iværksætter


onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

torsdag 7. november 2013 kl.8:09

pufferfisk

Jeg er en fisk.

Altså ikke i virkeligheden, men sådan astrologisk set.

Det gør mig til et følsomt, foranderligt væsen i evig bevægelse. Når jeg læser om mig selv.

Men i dag er jeg en fisk med tænder.

En fisk der ligger stille … helt stille.

… og bider fra mig.

 

torsdag 3. oktober 2013 kl.5:11

Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

De smukke silkepæoner En kaffepause øl i tivoli Bryllupskage

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

En by i fisk

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Nomadeliv

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå

En teenagerstol

Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Cupcakes Salat i haven Rispapirsruller Håndmad med gevinst Fællesspisning hos søster Advokadosalat

 

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

A room with a view

Displaying IMG_1329.jpg

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Efterår

 

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

mandag 22. april 2013 kl.19:11

Jeg ved ikke om man kan kalde det et tema i mit liv, eller om det sker for alle til alle tider – og jeg bare lægger mere i det?

Men lige nu synes jeg bare at jeg har så mange hængepartier der ikke bliver løftet, bolde der er kastet op i luften og ikke falder ned, skibe der sættes i søen men aldrig når i havn.

Jeg oplever det både på den private og professionelle bane og jeg synes at jeg løber i runder mens jeg forsøger at holde styr på hvor jeg har fået svar, hvor der mangler noget og hvor der er total tavshed.

Og jeg forsøger at afkode hvad det handler om.

Er det mig?

Er det dem?

Hvad er det de andre forstår, som jeg her godt inde i livet bliver ved med at tumle imod.

Ikke at få svar er også at få svar” siger nogen. Men det passer heller ikke rigtig, for nogen gange får man jo så fat i folk og det bliver starten på nogen nyt og “hvor var det godt at du blev ved med at forsøge at få fat på mig“, eller du er på min “to-do-liste og dårlige samvittighed, godt du ringede tilbage“.

Jeg står midt i mellem at min nye leveregel skal være, at jeg bliver bedre til at slippe de tilbagemeldinger der ikke kommer … eller at jeg skal til at koge nogle kaniner rundt omkring i det ganske danske land.

onsdag 20. februar 2013 kl.6:46

Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

Og det gav mig en masse fed energi.

Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

… men efter optur kommer nedtur.

Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….

fredag 25. januar 2013 kl.11:06

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

torsdag 10. januar 2013 kl.0:53

Mit liv består af tre dele:

  • en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
  • et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
  • et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

mandag 26. november 2012 kl.22:01

Forleden tog jeg mig en af de friheder jeg nogen gange glemmer jeg godt kan tage. Nemlig at huske at holde fokus på, at min tid er min egen og at når jeg nu bruger af min aftenstid på arbejde, så kan jeg jo egentligt godt bruge af min dagstid til andet.

Så jeg smuttede i haven og lagde et løg-lag nr. 2 i mine potter. Så de nu er fyldt op med forventningsfuld glæde og kommende forårsbrus.

Og det gjorde godt, selvom dagen ikke var strålende efterårsagtig, men mere af november-november-november typen. Godt fordi jeg efterhånden føler at haven nu er lagt til ro for vinteren og at jeg ved at der til næste år – uanset hvordan tingene ellers arter sig – vil være farver og spræl i mit liv.

Og nogengange er det nødvendigt at gå ind i en ny del af sit liv, med viden om at noget i det kommer til at stråle, selvom man er usikker på hvordan helheden vil ende med at spille an.

onsdag 7. november 2012 kl.12:50

Jeg kan huske tilbage til dengang, der blev holdt blogfest og man diskuterede anonymitet ctr. ikke-anonymitet, og Mikkel og Rasmus lavede blogradio (som man ikke kan linke til længere), hvor de snakkede om at på sigt ville blogmediet blive mere og mere specialiseret og man ville se blogs der handlede om fluefiskeri og andre nicheinteresser.

Jeg kan huske at vi andre grinte lidt i skægget og tænkte, hvem vil dog skrive eller læse sådan nogle blogs.

Men det blev jo sådan. Og der dukkede madblogs op (og åbentbart drabelige krige mellem de forskellige madfraktioner), modeblogs skød frem og blev samlet i Bloggers Delight. Kreabloggerne var kreative og gavmilde – de var de første på banen med “give-aways” af deres egne kreationer. De sjove flerbørnsmødre fik deres egen niche. en niche som der var penge og kunder i så nu kom de professionelle på banen og tilbød vare som bloggerne kunne give til deres læsere. De meget populære “give-aways” samlede alle mulige mennesker i bloggerens kommentarfelt.

På de 8½ år der er gået siden jeg skrev mit første blogindlæg, har verden omkring blogs ændret sig radikalt og enhver professionel person med respekt for sig selv, sin faglighed og sin virksomhed har en blog, der beskriver deres virke.

Som gammel blogger kan jeg ikke lade være med at smile lidt over al den nye hype der stadig er omkring blogs – og det at blogge. Nu bare fra den professionelle verden. Og jeg nikke medvidende når folk siger til mig, at jeg skal da også til at blogge i den der virksomhed, jeg er igang med at starte op.

Men nu gør jeg mere end at nikke … for jeg har startet en blog:

bloggen-lovmand-coach

lovmand-coach.dk/blog blogger jeg for første gang professionelt. Jeg blogger om det jeg ved rigtig meget om, nemlig personalejura, ansættelsesret, coaching og udvikling.

Jeg blogger til en helt bestemt målgruppe – nemlig den mindre virksomhedsejer, som ikke selv har en HR-afdeling og som forhåbentligt i min blog kan finde inspiration og viden som de kan bruge direkte i deres virksomhed.

Jeg blogger fordi jeg har noget på hjertet – men selvfølgelig også for at gøre opmærksom på det jeg kan og for at tiltrække eventuelle kunder.

Du er velkomment til at læse med – og hvis du gør, får du en anden side af mig at se. Men jeg håber lige så meget at du kunne have lyst til at sprede ordet.

Så hvis du kender nogen i dit netværk, som kunne have gavn af min nye baby – så vil jeg blive glad for at du delte det, hvad enten du bruger facebook, LinkedIn – eller god gammeldags mund-til-mund metode.

… og så siger jeg tak – og har du selv eller en af dine venner et spørgsmål er du selvfølgelig velkommen til at kommentere, kontakte mig på bloggen eller på mail rikke@lovmand-coach.dk …

torsdag 25. oktober 2012 kl.9:06

Min aften i går sluttede med ild på tungen i et museum dedikeret til altings oprindelse.

Men det var ikke kun den milde eufori fra chiliplantens capsaicin der gjorde, at jeg gik i seng som et betydeligt gladere menneske, end hende der stod ud af sengen om morgen.

Jeg havde en travl dag i går og en dag hvor jeg var på bagkant hele dagen og alligevel kom jeg bare ud af det hele med beruselse over tilværelsen, min virksomhedside og det gode i netværk.

Jeg mødtes i løbet af dagen med fire kvinder, der på hver deres måde berigede mig og mit liv.

Den første smittede mig med glæde og jeg faldt nærmest i svime over smilet i hendes øjne og glæden i hendes sind. Hun introducerede mig til undervisningsmuligheder blandt eliten og selvom jeg bliver lidt benovet når jeg ser hvem der ellers befinder sig i det forum, så glæder jeg mig til at høre mere og se hvad det kan udvikle sig til.

Den anden fik mig til at vente, men i ventetiden kunne jeg se hvad mit virke de sidste mange måneder har medført af justeringer og forandringer. Man siger jo at alle vil udvikling men ingen vil forandring. Og jeg kunne se at det ikke var rigtigt. Måske går tingene ikke så hurtigt som en utålmodig sjæl kan ønske, men sætter man tilstrækkeligt mange museskridt sammen, kan de sagtens gå distancen af en elefant.

Den tredie startede med at ramme mig midt i min “perfekt-kvindes-selvfølelse” ved at komme for tidligt og før jeg selv var hjemme, så jeg ikke kunne nå at skjule rod, hjemmearbejdende kæreste med i joggingbukser og mystiske lugte fra et overbagt rugbrød. Min plan om at mødes ude blev purre ødelagt, men da den indre ro var genoprettet, blev mødet lige så inspirerende som mit første møde – og listen med ting der er muligheder i, blev øget med mange punkter.

Den sidste havde inviteret mig med til et chiliforedrag, der vækkede både de intellektuelle og fysisk-faktiske sanser med viden og smag. Hun berigede mig som altid med roen over at livet ikke ender, selvom man har rundet de 60 og jeg priste mig lykkelig over at jeg formår at have venner der aldersmæssigt spænder fra de tidlige 20’er til slutningen af 60’erne.

Jeg boblede af livsglæde da jeg gik i seng. Og selvom jeg ikke ved hvad fremtiden bringer og om noget af det jeg foretog mig i går udmønter sig i konkrete tiltag, så var jeg bare så glad og varm i det nu jeg var i.

… og det der går godt kommer ikke skidt tilbage.

Næste side »