Lykkeglimt


torsdag 17. oktober 2013 kl.7:35

Da jeg stod op forleden, og i det nærmest mørklagte soverum pakkede min træningstaske, stod jeg pludselig omgivet af den friskeste duft af alle.

Og den kom fra mit træningstøj.

Duften af frisk luft, hav, græs og blå sensommerhimmel.

For jeg havde været i Saksild og mit træningstøj havde tørret under åben himmel.

Der blev jeg en lille smule blød i benene.

Blå morgen

søndag 28. juli 2013 kl.8:38

Når man nu har været med siden fødslen, er det underligt at det eneste man bidrager med til ungens 15 års/voksen/farvel-inden-efterskolen-fest, er lidt blomster fra haven, til at pynte på den fine mad.

Mad, som min søsters veninde have frembragt. Men når man nu er så heldig at man har en veninde, der også er en professionel værtinde, og hun gerne vil stå for arrangementet og endda lægge hus til, jammen så ville man da være et skarn, hvis man ikke takkede ja.

Og det var så fint, så fint … med lækker mad, hyggeligt selskab og underholdende bingo … der er ikke noget som spil, der kan få folk til at vise de skjulte sider. Har man ikke spillet bingo med sin familie, kender man dem ikke i dybden.

Men der blev sunget, som der sig hør og bør … der blev grædt (primært af mosteren, der måtte få sin kusine til at læse det her indlæg op: “Granmoster Ketty” … og nåja det her: “For ti år siden“.)

Det var første gang, at jeg har holdt tale med udgangspunkt i bloggen – og første gang at jeg selv er blevet så rørt, at jeg har haft mascaraen trillende ned af kinderne, ved mine egne ord.

Heldigvis var æresgæsten pænt uberørt:

Da jeg spurgte ham om det havde været en pinlig tale, svarede han helt cool, at det da bare havde været sjovt at jeg tudede ….

15 ½ er der gået … og om lidt er det ham der er gået. Efterskole og første rigtige skridt mod voksenlivet … og gid at det må gå ham vel, og gå ham vel og gå ham vel….

lørdag 22. juni 2013 kl.12:22

Havde en fantastisk aften med mine veninder, med så meget kærlighed at det næsten gjorde ondt.

Havde ikke nybarberede ben, men havde jeg vidst hvor mange gange jeg ville klappet og strøget op ad benene i løbet af aften under samtalerne, havde jeg nok fået gjort det er lille ekstra.

Jeg er bare ikke i en situation hvor det lige spiller den allerstørste rolle om det hele er nytrimmet eller ej.

Og måske netop derfor lyttede jeg en ekstra gang på historien om den nyeste kærlighed, og kiggede mere efter på billederne af ham, og hende og kærligheden.

Og jeg under hende det. Det hele og mere til.

Og jubler lidt indeni ved tanken om at det hele ikke er forbi, og når stjerner som hun og ham er på markedet, så er der da håb for menneskeheden og fremtidighen.

Og tænkte på om jeg nogensinde ville komme hjem fra en træt weekend, til et varmt bade i et badekar med løvefødder og aromatiske olier – og derefter ned til en der har lavet mad til mig og lige vasket mit tøj.

Og den romantiske del af mig strømmede over og ønskede – mens den mere kyniske side her i dag tænker … hmmm… det kunne man jo også købe sig til, hvis man bare tjente nok til at have en inhouse tjener.

Men jeg ved ikke hvad der er nemmest; at finde den rette mand – eller vinde i lotto?

Jeg ved dog at jeg gerne vil stræbe efter at kunne sige sætningen “og lige der, blev jeg faktisk lidt misundelig på mit eget liv…”

mandag 20. maj 2013 kl.11:56

Pinser, påsker og alle de andre forårshelligdage og ferier har det med at blande sig sammen i ens bevisthed og ofte kan man ikke adskille det der sker det ene år fra det næste.

Men jeg tror at pinsen i år alligevel skiller sig ud.

Det har været en fantastisk weekend + lidt mere hvor jeg var med til rejsegilde i Saksild, hvor det nye sommerhus har fået både tag og vægge og begynder at se ud som meget mere end en plan og nogle blyantstreger. Dejligt at se – og også dejligt at gense de mennesker jeg kender dernede. De var også glade for at se mig og over at jeg stadig kunne komme i området, selvom jeg ikke længere har den samme tilknytning.

Dernæst gik turen nordpå. Mod Limfjorden og bryllupsfest på Fur.

Bryllup

 

Et par skønne mennesker, som jeg har lært at kende gennem dykningen i Egypten, blev viet og jeg var med til en fantastisk bryllupsfest, hvor der ikke manglede noget. Og hvor luften var så tæt af deres kærlighed til hinanden og livet omkring dem, at vi alle blev bevæget gennem dage.

Jeg havde de mest forgrædte øjne af alle – for det var bare så smukt og rørende det hele … og så er det jo heller ikke fair med et bryllup hvor ikke mindre end 4 solister gennem dagen og aften stiller sig op og synger smukke kærlighedssange!

Fantastisk fest.

…. og forfest om fredagen og efterkomsammen om søndagen + hygsom rundtur på Fur, der lå og gjorde sig lækker og sommeragtig i al sin maj-smukhed.

Men det sluttede ikke der. For hjemme ventede den her velkomstkomité:

IMG_20130520_090405

 

En hilsen fra venner i Holland, der havde overnattet i min lejlighed, der jo var ledig mens jeg var udenhus.

Forskellige lækkerier, inklusiv en “kroningssyltetøj”  og en fin, fin vase fra den hollandske Royal Goedwaagen, der oppefra er formet som Holland og naturligvis har den kongelige orange farve indeni.

En meget smuk gave, fra nogle helt fantastiske mennesker – som jeg desværre ikke selv fil hilst på, fordi jeg var sammen med nogle andre fantastiske mennesker.

Tænkt at have det luksusproblem at kende for mange dejlige mennesker! Jeg går i hvert fald helt klar resten af maj i møde høj på mine pinseoplevelser.

torsdag 7. februar 2013 kl.22:18

Jeg har været nem i mange år (#2005, #2006,) – nem at glæde, specielt med blomster – og helt særligt når de bliver sendt til mig. For lige præcis med den slags blomster, så når jeg at lade hjertet hoppe op i halsen og vente og forvente at de kommer fra en hemmelig beundrer.

Det er sket ( #2006) men ellers må jeg sande, at vi kvinder er bedre til at sende blomster til hinanden, end de der hemmelige beundrere (af mandekøn).

Og glad blev jeg. Da det ringede på døren i formiddags og et bud bragte mig blomster og en hilsen fra en dejlig veninde, der havde følt sig hjulpet.

Så nu er mine glade multifarvede tulipaner suppleret med statslige hvide liljer, der kan forskønne mit weekendbord. Og buketten har klart højnet mit humør, så jeg næsten er sikker på at jeg går weekenden noget gladere i møde, end jeg kom ud af den sidste.

 

torsdag 10. januar 2013 kl.0:53

Mit liv består af tre dele:

  • en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
  • et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
  • et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

tirsdag 1. januar 2013 kl.11:34

… der pilles i bloggen – og derfor forsvandt gårsdagens indlæg + de kommentarer der nåede at tikke ind….

Det skulle være muligt at færdes her, selv under ombygningen … men meget aktivitet er der nok ikke lige i de første timer eller dage af det helt nye år … for der er også ombygning ude i virkeligheden.

Men derfor skal der nu alligevel lyde et rigtig godt nytår herfra, med et par fotos fra årets sidste dag:

søndag 30. december 2012 kl.20:25

Sad i min seng i pyjamas – med tv og laptop og klokken nærmede sig halv tolv.

En god ven poppede op på Facebook. Vi snakkede om at jeg trængte til at drikke mig fuld og ryge smøger som da jeg var i 20’erne… og da kl. var 00.59 var han på vej mod mig i en taxa og 15 minutter senere sad vi over hver vores øl på Spunk-bar.

Da vi kun lige nåede den sidste omgang, stod vi kort tid efter på Never Mind på Nørre Voldgade og sang med på YMCA og gamle ABBA numre på et af de mest laid back bøssediskoteker, der findes i byen.

Diskolys

Vi var omgivet af smukke mennesker, gamle mænd, kønseksperimenterende unge, et par transer i baren, fyrer der snavede hinanden i gulvet og en enkelt fuld pige, der blev ved med at hælde øl ud over mig og alt omkring sig.

Og der – midt i post juletraumaerne blev der festet igennem og jeg følte mig som aldrig før, som en del af det hele.

Til helvede med alder. Til helvede med præferencer .. alle elskede alle, i de hektiske øjeblikke mellem 2 og 5.

Og da jeg gik hjem gennem det regnvåde København … byen der ikke er mere storby end at den sover søndag morgen kl. 5.30 … kunne jeg mærke, at det var lige hvad doktoren havde ordineret.

Jeg kunne også mærke en glæde over, at jeg ikke længere er en usikker 20 årig, eller en übercool 30 årig. Trods det, at den eneste kommentar jeg har fået på min bytur, var en bemærkning om hvorvidt jeg ikke var for gammel til det, og at det jo nok er en fase, så må jeg indrømme, at jeg havde det sjovere i går end jeg har haft på mange andre byture tidligere i mit liv.

Og ja, måske er det en fase – og måske er jeg for gammel … men lige der, igang med min X-ene G&T og min smøg #200 følte jeg mig i den grad oven på verden og i sync med mig selv.

tirsdag 25. december 2012 kl.14:23

Jeg har altid elsket juledag. Når alt er faldet på plads, gaverne åbnet og der er massere af rester i køleskabet … en dag dømt til pyjamas og gåtur med pjusket hår.

Sådan blev min juledag i år også. Huset var fyldt med b-mennesker, der havde været oppe til en 4-5-tiden, så da jeg vågnede som den første var det til et stille hus. Gik og nød stemningen … essensen af vores hyggelige aften før. Forsøgte mig med et julebrød, en surdej, dog levede mere op til sit navn et godt var .. så den kom aldrig op og hæve. Morgenmaden blev derfor ris ala mande og kaffe.

Vi kan noget med hygge i min familie. Være afslappet og alligevel højtidelige. Vi klæder os altid om til jul, men aldrig med mere stil, end der stadig er plads til rundhed og hygge.

Min niece kunne næsten ikke vente med at give sine gaver … og her var det “lad dog barnet” … der gjorde at hun fik lov til at give sin mormor en pakke før maden. Vi krammede og hyggede, drak gløgg og spillede spil – og alle havde en finger med i maden, som blev rigtig rigtig lækker.

Og jeg vandt sovsekonkurrencen … selvom jeg ikke engang vidste vi havde sådan en.

… men efter at have haft en kæreste der i de sidste mange år har stået for julemaden, var det i år mig der stod for sovsen … og med et hint fra bdr. Price (at starte med en roux) og et andet fra de mange gange jeg har kigget den hjemlige sovsekonge over skulderen (at tilsætte indkogt eddike og honning) – blev min mors hjemmekogte fond forvandlet til det perfekte svøb om julemaden.

Man ved at ens sovs er god, når ens ellers rimelige kræsne niece står og spiser den som suppe, før den kommer på bordet.

Vores gamle antikke samlebøger blev udskiftet med iPads og telefoner og med ophøjet røst, der var meget tydelig, sang min nevø for – mens vi andre gættede os lidt til melodien.

Og ungerne blev glade for gaverne, der var tid med mig pakket ind i bøger.  Min nevø fik en tyskpaløer, for han og jeg skal på en forlænget weekend til Berlin. Min niece en børnekogebog, og en kalender, for hun og jeg skal lave mad sammen her i det nye år.

Vi har allerede aftalt den de to første gange. Vi skal holde te-selskab for min mor på hendes fødselsdag i januar og så skal vi lave kærlighedsmiddag den 14. februar …

Og så kan jeg se at jeg skal læse op på julemaden til næste år. Jeg har aldrig selv stået for en julemiddag, her i huset var alt der handlede om stegning af hele stykker kød, en herreting. Det forhindrede dog hverken min mor eller søster i at spørge mig til råds omkring and og flæskesteg. Men måske niecen og jeg når op på niveau, i løbet af de næste 12 måneder … vi har i hvert fald tænkt os at øve os.

… og nu har jeg to juletræer der skal ud i min have … så jeg skal en lille smule i omdrejninger – ud og få brændt nogle julekalorier af!

søndag 23. december 2012 kl.19:51

Jeg ved godt at jeg skal passe på med hvor meget Ole Henriksen jubel jeg skal smøre ud over min blog. Jeg er klar over at den nye trend er at vi alle sammen skal have det råt for usødet og at det er hipt at være klar i mælet aka et brokkehoved.

Men efter et liv med utallige brokkerier, synes jeg godt at jeg kan tillade mig at være en lille smule candy-floss positiv, for jeg kan mærke, at det gør mig godt.

Jeg har sagt det utallige gange når jeg har coachet andre: det du giver energi vokser og jeg har har set miraklet ske under mange visualiseringsøvelser … Hvordan andre åbner op og finder løsninger, når de har visualiseret deres dag, eller liv – eller den besværlige opgave, som det er når tingene er gået i orden.

Jeg kender teorierne bag dem og har har læst kloge ord, fra kloge mennesker, der har forklaret mig at hjernen er dum og ikke kan kende forskel på de ting vi faktisk laver og de ting som vi forstiller os at vi laver, og vi derfor kan trække nye spor i hjernen, når vi gentænker os selv, eller vores handlinger.

Jeg har endda, fra en mand der havde mistet en finger, fået fortalt hvordan hans ven der havde mistet en arm, som genoptræning skulle sidde og kigge på sin raske arm i et spejl, for for at hjernen skulle tro at det var den påsyede arm og dermed genoprette nervetrådene.

… men jeg er startet nu.

« Forrige sideNæste side »