Jeg kan huske tilbage til dengang, der blev holdt blogfest og man diskuterede anonymitet ctr. ikke-anonymitet, og Mikkel og Rasmus lavede blogradio (som man ikke kan linke til længere), hvor de snakkede om at på sigt ville blogmediet blive mere og mere specialiseret og man ville se blogs der handlede om fluefiskeri og andre nicheinteresser.

Jeg kan huske at vi andre grinte lidt i skægget og tænkte, hvem vil dog skrive eller læse sådan nogle blogs.

Men det blev jo sådan. Og der dukkede madblogs op (og åbentbart drabelige krige mellem de forskellige madfraktioner), modeblogs skød frem og blev samlet i Bloggers Delight. Kreabloggerne var kreative og gavmilde – de var de første på banen med “give-aways” af deres egne kreationer. De sjove flerbørnsmødre fik deres egen niche. en niche som der var penge og kunder i så nu kom de professionelle på banen og tilbød vare som bloggerne kunne give til deres læsere. De meget populære “give-aways” samlede alle mulige mennesker i bloggerens kommentarfelt.

På de 8½ år der er gået siden jeg skrev mit første blogindlæg, har verden omkring blogs ændret sig radikalt og enhver professionel person med respekt for sig selv, sin faglighed og sin virksomhed har en blog, der beskriver deres virke.

Som gammel blogger kan jeg ikke lade være med at smile lidt over al den nye hype der stadig er omkring blogs – og det at blogge. Nu bare fra den professionelle verden. Og jeg nikke medvidende når folk siger til mig, at jeg skal da også til at blogge i den der virksomhed, jeg er igang med at starte op.

Men nu gør jeg mere end at nikke … for jeg har startet en blog:

På lovmand-coach.dk/blog blogger jeg for første gang professionelt. Jeg blogger om det jeg ved rigtig meget om, nemlig personalejura, ansættelsesret, coaching og udvikling.

Jeg blogger til en helt bestemt målgruppe – nemlig den mindre virksomhedsejer, som ikke selv har en HR-afdeling og som forhåbentligt i min blog kan finde inspiration og viden som de kan bruge direkte i deres virksomhed.

Jeg blogger fordi jeg har noget på hjertet – men selvfølgelig også for at gøre opmærksom på det jeg kan og for at tiltrække eventuelle kunder.

Du er velkomment til at læse med – og hvis du gør, får du en anden side af mig at se. Men jeg håber lige så meget at du kunne have lyst til at sprede ordet.

Så hvis du kender nogen i dit netværk, som kunne have gavn af min nye baby – så vil jeg blive glad for at du delte det, hvad enten du bruger facebook, LinkedIn – eller god gammeldags mund-til-mund metode.

… og så siger jeg tak – og har du selv eller en af dine venner et spørgsmål er du selvfølgelig velkommen til at kommentere, kontakte mig på bloggen eller på mail rikke@lovmand-coach.dk …

Min aften i går sluttede med ild på tungen i et museum dedikeret til altings oprindelse.

Men det var ikke kun den milde eufori fra chiliplantens capsaicin der gjorde, at jeg gik i seng som et betydeligt gladere menneske, end hende der stod ud af sengen om morgen.

Jeg havde en travl dag i går og en dag hvor jeg var på bagkant hele dagen og alligevel kom jeg bare ud af det hele med beruselse over tilværelsen, min virksomhedside og det gode i netværk.

Jeg mødtes i løbet af dagen med fire kvinder, der på hver deres måde berigede mig og mit liv.

Den første smittede mig med glæde og jeg faldt nærmest i svime over smilet i hendes øjne og glæden i hendes sind. Hun introducerede mig til undervisningsmuligheder blandt eliten og selvom jeg bliver lidt benovet når jeg ser hvem der ellers befinder sig i det forum, så glæder jeg mig til at høre mere og se hvad det kan udvikle sig til.

Den anden fik mig til at vente, men i ventetiden kunne jeg se hvad mit virke de sidste mange måneder har medført af justeringer og forandringer. Man siger jo at alle vil udvikling men ingen vil forandring. Og jeg kunne se at det ikke var rigtigt. Måske går tingene ikke så hurtigt som en utålmodig sjæl kan ønske, men sætter man tilstrækkeligt mange museskridt sammen, kan de sagtens gå distancen af en elefant.

Den tredie startede med at ramme mig midt i min “perfekt-kvindes-selvfølelse” ved at komme for tidligt og før jeg selv var hjemme, så jeg ikke kunne nå at skjule rod, hjemmearbejdende kæreste med i joggingbukser og mystiske lugte fra et overbagt rugbrød. Min plan om at mødes ude blev purre ødelagt, men da den indre ro var genoprettet, blev mødet lige så inspirerende som mit første møde – og listen med ting der er muligheder i, blev øget med mange punkter.

Den sidste havde inviteret mig med til et chiliforedrag, der vækkede både de intellektuelle og fysisk-faktiske sanser med viden og smag. Hun berigede mig som altid med roen over at livet ikke ender, selvom man har rundet de 60 og jeg priste mig lykkelig over at jeg formår at have venner der aldersmæssigt spænder fra de tidlige 20’er til slutningen af 60’erne.

Jeg boblede af livsglæde da jeg gik i seng. Og selvom jeg ikke ved hvad fremtiden bringer og om noget af det jeg foretog mig i går udmønter sig i konkrete tiltag, så var jeg bare så glad og varm i det nu jeg var i.

… og det der går godt kommer ikke skidt tilbage.

Jeg synes ikke at det er nemt, det her iværksætteri. Dels fordi jeg gør det i nogen rammer der ikke rigtig understøtter det, og dels fordi jeg skal tappe ind til nogen ressourcer, jeg ikke synes jeg har. Og derfor virkelig slår mig selv i hovedet med min egne manglede evner.

Jeg taler om canvas.

Kunsten at ringe en fremmed op og få sig selv inviteret ind.

Jeg har generelt altid været dårlig til telefoner.

Uden grund, men ikke uden effekt.

Har altid hadet at ringe fremmede op.

Men jeg har øvet mig. Nu kan jeg ringe op på stillingsopslag og snakke med evt. kommende ledere om værdier og prioriteringer. Jeg kan kontakte mine lidt fjernere netværkspersoner og høre om åbninger og få aftalt kaffemøder og jeg har også formået at ringe op til netværks-netværks personer for at følge op på deres mulige behov.

Jeg synes stadig at det er svært.

Og når jeg forsøger mig med kunsten at ringe til de helt fremmede, så er jeg pt. ikke kommet videre end til deres buffer – i form af receptionist eller PA. Og jeg skal videre derfra.

I dag har jeg møde med to potentielle mentorer og en jeg skal se om jeg kan få til at blive en kunde. Og jeg er spændt på hvor tingene kører derfra.

Nogen gange ser det der lønarbejde bare noget nemmere ud.

Jeg går jo lidt rundt i runder omkring mit arbejdsliv – og selvom jeg synes jeg kender retning og mål, så kan det nogengange føles som at lege blindebuk i et tornekrat og så virker det der med en fast ansættelse, 5 ugers ferie og pension som et så meget bedre alternativ.

Så jeg søgte et job, jeg troede jeg gerne ville have.

Ringede på det torsdag formiddag, sendte ansøgningen om aften, fik indkaldelse til første samtale om fredagen og var så til samtale mandag og fredag i sidste uge.

Og så er det at jeg tilspørger verden – hvad sker der for jer?

Fuck anerkendelse og se verden fra en anden side og folk gør det der giver mening for dem (som ellers var udtryk jeg til samtalen var storforbruger af) … for er det virkeligt muligt at vi i 2012 stadig har ledere, der mener at tid er en fleksibel størrelse og tæller arbejdstimer fremfor resultater og er nærmest stolte af at kunne sige at de arbejder 80 timer om ugen?

Som foretrækker kontrol fremfor sparring. Som synes at det er ok, at de leder en arbejdsplads, hvor der ikke er arbejdsglæde. Som ved at de har konflikter mellem medarbejderne, men vælger at lade være med at gøre noget ved det … fordi der er truffet en ledelsesbeslutning og den må medarbejderne jo bare lære at leve med?

Uanset hvor stor eller lille min egen butik bliver, eller hvad jeg i øvrigt skal lave i mit liv, så er det bare det totalt modsatte jeg står for.

Jeg tror på tillid fremfor mistillid som ledelsesværktøj. Jeg tror på work-life-balance og på at ingen mennesker kan være en effektiv arbejdskraft 80 timer om ugen. Tid og tidsforbrug og tidsspilde er et issue i mit liv. Jeg tror på, deadlines, dagsordner, og målsætninger og på at har man aldrig en bagstopper på sit tidsforbrug, et mål eller bare en dagsorden, så kommer man altid til at bruge mere tid end nødvendigt.

Efter min opfattelse skal konflikter løses eller i det mindste håndteres. Der er ledelsesbeslutninger der bare skal accepteres, men bliver de ikke det, kan man ikke bare lade være med at gøre noget … om ikke andet så fordi uløste konflikter gør folk meget mindre produktive.

Og så mener jeg at arbejdsglæde er en menneskeret i et land som Danmark. Nej, alle skal ikke nødvendigvis elske det de laver, og mange mennesker har ikke deres arbejde som deres fokuspunkt i livet. Jeg forstår så udmærket dem der arbejder for at leve … men det ændrer ikke ved, at mens man gør det – og gør det i så stort et omfang som man alligevel gør, så må man da samarbejde om at gøre arbejdsstedet til et godt og glad sted at være.

Hele weekenden gik jeg og overvejede hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik jobbet tilbudt. Selvom jeg godt var klar over at gjorde jeg det, så var der nok nogen i helvede der skulle ud og finde skøjter … men tirsdag aften fik jeg et afslag … på mail, for det er det klart, at man mailer et afslag efter to samtaler.

… jeg svarede tilbage med et forslag om at hvis de på et tidspunkt fik lyst til at kigge på hvordan de skruede deres arbejdsdag sammen og måske få nogen arbejdsredskaber til at optimere deres brug af tid, så var de meget velkommen til at vende tilbage og få noget tidscoaching…

Og så gik jeg tilbage og bankede et par planker fast i min egen lille butik.

Siden vi kom hjem fra Egypten, har jeg gået udenom rodeværelset som katten om den varme grød

Det startede ellers meget godt, med at vi fik flyttet en sofa derind, og derefter fyldt op med dette og hint som ikke skulle være frit fremme i lejligheden mens vi var væk.

Meget kom også retur til skuffer, skabe og rum efter vores hjemkomst.

Men resten – det uanbringelige – har bare stået i noget der nu er 1½ år og har samlet støv og kattehår i urimelige mængder.

Topper boede derinde blandt det hele, da hun var hos os.

Jeg ser spor af det, her mens jeg går og forsøger at bringe orden i tingene.

Halvdelen af værelset skal stadig bruges til dykkerudstyr – men resten skulle gerne ryddes så jeg kunne få lavet mig et kontor derinde igen.

Det har været der tidligere.

I min uendelige visdom har jeg dog smidt mit skrivebord ud inden vi tog afsted – hvor vi begge sidder og arbejder (og fylder) på spisebordet.

Det skal være en historie.

Men først er der historien om at komme i bund, eller det der ligner.

Og i den historie ved jeg godt at der er en fase hvor alt er taget ud og ligner noget der er løgn, men jeg ved også at der kommer en tid efter det, hvor orden råder.

Det virker bare sååååååå langt væk og jeg går og hiver mig i håret over hvor hulan jeg skal gøre af

• to værktøjskasser
• en hjertelyskæde
• et foto af min mor som barn, med prinsesskrølle og det hele
• to kasser med glas og flasker

og alt det andet der bare har hobet sig op og skal finde nye pladser, så jeg kan få rum til mit kontor og alle mine papirer.

Jeg har skrevet det før, og vil sikke skrive det igen; der bor en driftsikker urkvinde i mit indre.

En kvinde der ville have været en gevinst for datidens samfund, da hun ikke har nogen stopmekanisme og samler ind til hun segner … med mindre hun altså er i selskab med mit mere rationelle jeg.

Det rationelle jeg, var ikke helt med da jeg samlede rosenblade langs med stranden i lørdags.

Så nu står 2 x 4 liter rosensaft og trækker på min bagtrappe. Opgangen dufter af roser og det er kølet ned og siet, skal den ene omgang hældes på flasker og drikkes som den fineste røde rosensaft, enten som den er eller blandet med vin eller danskvand.

Den anden omgang skal koges ind til sirup og gele. Jeg har tidligere lavet en rosen-ribs-gelé der var fuldstændigt fantastisk, eller” ikke helt dårlig”, som man jo siger i det der Jylland. Kombinationen af roser og ribs gør altså noget godt for hinanden. Ligesom jeg er sikker på at en omgang rosensaft i jordbærsyltetøjet heller ikke vil være dårligt.

Ellers har jeg planlagt at der skal hyldeblomster i mine jordbær.

Jeg har nemlig hørt at der skulle være både jordbær og ribs i min lille have.

Og hylden har jeg også.

3 liter saft står allerede og trækker sammen med roserne – og skærme til det dobbelte ligger i min fryser fra forrige uge.

Jeg ved at nogen tæller får når de ikke kan sove …mig? Jeg kombinerer syltetøj og marmelade.

Og jeg tænker tilbage til tidligere succeser og tror at en alliance med jordbær, rabarber lidt røde stikkelsbær med et drys af hyldeblomster vil gøre sig godt på en gang hjemmelavet brød, sådan en kold november måned. Jeg tror også at jeg skal have gentaget min fine hyldeblomst og citrongelé, selvom jeg må sande at det er en flygtig en af slagsen og den ikke rigtig holder sig frem til vinterlageret.

Og når det kommer til lageret, så har jeg lige sendt en mail til Bondens Marked, der holder til her på Halmtorvet – for jeg tænker at der måske kunne blive til lidt mere end bare mig selv, og det kunne da være meget sjovt, at stå og sælge det op mod jul.

I forlængelse af mit eget lidt håbløse forsøg på at forskudsregistrere mig – med deltid, a-kasse, bi-beskæftigelse- – A-, B- og jeg ved ikke hvilken skat og delvis kørselsfradrag, smed jeg håndklædet i ringen og ringede.

Og fik virkelig fat i en skat.

En dejlig dame, der da lige beregnede og tastede og fiksede det hele for mig vedr. privatdelen, og sendte mig videre til virksomhedsdelen, med 8.000 kr. i kørselsfradrag og en cuttet topskat.

I virksomhedsdelen bad de mig finde ud af om jeg egentligt var selvstændig erhvervsdrivende eller ej. For det kan man nemlig godt være uden at være.

Det har andre for mig spekuleret på, så de flinke folk har skrevet en brochure om det; Er du selvstændig erhvervsdrivende?

Og min læsning og min snak har det fået flere ting klarlagt i mit hoved, og der er ikke tvivl om at jeg skal ud på et af deres oplysningsmøder.

Jeg har i mange år primært bare dukket mig, krydset mine fingre, sat min indkomst lidt for højt og ellers håbet på det bedste når det kom til selvangivelse og forskudsopgørelse. Normalt er det gået godt.

Men jeg er jo nok nødt til at indse at jeg ikke kan fortsætte med det når jeg nu er sådan en med et CVR.nr og måske udvidet selvangivelse …. men så er det jo godt at vi har skat – og at der sidder søde mennesker i den anden ende.

Forsøgte mig med noget super voksent og proaktivt her for lidt siden; at rette i min forskudsopgørelse – så den svarer til min virkelighed og ikke min tidligere virkelighed.

Og jeg må bare give fortabt og give op.

Det er jeg simpelthen ikke mand (eller kvinde) for at klare.

Men jeg ved heller ikke hvem jeg forsøger at snyde. Jeg mener, jeg kan sagtens finde på at stå og småfnise når jeg står og putter diesel på bilen, fordi jeg tænker på hvor voksent det er og at jeg ikke helt føler, at jeg passer ind i den rolle (eller det ansvar … en rigtig bil og ud på landevejene…)

Nåmen – jeg må jo nok til det alligevel, håber det er muligt at få hjælp fra et rigtigt skattemenneske når man nu gerne vil gøre det rigtige….

Jeg tror på at man skal lytte til sin krop.

Sin intuition og sin krop.

Men jeg forstår ikke helt hvad det betyder, når de fortæller to forskellige ting.

Jeg har aldrig haft det bedre end jeg har det nu. Jeg er så meget kommet på den rette hylde og beskæftiger mig lige præcis med det jeg vil og kan bestemme over mit liv på en måde jeg ikke oplever, at jeg har kunnet før.

Jeg er ikke i mål og jeg tjener ikke det jeg vil og jeg jeg mangler mange, mange ting for at være der hvor jeg skal være. Men jeg er på rette vej og jeg er sikker på mig selv, mit koncept og på min måde at nå derhen hvor jeg skal.

Men jeg har nu på X’ende måned kæmpet med en tennisalbue som jeg godt ved hvorfor jeg fik og som jeg ved jeg ikke har behandlet som jeg skulle. Og med hænder der når jeg vågner er følelsesløse og så kraftsvage at jeg nogen gange ikke kan klemme om en shampoflaske eller åbne låget på kattenes kattemadsdåse.

Jeg ved godt at min dykning og min have ikke gør noget godt for mine hænder og albue og jeg den læge jeg har skiftet læge har også bedt mig om at geare ned og ikke overanstrenge mig.

Og han har tappet blod af mig i store mængder. Desværre er testresultaterne gået i udu og prøverne skal tages om – men tre ting blev da konstateret: jeg har ikke sukkersyge, min blodprocent er i orden og det ser ikke ud til at jeg har leddegigt.

Så langt så godt … og jeg prøver seriøst med det der afslapning.

Men er der nogen der kan fortælle mig hvad jeg gør galt, når jeg mandag morgen efter en weekend dedikeret til afslapning vågner med ekstra smerte i albuen, totalt forstenede hænder og i tilgift en ryg der gør så ondt, at den vækker mig før vækkeuret?

Jeg gør alle de ting jeg kan lide + afslapning og alligevel skal jeg betale ved kasse 1.

Det er bare ikke fair.

Men nu har jeg også bare pakket til en dykkerweekend i næste weekend og så håber jeg at min krop er mere ok med det.

Jammen det skrider stille og roligt fremad – har modtaget voksenbreve fra Skat. De fortæller mig at jeg har en virksomhed og et nummer der hører til. I dag har jeg så forsøgt mig med moms og bestilling af en rådgiverforsikring.

Det bliver nærmest ikke større.

Men mens min egen lille virksomhed vokser, og jeg tænker på visitkort, hjemmeside og messemateriale – har vi også været lagt ned af den store tunge fyringstrusel.

Min kærestes virksomhed havde 170 mand (og kvinder) til samtale i går. Besked om at lægge nøgler, pc’er og kodeord og gå hjem uden at passere start.

Farvel og velkommen til de arbejdsløses rækker.

Beskeden om hvad der skulle ske kom i mandags og betød at vi havde et par dårlige nætters søvn og et par stressede dage. Men forløsningen kom så igår.

Og mens jeg kender personerne bag et par af navnene, så stod min kæreste ikke forrest i køen og han har stadig sit job.

Og jobs er der også stadig derude. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe et par timer i solen på et tag på Vesterbro og kunne blandt andet lytte til dem her “hoptimisterne“, der har skabt stor succes med at producere og sælge små positive hoptimister – og midt i alle voksentingene, er det svært ikke at være bare lidt glad, når man alt andet lige, lever i et land hvor det trods krise stadig kan gå fremad for nogen.

… og jeg er sikker på at en anden nogen, er mig.