt der kan være i køkkenskabet hjemme i København.

Jeg er nødt til at lave suppe. Jeg har grøntsager i massevis fra haven … og vejret – det skriger jo ligefrem på varm suppe.

Mit eneste dilemma er om jeg skal lave en lække cremet version, eller en med sprøde friske grønsager.

Åh dilemma, dilemma.

Jeg troede det måske var i år, jeg skulle gå sommerferien i møde, uden hjemmelavet hyldeblomstsaft. De københavnske hyldetræer og buske har blomstret i små tre uger, og det var egentligt ved at være for sent at få sneglet sig ud og plukke blomster.

Men på landet er det anderledes, der er hyldeblomstsæsonen kun lige startet. Så hjemme hos det mødrende ophav i går, fik jeg min store nevø til at plukke de nødvendige blomster og i dag mødtes vi og tog ud i min have for at koge og sukre og gøre til. Og nu står der 1½ portion saft og hygger sig – og om nogle dage er jeg klar med gyldne flasker fyldt med sommerens sødme.

Tre gode kyllinger, står stoppet ud med krydderurter og en halv øl. Klar til at komme på grillen.

De kommer til at få følgeskab af mormor salat med jordbær og friskbælgede ærter, gammeldags agurkesalat, friske hvide asparges, nyopgravede kartofler, Fru Møllers flutes og godt smør.

Og bagefter skal vi smovse i de jordbær der står ved siden af mig, og sender duftsignaler af ren lykke ind i min næse.

Det er set før, men det er så dansk og så godt … og smagen af midsommer for mig.

… så jeg bliver herinde i stormens øje et stykke tid endnu.

Mine rabarbere står og strutter ude i min have og hvis det ikke var sådan et regnvejr, ville jeg tage ud og hente nogle til min barndoms første rabarberindtryk:

Rabarberbrød: ristet brød, smurt med smør og drysset med kanelsukker. En ordentlig blub rabarberkompot sødet med sukker, men stadig med bid i – toppet med marengs og varmet og gjort gylden i ovnen.

Det har det hele med sprødhed, syrlighed og sødme og bare ved at skrive om det, løber min mund i vand.

Men det regner og det er vist i orden, for i går fik jeg fyldt op på hylderne med sylterier af de frugter jeg stadig havde i min fryser:

Det der var tilbage af frugterne fra min Romtorpf blev sat på mindre glas, fik en ekstra sjat rom og sirup kogt af noget af al den saft, der var tilovers fra den store skål med Romtorpf.

Halve hyben blev også syltet i den helt fantastisk aromatiske romtorpfsirup.

Frostne – og dermed friske nødder – fra sommerhuset, blev knækket og lagt i rosensirup.

Resten af rosensiruppen blev hældt over rubinrøde ribs, som lige fik et kort opkog, inden de druknede deres syrlighed i den fine søde rosensmag.

Raberne fra sidste sæsson blev kogt til de saftede og saften blev kogt ind til sirup sammen med vanilje. Det blev en fin lyserød sød-syrlig rabarbersirup.

Og glassene skal glæde og nydes sammen med ost, pandekager, is og andre lækkerier. Mens vi venter på dette års frugter og nye sylteeventyr.

Sådan en søndag med brunch mit alles og familien, efterfulgt af chokoladefestival og smagsprøver i massevis, giver mæthed med mæthed på toppen …faktisk den der mæthedsfornemmelse, der ligger pænt tæt på kvalme.

Men det går nok væk igen.

Ellers ville det være rigtig ærgeligt, at være indhaver af 6 fantastiske flødeboller, der på et tidspunkt i den nærmeste fremtid skal konsumeres.

For det skal de jo.

Og flødeboller er jo nærmest luft.

Og luft feder ikke.

… eller noget.

Middagen gik fint. Humøret var højt, både talen og vinen flød rigeligt – og alle inklusiv værtinde var tilfredse med arrangementet. Morgen har været tilpas langsom, og nu hvor det meste er ryddet op – er der kun to ting tilbage for mig at gøre, her på min fødselsdag:

• at spise rester
• og slappe af

… og lige præcis det, er noget af det jeg gør bedst.

Da min søster for både 11 og 6 år siden satte børn i verden på disse tider, var det med en anelse børnefornærmelse fra min side, for hvorfor skulle de fødes lige præcis omkring min fødselsdag?

Jeg plejede jo at være centrum i universet, sådan i slutningen af februar og holdte mine store familie-venne-åbent hus-arrangementer.

Jeg kom dog over det.

Og da jeg alligevel begyndte, at være væk på både min og deres fødselsdage, gjorde det ikke så meget.

Indtil i år, hvor jeg igen er hjemme i moderlandet, på det tidspunkt hvor naturen ellers vender bagen til og siger at vi bare kan komme an.

Og i mellemtiden har min søster overtaget rollen, som hende der arrangerer familie- og venne-åbent-hus-arrangementer. Og selvom jeg elsker min familie, så synes jeg at tre weekender i synden med lagkager og boller, måske er lige i overkanten.

Så i år holder jeg pigefødselsdag.

6 smukke og dejlige kvinder, som på hver deres måde har beriget mit liv, her det sidste år, kommer hjem til mig og jeg glæder mig til at være i deres selskab. Jeg glæder mig til at give dem noget tilbage, fordi jeg synes at de har givet mig så meget. De kender ikke rigtig hinanden, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at spænde an – men de kommer ikke til at sultne.

For jeg har tænkt mig at fodre dem af med følgende:

De bliver budt velkommen med en Melonsurprice. der består af frosne melonstykker blendet med en sirup af granatæbler og hyldeblomst – tilsat hvid rom, sour, og Grand Marnier. Dertil nogle gode chips og hjemmelavede blandede saltede nødder.

 Derefter sætter vi os til et tappasbord hvor de kan vælge følgende.

• Ajo blanco, som er en hvid mandelsuppe serveret med druer og røgede saltede mandler
• Vagtelæg og rejer, serveret med en krydderurtesalat, advokadokugler og rogndressing
• Marineret andebryst serveret i rispapir med strimpler af agurk, forårsløg og gulerod.
• En aromatisk pigesalat (uden piger, men med) rød basilikum, mynte, melon og granatæbler – stænket med appelsinvand, hyldeblomstsirup og citronolie

Dertil mere traditionel tappas som

• Tørret skinke
• Vildsvinepølse
• Balsamicomarinerede løg
• Artiskok
• Små peberfrugter med gedeost
• Forskellige oliven
• 2 rigtig gode oste

og selvfølgelig forskelligt slags brød, både hjemmelavet og købt og nogle lækre dressinger med forskellige krydderurter. Der bliver serveret rød- og rosevin til.

Desserten er fortsat i tappasformen og jeg har lavet små portioner af

• Sommerbærmousse (af hindbær, kirsebær, solbær og ribs)
• Hvid chokoladecreame i lag med karameliserede nødder – pyntet med lakridscreme
• Bløde søde lavendelkys
• og kinesiske nøddekager

Til desserten er der indkøbt portvin til dem der trænger – og dem der vil noget andet kan få en avec eller en likør, for vi har et skab fuldt, som alt for sjældent kommer i udbud.

Og så er der kaffe – med en total blærerøvschokolade, for dem der kan klemme mere ned.

Jeg tror det bliver godt, og jeg er glad for at jeg har valgt at lave mad der gør, at jeg kan sidde med til bords istedet for at fare frem og tilbage.

…. og nu vil jeg komme videre i programmet, for tingene laver jo ikke sig selv og jeg har ting på lister, som skal streges ud.